Aileen: Life and Death of a Serial Killer [Netflix] Aileen er svær at greje. Hun er ganske vist seriemorder, men hvad var årsagen egentlig til at hun begik disse mord? Nick Broomfield dykker dybere ned i hendes sag og følger hende helt frem til hendes henrettelse. Det er til tider hjerteskærende at høre om hendes baggrund og værre er det når hun tydeligvis begynder at miste fatningen og lyver om hendes oplevelser, for at bringe sig selv tættere på en henrettelse. Broomfield gør det ikke sort/hvidt, men har en fin måde at prikke til "the powers that be" og stille en masse relevante spørgsmål. At filmen så ligner noget der er løgn er hvad det er.
4/6
Inside Deep Throat [Netflix] En yderst spændende dokumentar om den seksuelle revolution i de tidlige '70ere i USA. En revolution der i øvrigt aldrig rigtig blev. Filmen viser ikke alene en række triste skæbner, men afdækker også det fænomen som det var da porno pludselig blev "iorden" og 'Deep Throat' solgte tonsvis af biletter. Den viser også uretfærdighederne der foregik i forbindelse med de sædelighedssager der blev skabt i forbindelse med filmens udgivelse, hvor en af de involverede blev forsøgt fængslet. Filmen er fortalt yderst engagerende gennem massevis af klip fra perioden (og til de sarte sjæle: Ja der vises også et par klip fra den originale film). Alt sammen er det fortalt af Dennis Hopper, som i sig selv er enormt engagerende, og en lang række andre mennesker der er blevet interviewet om deres oplevelser med filmen.
5/6
Religulous [Netflix] Bill Maher: Er han provokerende? Jo. Det er han da. Er han manipulerende? Til tider. Er hans film værd at se? Ingen tvivl om det. Til trods for at det tydeligvis mere er et statement han her skaber, end en undersøgelse af et emne, er det uendeligt underholdende at se ham skubbe til konventionerne og prikke til mange af de ekstremister der findes i det amerikanske. Særligt er det herligt (og skræmmende) da han interviewer en mand der "helbreder homoseksuelle" og kalder dem "ufuldkomne mennesker" og mere i den stil. Maher er utvivlsomt den rette til at smide kommentarer retur, fordi han rent faktisk konfronterer denne såkaldt kristne mand, med hans helt åbenlyse mangel på næstekærlighed og den grad af fordømmelse han udøver. Vil helt sikkert provokerer troende og for os andre er det kun moralen der bliver udfordret, og selvom jeg synes han til tider er noget manipulerende i hans brug af klip, der ofte afbryder de der interviewes, er det nu alligevel herligt at se en der tør skubbe til religionen og sætte nogle alvorlige spørgsmålstegn ved hvad den har af omkostninger på en større skala.
4/6
The Magnificent Seven [Netflix] Cool!
4/6
Groundhog Day [Netflix] Sjov og charmerende, en af de bedre komedier jeg har set.
4-5/6
Deliverance [Netflix] Historien om et par gutter der tager afsted for at møde naturen i al sin intensitet, før den bliver fjernet, men i stedet ender med at blive mødt af menneskelig ondskab, er yderst fascinerende. Ikke alene er der ekstremt gode præstationer fra alle de store roller, filmen er ydermere velfortalt, intens og mildest talt nervepirrende. Aldrig har en så omfattende lokation, været så klaustrofobisk. Ligger lige på vippen til topkarakter.
5/6
Mary Shelley's Frankenstein Meget teatralsk og storslået udførsel af historien om Frankensteins monster, men også en meget engagerende oplevelse. Jeg kan godt lide den melodramatiske tilgang til materialet og uden at have læst bogen, kan jeg forstå på de der har læst den, at den holder sig relativt pænt til kildematerialet, med nogle undtagelser her og der.
4/6
...og det er hvad jeg kan nå lige nu.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Først lige i en lille opsummering af ugens sete film - anmeldelserne er i spoileren.
Trafic, 5/10 De Ufrivillige, 8/10 Tokyo Godfathers, 6/10 Origin: Spirits of the Past, 7/10 Wuthering Heights, 6/10 Wuthering Heights, 8/10 A Dangerous Method, 7/10 Les Diaboliques, 8/10 Quai Des Orfevres, 8/10 Mamma Roma, 8/10 Il Divo, 9/10 Orlando, 9/10 Chungking Express, 8/10 Happy Together, 6/10 Killer of Sheep, 8/10 Arrietty, 8/10 Buffy - Sæson 2, 8/10
Trafic, Jacques Tati, Frankrig 1971
Den sidste film med Mr. Hulot. Jeg har ikke set de tre foregående(de står på hylden) - og måske jeg skulle det, for var ikke vildt imponeret. Udover over to fede scener - et biluheld og en fremvisning af en bil - er den meget uinteressant.
5/10
----
De Ufrivillige, Ruben Östlund, Sverige 2008
Ruben Östlund, som lige har modtaget en Ole for hans film Play, har lavet et interessant slice-of-life stykke. Man følger 5 vidt forskellige historier, der dog har det tilfælles, at en række personer ufrivilligt kommer i en situation. E af den type film, man bare ser og nyder.
8/10
----
Tokyo Godfathers, Satoshi Kon, Japan 2003
Udover Studio Ghibli er mit kendskab til anime ikke specielt stort. Tokyo Godfathers hører dog ikke til toppen af poppen, og selvom den da er meget god, så er handlingen ikke specielt interessant - eller problemet er måske mere, at personerne er lidt for outrerede: en flok hjemløse, hvor en er transseksuel, en alkoholiker og den sidste er en ung pige.
De finder en baby, hvor de prøver at finde dens forældre. Man kan ikke leve sig helt ind i historien, selvom den er ganske ok.
6/10
----
Origin: Spirits of the Past, Keiichi Sugiyama, Japan 2006
En utrolig smuk animationsfilm, hvor billede og soundtrack er helt i toppen. Actionmæssig følger den ikke med, men jeg kan godt lide den verden, der er skabt. Man får ikke forklaret filmen i detaljer, men det gør heller ingenting. Faktisk ser jeg det lidt som en meditation over naturen, og derfor er langsomme tempo passende.
Den er kritiseret for dårlige karakterer, plothuller og for at være en kopi af Nausicca. Og ja, der er plothuller og ja, den minder meget om Miyazakis film. Karakterne er måske ikke videre originale, men filmebs store plus, er dens verden. For mig er den manglende forklaring fuldstændig ligegyldig. Hvis den havde holdt samme tempo som i første halvdel, havde den lige fået en karakter mere, men desværre sætter filmen tempoet i vejret, og det er ærgerligt.
7/10
----
Wuthering Heights, William Wyler, USA 1939
En klassisk historie om kærlighed, der ikke skulle være. I denne udgave føler man dog ikke helt stormen.
6/10
----
Wuthering Heights, Andrea Arnold, UK 2011
Den nyeste udgave er væsentlig bedre end 39-versionen. Den er mere realistisk, mere barsk, og jeg kunne forestille mig mere tro mod romanen. Formen virker også mere tidløs. Historien er selvfølgelig den samme, men når Andrea Arnold står bag, så bliver det bare bedre.
Hun er virkelig en one-to-watch, og man kan rolige se både Red Road, Fish Tank og Wuthering Heights.
8/10
----
A Dangerous Method (2011)
En snakke-film, der er meget mere nede på jorden end noget andet, han har lavet. Der er ikke den barske vold fra de andre film med Viggo Mortensen, ej heller noget mystisk. Det er faktisk bare lige ud af landevejen.
Jung og Freud – de vel nok to vigtigste psykoanalytikere – har mange og lange samtaler om deres felt. Keira Knightley spiller Jung's første patient indenfor feltet.
Den er desværre ikke så intens som de ”moderne” Cronenberg, men niveauet er så tårnhøjt af skuespillerne, og samtalerne er interessante. Keira Knightley er kritiseret for at overspille og være generel ringe, men det synes, jeg nu ikke hun er. Hun gør det udmærket, men er ikke i nærheden og Michael Fassbender og Viggo Mortensen.
7/10
----
Les Diaboliques, Henri-Georges Clouzet, Frankrig 1955
Le Corbeau og Wages of Fear er to virkeligt gode thrillers af Henri-George Clouzet. Det er Les Diaboliques også! Det er en vaskevægte, velspillet og velovervejet film. Den er lidt tilbagenholden til tider, men ellers hører den til de bedre thrilles.
8/10
----
Quai Des Orfevres, Henri-Georges Clouzet, Frankrig 1947
Faktisk kan jeg kun sige det samme om Quai Des Orfevres som om Les Diabolique. Solid og habil.
8/10
----
Mamma Roma, Pier Paolo Pasoloni, Italien 1962
Lidt flere følelser er der på spil i den neorealistisk-ish Mamma Roma. Har før kun set The Gospel According To St. Matthews, og indtil videre må Pasoloni siges at være en, der skal dyrkes noget mere.
Mamma Roma er historie om en prostitueret og hendes søn. Den er i den neorealistiske stil, og det er stilen, når den er bedst.
8/10
----
Il Divo, Paolo Sorrentino, Italien 2008
Sorrentino er tilbage med endnu en meget stiliseret film - og endnu en helt fantastisk en af slagsen. Det er en biografi om en italiensk, magtfuld politiker med mafia-forbindelser, men det er en biografi, som man aldrig har set det. Filmen har sin helt egen stil, og man kan vel nærmest kalde det for en langsom Guy Ritchie. Der bliver leget med kamerat og klippene, men i et roligt tempo, så man kan nyde historien om magtens mænd.
Bravo, Sorrentino - igen ;)
9/10
----
Orlando, Sally Potter, UK 1992
Hvilken feast for øjnene, ørerne og nysgerrigheden! Jeg har ikke læst bogen bag, men historien er ret fantastisk: Orlando for at vide af en døende Dronning Elisabeth I, at han ikke må blive ældre - så det gør han ikke - og han bliver også til en hun.
Det hele er pakket afsindig smukt ind, ledsaget af en betagende soundtrack, og det giver alt i alt en god - meget, meget god - filmisk oplevelse.
9/10
----
Chungking Express, Wong Kar-Wai, Hong Kong 1994
Ensomhed i Hong Kong må vist sige at være det tema, som Chungking Express er gennemsyret af. To historier og to søgender efter kærlighed i en af verdens mest tætbefolkede byer. Billederne er fantastiske, og det lykkedes på ret fantastisk vis at formidle følelsen af ensomhed. Musikken fungerer bedst i første halvdel, hvor det er en ensom saxofon. I anden halvdel er det kendte sange, og det fungerer ikke altid. Det trækker desværre stemningen lidt ned.
Alt i alt er det dog en rigtig god film.
8/10
----
Happy Together, Wong Kar-Wai, Hong Kong 1997
En historie om et homoseksuelt par og deres on-off forhold. Det er en udmærket film, men den kommer aldrig ind under huden. Dog laver Wong Kar Wai visuelt flotte film, og Happy Together er ingen undtagelse. Den trækker dog lidt i langdrag hen i mod slutningen.
6/10
----
Killer of Sheep, Charles Burnett, USA 1997
På kassetten står der: "One of the greatest unseed American movies" - The Guardian. Nu har jeg selvfølgelig ikke set de andre "usete" film, men Killer of Sheep er bestemt en god film, som er blevet sammenlignet med den italienske neorealisme.
Man følger livet for en afro-amerikansk slageriarbejder og hans familie. Det er en monoton hverdag uden meget håb, og filmen giver ingen løsninger. Det er netop sådan nogle tidsbilleder og episodiske film, der enten kan være utroligt kedelige eller dragende, og Killer of Sheep er sidstnævnte. Til tonerne af en lang række blues-stjerner, der ofte giver associationer til slaver, får man et stykke ærlig historie for en sort arbejderfamilie i 70'ernes Los Angeles.
Filmen har været 22 år om at blive udgivet, fordi der ikke var sikret rettigheder til de mange sange - men nu kan den endelig ses, og det fortjener den også - selvom skuespillet til tider ikke er lige i skabet.
8/10
----
Arrietty, Hiromasa Yonebayashi, Japan 2010
Endnu en god film fra Ghibli, der også er en af de mest simple fra studiet. Historien er god, animation er overdrevet lækker, og det er en lille stille film.
8/10
----
Buffy - Sæson 2
I løbet af ugen fik jeg også set Buffy Sæson 2 færdig. Første sæson led under et par helt forfærdelige afsnit, men det er der heldigvis ikke i sæson 2. Spike kommer til, Willow begynder så småt på magi, Oz - en personlig favorit - er med, og et af afsnittene har sågar den absolut fedeste dæmon: Der Kindestod, der suger livet ud af syge børn!
#17003 - Synes også om Religous Maher er til stede som man kender ham fra andre sammenhænge instruktøren skulle dog have været styrende i filmen og ikke bare en hyret hånd.
Har ikke set den film af Nick Bromfield men kan varmt anbefale The Leader, His Driver and the Driver's Wife.
Profondo rosso - 2/10 De film jeg har set af kultinstruktøren Dario Argento (4 tror jeg), har været svingende fra det næsten mesterlige i L'uccello dalle piume di cristallo til det tæt på forfærdelige med Il fantasma dell'opera. Da jeg havde læst og hørt, at denne her skulle høre blandt de bedre, må jeg sige jeg blev skuffet. Muligt jeg ikke fanger den, men fandt den sløv, cheesy og mangelfuldt fortalt. I perioder kedede jeg mig bravt.
Hvilken udgave så du? Jeg foretrækker selv den korte version fremfor den forlængede, bl.a. netop fordi den lange trækker tænder ud ind imellem.
Jeg synes dog alt i alt, at det er en af hans bedre film - bl.a. gennem den interessante brug af fordoblinger og spejlinger. Men jeg er godt nok ikke den Argento-fan, jeg var, for 20 år siden. I dag vil jeg langt hellere se Bava, Freda, Margheriti eller Fulci. De er i det mindste underholdende (for det meste).
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Lige endnu en stak mini-anmeldelser af det sidste lange stykke tids filmkiggeri.
The Muppet Movie Jeg elsker 'The Muppets' og i særdeleshed denne første film, som jeg godt nok ikke havde set tidligere, men som jeg var dybt forelsket i fra første øjeblik "The Rainbow Connection" begyndte at klinge ud fra højttalerne. Magen til charmerende, kreativ og stemningsfyldt fortælling skal man lede længe efter og når det kommer til feel good kan jeg ikke komme i tanke om noget bedre.
6/6
Close Encounters of the Third Kind (DC) Fascinerende film der går meget fint i spænd med instruktørens 'E.T.', eftersom denne film handler om skilsmisse, mens 'E.T.' handler om efterskælvene af denne. Dreyfuss gør det rigtig godt heri og er både følelsesladet og til tider enormt morsom i denne maniske rolle. Jeg morede mig til tider kosteligt og lod mig rive med af karakterernes fascination af de sære oplevelser der begynder at forekomme.
En af de mere stilfulde portrætteringer af en alienrace jeg kan komme i tanke om.
4-5/6
I Sell the Dead Mens jeg så filmen vaklede jeg lidt mellem at synes om den, og føle at den faldt lidt igennem. Sidstnævnte fornemmelse vandt desværre til sidst og ikke grundet et tydeligvis lidt skrabet budget. Jeg fandt ikke karakterernes historie så interessante og universet var, til trods for en interessant visuel fremstilling, heller ikke rigtig nærværende nok til at blive spændende. Noget rigtig dygtig make-up arbejde her og der dog!
2/6
28 Days Later En lidt anderledes vinkel på zombiefilmen, et miks mellem mere drama og mere action end gys og alligevel var jeg rigtig fint underholdt. Filmen er i besiddelse af både mørke og lys og en overordnet nedtrykt stemning, som er støttet godt op af en billedside, der for en gangs skyld ikke er overdådig rent kvalitetsmæssigt, snarere tværtimod. Håndværket er der imidlertid ikke noget i vejen med. Karaktererne var imidlertid meget engagerende.
Predator Tja. Den er på sin vis ganske underholdende og det er til tider sjovt at opleve de ekstreme leveringer skuespillerne byder på, den bliver dog først rigtig interessant når der går lidt 'Rambo' i den og intensiteten stiger.
3/6
Tron & Tron Legacy Jeg kan virkelig godt lide '80er æstetikken i den originale 'Tron'. En overraskende mørk fortælling som jeg fandt meget engagerende, de noget daterede effekter til trods. Historien er ikke voldsomt kompleks, men jeg var i den grad fænget. Det samme kan siges om 'Legacy' der var opdateret rent visuelt og er afsindigt lækker at kigge på. Det eneste der generer mig er faktisk den manipulerede Bridges, som jeg synes er meget ødelæggende til tider. Sønnike synes jeg dog om og det samme med den lidt ældre Bridges og måden historien afvikles på. Jeg er rigtig glad ved musikken i begge film, som så mange andre i øvrigt.
4/6 (til begge)
The Devil's Rejects Jeg så filmen her med min søster, som jeg også så 'House of 1000 Corpses' med, og hun nåede et punkt hvor hun faktisk var ved at miste lysten til at fortsætte (hun har siddet gennem 'Cannibal Holocaust' og masser af andet uden at lade sig generere voldsomt af det). Filmen er brutal og skånselsløs i sin afvikling og det kan jeg faktisk virkelig godt lide. Jeg har det med denne som med 'House of 1000 Corpses', skal man finde noget der bare nærmer sig den æstetik, som gør den originale 'Texas Chainsaw Massacre' så intens, mener jeg bestemt det er Rob Zombie man skal søge i retning af. Og så er det i øvrigt interessant at han her sætter skurkene i front og i øvrigt binder dem sammen med førnævnte film på ret konkret vis. Slutningen er uundgåelig, men også fremragende.
5/6
Shadow of a Doubt Hitchcock's egen favorit af sine film? Ikke min, men god er den da. Spændende og velfortalt som det er ventet fra Hitch's hånd, men også noget abrupt i sin slutning, hvilket egentlig er min største anke, udover at jeg ganske enkelt mener manden har lavet bedre film.
4/6
Rope En rigtig spændende præmis, om to mænd der dræber en tredje og forsøger at skjule ham under en fest. Som det er typisk for Hitchcock er der masser af spændende øjeblikke, og den lidt atypiske idé (i hvert fald for tiden) med at forsøge at få det hele til at føles som en sammenhængende sekvens, fungerer rigtig godt. Ikke at man er i tvivl om hvor klippene ligger, men det giver bestemt anledning til nogle kreative overgange og generelt nogle smukke billeder. Man kan mene at det bliver meget teatralsk, og det er også rigtigt nok, men jeg synes egentlig det fungerer ganske godt for denne historie.
5/6
The Man Who Knew Too Much Lidt typisk Hitchcock film, som alligevel ender med at være fængende fordi det er svært ikke at lade sig bevæge af de to hovedrollers præstation heri. En bestemt sekvens står særligt tilbage i hukommelsen: Que sera, sera.
4/6
The Trouble With Harry Atter en film jeg syntes rigtig godt om, men ikke rigtig kan svinge mig helt op i den høje ende af skalaen over. Det er en spændende idé at lade handlingen udspille sig omkring en myrdet mand og det virker en smule atypisk for Hitchcock i denne grad at lade humoren være i centrum. Ikke at den ikke altid er til stede i en eller anden grad - eller næsten altid i hvert fald - i mandens film, men her er den dominerende til trods for den noget dystre præmis. Ganske morsom lille affære.
4/6
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#17001 BN 13 år siden
:-D
#17002 MOVIE1000 13 år siden
Jo det er den jeg mener :)
#17003 Collateral 13 år siden
Aileen er svær at greje. Hun er ganske vist seriemorder, men hvad var årsagen egentlig til at hun begik disse mord? Nick Broomfield dykker dybere ned i hendes sag og følger hende helt frem til hendes henrettelse. Det er til tider hjerteskærende at høre om hendes baggrund og værre er det når hun tydeligvis begynder at miste fatningen og lyver om hendes oplevelser, for at bringe sig selv tættere på en henrettelse. Broomfield gør det ikke sort/hvidt, men har en fin måde at prikke til "the powers that be" og stille en masse relevante spørgsmål. At filmen så ligner noget der er løgn er hvad det er.
4/6
Inside Deep Throat [Netflix]
En yderst spændende dokumentar om den seksuelle revolution i de tidlige '70ere i USA. En revolution der i øvrigt aldrig rigtig blev. Filmen viser ikke alene en række triste skæbner, men afdækker også det fænomen som det var da porno pludselig blev "iorden" og 'Deep Throat' solgte tonsvis af biletter. Den viser også uretfærdighederne der foregik i forbindelse med de sædelighedssager der blev skabt i forbindelse med filmens udgivelse, hvor en af de involverede blev forsøgt fængslet. Filmen er fortalt yderst engagerende gennem massevis af klip fra perioden (og til de sarte sjæle: Ja der vises også et par klip fra den originale film). Alt sammen er det fortalt af Dennis Hopper, som i sig selv er enormt engagerende, og en lang række andre mennesker der er blevet interviewet om deres oplevelser med filmen.
5/6
Religulous [Netflix]
Bill Maher: Er han provokerende? Jo. Det er han da. Er han manipulerende? Til tider. Er hans film værd at se? Ingen tvivl om det. Til trods for at det tydeligvis mere er et statement han her skaber, end en undersøgelse af et emne, er det uendeligt underholdende at se ham skubbe til konventionerne og prikke til mange af de ekstremister der findes i det amerikanske. Særligt er det herligt (og skræmmende) da han interviewer en mand der "helbreder homoseksuelle" og kalder dem "ufuldkomne mennesker" og mere i den stil. Maher er utvivlsomt den rette til at smide kommentarer retur, fordi han rent faktisk konfronterer denne såkaldt kristne mand, med hans helt åbenlyse mangel på næstekærlighed og den grad af fordømmelse han udøver. Vil helt sikkert provokerer troende og for os andre er det kun moralen der bliver udfordret, og selvom jeg synes han til tider er noget manipulerende i hans brug af klip, der ofte afbryder de der interviewes, er det nu alligevel herligt at se en der tør skubbe til religionen og sætte nogle alvorlige spørgsmålstegn ved hvad den har af omkostninger på en større skala.
4/6
The Magnificent Seven [Netflix]
Cool!
4/6
Groundhog Day [Netflix]
Sjov og charmerende, en af de bedre komedier jeg har set.
4-5/6
Deliverance [Netflix]
Historien om et par gutter der tager afsted for at møde naturen i al sin intensitet, før den bliver fjernet, men i stedet ender med at blive mødt af menneskelig ondskab, er yderst fascinerende. Ikke alene er der ekstremt gode præstationer fra alle de store roller, filmen er ydermere velfortalt, intens og mildest talt nervepirrende. Aldrig har en så omfattende lokation, været så klaustrofobisk. Ligger lige på vippen til topkarakter.
5/6
Mary Shelley's Frankenstein
Meget teatralsk og storslået udførsel af historien om Frankensteins monster, men også en meget engagerende oplevelse. Jeg kan godt lide den melodramatiske tilgang til materialet og uden at have læst bogen, kan jeg forstå på de der har læst den, at den holder sig relativt pænt til kildematerialet, med nogle undtagelser her og der.
4/6
...og det er hvad jeg kan nå lige nu.
#17004 Skeloboy 13 år siden
Trafic, 5/10
De Ufrivillige, 8/10
Tokyo Godfathers, 6/10
Origin: Spirits of the Past, 7/10
Wuthering Heights, 6/10
Wuthering Heights, 8/10
A Dangerous Method, 7/10
Les Diaboliques, 8/10
Quai Des Orfevres, 8/10
Mamma Roma, 8/10
Il Divo, 9/10
Orlando, 9/10
Chungking Express, 8/10
Happy Together, 6/10
Killer of Sheep, 8/10
Arrietty, 8/10
Buffy - Sæson 2, 8/10
Trafic, Jacques Tati, Frankrig 1971
Den sidste film med Mr. Hulot. Jeg har ikke set de tre foregående(de står på hylden) - og måske jeg skulle det, for var ikke vildt imponeret. Udover over to fede scener - et biluheld og en fremvisning af en bil - er den meget uinteressant.
5/10
----
De Ufrivillige, Ruben Östlund, Sverige 2008
Ruben Östlund, som lige har modtaget en Ole for hans film Play, har lavet et interessant slice-of-life stykke. Man følger 5 vidt forskellige historier, der dog har det tilfælles, at en række personer ufrivilligt kommer i en situation. E af den type film, man bare ser og nyder.
8/10
----
Tokyo Godfathers, Satoshi Kon, Japan 2003
Udover Studio Ghibli er mit kendskab til anime ikke specielt stort. Tokyo Godfathers hører dog ikke til toppen af poppen, og selvom den da er meget god, så er handlingen ikke specielt interessant - eller problemet er måske mere, at personerne er lidt for outrerede: en flok hjemløse, hvor en er transseksuel, en alkoholiker og den sidste er en ung pige.
De finder en baby, hvor de prøver at finde dens forældre. Man kan ikke leve sig helt ind i historien, selvom den er ganske ok.
6/10
----
Origin: Spirits of the Past, Keiichi Sugiyama, Japan 2006
En utrolig smuk animationsfilm, hvor billede og soundtrack er helt i toppen. Actionmæssig følger den ikke med, men jeg kan godt lide den verden, der er skabt. Man får ikke forklaret filmen i detaljer, men det gør heller ingenting. Faktisk ser jeg det lidt som en meditation over naturen, og derfor er langsomme tempo passende.
Den er kritiseret for dårlige karakterer, plothuller og for at være en kopi af Nausicca. Og ja, der er plothuller og ja, den minder meget om Miyazakis film. Karakterne er måske ikke videre originale, men filmebs store plus, er dens verden. For mig er den manglende forklaring fuldstændig ligegyldig. Hvis den havde holdt samme tempo som i første halvdel, havde den lige fået en karakter mere, men desværre sætter filmen tempoet i vejret, og det er ærgerligt.
7/10
----
Wuthering Heights, William Wyler, USA 1939
En klassisk historie om kærlighed, der ikke skulle være. I denne udgave føler man dog ikke helt stormen.
6/10
----
Wuthering Heights, Andrea Arnold, UK 2011
Den nyeste udgave er væsentlig bedre end 39-versionen. Den er mere realistisk, mere barsk, og jeg kunne forestille mig mere tro mod romanen. Formen virker også mere tidløs. Historien er selvfølgelig den samme, men når Andrea Arnold står bag, så bliver det bare bedre.
Hun er virkelig en one-to-watch, og man kan rolige se både Red Road, Fish Tank og Wuthering Heights.
8/10
----
A Dangerous Method (2011)
En snakke-film, der er meget mere nede på jorden end noget andet, han har lavet. Der er ikke den barske vold fra de andre film med Viggo Mortensen, ej heller noget mystisk. Det er faktisk bare lige ud af landevejen.
Jung og Freud – de vel nok to vigtigste psykoanalytikere – har mange og lange samtaler om deres felt. Keira Knightley spiller Jung's første patient indenfor feltet.
Den er desværre ikke så intens som de ”moderne” Cronenberg, men niveauet er så tårnhøjt af skuespillerne, og samtalerne er interessante. Keira Knightley er kritiseret for at overspille og være generel ringe, men det synes, jeg nu ikke hun er. Hun gør det udmærket, men er ikke i nærheden og Michael Fassbender og Viggo Mortensen.
7/10
----
Les Diaboliques, Henri-Georges Clouzet, Frankrig 1955
Le Corbeau og Wages of Fear er to virkeligt gode thrillers af Henri-George Clouzet. Det er Les Diaboliques også! Det er en vaskevægte, velspillet og velovervejet film. Den er lidt tilbagenholden til tider, men ellers hører den til de bedre thrilles.
8/10
----
Quai Des Orfevres, Henri-Georges Clouzet, Frankrig 1947
Faktisk kan jeg kun sige det samme om Quai Des Orfevres som om Les Diabolique. Solid og habil.
8/10
----
Mamma Roma, Pier Paolo Pasoloni, Italien 1962
Lidt flere følelser er der på spil i den neorealistisk-ish Mamma Roma. Har før kun set The Gospel According To St. Matthews, og indtil videre må Pasoloni siges at være en, der skal dyrkes noget mere.
Mamma Roma er historie om en prostitueret og hendes søn. Den er i den neorealistiske stil, og det er stilen, når den er bedst.
8/10
----
Il Divo, Paolo Sorrentino, Italien 2008
Sorrentino er tilbage med endnu en meget stiliseret film - og endnu en helt fantastisk en af slagsen. Det er en biografi om en italiensk, magtfuld politiker med mafia-forbindelser, men det er en biografi, som man aldrig har set det. Filmen har sin helt egen stil, og man kan vel nærmest kalde det for en langsom Guy Ritchie. Der bliver leget med kamerat og klippene, men i et roligt tempo, så man kan nyde historien om magtens mænd.
Bravo, Sorrentino - igen ;)
9/10
----
Orlando, Sally Potter, UK 1992
Hvilken feast for øjnene, ørerne og nysgerrigheden! Jeg har ikke læst bogen bag, men historien er ret fantastisk: Orlando for at vide af en døende Dronning Elisabeth I, at han ikke må blive ældre - så det gør han ikke - og han bliver også til en hun.
Det hele er pakket afsindig smukt ind, ledsaget af en betagende soundtrack, og det giver alt i alt en god - meget, meget god - filmisk oplevelse.
9/10
----
Chungking Express, Wong Kar-Wai, Hong Kong 1994
Ensomhed i Hong Kong må vist sige at være det tema, som Chungking Express er gennemsyret af. To historier og to søgender efter kærlighed i en af verdens mest tætbefolkede byer. Billederne er fantastiske, og det lykkedes på ret fantastisk vis at formidle følelsen af ensomhed. Musikken fungerer bedst i første halvdel, hvor det er en ensom saxofon. I anden halvdel er det kendte sange, og det fungerer ikke altid. Det trækker desværre stemningen lidt ned.
Alt i alt er det dog en rigtig god film.
8/10
----
Happy Together, Wong Kar-Wai, Hong Kong 1997
En historie om et homoseksuelt par og deres on-off forhold. Det er en udmærket film, men den kommer aldrig ind under huden. Dog laver Wong Kar Wai visuelt flotte film, og Happy Together er ingen undtagelse. Den trækker dog lidt i langdrag hen i mod slutningen.
6/10
----
Killer of Sheep, Charles Burnett, USA 1997
På kassetten står der: "One of the greatest unseed American movies" - The Guardian. Nu har jeg selvfølgelig ikke set de andre "usete" film, men Killer of Sheep er bestemt en god film, som er blevet sammenlignet med den italienske neorealisme.
Man følger livet for en afro-amerikansk slageriarbejder og hans familie. Det er en monoton hverdag uden meget håb, og filmen giver ingen løsninger. Det er netop sådan nogle tidsbilleder og episodiske film, der enten kan være utroligt kedelige eller dragende, og Killer of Sheep er sidstnævnte. Til tonerne af en lang række blues-stjerner, der ofte giver associationer til slaver, får man et stykke ærlig historie for en sort arbejderfamilie i 70'ernes Los Angeles.
Filmen har været 22 år om at blive udgivet, fordi der ikke var sikret rettigheder til de mange sange - men nu kan den endelig ses, og det fortjener den også - selvom skuespillet til tider ikke er lige i skabet.
8/10
----
Arrietty, Hiromasa Yonebayashi, Japan 2010
Endnu en god film fra Ghibli, der også er en af de mest simple fra studiet. Historien er god, animation er overdrevet lækker, og det er en lille stille film.
8/10
----
Buffy - Sæson 2
I løbet af ugen fik jeg også set Buffy Sæson 2 færdig. Første sæson led under et par helt forfærdelige afsnit, men det er der heldigvis ikke i sæson 2. Spike kommer til, Willow begynder så småt på magi, Oz - en personlig favorit - er med, og et af afsnittene har sågar den absolut fedeste dæmon: Der Kindestod, der suger livet ud af syge børn!
8/10
#17005 jessup 13 år siden
Har ikke set den film af Nick Bromfield men kan varmt anbefale The Leader, His Driver and the Driver's Wife.
#17006 misuma 13 år siden
Ja, jeg kan stadig lide den og ja, jeg mener stadig ikke Megan Fox fortjener alle de hug hun får.
4/6
#17007 Thomsen 13 år siden
Hvilken udgave så du? Jeg foretrækker selv den korte version fremfor den forlængede, bl.a. netop fordi den lange trækker tænder ud ind imellem.
Jeg synes dog alt i alt, at det er en af hans bedre film - bl.a. gennem den interessante brug af fordoblinger og spejlinger. Men jeg er godt nok ikke den Argento-fan, jeg var, for 20 år siden. I dag vil jeg langt hellere se Bava, Freda, Margheriti eller Fulci. De er i det mindste underholdende (for det meste).
#17008 Collateral 13 år siden
Tjekker gerne nogle flere af hans film ud. Hidtil havde jeg kun set Kurt & Courtney.
#17009 Collateral 13 år siden
The Muppet Movie
Jeg elsker 'The Muppets' og i særdeleshed denne første film, som jeg godt nok ikke havde set tidligere, men som jeg var dybt forelsket i fra første øjeblik "The Rainbow Connection" begyndte at klinge ud fra højttalerne. Magen til charmerende, kreativ og stemningsfyldt fortælling skal man lede længe efter og når det kommer til feel good kan jeg ikke komme i tanke om noget bedre.
6/6
Close Encounters of the Third Kind (DC)
Fascinerende film der går meget fint i spænd med instruktørens 'E.T.', eftersom denne film handler om skilsmisse, mens 'E.T.' handler om efterskælvene af denne. Dreyfuss gør det rigtig godt heri og er både følelsesladet og til tider enormt morsom i denne maniske rolle. Jeg morede mig til tider kosteligt og lod mig rive med af karakterernes fascination af de sære oplevelser der begynder at forekomme.
4-5/6
I Sell the Dead
Mens jeg så filmen vaklede jeg lidt mellem at synes om den, og føle at den faldt lidt igennem. Sidstnævnte fornemmelse vandt desværre til sidst og ikke grundet et tydeligvis lidt skrabet budget. Jeg fandt ikke karakterernes historie så interessante og universet var, til trods for en interessant visuel fremstilling, heller ikke rigtig nærværende nok til at blive spændende. Noget rigtig dygtig make-up arbejde her og der dog!
2/6
28 Days Later
En lidt anderledes vinkel på zombiefilmen, et miks mellem mere drama og mere action end gys og alligevel var jeg rigtig fint underholdt. Filmen er i besiddelse af både mørke og lys og en overordnet nedtrykt stemning, som er støttet godt op af en billedside, der for en gangs skyld ikke er overdådig rent kvalitetsmæssigt, snarere tværtimod. Håndværket er der imidlertid ikke noget i vejen med. Karaktererne var imidlertid meget engagerende.
Predator
Tja. Den er på sin vis ganske underholdende og det er til tider sjovt at opleve de ekstreme leveringer skuespillerne byder på, den bliver dog først rigtig interessant når der går lidt 'Rambo' i den og intensiteten stiger.
3/6
Tron & Tron Legacy
Jeg kan virkelig godt lide '80er æstetikken i den originale 'Tron'. En overraskende mørk fortælling som jeg fandt meget engagerende, de noget daterede effekter til trods. Historien er ikke voldsomt kompleks, men jeg var i den grad fænget. Det samme kan siges om 'Legacy' der var opdateret rent visuelt og er afsindigt lækker at kigge på. Det eneste der generer mig er faktisk den manipulerede Bridges, som jeg synes er meget ødelæggende til tider. Sønnike synes jeg dog om og det samme med den lidt ældre Bridges og måden historien afvikles på. Jeg er rigtig glad ved musikken i begge film, som så mange andre i øvrigt.
4/6 (til begge)
The Devil's Rejects
Jeg så filmen her med min søster, som jeg også så 'House of 1000 Corpses' med, og hun nåede et punkt hvor hun faktisk var ved at miste lysten til at fortsætte (hun har siddet gennem 'Cannibal Holocaust' og masser af andet uden at lade sig generere voldsomt af det). Filmen er brutal og skånselsløs i sin afvikling og det kan jeg faktisk virkelig godt lide. Jeg har det med denne som med 'House of 1000 Corpses', skal man finde noget der bare nærmer sig den æstetik, som gør den originale 'Texas Chainsaw Massacre' så intens, mener jeg bestemt det er Rob Zombie man skal søge i retning af. Og så er det i øvrigt interessant at han her sætter skurkene i front og i øvrigt binder dem sammen med førnævnte film på ret konkret vis. Slutningen er uundgåelig, men også fremragende.
5/6
Shadow of a Doubt
Hitchcock's egen favorit af sine film? Ikke min, men god er den da. Spændende og velfortalt som det er ventet fra Hitch's hånd, men også noget abrupt i sin slutning, hvilket egentlig er min største anke, udover at jeg ganske enkelt mener manden har lavet bedre film.
4/6
Rope
En rigtig spændende præmis, om to mænd der dræber en tredje og forsøger at skjule ham under en fest. Som det er typisk for Hitchcock er der masser af spændende øjeblikke, og den lidt atypiske idé (i hvert fald for tiden) med at forsøge at få det hele til at føles som en sammenhængende sekvens, fungerer rigtig godt. Ikke at man er i tvivl om hvor klippene ligger, men det giver bestemt anledning til nogle kreative overgange og generelt nogle smukke billeder. Man kan mene at det bliver meget teatralsk, og det er også rigtigt nok, men jeg synes egentlig det fungerer ganske godt for denne historie.
5/6
The Man Who Knew Too Much
Lidt typisk Hitchcock film, som alligevel ender med at være fængende fordi det er svært ikke at lade sig bevæge af de to hovedrollers præstation heri. En bestemt sekvens står særligt tilbage i hukommelsen: Que sera, sera.
4/6
The Trouble With Harry
Atter en film jeg syntes rigtig godt om, men ikke rigtig kan svinge mig helt op i den høje ende af skalaen over. Det er en spændende idé at lade handlingen udspille sig omkring en myrdet mand og det virker en smule atypisk for Hitchcock i denne grad at lade humoren være i centrum. Ikke at den ikke altid er til stede i en eller anden grad - eller næsten altid i hvert fald - i mandens film, men her er den dominerende til trods for den noget dystre præmis. Ganske morsom lille affære.
4/6
#17010 Åkepool 13 år siden
Hvad er din karakter til denne?