#1719+1720 Hæ, du ser jo alle mine yndlingsfilm i øjeblikket. ;)
Glad for at du kunne lide "The Rules of the Game". Jeg var selv ret forbeholden første gang jeg så den. Det er nok den "store" film, jeg umiddelbart er blevet mest skuffet over. Den har dog virkelig vundet med tiden og gentagende kig. Nu synes, jeg den er en af den mest skamløst underholdende film, jeg kender. Man kan blive ved med at finde små finesser i den, og selvom den er ret udleverende, så kommer man til at holde af alle figurene. På hver sin måde er de i bund og grund alle sympatiske.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Topklasse film. Bedste film om Irak jeg har set. Original, velspillet og på intet tidspunkt er det action, som er i højsædet, men fokus på individerne og det psykiske pres ved udstationeringen og opgaverne.
Fed fed scene i supermarkedet til sidst. Et billede siger mere end 1000 ord og da vores ven står der, i en overflod af cornflakes muligheder i gang 11, behøves der ingen yderligere forklaring.
Man skal ikke forvente et højtteknologisk HD video- eller audio spor af den italienske udgivelse. Billedet passer dog perfekt til film og stil, med en grovkornethed og let dokumentarisk stil. Cadeau til fru Bigelow for ikke at henfalde til shaky patten. DTS Master Audio sporet er ligeledes godt, klar dialog, men mest vægt på frontbilledet og ikke så atmosfærisk og god kanalseparation, som man kunne ønske.
Film: 8/10 Video: 7/10 Audio: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Helt igennem en fantastisk film. Velspillet af især Orson Welles, Charlton Heton og Janet Leigh. Velinstrueret af Orson Welles, og fyldt med flotte og fremragende scener. Især den 4 minutters lange åbningscene, som er et trackingshot, der først følger en bil hvor sprængstof er blevet påsat, hvorefter den følger Janet Leigh og Charlton Heston, mens eksplosionen sker off-screen. Den åbningsscene sætter meget godt den høje standard for resten af filmen.
5/6
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Har set to film her til aften, som jeg ikke håber er nogle af Benways favoritter...
Sprængfarlig Bombe På Zulu. Filmen starter faktisk godt. Nikolaj Lie Kaas er ganske underholdene, men Ulrich Thompsen rammer ikke rigtigt. Filmen går ned ad bakke det meste af tiden, og den eneste grund til den får 2 og ikke 1, er pga. Nikolaj Lie Kaas.
2/6
Batman - The Movie Denne film er faktisk pivdårlig...men den er også rigtig, rigtig sjov på den meget fjollede måde. Den utrolig meget fjollede måde. Men sådan er hele filmen, og derfor holder den trods alt alligevel.
Dr. Jekyll & Mr. Hyde, 1931 Robert Mamoulians film er en meget modig og expressionistisk film. Den starter med en vinkel i 1. person, og holder den vinkel i et par minutter. Derefter brydes den 4. væg.
Historien er velkendt, det gider jeg ikke komme ind på. En af nøglescenerne i en Dr. Jekyll-film er selvfølgelig transformationen. Det er klart, der ingen morphing er her, men med de midler, der var til rådighed er det lykkedes forbløffende godt.
Det er selvfølgelig en pre-code film, og derfor er den langt mere fri. Historien er ikke uden grund en klassiker: at have en andens udseende, men stadig være sig selv, kan lyde som en fantasi for mange. Men det er ikke uden skrupler. Når der bliver talt direkte til kameraet, har det altid en effekt. Her virker det, og det bliver også brugt i høj grad.
Jeg har sagt det før, men siger det igen: der er noget helt specielt over de film, der skabt efter lydfilmens indtog og indtil midt i 1934, da en af de værste former for censur blev påført amerikanske film, Hays Code aka The Production Code. Visse af dens retningslinjer ligger stadig dybt forankret i Hollywoods film.En gennemgang af Hays Code.
Film som Dr. Jekyll & Mr. Hyde, Scarface, Little Caesar, The Public Enemy, I Am A Fugitive From A Chaing Gang, Freaks og All Quiet on the Western Front er alle fremragende film, der har meget mere at byde på og virker mere moderne end de moralske og lettere forskrækkede film fra midt-30'erne og frem.
For lige at vende tilbage på rette spor: Dr. Jekyll & Mr. Hyde er en fremragende film med en blændende dobbelt-oscarvindende Fredric March(for denne og for Best Years of Out Lives). Der er ingen grund til at lade sig forskrække af, at det er en gammel film. Blot husk på, den skal være fra før 1. juli 1934.
Dr. Jekyll & Mr. Hyde, 1941 Så har vi denne genindspilning 10 år senere. Efter Hays Code og langt mere stjernebesat: Spencer Tracy og Ingrid Bergman og en ung Lana Turner, instrueret af Victor Fleming, manden bag Borte Med Blæsten. Den har slet ikke det samme expressionistiske udtryk, og langt mere velpolert allerede fra starten. Selv Tracys Dr. Hyde er langt mindre provokerende og skræmmende.
Historien er den samme, eftersom det er en genindspilning af 31'er-filmen, men det moralske aspekt er mere til stede. Således taler de om kristendommen ved det fine middagsbord første gang Dr. Jekyll forklarer hans teorier, mens de samme tanker i Mamoulians udgave bliver fortalt på et universitet og med reference til Darwin.
Generelt er filmen langt mere pæn og ordinær, og desværre er Spencer Tracy ikke helt i topform. Men Bergman er rigtig god, og historien er stadig veludført og spændende.
"Brian Clough became the best manager in history, never to have managed the English team"
"Based,loosely, on a true story", skriver Hollywood Reporter i sin anmeldelse af filmen. Dette er vigtigt når man sætter sig til at se denne film omhandlende Brian Cloughs 44 dage som manager hos Leeds United. Den er baseret på den fiktive roman af David Peace af samme navn. Den giver vel at mærke sit bud på hvad der sket i de 44 dage. Lad mig slå fast med det samme, inden folk som ikke kan se det fede i fodbold klikker videre, at man ikke behøver at have et indgående kendskab til fodbold eller engelsk fodbold i særdeleshed. Jeg elsker selv fodbold og har ikke det store kærlighedsforhold til engelsk fodbold. Ligesom Brian Clough og Don Revie nok ikke ligger i ske med hinanden. Dette er dog mere en film om ambitioner, had, kærlighed og en mands store ego. Af den grund tror jeg også det er en film som langt sagtens vil kunne begå sig i USA, hvor den europæiske form for fodbold endnu ikke har nået det samme niveau som deres andre nationalgrene.
Året er 1974 vi er i Juli måned. Leeds United er det mest vindende hold i England og Don Revie er den mest elskede træner I England. Det engelske landshold formår dog ikke at kvalificere sig til VM slutrunden og Don Revie er derfor en naturlig træner at ansætte. Brian Clough bliver derfor træneren som skal overtage trænerposten hos Leeds. Det første han gør er at medvirke i et TV interview, hvor han mere eller mindre sviner Don Revie og alt hvad Leeds har stået for i de senere par år. De spiller brutalt, svinsk, uærligt og de har ikke spillet underholdende fodbold. Don Revie er en kold mand og med Brian Cloughs egne ord er han en retfærdig mand, varm mand og en der vil spille flot poleret og underholdende fodbold og ikke mindst mener han aldrig at spillerne var glade spillere under Don Levie. På spørgsmålet om hvorfor de ikke var glade spillere, svarer han med et smøret smil “If they where happy, they would never have played that way”. Don Revie er rasende og kontakter bestyrelsen i Leeds. Mere skal der ikke røbes her, men man får et godt indblik I Brian Cloughs verden omend den ofte er fiktiv. Dette gør dog ikke noget, for sjælen er der. Man mærker Brian Cloughs ånd, måden han agerer på. Hans kvikke bemærkninger. Hans mimik. Den fiktive historie kunne med andre sagtens være sand, så troværdig føles den. Dette er blandt andet takket være et godt manuskript. Som der blev nævnte indledningsvis så indeholder manuskriptet det hele og skruer det godt sammen. Der en række flashbacks som ser tilbage på Brian Cloughs trænerkarriere hos Derby (som også gjorde at Leeds ønskede at ansætte ham), dette er med til at underbygge Cloughs personlighed og give dybde til rammehistorien og ikke mindst han motivation for at ville træne Leeds.
Skuespilspræstationerne er generelt gode, men dette er først og fremmest Michael Sheens show. Endelig ser vi ham i en rolle hvor det ene alene er ham som er hovedpersonen og han gør det fremragende. Jose Mourinho (portugisisk træner hos Inter) er nok ham der bedst kan sammenlignes med Clough. En udefra set arrogant træner som journalisterne er vilde med da de hele tiden får nogle kvikke bemærkninger og ikke er bleg for at skabe lidt røre I andedammen og som skaber sig en del fjender. Vi kan dog ikke lade være med at holde af ham pga. hans charme og smørede smil og ikke mindst hans engangement i sporten. Han ønsker at vinde men på en helt anden måde end Don Revie :
“Well, I might as well tell you now. You lot may all be internationals and have won all the domestic honours there are to win under Don Revie. But as far as I'm concerned, the first thing you can do for me is to chuck all your medals and all your caps and all your pots and all your pans into the biggest fucking dustbin you can find, because you've never won any of them fairly. You've done it all by bloody cheating”.
Dette vel at mærke sagt i en lettere underspillet tone. Det er længe siden, at jeg har set så god en skuespilspræstation af Michael Sheen. Det har været fremme at filmen kan virke manipulativ og det er da også rigtigt at Don Revie bliver fremstillet som et typisk fedt pengegrisk svin, men omvendt spillede Leeds også særdeles svinsk og brutalt dengang i sluttredserne og starthalvfjerdserne, hvilket også bliver illustreret ved hjælp af de optagelser der bliver brugt især i starten af filmen.
Alt i alt en glimrende film også for de ikke fodboldinteresserede
8-9/10 (men hælder mest til 9)
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Ok fin thriller, men har det svært med thrillers, fordi de for mig føles utrolig konstrueret: lige pludselig får en person en ide, og følger den...
Zodiac er dog bedre skruet sammen end de fleste, og har et genialt cast. Jake Gyllenhaal, Brian Cox og Robert Downey, jr. Og Mark Ruffalo, som jeg kun har set i få film, men helt klart skal følge noget mere.
Der er mange fede ting i filmen, der gør den skiller sig ud fra mængden, men der er også mange faste konventioner, der er trolig overholdt. Nuvel, alle film skal ikke opfinde den dybe tallerken.
#1721 Benway 15 år siden
Glad for at du kunne lide "The Rules of the Game". Jeg var selv ret forbeholden første gang jeg så den. Det er nok den "store" film, jeg umiddelbart er blevet mest skuffet over. Den har dog virkelig vundet med tiden og gentagende kig. Nu synes, jeg den er en af den mest skamløst underholdende film, jeg kender. Man kan blive ved med at finde små finesser i den, og selvom den er ret udleverende, så kommer man til at holde af alle figurene. På hver sin måde er de i bund og grund alle sympatiske.
#1722 Thomsen 15 år siden
#1723 filmz-Bruce 15 år siden
Topklasse film. Bedste film om Irak jeg har set. Original, velspillet og på intet tidspunkt er det action, som er i højsædet, men fokus på individerne og det psykiske pres ved udstationeringen og opgaverne.
Man skal ikke forvente et højtteknologisk HD video- eller audio spor af den italienske udgivelse. Billedet passer dog perfekt til film og stil, med en grovkornethed og let dokumentarisk stil. Cadeau til fru Bigelow for ikke at henfalde til shaky patten. DTS Master Audio sporet er ligeledes godt, klar dialog, men mest vægt på frontbilledet og ikke så atmosfærisk og god kanalseparation, som man kunne ønske.
Film: 8/10
Video: 7/10
Audio: 7/10
#1724 Kruse 15 år siden
Helt igennem en fantastisk film. Velspillet af især Orson Welles, Charlton Heton og Janet Leigh. Velinstrueret af Orson Welles, og fyldt med flotte og fremragende scener. Især den 4 minutters lange åbningscene, som er et trackingshot, der først følger en bil hvor sprængstof er blevet påsat, hvorefter den følger Janet Leigh og Charlton Heston, mens eksplosionen sker off-screen. Den åbningsscene sætter meget godt den høje standard for resten af filmen.
5/6
#1725 Skeloboy 15 år siden
Sprængfarlig Bombe
På Zulu. Filmen starter faktisk godt. Nikolaj Lie Kaas er ganske underholdene, men Ulrich Thompsen rammer ikke rigtigt. Filmen går ned ad bakke det meste af tiden, og den eneste grund til den får 2 og ikke 1, er pga. Nikolaj Lie Kaas.
2/6
Batman - The Movie
Denne film er faktisk pivdårlig...men den er også rigtig, rigtig sjov på den meget fjollede måde. Den utrolig meget fjollede måde. Men sådan er hele filmen, og derfor holder den trods alt alligevel.
3/6
#1726 Skeloboy 15 år siden
Dr. Jekyll & Mr. Hyde, 1931
Robert Mamoulians film er en meget modig og expressionistisk film. Den starter med en vinkel i 1. person, og holder den vinkel i et par minutter. Derefter brydes den 4. væg.
Historien er velkendt, det gider jeg ikke komme ind på. En af nøglescenerne i en Dr. Jekyll-film er selvfølgelig transformationen. Det er klart, der ingen morphing er her, men med de midler, der var til rådighed er det lykkedes forbløffende godt.
Det er selvfølgelig en pre-code film, og derfor er den langt mere fri. Historien er ikke uden grund en klassiker: at have en andens udseende, men stadig være sig selv, kan lyde som en fantasi for mange. Men det er ikke uden skrupler. Når der bliver talt direkte til kameraet, har det altid en effekt. Her virker det, og det bliver også brugt i høj grad.
Jeg har sagt det før, men siger det igen: der er noget helt specielt over de film, der skabt efter lydfilmens indtog og indtil midt i 1934, da en af de værste former for censur blev påført amerikanske film, Hays Code aka The Production Code. Visse af dens retningslinjer ligger stadig dybt forankret i Hollywoods film.En gennemgang af Hays Code.
Film som Dr. Jekyll & Mr. Hyde, Scarface, Little Caesar, The Public Enemy, I Am A Fugitive From A Chaing Gang, Freaks og All Quiet on the Western Front er alle fremragende film, der har meget mere at byde på og virker mere moderne end de moralske og lettere forskrækkede film fra midt-30'erne og frem.
For lige at vende tilbage på rette spor: Dr. Jekyll & Mr. Hyde er en fremragende film med en blændende dobbelt-oscarvindende Fredric March(for denne og for Best Years of Out Lives). Der er ingen grund til at lade sig forskrække af, at det er en gammel film. Blot husk på, den skal være fra før 1. juli 1934.
5/6
IMDB
Dr. Jekyll & Mr. Hyde, 1941
Så har vi denne genindspilning 10 år senere. Efter Hays Code og langt mere stjernebesat: Spencer Tracy og Ingrid Bergman og en ung Lana Turner, instrueret af Victor Fleming, manden bag Borte Med Blæsten. Den har slet ikke det samme expressionistiske udtryk, og langt mere velpolert allerede fra starten. Selv Tracys Dr. Hyde er langt mindre provokerende og skræmmende.
Historien er den samme, eftersom det er en genindspilning af 31'er-filmen, men det moralske aspekt er mere til stede. Således taler de om kristendommen ved det fine middagsbord første gang Dr. Jekyll forklarer hans teorier, mens de samme tanker i Mamoulians udgave bliver fortalt på et universitet og med reference til Darwin.
Generelt er filmen langt mere pæn og ordinær, og desværre er Spencer Tracy ikke helt i topform. Men Bergman er rigtig god, og historien er stadig veludført og spændende.
4/6
IMDB
#1727 filmz-jonasgr 15 år siden
"Brian Clough became the best manager in history, never to have managed the English team"
"Based,loosely, on a true story", skriver Hollywood Reporter i sin anmeldelse af filmen. Dette er vigtigt når man sætter sig til at se denne film omhandlende Brian Cloughs 44 dage som manager hos Leeds United. Den er baseret på den fiktive roman af David Peace af samme navn. Den giver vel at mærke sit bud på hvad der sket i de 44 dage. Lad mig slå fast med det samme, inden folk som ikke kan se det fede i fodbold klikker videre, at man ikke behøver at have et indgående kendskab til fodbold eller engelsk fodbold i særdeleshed. Jeg elsker selv fodbold og har ikke det store kærlighedsforhold til engelsk fodbold. Ligesom Brian Clough og Don Revie nok ikke ligger i ske med hinanden. Dette er dog mere en film om ambitioner, had, kærlighed og en mands store ego. Af den grund tror jeg også det er en film som langt sagtens vil kunne begå sig i USA, hvor den europæiske form for fodbold endnu ikke har nået det samme niveau som deres andre nationalgrene.
Året er 1974 vi er i Juli måned. Leeds United er det mest vindende hold i England og Don Revie er den mest elskede træner I England. Det engelske landshold formår dog ikke at kvalificere sig til VM slutrunden og Don Revie er derfor en naturlig træner at ansætte. Brian Clough bliver derfor træneren som skal overtage trænerposten hos Leeds. Det første han gør er at medvirke i et TV interview, hvor han mere eller mindre sviner Don Revie og alt hvad Leeds har stået for i de senere par år. De spiller brutalt, svinsk, uærligt og de har ikke spillet underholdende fodbold. Don Revie er en kold mand og med Brian Cloughs egne ord er han en retfærdig mand, varm mand og en der vil spille flot poleret og underholdende fodbold og ikke mindst mener han aldrig at spillerne var glade spillere under Don Levie. På spørgsmålet om hvorfor de ikke var glade spillere, svarer han med et smøret smil “If they where happy, they would never have played that way”. Don Revie er rasende og kontakter bestyrelsen i Leeds. Mere skal der ikke røbes her, men man får et godt indblik I Brian Cloughs verden omend den ofte er fiktiv. Dette gør dog ikke noget, for sjælen er der. Man mærker Brian Cloughs ånd, måden han agerer på. Hans kvikke bemærkninger. Hans mimik. Den fiktive historie kunne med andre sagtens være sand, så troværdig føles den. Dette er blandt andet takket være et godt manuskript. Som der blev nævnte indledningsvis så indeholder manuskriptet det hele og skruer det godt sammen. Der en række flashbacks som ser tilbage på Brian Cloughs trænerkarriere hos Derby (som også gjorde at Leeds ønskede at ansætte ham), dette er med til at underbygge Cloughs personlighed og give dybde til rammehistorien og ikke mindst han motivation for at ville træne Leeds.
Skuespilspræstationerne er generelt gode, men dette er først og fremmest Michael Sheens show. Endelig ser vi ham i en rolle hvor det ene alene er ham som er hovedpersonen og han gør det fremragende. Jose Mourinho (portugisisk træner hos Inter) er nok ham der bedst kan sammenlignes med Clough. En udefra set arrogant træner som journalisterne er vilde med da de hele tiden får nogle kvikke bemærkninger og ikke er bleg for at skabe lidt røre I andedammen og som skaber sig en del fjender. Vi kan dog ikke lade være med at holde af ham pga. hans charme og smørede smil og ikke mindst hans engangement i sporten. Han ønsker at vinde men på en helt anden måde end Don Revie :
“Well, I might as well tell you now. You lot may all be internationals and have won all the domestic honours there are to win under Don Revie. But as far as I'm concerned, the first thing you can do for me is to chuck all your medals and all your caps and all your pots and all your pans into the biggest fucking dustbin you can find, because you've never won any of them fairly. You've done it all by bloody cheating”.
Dette vel at mærke sagt i en lettere underspillet tone. Det er længe siden, at jeg har set så god en skuespilspræstation af Michael Sheen. Det har været fremme at filmen kan virke manipulativ og det er da også rigtigt at Don Revie bliver fremstillet som et typisk fedt pengegrisk svin, men omvendt spillede Leeds også særdeles svinsk og brutalt dengang i sluttredserne og starthalvfjerdserne, hvilket også bliver illustreret ved hjælp af de optagelser der bliver brugt især i starten af filmen.
Alt i alt en glimrende film også for de ikke fodboldinteresserede
8-9/10 (men hælder mest til 9)
'Cause I'm evil"
#1728 filmz-Bruce 15 år siden
10/10
#1729 Skeloboy 15 år siden
Ok fin thriller, men har det svært med thrillers, fordi de for mig føles utrolig konstrueret: lige pludselig får en person en ide, og følger den...
Zodiac er dog bedre skruet sammen end de fleste, og har et genialt cast. Jake Gyllenhaal, Brian Cox og Robert Downey, jr. Og Mark Ruffalo, som jeg kun har set i få film, men helt klart skal følge noget mere.
Der er mange fede ting i filmen, der gør den skiller sig ud fra mængden, men der er også mange faste konventioner, der er trolig overholdt. Nuvel, alle film skal ikke opfinde den dybe tallerken.
4½/6
#1730 MOVIE1000 15 år siden