Jeg har lige fået set Funny Games (originalen), og puha...sikken en omgang. Fantastisk film som jeg har svært ved at få ud af hovedet og mine tanker. Med det samme efter at jeg så den, så jeg også det medfølgende interview på DVD'en med Haneke, hvilket hjalp mig endnu bedre til at forstå budskabet i filmen, og hvordan han rammer hovedet på sømmet med hensyn til publikums reaktion til vold på film.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#1861 Ja den scene kan jeg også godt huske, at der var en anelse anerledes. Decideret i dialogen. Og i originalen er der også den ret store forskel i forhold til genindspilningen at
de ved præcis 95 minutter nævner at de jo ikke er henne ved fuld spilletidslængde endnu, hvilket overhovedet ikke blev nævnt
Og så er der selvfølgelig fokuset på knivet, som også er en væsentlig faktor.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Australsk mockumentary om en ung piges død, og de følgevirkninger det har på hendes familie. 16-årige Alice Palmer forsvinder under en picnic, og gennem talking heads-interviews, klip fra nyhedsudsendelser og dramatiseringer fortæller familie og venner om sorgen, fundet af hendes lig, og den overraskende opdagelse af, at Alices tilsyneladende hjemsøger forældrenes hus. Historien tager nogle kraftige sving undervejs, men bliver aldrig kedelig, selvom spøgelsesoptagelserne heller aldrig virker uhyggelige.
Som ved alle mockumentaries er filmens akilleshæl skuespillet, og det er her, LAKE MUNGO for alvor falder igennem. Hovedfigurerne virker simpelthen ikke troværdige. Det går især udover oplevelsen af de førnævnte spøgelsesoptagelser, fordi det er svært at tage dem seriøst, når personen, der fortæller om dem, lyder som om, han læser op fra et manuskript og i det hele taget agerer unaturligt. Lige som ved (den endnu ikke udgivne) THE POUGHKEEPSIE TAPES burde instruktøren have set nogle flere dokumentarfilm før optagelserne og holdt øje med, hvordan mennesker opfører sig i interviewsituationer. Heldigvis redder filmen sig i land med en god slutning, der får hårene til at rejse sig i nakken, da familien endeligt finder ud af, hvorfor Alice opførte sig anderledes i månederne inden hendes død, og hvad der var på den mobiltelefon, som hun gravede ned og gemte ved den udtørrede Lake Mungo på hendes sommertur med vennerne.
3-4/5
THE HOUSE OF THE DEVIL (2009)
Her er vi ovre i noget helt andet: en pastiche over 1970-80'ernes dæmoniske gysere, inkl. freeze frame credits og et ualmindeligt kikset synth-indledningsnummer. THE HOUSE OF THE DEVIL tager afsæt i 1980'ernes såkaldte "satanic scare" i USA, hvor snesevise af forældre og pædagoger blev idømt fængselsstraffe, fordi de angiveligt var medlemmer af et omspændende satanisk netværk, der udnyttede og myrdede børn som led i deres ritualer. Sagen nåede helt op på højeste niveau, indtil en rapport i starten af 1990'erne slog fast, at de mange "ofres" vidneudsagn var et resultat af nidkære socialarbejdere og politifolks misforståede afhøringsteknik (og i mange tilfælde direkte afvisning af modstridende udsagn). Det var en stor skandale og førte til, at mange dømte blev sat fri igen, selvom der selv i dag findes folk, der tror, at det hele er sandt, og at regeringen har tysset det hele ned (det gælder bl.a. for den ledende socialarbejder, der "afslørede" det hele. Hun blev senere tvangsindlagt for at truet forskellige berømtheder på livet, fordi hun mente, at de stod i ledtog med satanisterne, og selv i dag poster hun jævnligt nye anklager på sin blog). THE HOUSE OF THE DEVILs udgangspunkt er, at det hele er sandt, at der virkeligt findes satanister, der myrder folk og forsøger at sørge for djævlens genkomst. Som pastiche er filmen selvfølgelig én stor kliché. Hovedpersonen, en ung studerende ved navn Samantha, har brug for penge til husleje og svarer på en annonce om babysitting. Arbejdsgiverne viser sig dog hurtigt at være mere end mærkelige, og "babyen" er i virkeligheden den enes mor, som Samantha dog får at vide kan passe sig selv. Samantha skal blot passe på huset, mens beboerne er ude for at se den forestående måneformørkelse, og på trods af venindens advarsler, tager hun imod jobbet for pengenes skyld. Det lyder altsammen som noget, man har set før, men udførslen er noget nær perfekt. Sjældent har et (næsten) tomt hus været SÅ uhyggeligt, og instruktøren får det optimale ud af lokationen, så selv et knirkende gulvbræt eller et fotografi kan få det til at løbe koldt ned ad nakken. Sidste akt af filmen, hvor det sataniske plot afsløres, falder dog igennem pga. et par dårlige og ugennemtænkte dispositioner og en ekstremt klichéfuldt slutning, der slet ikke harmonerer med resten af filmens høje niveau. Men alt i alt er det måske den bedste dæmoniske gyserfilm, jeg har set længe, båret oppe af solidt håndværk og fremragende skuespillerpræstationer af bl.a. Tom Noonan og Mary Woronov som Mr. og Mrs. Ulman med de skumle bagtanker og Jocelin Donahue i hovedrollen, der ligner en ung Karen Allen. Absolut værd at se, hvis man kunne lide genren i 1970-80'erne. Den skulle komme på R1 dvd i december.
4/5
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Slasher-filmen har udviklet sig kraftigt siden de første spæde stik i starten af 1960'erne, og modsat hvad mange tror, så dukkede den selvironiske, postmoderne meta-slasher faktisk allerede op i de gyldne år i 1980'erne, selvom den utvivlsomt nåede sit højdepunkt meget senere med Wes Cravens SCREAM. BEHIND THE MASK er næste logiske trin. Det er en mockumentary om den fiktive, unge Leslie Vernons debut som mytologisk seriemorder i stil med gode, gamle Jason og Michael. Et dokumentarfilmhold følger Vernons forberedelser, snakker med hans mentor - en gammel rotte i faget - og ser, hvordan Vernon vælger sin "final girl" og hvilken omhu, det kræver at planlægge sin myte. Dette kig "bag om kulisserne" så at sige, og den store vægt Vernon lægger på slasherens konventioner er selvfølgelig sjovt for en fan af genren, men i længden undgår man ikke, at blive en smule træt af filmens indforståede glimt i øjet - også selvom BEHIND THE MASK forsøger sig med et udmærket twist for at bevare en smule spænding. Men selvom idéen er fin, så falder filmen ultimativt sammen på de dårlige skuespillerpræstationer (især af Nathan Baesel i hovedrollen) og en skidt sceneforvaltning i sidste akt, der formår at ødelægge alle tilløb til gys eller spænding.
3/5
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#1867 Ja en af de få jeg ikke har set med ham og så lige La Pianiste. Men nu tager jeg også lige de sidste tre her de næste dage. Caché har jeg set for ikke lang tid siden, så den behøver jeg ikke at få frisket op. Så i morgen :)
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#1861 Highland Park 15 år siden
[url= Games 1997 - 2008 comparison[/url]
#1862 Kruse 15 år siden
#1863 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#1864 Thomsen 15 år siden
Australsk mockumentary om en ung piges død, og de følgevirkninger det har på hendes familie. 16-årige Alice Palmer forsvinder under en picnic, og gennem talking heads-interviews, klip fra nyhedsudsendelser og dramatiseringer fortæller familie og venner om sorgen, fundet af hendes lig, og den overraskende opdagelse af, at Alices tilsyneladende hjemsøger forældrenes hus.
Historien tager nogle kraftige sving undervejs, men bliver aldrig kedelig, selvom spøgelsesoptagelserne heller aldrig virker uhyggelige.
Som ved alle mockumentaries er filmens akilleshæl skuespillet, og det er her, LAKE MUNGO for alvor falder igennem. Hovedfigurerne virker simpelthen ikke troværdige. Det går især udover oplevelsen af de førnævnte spøgelsesoptagelser, fordi det er svært at tage dem seriøst, når personen, der fortæller om dem, lyder som om, han læser op fra et manuskript og i det hele taget agerer unaturligt. Lige som ved (den endnu ikke udgivne) THE POUGHKEEPSIE TAPES burde instruktøren have set nogle flere dokumentarfilm før optagelserne og holdt øje med, hvordan mennesker opfører sig i interviewsituationer. Heldigvis redder filmen sig i land med en god slutning, der får hårene til at rejse sig i nakken, da familien endeligt finder ud af, hvorfor Alice opførte sig anderledes i månederne inden hendes død, og hvad der var på den mobiltelefon, som hun gravede ned og gemte ved den udtørrede Lake Mungo på hendes sommertur med vennerne.
3-4/5
THE HOUSE OF THE DEVIL (2009)
Her er vi ovre i noget helt andet: en pastiche over 1970-80'ernes dæmoniske gysere, inkl. freeze frame credits og et ualmindeligt kikset synth-indledningsnummer. THE HOUSE OF THE DEVIL tager afsæt i 1980'ernes såkaldte "satanic scare" i USA, hvor snesevise af forældre og pædagoger blev idømt fængselsstraffe, fordi de angiveligt var medlemmer af et omspændende satanisk netværk, der udnyttede og myrdede børn som led i deres ritualer. Sagen nåede helt op på højeste niveau, indtil en rapport i starten af 1990'erne slog fast, at de mange "ofres" vidneudsagn var et resultat af nidkære socialarbejdere og politifolks misforståede afhøringsteknik (og i mange tilfælde direkte afvisning af modstridende udsagn). Det var en stor skandale og førte til, at mange dømte blev sat fri igen, selvom der selv i dag findes folk, der tror, at det hele er sandt, og at regeringen har tysset det hele ned (det gælder bl.a. for den ledende socialarbejder, der "afslørede" det hele. Hun blev senere tvangsindlagt for at truet forskellige berømtheder på livet, fordi hun mente, at de stod i ledtog med satanisterne, og selv i dag poster hun jævnligt nye anklager på sin blog).
THE HOUSE OF THE DEVILs udgangspunkt er, at det hele er sandt, at der virkeligt findes satanister, der myrder folk og forsøger at sørge for djævlens genkomst.
Som pastiche er filmen selvfølgelig én stor kliché. Hovedpersonen, en ung studerende ved navn Samantha, har brug for penge til husleje og svarer på en annonce om babysitting. Arbejdsgiverne viser sig dog hurtigt at være mere end mærkelige, og "babyen" er i virkeligheden den enes mor, som Samantha dog får at vide kan passe sig selv. Samantha skal blot passe på huset, mens beboerne er ude for at se den forestående måneformørkelse, og på trods af venindens advarsler, tager hun imod jobbet for pengenes skyld. Det lyder altsammen som noget, man har set før, men udførslen er noget nær perfekt. Sjældent har et (næsten) tomt hus været SÅ uhyggeligt, og instruktøren får det optimale ud af lokationen, så selv et knirkende gulvbræt eller et fotografi kan få det til at løbe koldt ned ad nakken.
Sidste akt af filmen, hvor det sataniske plot afsløres, falder dog igennem pga. et par dårlige og ugennemtænkte dispositioner og en ekstremt klichéfuldt slutning, der slet ikke harmonerer med resten af filmens høje niveau. Men alt i alt er det måske den bedste dæmoniske gyserfilm, jeg har set længe, båret oppe af solidt håndværk og fremragende skuespillerpræstationer af bl.a. Tom Noonan og Mary Woronov som Mr. og Mrs. Ulman med de skumle bagtanker og Jocelin Donahue i hovedrollen, der ligner en ung Karen Allen. Absolut værd at se, hvis man kunne lide genren i 1970-80'erne. Den skulle komme på R1 dvd i december.
4/5
#1865 Thomsen 15 år siden
Slasher-filmen har udviklet sig kraftigt siden de første spæde stik i starten af 1960'erne, og modsat hvad mange tror, så dukkede den selvironiske, postmoderne meta-slasher faktisk allerede op i de gyldne år i 1980'erne, selvom den utvivlsomt nåede sit højdepunkt meget senere med Wes Cravens SCREAM. BEHIND THE MASK er næste logiske trin. Det er en mockumentary om den fiktive, unge Leslie Vernons debut som mytologisk seriemorder i stil med gode, gamle Jason og Michael. Et dokumentarfilmhold følger Vernons forberedelser, snakker med hans mentor - en gammel rotte i faget - og ser, hvordan Vernon vælger sin "final girl" og hvilken omhu, det kræver at planlægge sin myte.
Dette kig "bag om kulisserne" så at sige, og den store vægt Vernon lægger på slasherens konventioner er selvfølgelig sjovt for en fan af genren, men i længden undgår man ikke, at blive en smule træt af filmens indforståede glimt i øjet - også selvom BEHIND THE MASK forsøger sig med et udmærket twist for at bevare en smule spænding. Men selvom idéen er fin, så falder filmen ultimativt sammen på de dårlige skuespillerpræstationer (især af Nathan Baesel i hovedrollen) og en skidt sceneforvaltning i sidste akt, der formår at ødelægge alle tilløb til gys eller spænding.
3/5
#1866 DarkLight 15 år siden
#1867 RasmusFL 15 år siden
#1868 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#1869 filmz-Narniabæver 15 år siden
For fem år siden udkom den computer animerede Father of the Pride serie på TV med Siegfred & Roy og deres kæledyr, men serien døde hurtig.
En underholdene sitcom der havde talende Dreamworks dyr, dog med masser af alkohol, stoffer og sex.
Desværre er DVD'en ikke til at råbe hurra for.
#1870 Bony 15 år siden