Har lige fået set "Battle for Haditha" som handler om en episode i Irak-krigen, hvor en vejsidebombe dræbte en amerikansk soldat og sårede to. Det affødte en reaktion fra de andre soldater i den gruppe, hvor de dræbte 24 irakiske civile, både mænd, kvinder og børn. Det er en hård og brutal film, fordi at den føles så autentisk og virkelig. Den er både flot filmet, og så er skuespilspræstationerne gode. Den kan klart anbefales.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
The Son's Room - La Stanza del Figlio, 2001, Nanni Moretti Apropos #417 med Stille Kaos(er enig i 4½, btw), så har hovedpersonen instrueret modtageren af de Gyldne Palmer, den første til Italien i 23 år. Og lad mig sige det med det samme: det er en hård film at komme igennem.
Den første halve time går med at bygge en families forhold op, bestående af far, mor, søn og datter. Filmen har ikke travlt med dette, men det bliver egentlig ikke kedeligt. Faderen er psykoanalytiker, og på trods af hvad han ligger øre til, er han utrolig rolig og fattet. Familiens forhold fejler intet, og ganske naturligt, så forstår de ikke helt deres søn, som er i teenageårene. Det samme er datteren. Alt i alt en helt normal familie. Men en dag, da sønnen og faderen efterhånden har fundet lidt mere sammen, bliver faderen kaldt ud til en patient i stedet for at tage med på løbetur. Da han kommer hjem, finder han ud af, at hans søn er druknet.
Herefter følger man familiens kamp. Det er uden tvivl den mest realistiske fremstilling af sorg, jeg nogensinde har set. Der gøres ikke brug af musik eller af overdrevne følelsesudbrud. De reagerer forskelligt, og de bryder ud i gråd uden varsel. Stadig ikke som Hollywood vil fremstille det, men ganske naturligt. Det kan være den mindste hændelse, som tricker det.
Filmen gør til tider ondt i maven, men det er ikke en decideret tåreperser, det er den simpelthen for afdæmpet til. Nogen vil måske finde den kedelig grundet dets tempo, men et er såmænd ikke være en de fleste andre Cannes-vindere eller europæiske(og iranske og japanske)film. Det er lang tid siden jeg har set en film, hvor jeg skulle bruge et par minutter på at sunde mig. Men en så realistisk fremstilling af sorg og bearbejdelse af et nært familiemedlems død er meget hård at overvære. Og at filmen ingen lette eller pladderromantiske veje tager, det gør det endnu mere realistisk.
#425 - prøver at få set alle Gyldne Palmer-vindere, eller hvertfald dem, der er tilgængelig...mangler 40 ud af 81...og ud af de 40 skal der nok være 20, der ikke er tilgængelig
#624 Deep Throat II er en fantastisk sequel og så er elwood med i en eksplicit scene udklædt som katolsk præst og involverende en kordreng i en opfindsom stepdans sekvens.
:)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#421 Kruse 15 år siden
Har lige fået set "Battle for Haditha" som handler om en episode i Irak-krigen, hvor en vejsidebombe dræbte en amerikansk soldat og sårede to. Det affødte en reaktion fra de andre soldater i den gruppe, hvor de dræbte 24 irakiske civile, både mænd, kvinder og børn. Det er en hård og brutal film, fordi at den føles så autentisk og virkelig. Den er både flot filmet, og så er skuespilspræstationerne gode. Den kan klart anbefales.
#422 Skeloboy 15 år siden
Apropos #417 med Stille Kaos(er enig i 4½, btw), så har hovedpersonen instrueret modtageren af de Gyldne Palmer, den første til Italien i 23 år.
Og lad mig sige det med det samme: det er en hård film at komme igennem.
Den første halve time går med at bygge en families forhold op, bestående af far, mor, søn og datter. Filmen har ikke travlt med dette, men det bliver egentlig ikke kedeligt. Faderen er psykoanalytiker, og på trods af hvad han ligger øre til, er han utrolig rolig og fattet. Familiens forhold fejler intet, og ganske naturligt, så forstår de ikke helt deres søn, som er i teenageårene. Det samme er datteren. Alt i alt en helt normal familie. Men en dag, da sønnen og faderen efterhånden har fundet lidt mere sammen, bliver faderen kaldt ud til en patient i stedet for at tage med på løbetur. Da han kommer hjem, finder han ud af, at hans søn er druknet.
Herefter følger man familiens kamp. Det er uden tvivl den mest realistiske fremstilling af sorg, jeg nogensinde har set. Der gøres ikke brug af musik eller af overdrevne følelsesudbrud. De reagerer forskelligt, og de bryder ud i gråd uden varsel. Stadig ikke som Hollywood vil fremstille det, men ganske naturligt. Det kan være den mindste hændelse, som tricker det.
Filmen gør til tider ondt i maven, men det er ikke en decideret tåreperser, det er den simpelthen for afdæmpet til. Nogen vil måske finde den kedelig grundet dets tempo, men et er såmænd ikke være en de fleste andre Cannes-vindere eller europæiske(og iranske og japanske)film. Det er lang tid siden jeg har set en film, hvor jeg skulle bruge et par minutter på at sunde mig. Men en så realistisk fremstilling af sorg og bearbejdelse af et nært familiemedlems død er meget hård at overvære. Og at filmen ingen lette eller pladderromantiske veje tager, det gør det endnu mere realistisk.
5/6
http://www.imdb.com/title/tt0208990/
#423 Takfornu 15 år siden
#424 Skeloboy 15 år siden
#425 Takfornu 15 år siden
#426 filmz-Bruce 15 år siden
#427 Skeloboy 15 år siden
#428 elwood 15 år siden
8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#429 filmz-Bruce 15 år siden
:)
#430 elwood 15 år siden
Make'em scream, make'em scream, don't you know everyone wants to scream nananan nana.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"