Jeg ville føle mig lidt som et svin, hvis ruderne duggede med gensynet. Men så lad os se scenen fra Requiem for a dream. (du ved hvad jeg mener!) og så dugger det igen ;D
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Du mener, at de fanger det positive budskab i filmen, at man bør tage stoffer, fordi så kan man komme ud for at hotte kvinder som den gode Jennifer laver en ass-to-ass? ;D
For en god ordens skyld, må jeg hellere vedlægge et mere seriøst svar, så jeg ikke modtager småbitre beskeder fra andre brugere, der mener at man ikke må lave sjov med denne film, så..
Altså, filmens budskab er jo som det nu engang er: stoffer er noget værre noget og alle kan ryge ud i et misbrug, uanset hvilket samfundslag man er i o.s.v. - ikke et budskab der kræver den store ledvogtereksamen for at regne ud.
Men filmen gjorde bare ikke noget for mig. Jo, det er da en habil historie, nogle fornuftige præstationer og alt det der, men jeg synes bare der er film der har behandlet emnet bedre og hvor jeg følte en hel del mere for hovedpersonerne. Det mest positive jeg kan komme på omkring filmen er, at den viser at Marlon Wayans rent faktisk kan spille skuespil.
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
Du mener, at de fanger det positive budskab i filmen, at man bør tage stoffer, fordi så kan man komme ud for at hotte kvinder som den gode Jennifer laver en ass-to-ass? ;D
Haha, ja noget i den retning. :D
Jeg troede faktisk, at du var mere begejstret for filmen, men det skyldes nok, at du har citeret førnævnte gamle stodder mindst et par gange i diverse tråde på forummet. ;) Filmen er sgu en hård nyser i min bog, og jeg har ikke noget problem med at føle noget for hovedpersonerne, tværtimod. Især
kærlighedsforholdets uundgåelige deroute gør fandens ondt at overvære.
Abominable (2/6) - Egentlig bør den få de 3, for underholdningen er fin med referencerne til Rear Window og Jaws samt big foots dejligt falske udseende, men der var et eller andet i stemningen, humoren, spændingen og skuespillet der bare ikke fungerede. Øv.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#1968 Den bliver jeg nødt til at se på et tidspunkt. Synes det er lidt sjovt at den er instrueret af Lalo Schifrins søn, Ryan Schifrin, som i øvrigt ligner en sydamerikansk udgave af Tom Cruise :D
Efter at have taget en lille pause fra Haneke, da det er temmelig hårdt at se mange af hans film i træk, mente jeg at det var på tid at få set de sidste par film af ham. Code Unknown (for at bruge den amerikanske titel) er hans første franske film og også hans første bekendtskab med Juliette Binoche. Man skal lige vende sig lidt til at det er en fransk produktion, ikke mindst i forhold til sproget og lokalitionerne, men også selve kulturen. Filmen foregår i Paris, som mange nok ved er en multikulturel by og som har haft og stadigvæk har problemer med vold, så egentlig er det en fin skueplads for Hanekes ”fortælling”. Den største udfordring for mig ved denne film var egentlig plottet. Der går rigtig lang tid før jeg sådan rigtig fandt ud af hvad Haneke ”måske” ønsker at fortælle. Den er opbygget på samme måde som ”71 fragments...” dvs. med mere eller mindre tilfældige scener, såkaldte brudstykker af forskellige familiers/personers liv. Vi bliver blandt andet introduceret for drengen som ikke ønsker at bo sin far og arbejdre på hans farm og moren har ikke plads til ham. Der er den sort dreng som er blevet antastet for at være tyv, men bedyrer sin uskyld. Den rumænske tigger etc. Haneke går lige til og hårdt og præsenterer os for et klammeri imellem Jean og en sort dreng. Den sorte dreng anklager Jean for at ydmyge en tiggende rumænsk dame (som butiksejerne i øvrigt er irriterede på, da de skræmmer kunder væk). En scene som meget godt sætter præmisen for filmen. [url= selv åbningsscenen her[/url] Læg i øvrigt også mærke til kameraarbejdet, hvilket er en gennemgående ting. Den følger personerne fra siden. Vi kan dermed ikke se hvad der venter eller se vejen, kun høre lydene. Det samme gør sig gældende da vi er ude at køre i taxa. Vi ser chaufføren fra siden og kan høre han har en kunde, men hører ham kun.
Skuespillet er sublimt og i det hele taget en ganske god film, men hvor man sidder med det indtryk at man skal se den et par gange igen for helt at forstå hele meningen med det hele. Ikke selve plottet for det kan diskuteres hvor meget der er af det, men hvad det helt præcist er Haneke ønsker at beskrive. Titlen siger naturligvis sin del ”Code Unknown”. I øvrigt bliver vi i åbningsscenen præsenteret for en døvstum pige som prøver at forklare noget, men hvor de andre børn gætter forgæves – dernæst titlen ”Code Unknown” og det er egentlig også den følelse man sidder med som seer at man kommer egentlig ikke helt ind under huden på disse personer. Vi ser nogle brudstykker af deres historie, men ikke nok til at vi kan tage stilling til hvem de er som personer. Med andre ord vi aner ikke hvem de er, fordi vi kender dem ikke. Alligevel kan man ikke lade være med at dømme nogle af dem ud fra deres handlinger. Blandt andet en på et tidspunkt hysterisk Binoche. Ligeledes kan man også se at multikulturalisme ikke fungerer så godt. Blandt andet ved flere forskellige konfrontationer og misforståelser. Og så prøver Haneke såmændt også at lave en film i filmen, hvilket igen er et forsøg på at manipulere os lidt. Især en af episoderne er nervepirrende, da man ikke er helt klar over om det er virkeligt eller film. Det samme kan egentlig siges om selve filmen ”Code Unknown” - er det virkeligheden eller er det ren fiktion. Uden at skulle kalde mig ekspert på området, har jeg da selv prøvet i Paris metro at blive chikaneret af en sort mand (ikke fordi hudfarve eller race skal spille nogen rolle) og set et par episoder som kunne være taget ud af filmen.
Dette til trods så er filmen på ingen måde ligeså kontroversiel og grænseoverskridende som hans andre film.
7/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#1961 davenport 15 år siden
#1962 Highland Park 15 år siden
På den anden side er det vel næppe klogt at svede over en anden kvinde, mens din overordnede er til stede.
Du simultandubber garanteret den gamle gris' one-liner...
Det forekommer mig, at alt for mange ser den film af helt forkerte årsager. :/
#1963 davenport 15 år siden
Så ser jeg bort fra alt det med stoffer, det er sekundært!
#1964 Highland Park 15 år siden
#1965 filmz-Utyske 15 år siden
Du mener, at de fanger det positive budskab i filmen, at man bør tage stoffer, fordi så kan man komme ud for at hotte kvinder som den gode Jennifer laver en ass-to-ass? ;D
For en god ordens skyld, må jeg hellere vedlægge et mere seriøst svar, så jeg ikke modtager småbitre beskeder fra andre brugere, der mener at man ikke må lave sjov med denne film, så..
Altså, filmens budskab er jo som det nu engang er: stoffer er noget værre noget og alle kan ryge ud i et misbrug, uanset hvilket samfundslag man er i o.s.v. - ikke et budskab der kræver den store ledvogtereksamen for at regne ud.
Men filmen gjorde bare ikke noget for mig. Jo, det er da en habil historie, nogle fornuftige præstationer og alt det der, men jeg synes bare der er film der har behandlet emnet bedre og hvor jeg følte en hel del mere for hovedpersonerne. Det mest positive jeg kan komme på omkring filmen er, at den viser at Marlon Wayans rent faktisk kan spille skuespil.
#1966 Highland Park 15 år siden
Haha, ja noget i den retning. :D
Jeg troede faktisk, at du var mere begejstret for filmen, men det skyldes nok, at du har citeret førnævnte gamle stodder mindst et par gange i diverse tråde på forummet. ;)
Filmen er sgu en hård nyser i min bog, og jeg har ikke noget problem med at føle noget for hovedpersonerne, tværtimod. Især
#1967 filmz-Utyske 15 år siden
Nej, jeg synes bare at det er lidt sjovt at provokere lidt omkring den, da jeg ikke ser det samme store lys i den, som så mange andre gør. :)
#1968 Lord Beef Jerky 15 år siden
#1969 Michael Andersen 15 år siden
#1970 filmz-jonasgr 15 år siden
Efter at have taget en lille pause fra Haneke, da det er temmelig hårdt at se mange af hans film i træk, mente jeg at det var på tid at få set de sidste par film af ham. Code Unknown (for at bruge den amerikanske titel) er hans første franske film og også hans første bekendtskab med Juliette Binoche. Man skal lige vende sig lidt til at det er en fransk produktion, ikke mindst i forhold til sproget og lokalitionerne, men også selve kulturen. Filmen foregår i Paris, som mange nok ved er en multikulturel by og som har haft og stadigvæk har problemer med vold, så egentlig er det en fin skueplads for Hanekes ”fortælling”. Den største udfordring for mig ved denne film var egentlig plottet. Der går rigtig lang tid før jeg sådan rigtig fandt ud af hvad Haneke ”måske” ønsker at fortælle. Den er opbygget på samme måde som ”71 fragments...” dvs. med mere eller mindre tilfældige scener, såkaldte brudstykker af forskellige familiers/personers liv. Vi bliver blandt andet introduceret for drengen som ikke ønsker at bo sin far og arbejdre på hans farm og moren har ikke plads til ham. Der er den sort dreng som er blevet antastet for at være tyv, men bedyrer sin uskyld. Den rumænske tigger etc. Haneke går lige til og hårdt og præsenterer os for et klammeri imellem Jean og en sort dreng. Den sorte dreng anklager Jean for at ydmyge en tiggende rumænsk dame (som butiksejerne i øvrigt er irriterede på, da de skræmmer kunder væk). En scene som meget godt sætter præmisen for filmen.
[url= selv åbningsscenen her[/url]
Læg i øvrigt også mærke til kameraarbejdet, hvilket er en gennemgående ting. Den følger personerne fra siden. Vi kan dermed ikke se hvad der venter eller se vejen, kun høre lydene. Det samme gør sig gældende da vi er ude at køre i taxa. Vi ser chaufføren fra siden og kan høre han har en kunde, men hører ham kun.
Skuespillet er sublimt og i det hele taget en ganske god film, men hvor man sidder med det indtryk at man skal se den et par gange igen for helt at forstå hele meningen med det hele. Ikke selve plottet for det kan diskuteres hvor meget der er af det, men hvad det helt præcist er Haneke ønsker at beskrive. Titlen siger naturligvis sin del ”Code Unknown”. I øvrigt bliver vi i åbningsscenen præsenteret for en døvstum pige som prøver at forklare noget, men hvor de andre børn gætter forgæves – dernæst titlen ”Code Unknown” og det er egentlig også den følelse man sidder med som seer at man kommer egentlig ikke helt ind under huden på disse personer. Vi ser nogle brudstykker af deres historie, men ikke nok til at vi kan tage stilling til hvem de er som personer. Med andre ord vi aner ikke hvem de er, fordi vi kender dem ikke. Alligevel kan man ikke lade være med at dømme nogle af dem ud fra deres handlinger. Blandt andet en på et tidspunkt hysterisk Binoche. Ligeledes kan man også se at multikulturalisme ikke fungerer så godt. Blandt andet ved flere forskellige konfrontationer og misforståelser. Og så prøver Haneke såmændt også at lave en film i filmen, hvilket igen er et forsøg på at manipulere os lidt. Især en af episoderne er nervepirrende, da man ikke er helt klar over om det er virkeligt eller film. Det samme kan egentlig siges om selve filmen ”Code Unknown” - er det virkeligheden eller er det ren fiktion. Uden at skulle kalde mig ekspert på området, har jeg da selv prøvet i Paris metro at blive chikaneret af en sort mand (ikke fordi hudfarve eller race skal spille nogen rolle) og set et par episoder som kunne være taget ud af filmen.
Dette til trods så er filmen på ingen måde ligeså kontroversiel og grænseoverskridende som hans andre film.
7/10
'Cause I'm evil"