Jeg havde ikke forventet stor filmkunst, da jeg smed denne på afspilleren og det fik jeg heller ikke, må man sige.
Teknisk set er filmen ganske habil, da effekterne for det meste er ret vellykket, filmen er visuelt ganske pæn og lyden følger med.
Historien er naturligvis helt ude i skoven, men man kan jo dårligt forvente andet. Det samme kan siges om figurene i filmen og det værste er dog næsten at filmen lider under forholdsvis dårligt skuespil og at den tager sig selv en anelse for seriøst.
På sin vis lever filmen helt op til tegnefilmene, fordi der er masser af småtumpede indslag, historien er spækket med plothuller, der er masser af hovedløs action og figurerne i filmen er præcis ligeså todimensionelle, som de er i tegnefilmene, men problemet er at der mangler et glimt i øjet, et eller andet fra skuespillerne, hvor man kan se at de godt ved at denne film hverken er kunst eller noget der er ment seriøst. Det dukker desværre aldrig op og så går filmen altså fra at være uforpligtende underholdning til bare at være klichefyldt bras.
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
Himlen Falder (?/6) - Jeg kan slet ikke finde ud af, om jeg egentlig godt kunne lide filmen eller ej. Den var den rystende, hensynsløs og provokerende og netop derfor både god og dårlig. Emnet tages op forholdsvist overfladisk, smagsløst og uden respekt for de virkelige hændelser, men det er samtidig fascinerende at se en film falde så meget fra hinanden som den gør. Jeg kan slet ikke finde ud af det.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Red (5/6) - Fremragende og nervepirrende omend tragisk fortælling om en mand og hans hund, og hvordan hele verdenen er imod dem. Mere behøves ikke afsløret her. Stærke karakterer spillet godt, og kun klimakset føles en smule over the top. Anbefales!
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Reeker (4/6) - Her har jeg gået rundt i flere år, og troet denne film var direkte elendig, og så var den helt i orden. Fin opbygning, masser af gode grin og en god omgang spænding og plat. Måske en smule for ordinær, og twistet til sidst havde man set komme, men underholdningen er helt bestemt hjemme.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Well denne købte jeg ene og alene pga. én anmeldelse og fordi den havde omsat for 67 gange mere end den havde kostet at producere, $500.000, hvilket gjorde den til den højst indtjenende indie film i 2008.
Jeg var godt nok advaret om, at filmen var produceret af Sherwood Baptist Church og som sådan vidende om, at jeg nok ville blive udsat for stærkt manipulerende indhold. Og nej, det er nok ikke en film, som vil tiltale et stort publikum på Filmz :) Så med mindre du har lyst til at se en manipulerende klichéfyldt film fyldt med kristne budskaber, så behøver du ikke læse videre. Der VAR dog formildende omstændigheder tilstede.
Historien tager udgangspunkt i ægteskabet mellem chef brandmanden Caleb og hustruen Catherine, som på sit syvende år er godt og grundigt på vej i dørken. Caleb er dygtig til sit job og Catherine til sit og er begge vellidte blandt kolleger og omgangskreds, men sammen hidser Caleb sig op over alt og mener problemerne bunder i, at Catherine ikke viser ham den fornødne respekt. Det står hurtigt klart, at en skilsmisse ligger rundt om hjørnet. Calebs far vil dog gerne have, at sønnike gør et sidste ærligt forsøg på at redde ægteskabet, efter samme formel som faderen og moderen reddede deres engang. Caleb skal i 40 dage, ændre sin adfærd med "en ting" om dagen efter en opskrift, som faderen har nedfældet i en bog. Men samtidig får Catherine en beundrer på hospitalet, hvor hun arbejder.
For at sige det klart og tydeligt, så er skuespillet ikke noget at råbe hurra for. På familie TV serie plan er det udmærket, men ikke mere. Samlivet er også noget nær en karikering eller stereotyp, hvor det er manden som ligger inde med nøglen til frelse og må kigge ind i sig selv, for at redde det hellige ægteskab. Dermed ikke sagt, at der ikke findes ligeså store mande paphoveder "derude", for det gør der, men der køres med ensidigt optrukne linier i denne fortælling.
Dernæst skal der heller ikke herske tvivl om, at historiens morale er, at alt nok skal gå, blot man lever sit liv i pagt med de kristne budskaber og tilgiver mennesker efter samme formel som Jesus tilgiver mennesker.
Jeg var især i starten plaget af det noget stereotype ensemble og skuespillet. Der manglede en naturlighed, som man efterhånden er begyndt at tage for givet, når man ser dramaer. Dette var noget Familie Journals agtigt. På den anden side, så er jeg også bekendt med, at der faktisk ER rigtig mange små samfund i USA, hvor livsførelsen faktisk er ganske tæt på, hvad der portrætteres i filmen. Spørgsmålet er istedet, om det er undertegnede, som sætter for snævre rammer op for, hvorledes en given historie skal udspille sig og derved gør mig skyldig i kun at ville tage problemstillinger op, som defineres under en given skabelon.
Derfor begyndte jeg undervejs, at se filmen med andre briller og lod den til tider platte humor og de sort/hvide karakter portrætteringer, gå udenom mit mest kritiske øje. For faktisk blev jeg fanget af filmens tema og ikke mindst mand og kones sortsyn på hinanden og fraværet af egen selvkritik. Jeg har nemlig selv været der og jeg kender mange andre, som har befundet sig der og nogle som er igang med processen. Derfor var faderens eksperiment faktisk en tanke værd. Uanset om man er religiøs eller ej, så er der ufattelig meget rigtigt i metoden, at se indad i sig selv, fremfor konstant at fokusere på andres fejl, uanset om man har ret eller delvist ret. Mange gange eskalerer samlivsproblemer ti-fold og det pga. petitesser og ligegyldigheder i hverdagen og egoistisk tankegang.
På et filmisk plan blev synet af Fireproof ganske forglemmeligt. Det her er altså ikke stor kunst og er man hardcore tilhænger af uforløste slutninger, elsker at tyskerne vinder i en 2. verdenskrig film og når en Ingmar Bergman historie er allermest mørk, så lægger man nok ikke mærke til Fireproof nede i videobiksen. Men jeg endte faktisk op med at synes, at de to timer ikke var så dårligt spenderet alligevel. Hvis man ender op med at fundere over andres og ikke mindst sit eget liv og måske endda får lyst til at gøre ting anderledes fremover og ser ting i bagklogskabens lys, som ikke har stået så klart før, så er det vel ikke så ringe endda?
Billed og lyd er ligegyldigt for en film som denne, men kvaliteten var god.
Film: 5/10 Oplevelse: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#1981 filmz-Utyske 15 år siden
Jeg havde ikke forventet stor filmkunst, da jeg smed denne på afspilleren og det fik jeg heller ikke, må man sige.
Teknisk set er filmen ganske habil, da effekterne for det meste er ret vellykket, filmen er visuelt ganske pæn og lyden følger med.
Historien er naturligvis helt ude i skoven, men man kan jo dårligt forvente andet. Det samme kan siges om figurene i filmen og det værste er dog næsten at filmen lider under forholdsvis dårligt skuespil og at den tager sig selv en anelse for seriøst.
På sin vis lever filmen helt op til tegnefilmene, fordi der er masser af småtumpede indslag, historien er spækket med plothuller, der er masser af hovedløs action og figurerne i filmen er præcis ligeså todimensionelle, som de er i tegnefilmene, men problemet er at der mangler et glimt i øjet, et eller andet fra skuespillerne, hvor man kan se at de godt ved at denne film hverken er kunst eller noget der er ment seriøst. Det dukker desværre aldrig op og så går filmen altså fra at være uforpligtende underholdning til bare at være klichefyldt bras.
#1982 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#1983 filmz-Utyske 15 år siden
En gang imellem skal man se noget bras, for at sætte pris på det der virkelig er godt. :)
#1984 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1985 filmz-Narniabæver 15 år siden
Der er zombier i fuld daglys igen i endnu en dommedagsfilm, denne gang baseret på Resident Evil spilserien.
7/10
#1986 Lord Beef Jerky 15 år siden
#1987 Lord Beef Jerky 15 år siden
#1988 jessup 15 år siden
En tudefilm for voksne mænd - en superpræstation af Rourke og et par sublime scener hiver den et pænt stykke over middel. 4.5/6
#1989 Lord Beef Jerky 15 år siden
#1990 filmz-Bruce 15 år siden
Well denne købte jeg ene og alene pga. én anmeldelse og fordi den havde omsat for 67 gange mere end den havde kostet at producere, $500.000, hvilket gjorde den til den højst indtjenende indie film i 2008.
Jeg var godt nok advaret om, at filmen var produceret af Sherwood Baptist Church og som sådan vidende om, at jeg nok ville blive udsat for stærkt manipulerende indhold. Og nej, det er nok ikke en film, som vil tiltale et stort publikum på Filmz :) Så med mindre du har lyst til at se en manipulerende klichéfyldt film fyldt med kristne budskaber, så behøver du ikke læse videre. Der VAR dog formildende omstændigheder tilstede.
Historien tager udgangspunkt i ægteskabet mellem chef brandmanden Caleb og hustruen Catherine, som på sit syvende år er godt og grundigt på vej i dørken. Caleb er dygtig til sit job og Catherine til sit og er begge vellidte blandt kolleger og omgangskreds, men sammen hidser Caleb sig op over alt og mener problemerne bunder i, at Catherine ikke viser ham den fornødne respekt. Det står hurtigt klart, at en skilsmisse ligger rundt om hjørnet. Calebs far vil dog gerne have, at sønnike gør et sidste ærligt forsøg på at redde ægteskabet, efter samme formel som faderen og moderen reddede deres engang. Caleb skal i 40 dage, ændre sin adfærd med "en ting" om dagen efter en opskrift, som faderen har nedfældet i en bog. Men samtidig får Catherine en beundrer på hospitalet, hvor hun arbejder.
For at sige det klart og tydeligt, så er skuespillet ikke noget at råbe hurra for. På familie TV serie plan er det udmærket, men ikke mere. Samlivet er også noget nær en karikering eller stereotyp, hvor det er manden som ligger inde med nøglen til frelse og må kigge ind i sig selv, for at redde det hellige ægteskab. Dermed ikke sagt, at der ikke findes ligeså store mande paphoveder "derude", for det gør der, men der køres med ensidigt optrukne linier i denne fortælling.
Dernæst skal der heller ikke herske tvivl om, at historiens morale er, at alt nok skal gå, blot man lever sit liv i pagt med de kristne budskaber og tilgiver mennesker efter samme formel som Jesus tilgiver mennesker.
Jeg var især i starten plaget af det noget stereotype ensemble og skuespillet. Der manglede en naturlighed, som man efterhånden er begyndt at tage for givet, når man ser dramaer. Dette var noget Familie Journals agtigt. På den anden side, så er jeg også bekendt med, at der faktisk ER rigtig mange små samfund i USA, hvor livsførelsen faktisk er ganske tæt på, hvad der portrætteres i filmen. Spørgsmålet er istedet, om det er undertegnede, som sætter for snævre rammer op for, hvorledes en given historie skal udspille sig og derved gør mig skyldig i kun at ville tage problemstillinger op, som defineres under en given skabelon.
Derfor begyndte jeg undervejs, at se filmen med andre briller og lod den til tider platte humor og de sort/hvide karakter portrætteringer, gå udenom mit mest kritiske øje. For faktisk blev jeg fanget af filmens tema og ikke mindst mand og kones sortsyn på hinanden og fraværet af egen selvkritik. Jeg har nemlig selv været der og jeg kender mange andre, som har befundet sig der og nogle som er igang med processen. Derfor var faderens eksperiment faktisk en tanke værd. Uanset om man er religiøs eller ej, så er der ufattelig meget rigtigt i metoden, at se indad i sig selv, fremfor konstant at fokusere på andres fejl, uanset om man har ret eller delvist ret. Mange gange eskalerer samlivsproblemer ti-fold og det pga. petitesser og ligegyldigheder i hverdagen og egoistisk tankegang.
På et filmisk plan blev synet af Fireproof ganske forglemmeligt. Det her er altså ikke stor kunst og er man hardcore tilhænger af uforløste slutninger, elsker at tyskerne vinder i en 2. verdenskrig film og når en Ingmar Bergman historie er allermest mørk, så lægger man nok ikke mærke til Fireproof nede i videobiksen. Men jeg endte faktisk op med at synes, at de to timer ikke var så dårligt spenderet alligevel. Hvis man ender op med at fundere over andres og ikke mindst sit eget liv og måske endda får lyst til at gøre ting anderledes fremover og ser ting i bagklogskabens lys, som ikke har stået så klart før, så er det vel ikke så ringe endda?
Billed og lyd er ligegyldigt for en film som denne, men kvaliteten var god.
Film: 5/10
Oplevelse: 7/10