To the Wonder Malick er en éner. Han formår gang på gang at få sine fantastiske billedkompositioner, klassiske musik og prætentiøse voiceover til at gå op i en højere enhed. Hans voiceovers, som isoleret set ellers er prætentiøse og søgte som bare fanden, fungerer på næsten magisk vis altid i Malicks selskab, og som seer forlader man typisk en Malick-film opløftet og med en følelse af indsigt, som man ellers kun tør drømme om. Jeg betragter Malicks seneste tre film som mesterværker, og selvom jeg godt var klar over, at To the Wonder stilistisk set var anderledes, så havde jeg alligevel stort forventninger.
To the Wonder føles ganske vist markant anderledes end Malicks tidligere film, men på trods af dette besidder den alligevel mange af Malicks klassiske virkemidler. Wagner, Bach og andre af musikkens helt store klassiske navne pryder lydsiden, mens Lubezkis fantastiske fotografering med masser af steadicam og gudesmukke naturscener igen er i centrum. Hvor både The Thin Red Line og The New World havde store, vigtige historiske begivenheder i centrum, så sigter To the Wonder lavere. Filmen drejer sig om Neils (Ben Affleck) og Marinas (Olga Kurylenko) kærlighedsforhold. Efter Neil og Marina kommer hjem til deres hus i en lille landsby i USA efter en ferie i Frankrig, bliver deres kærlighedsforhold kompliceret. Meningsløsheden rammer dem så småt, og denne følelse har de store problemer med at bearbejde.
To the Wonder adskiller sig primært fra Malicks tidligere film, når det kommer til dialogen. Filmen handler ikke om det sagte mellem vores hovedpersoner, men snarere om det usagte. Der er forbløffende lidt dialog i To the Wonder, og det er derfor næsten fuldstændig op til seeren at tolke hovedpersoners bevæggrunde. Filmen indeholder dog stadig Malicks klassiske voiceover, men for en Malick-film er brugen af voiceover ganske begrænset. I det hele taget er det stilheden, og hvad denne røber, som er i centrum. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten fristes til at tro, at Ben Affleck var stum.
Malicks tilgang til To the Wonder er både frisk og spændende - både for filmfans generelt, men især for fans af Malick. Problemet med denne anderledes tilgang er dog, at filmen gradvist bliver mere og mere frustrerende at overvære i takt med, at man indser, at filmen ikke flytter sig det mindste. Man er fanget i stilheden med hovedrolleindehavernes kærlighedsfrustrationer. Selvom dette sagtens kunne være spændende, så er det desværre ikke tilfældet her. Karaktererne er ganske enkelt for flade, og den portrætterede kærlighed virker nærmest kærlighedsløs.
To the Wonder besidder ganske vist Malicks tekniske kvaliteter, men overordnet set rammer filmen helt ved siden af. I stedet for en følelse af indsigt eller ophøjethed, som man ellers kender fra Malick, sidder man i stedet frustreret over at have overværet, hvad der mest af alt føles som et mislykkedes filmskoleprojekt. To the Wonder er - med længder - Terrence Malicks værste film.
#17594: Det lyder ikke godt, men stemmer også meget overens med de noget lunkne anmeldelser. Da jeg hørte om projektet og at det ville udkomme så hurtigt efter "The Tree of Life", så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om den pludselige produktivitet hos Malick, ville få en betydning for kvaliteten af hans film, og skal man bedømme på din og andres anmeldelser kunne det godt se sådan ud. Men jeg er nu stadig interesseret i at se den, og ser frem til hans kommende projekter, som jeg dog håber ser bedre ud end denne.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Jeg er dog stadig ret overbevist om, at filmen alligevel nok skal finde sit publikum. Men hvor en film som The Tree of Life måske deler vandene hos filmfans generelt, så vil To the Wonder nok nærmere dele vandene hos Malick-fans. I betragtningen af, at du er ret glad for Malick normalt (så vidt jeg husker), så synes jeg i hvert fald også stadig, du skal give den en chance. :)
Jeg må også indrømme, at når jeg ser traileren, så får jeg ikke indtryk af ret meget indhold, og nogle af billederne ligner genbrug fra 'The Tree of Life'.
Ingen kan lave et mesterværk hver gang, men derfor håber man jo alligevel på noget særligt, når det er Malick. Jeg går ind og ser 'To The Wonder' med et åbent sind og i håb om at blive positivt overrasket. Men forventningerne er ikke store.
Men mon ikke der er endnu færre danske biografer der gider at vise den her film end der var i tilfældet med 'The Tree of Life', som højst blev vist i 4-5 biografer?
Jeg må også indrømme, at når jeg ser traileren, så får jeg ikke indtryk af ret meget indhold, og nogle af billederne ligner genbrug fra 'The Tree of Life'.
Billedmæssigt minder Malicks film vil generelt ret meget om hinanden. Forstået på den måde, at det næsten er umuligt ikke at genkende en Malick-film alene på fotograferingen, fordi de overordnet set alle benytter sig af de samme metoder. Men jeg giver dig dog lidt ret alligevel, og fx var der også en af Malicks famøse gyngescener i To the Wonder. Ikke at det gør mig noget, men den har da trods alt stadig været med i et par af hans film (The Thin Red Line, The Tree of Life og To the Wonder).
BN (17597) skrev:
Ingen kan lave et mesterværk hver gang, men derfor håber man jo alligevel på noget særligt, når det er Malick. Jeg går ind og ser 'To The Wonder' med et åbent sind og i håb om at blive positivt overrasket.
Et nostalgisk gensyn her til aften med en stor barndoms-favorit ... men nostalgi kan altså ikke redde en film. Enten fungerer en film eller osse gør den ikke - den kan ikke leve højt på engang at have begejstret en ung knægt.
Jeg er glad for at kunne konstatere, at den voksne udgave af selvsamme knægt er meget, meget begejstret for Chaplins satire over det daværende moderne samfund, og at jeg morede mig kosteligt over mange af de komiske påfund, f.eks. da vagabonden får et nervesammenbrud inde på fabrikken, og da han gør alt for at komme i fængsel. Det er suveræn, tidløs humor. Jeg frydede mig over Chaplins timing og slapstick-humor, ja, hans akrobatiske udfoldelser, og så har jeg altid haft et svagt punkt for Paulette Goddard, som her er en livlig og smuk heltinde.
Chaplins langfilm har aldrig været rene komedier, men snarere komediedramaer med plads til det rørende, det alvorlige og det samfundssatiriske, og jeg tog mig selv i at føle mig helt varm indeni over filmens menneskelige og følelsesladede sekvenser, som aldrig kammer over i sentimentalitet, sådan som jeg ellers mente at kunne huske.
Efter endt gennemsyn og med adskillige klassiske, nærmest ikoniske scenarier/billeder, herunder især slutbilledet, i tanke, bliver konklusionen herfra:
#17591 Pécuchet 12 år siden
L'uccello dalle piume di cristallo og Suspiria. Eller giv dig i kast med Mario Bava!
#17592 Hr. Nielsen 12 år siden
#17593 Muldgraver 12 år siden
Noget specifikt Bava, eller er det hele bare sus og dus?
#17594 MMB 12 år siden
Malick er en éner. Han formår gang på gang at få sine fantastiske billedkompositioner, klassiske musik og prætentiøse voiceover til at gå op i en højere enhed. Hans voiceovers, som isoleret set ellers er prætentiøse og søgte som bare fanden, fungerer på næsten magisk vis altid i Malicks selskab, og som seer forlader man typisk en Malick-film opløftet og med en følelse af indsigt, som man ellers kun tør drømme om. Jeg betragter Malicks seneste tre film som mesterværker, og selvom jeg godt var klar over, at To the Wonder stilistisk set var anderledes, så havde jeg alligevel stort forventninger.
To the Wonder føles ganske vist markant anderledes end Malicks tidligere film, men på trods af dette besidder den alligevel mange af Malicks klassiske virkemidler. Wagner, Bach og andre af musikkens helt store klassiske navne pryder lydsiden, mens Lubezkis fantastiske fotografering med masser af steadicam og gudesmukke naturscener igen er i centrum. Hvor både The Thin Red Line og The New World havde store, vigtige historiske begivenheder i centrum, så sigter To the Wonder lavere. Filmen drejer sig om Neils (Ben Affleck) og Marinas (Olga Kurylenko) kærlighedsforhold. Efter Neil og Marina kommer hjem til deres hus i en lille landsby i USA efter en ferie i Frankrig, bliver deres kærlighedsforhold kompliceret. Meningsløsheden rammer dem så småt, og denne følelse har de store problemer med at bearbejde.
To the Wonder adskiller sig primært fra Malicks tidligere film, når det kommer til dialogen. Filmen handler ikke om det sagte mellem vores hovedpersoner, men snarere om det usagte. Der er forbløffende lidt dialog i To the Wonder, og det er derfor næsten fuldstændig op til seeren at tolke hovedpersoners bevæggrunde. Filmen indeholder dog stadig Malicks klassiske voiceover, men for en Malick-film er brugen af voiceover ganske begrænset. I det hele taget er det stilheden, og hvad denne røber, som er i centrum. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten fristes til at tro, at Ben Affleck var stum.
Malicks tilgang til To the Wonder er både frisk og spændende - både for filmfans generelt, men især for fans af Malick. Problemet med denne anderledes tilgang er dog, at filmen gradvist bliver mere og mere frustrerende at overvære i takt med, at man indser, at filmen ikke flytter sig det mindste. Man er fanget i stilheden med hovedrolleindehavernes kærlighedsfrustrationer. Selvom dette sagtens kunne være spændende, så er det desværre ikke tilfældet her. Karaktererne er ganske enkelt for flade, og den portrætterede kærlighed virker nærmest kærlighedsløs.
To the Wonder besidder ganske vist Malicks tekniske kvaliteter, men overordnet set rammer filmen helt ved siden af. I stedet for en følelse af indsigt eller ophøjethed, som man ellers kender fra Malick, sidder man i stedet frustreret over at have overværet, hvad der mest af alt føles som et mislykkedes filmskoleprojekt. To the Wonder er - med længder - Terrence Malicks værste film.
4/10
#17595 Kruse 12 år siden
#17596 MMB 12 år siden
Jeg er dog stadig ret overbevist om, at filmen alligevel nok skal finde sit publikum. Men hvor en film som The Tree of Life måske deler vandene hos filmfans generelt, så vil To the Wonder nok nærmere dele vandene hos Malick-fans. I betragtningen af, at du er ret glad for Malick normalt (så vidt jeg husker), så synes jeg i hvert fald også stadig, du skal give den en chance. :)
#17597 BN 12 år siden
Jeg må også indrømme, at når jeg ser traileren, så får jeg ikke indtryk af ret meget indhold, og nogle af billederne ligner genbrug fra 'The Tree of Life'.
Ingen kan lave et mesterværk hver gang, men derfor håber man jo alligevel på noget særligt, når det er Malick. Jeg går ind og ser 'To The Wonder' med et åbent sind og i håb om at blive positivt overrasket. Men forventningerne er ikke store.
Men mon ikke der er endnu færre danske biografer der gider at vise den her film end der var i tilfældet med 'The Tree of Life', som højst blev vist i 4-5 biografer?
#17598 MMB 12 år siden
Billedmæssigt minder Malicks film vil generelt ret meget om hinanden. Forstået på den måde, at det næsten er umuligt ikke at genkende en Malick-film alene på fotograferingen, fordi de overordnet set alle benytter sig af de samme metoder. Men jeg giver dig dog lidt ret alligevel, og fx var der også en af Malicks famøse gyngescener i To the Wonder. Ikke at det gør mig noget, men den har da trods alt stadig været med i et par af hans film (The Thin Red Line, The Tree of Life og To the Wonder).
Bør du bestemt også! :)
#17599 BN 12 år siden
Et nostalgisk gensyn her til aften med en stor barndoms-favorit ... men nostalgi kan altså ikke redde en film. Enten fungerer en film eller osse gør den ikke - den kan ikke leve højt på engang at have begejstret en ung knægt.
Jeg er glad for at kunne konstatere, at den voksne udgave af selvsamme knægt er meget, meget begejstret for Chaplins satire over det daværende moderne samfund, og at jeg morede mig kosteligt over mange af de komiske påfund, f.eks. da vagabonden får et nervesammenbrud inde på fabrikken, og da han gør alt for at komme i fængsel. Det er suveræn, tidløs humor. Jeg frydede mig over Chaplins timing og slapstick-humor, ja, hans akrobatiske udfoldelser, og så har jeg altid haft et svagt punkt for Paulette Goddard, som her er en livlig og smuk heltinde.
Chaplins langfilm har aldrig været rene komedier, men snarere komediedramaer med plads til det rørende, det alvorlige og det samfundssatiriske, og jeg tog mig selv i at føle mig helt varm indeni over filmens menneskelige og følelsesladede sekvenser, som aldrig kammer over i sentimentalitet, sådan som jeg ellers mente at kunne huske.
Efter endt gennemsyn og med adskillige klassiske, nærmest ikoniske scenarier/billeder, herunder især slutbilledet, i tanke, bliver konklusionen herfra:
10/10 til det filmhistoriske mesterværk
#17600 Collateral 12 år siden
Sådan skal det være.