@Utyske: Hvis ikke du allerede har gjort det (eller allerede ved det), kan jeg anbefale at læse om Mulhollands symbolik. Mit første syn var en 6/10'er, men nummer to røg jeg på halen over, da jeg "var helt med" :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Kan sagtens se, at Zodiac er en kvalitetsfilm...men formen er ikke lige mig.Hvilket egentlig er underligt, for hvis man ser det fra en retssals synspunkt, er jeg helt vild med det, og formen er langt hen ad vejen den samme...
Jeg vil overveje det, men problemet er at jeg ikke blev suget ind i filmen. Jeg har intet imod at gøre lidt ekstra arbejde for at forstå en film, hvis den suger mig ind fra starten, men ligesom en del andre af hans film, så siger filmene mig ganske enkelt for lidt til at jeg gider at bruge energien på det. :)
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
Bruce, hvad var det for en NASA blu-ray du fik for nyligt? Har prøvet at søge, men kan ikke huske hvad den hed så er lidt svært at finde. :-) Har du fået set (noget af) den?
Mark Ruffalo, som jeg kun har set i få film, men helt klart skal følge noget mere.
Har du set ham i 'Reservation Road'? Ellers kan jeg varmt anbefale dig at se den. Det er en fin lille film med rigtig gode skuespilpræstationer af Mark Ruffalo (og Joaquin Phoenix).
Jeg kan godt forstå, at den har sine fans, og var jeg femten, ville jeg sikkert også elske den. Men i det store hele synes jeg, at historien om et par motelejeres kannibalistiske tilbøjeligheder er alt for ujævn til at være virkelig god. Filmen kan simpelthen ikke beslutte, om den vil være parodi eller reelt uhyggelig. Den er dog stadigvæk værd at se for motelejernes bizarre mark, hvor de har "plantet" deres "husdyr" (dvs. gravet de mennesker, de har fanget, ned til halsen) og for den vanvittige duel på motorsave til sidst.
2/5
Prom Night (1980)
Jamie Lee Curtis er tilbage i en slasherfilm efter den enorme succes med HALLOWEEN. PROM NIGHT indeholder alle standardelementerne: en traumatisk hændelse i fortiden (her en lille piges ulykkelig død), en igangsættende begivenhed (afholdelsen af det eponyme skolebal), liderlige teenagere og en maskeret morder. Filmen undviger dog formlen ved ikke at være særlig blodig og ved at holde mordene tilbage til den sidste halve time. Den første time går ret usædvanligt stort set udelukkende med karakteropbygning og med at sætte et par ret fine, falske spor op for seeren.
3/5
The Prowler (1981)
Her er vi efter min mening oppe i den øverste ende af slashergenren. Karakterisering og plot er skåret helt ind til benet, men det, der er, fungerer forbandet effektivt, og THE PROWLER er en af de få slashere, der formår at holde spændingen oppe i lange scener. I 1945 i krigens sidste dage myrdes en ung kvinde og hendes ven i forbindelse med et skolebal. 35 år senere vil skolen igen forsøge at holde en afslutningsfest for sine elever, men den slags går naturligvis ikke ustraffet. THE PROWLER indeholder nogle af Tom Savinis bedste effekter, bl.a. det berømte mord-ved-høtyv.
4/5
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Sin Nombre er en fascinerende film som vil flå dig gennem hele følelses registret. Den er så forbandet godt skruet sammen, intens og med fremragende skuespils præstationer. En film hvor man kan nævne en række af superlativer. Dette er en fremragende film. I de første 20 minutter er vi ikke rigtig klar over hvad filmen egentlig handler om, essensen i det hele. Vi bliver smidt midt ind i det hele uden nogen forhistorie eller noget. Vi bliver introduceret for El Smiley (12 år) og Willie/El Casper (16-18 år). Vi har en fornemmelse af at de er med i noget som er lidt på kanten af loven, men ved ikke hvad. El Casper tager Smiley med på en tur, han skal introducere ham for nogle personer. Disse personer har en masse tatoveringer og det er ikke svært at regne ud at de nok ikke er der for at invitere Smiley på milkshakes. De kaster Smiley på jorden og begynder at sparke til ham. En person tæller langsomt, dette må være deres leder. Da han er noget til 13 stopper de. Det er åbenbart et slags optagelsesritual og vi har med en bande at gøre. Her skulle man så tro, at det var en film ala City of God om bandekriminalitet og rivalisering. Det er det også, men filmen indeholder meget mere end det. Kort efter bliver Smiley taget hen for at skyde et rivaliserende bandemedlem, dem som deres leder refererer til som ”homie”. Hans bønfaldelser er vores kære leder ligeglade med. Han skal dø og bagefter skal han fodres til deres hunde. Efter han er blevet skudt, finder vi ud af at han mener det i ordets bogstaveligste forstand. Allerede her får man en følelse af kvalme og væmmelse og man sidder helt ude på stolesædet og er forbavset, men samtidig også fascineret. Sideløbende med denne historie bliver vi introduceret for tre personer, som vi faktisk ikke aner noget som helst om. De ønsker, som så mange andre, at krydse grænsen til det forjættede land USA og ønsker helt præcist at rejse til New Jersey. Det er en fascinerende rejse og fremhæver en af filmens andre styrker. cinematografien. Det er nærmest som at være et med naturen, flotte naturlandskaber, tåge, regn. Det er dog også en lidt underlig fornemmelse at køre med det, som nærmest kan karakteriseres som et spøgelses tog som kører gennem Mexicos forunderlige natur, kun besat af de massevise af flygtninge som sidder oppe på togene og må stå igennem regn og mørke og hele tiden være på vagt for bandemedlemmer og autoriteterne. De historier sammenflettes på et tidspunkt og mere skal der egentlig ikke røbes om handlingen. Det er simpelthen noget der skal opleves.
Et smart træk fra instruktørens side er at vi ikke bliver givet nogen forhistorie. Vi kender ikke noget til personerne, men må selv gætte os til hvorledes de er som personer, deres familieforhold etc. Men det er vel egentlig også det forhold man har til personer i dette miljø. Vi behøver ikke at vide en masse om dem for at se at f.eks. flygtningene er fattige mennesker som tager til USA for at få en bedre tilværelse end den de har. Og at bandemedlemmerne højst sandsynlig er bandemedlemmer fordi de ikke har andet. Det kan med andre ord fortolkes på forskellige måder og det er befriende at der her er en instruktør som ikke fortæller os hvad vi skal mene om personerne. Dette ville dog ikke virke hvis ikke det var fordi at der bliver leveret så fantastisk skuespil. Nogle af dem er debutanter og for alles vedkommende gælder det at de er ukendte for de fleste. Da vi bliver introduceret for Smiley og Willie kan man mærke frygten hos dem begge inderst inde. De kan naturligvis ikke vise den frygt overfor de andre bandemedlemmer, men dybt inde er den der, og det er også derfor at vi føler med Smiley da han skal dræbe sit første menneske. Vi kan føle at det ikke er noget han bryder sig om og at han dybt inde sikkert er en ganske almindelig dreng, men som desværre er vokset op det forkerte sted. Det er dog Kristian Ferrer som Willie og Paulina Gaitan som Sayra som fuldstændig stjæler billedet. Sammenspillet mellem dem er fantastisk og den usikkerhed som de udviser føres direkte ud til seeren som ligeledes bliver usikker på hvad man kan forvente. Og lige som det hele føles trykt vender det 180 grader og omvendt. Og det er vel ofte det der kan karakterisere sådanne rejser.
Til sidst skal også nævnes musikken som er spot on. Fra lette toner som er i fuldstændig samspil med en flotte natur. Til dunkle toner, da Willie bliver jagtet gennem gaderne af blodtørstige rivaler. Er der en film som man bare må se i år, så er det denne. 10/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#1731 RasmusFL 15 år siden
#1732 Bony 15 år siden
#1733 filmz-Bruce 15 år siden
@Utyske: Hvis ikke du allerede har gjort det (eller allerede ved det), kan jeg anbefale at læse om Mulhollands symbolik. Mit første syn var en 6/10'er, men nummer to røg jeg på halen over, da jeg "var helt med" :)
#1734 Skeloboy 15 år siden
#1735 filmz-Utyske 15 år siden
Jeg vil overveje det, men problemet er at jeg ikke blev suget ind i filmen. Jeg har intet imod at gøre lidt ekstra arbejde for at forstå en film, hvis den suger mig ind fra starten, men ligesom en del andre af hans film, så siger filmene mig ganske enkelt for lidt til at jeg gider at bruge energien på det. :)
#1736 McPeter 15 år siden
#1737 dyg 15 år siden
#1738 BN 15 år siden
Har du set ham i 'Reservation Road'? Ellers kan jeg varmt anbefale dig at se den. Det er en fin lille film med rigtig gode skuespilpræstationer af Mark Ruffalo (og Joaquin Phoenix).
#1739 Thomsen 15 år siden
Jeg kan godt forstå, at den har sine fans, og var jeg femten, ville jeg sikkert også elske den. Men i det store hele synes jeg, at historien om et par motelejeres kannibalistiske tilbøjeligheder er alt for ujævn til at være virkelig god. Filmen kan simpelthen ikke beslutte, om den vil være parodi eller reelt uhyggelig. Den er dog stadigvæk værd at se for motelejernes bizarre mark, hvor de har "plantet" deres "husdyr" (dvs. gravet de mennesker, de har fanget, ned til halsen) og for den vanvittige duel på motorsave til sidst.
2/5
Prom Night (1980)
Jamie Lee Curtis er tilbage i en slasherfilm efter den enorme succes med HALLOWEEN. PROM NIGHT indeholder alle standardelementerne: en traumatisk hændelse i fortiden (her en lille piges ulykkelig død), en igangsættende begivenhed (afholdelsen af det eponyme skolebal), liderlige teenagere og en maskeret morder. Filmen undviger dog formlen ved ikke at være særlig blodig og ved at holde mordene tilbage til den sidste halve time. Den første time går ret usædvanligt stort set udelukkende med karakteropbygning og med at sætte et par ret fine, falske spor op for seeren.
3/5
The Prowler (1981)
Her er vi efter min mening oppe i den øverste ende af slashergenren. Karakterisering og plot er skåret helt ind til benet, men det, der er, fungerer forbandet effektivt, og THE PROWLER er en af de få slashere, der formår at holde spændingen oppe i lange scener.
I 1945 i krigens sidste dage myrdes en ung kvinde og hendes ven i forbindelse med et skolebal. 35 år senere vil skolen igen forsøge at holde en afslutningsfest for sine elever, men den slags går naturligvis ikke ustraffet. THE PROWLER indeholder nogle af Tom Savinis bedste effekter, bl.a. det berømte mord-ved-høtyv.
4/5
#1740 filmz-jonasgr 15 år siden
Sin Nombre er en fascinerende film som vil flå dig gennem hele følelses registret. Den er så forbandet godt skruet sammen, intens og med fremragende skuespils præstationer. En film hvor man kan nævne en række af superlativer. Dette er en fremragende film.
I de første 20 minutter er vi ikke rigtig klar over hvad filmen egentlig handler om, essensen i det hele. Vi bliver smidt midt ind i det hele uden nogen forhistorie eller noget. Vi bliver introduceret for El Smiley (12 år) og Willie/El Casper (16-18 år). Vi har en fornemmelse af at de er med i noget som er lidt på kanten af loven, men ved ikke hvad. El Casper tager Smiley med på en tur, han skal introducere ham for nogle personer. Disse personer har en masse tatoveringer og det er ikke svært at regne ud at de nok ikke er der for at invitere Smiley på milkshakes. De kaster Smiley på jorden og begynder at sparke til ham. En person tæller langsomt, dette må være deres leder. Da han er noget til 13 stopper de. Det er åbenbart et slags optagelsesritual og vi har med en bande at gøre. Her skulle man så tro, at det var en film ala City of God om bandekriminalitet og rivalisering. Det er det også, men filmen indeholder meget mere end det. Kort efter bliver Smiley taget hen for at skyde et rivaliserende bandemedlem, dem som deres leder refererer til som ”homie”. Hans bønfaldelser er vores kære leder ligeglade med. Han skal dø og bagefter skal han fodres til deres hunde. Efter han er blevet skudt, finder vi ud af at han mener det i ordets bogstaveligste forstand. Allerede her får man en følelse af kvalme og væmmelse og man sidder helt ude på stolesædet og er forbavset, men samtidig også fascineret.
Sideløbende med denne historie bliver vi introduceret for tre personer, som vi faktisk ikke aner noget som helst om. De ønsker, som så mange andre, at krydse grænsen til det forjættede land USA og ønsker helt præcist at rejse til New Jersey. Det er en fascinerende rejse og fremhæver en af filmens andre styrker. cinematografien. Det er nærmest som at være et med naturen, flotte naturlandskaber, tåge, regn. Det er dog også en lidt underlig fornemmelse at køre med det, som nærmest kan karakteriseres som et spøgelses tog som kører gennem Mexicos forunderlige natur, kun besat af de massevise af flygtninge som sidder oppe på togene og må stå igennem regn og mørke og hele tiden være på vagt for bandemedlemmer og autoriteterne. De historier sammenflettes på et tidspunkt og mere skal der egentlig ikke røbes om handlingen. Det er simpelthen noget der skal opleves.
Et smart træk fra instruktørens side er at vi ikke bliver givet nogen forhistorie. Vi kender ikke noget til personerne, men må selv gætte os til hvorledes de er som personer, deres familieforhold etc. Men det er vel egentlig også det forhold man har til personer i dette miljø. Vi behøver ikke at vide en masse om dem for at se at f.eks. flygtningene er fattige mennesker som tager til USA for at få en bedre tilværelse end den de har. Og at bandemedlemmerne højst sandsynlig er bandemedlemmer fordi de ikke har andet. Det kan med andre ord fortolkes på forskellige måder og det er befriende at der her er en instruktør som ikke fortæller os hvad vi skal mene om personerne. Dette ville dog ikke virke hvis ikke det var fordi at der bliver leveret så fantastisk skuespil. Nogle af dem er debutanter og for alles vedkommende gælder det at de er ukendte for de fleste. Da vi bliver introduceret for Smiley og Willie kan man mærke frygten hos dem begge inderst inde. De kan naturligvis ikke vise den frygt overfor de andre bandemedlemmer, men dybt inde er den der, og det er også derfor at vi føler med Smiley da han skal dræbe sit første menneske. Vi kan føle at det ikke er noget han bryder sig om og at han dybt inde sikkert er en ganske almindelig dreng, men som desværre er vokset op det forkerte sted. Det er dog Kristian Ferrer som Willie og Paulina Gaitan som Sayra som fuldstændig stjæler billedet. Sammenspillet mellem dem er fantastisk og den usikkerhed som de udviser føres direkte ud til seeren som ligeledes bliver usikker på hvad man kan forvente. Og lige som det hele føles trykt vender det 180 grader og omvendt. Og det er vel ofte det der kan karakterisere sådanne rejser.
Til sidst skal også nævnes musikken som er spot on. Fra lette toner som er i fuldstændig samspil med en flotte natur. Til dunkle toner, da Willie bliver jagtet gennem gaderne af blodtørstige rivaler. Er der en film som man bare må se i år, så er det denne.
10/10
'Cause I'm evil"