Lidt Hepburn-film er det blevet til. Two For The Road skulle have været med her, men det ser ud til Play er lidt langsomme denne gang.
How To Steal A Million, 1966 Peter O'Toole og Audrey Hepburn instrueret af William Wyler lyder umiddelbart som en genial film. Men desværre er plottet knapt så godt.
Hepburn bor sammen med sin far, som er kunstforfalsker. her møder hun Peter O'Toole, der vil stjæle et af de falske billeder. En række lettere fjollede omstændigheder gør, at de bliver tiltrukket af hinanden. Hepburns far har forfalsket en statue, der skal udstilles. Men før den kan blive forsikret, skal dens ægthed testes. Det får Hepburn til at at spørge O'Toole om han vil stjæle den.
Ideen er rigtig god, men den er knapt så godt udført. Der hvor den burde være spændende eller sjov, er den det ikke. Men som forventet, så er det godt skuespil og grundlagdet for en god film er til stede, men udførelsen halter.
3/6
The Children's Hour, 1961 Langt mere alvorlig er dramaet om den lille pige, der beskylder to veninder for at være et lesbisk par. Audrey Hepburn og Shirley MacLaine er ledere af en pigeskole. Hepburn skal giftes, og det gør MacLaine jaloux. Efter de har givet en af pigerne en straf for at lyve, opfinder hun endnu løgn om, at Hepburn og MacLaine er elskere. Det får konsekvenser.
Det er et helt sublimt drama, som fejler og excellerer på samme punkt: MacLaine og Hepburn brillierer, men en del af de andre skuespillere og især børnene er middel til direkte irriterende. Men historien er knaldhamrende god, og den er på højde med Hepburns store klassikere, omend tonen er helt anderledes.
5/6
Wait Until Dark, 1967 Jamen, jamen, er der noget hun ikke kan? En helt anden genre end hendes foregående film: en thriller. En heroin-fyldt dukke kommer i hænderne på parret Sam og Susy(Audrey Hepburn), som er blevet blind for et år siden. Tre personer prøver at lokke dukken ud af Susy ved at skræmme, snyde og overtale hende.
Og det er helt afsindig spændende. Der er en lang opbygning, og det er ikke ment negativt. Men til sidst sidder man helt ude på kanten af sædet. Manuskriptet er fint, og Alan Arkin gør det også godt som skurken. Men det der virkelig tæller, er Audrey Hepburn. Hun har en troværdighed, der langt overgår andre kvinder indenfor genren. Man kan føle hendes glæde, rædsler og styrke gennem skærmen, og det klart hendes bedste rolle siden Roman Holiday. Hun bliver manipuleret af de tre forbrydere, og det er ikke altid pænt at overse.
Der er et par steder, hvor man lige undrer sig lidt over personernes handling, men det er småting. Generelt er det en helt afsindig spændende film, som man godt kan se igen...hvilket giver sig selv, for det er aldrig spild af tid at være i selskab med Audrey Hepburn.
5/6
In conclusion: her er det tre vidt forskellige film, der beviser, at hun er i særklasse. Det er eminent skuespil og det er tidsløst. Children's Hour og Wait Until Dark hører ikke med til Hepburns klassiske film, men det burde de. Hendes helt unikke charme skinner igennem i romantiske såvel som seriøse roller.
Det er ikke sjovt at blive gammel. Især ikke når man bliver betragtet som en alkoholiker af andre. Lazarescu er 63, og får det dårligt. Først kommer ambulancen ikke, og naboerne tror, det er alkoholens skyld. Men da han får det endnu værre, bliver der ringet. Her ender han i det bureaukratiske hospitalssystem. Lazarescu bliver ikke behandlet pænt, og ikke mange bekymrer sig rigtig om ham.
Det er cinema verite og det er ligefremt. Der er ingen svinkeærinder i historien, og der er ingen undskyldninger. Den er også lang, dog aldrig direkte kedelig. Filmen behøver ingen symbolik for at kritiserer hospitalsvæsnet. Det er også et budskab om, at man skal passe på sigs selv
Alt i alt er Hr. Lazarescus Sidste Rejse en god film, der ikke havde taget skade af en lidt kortere spilletid.
Af den italienske mesterinstruktør Paulo Sorrentino. Han har ikke kun bragt fornyet gejst til italiensk filmkunst, han har også i den grad bragt fornyelse med sig. Luca Bigazzis cinematografi er som sædvanlig i verdensklasse og endnu engang præsterer Toni Servillo i top, som den italienske politiker Giulio Andreotti, som blev valgt som Italiens premierminister 7 gange.
Et visuelt sansebombardement og politisk name dropping, som vil kunne tage pippet fra de fleste, hvis man ikke holder tungen lige i munden undervejs.
Når alt positivt er sagt, så kommer man dog ikke op på siden af mesterværket Le Conseguenze dell'Amore fra 2004, som er en af de største perler i dette årti. Dertil er historien ikke så fængende og Andreottis karakter for endimensionel.
Film: 8/10 Video: 8/10 Audio: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#2338 Meget enig. Den kommer ikke rigtigt under huden - dertil føles fortællingen for meget som en lukket fest man ikke er inviteret til. Til gengæld er filmen visuelt et sansebombardement af fantastiske billeder og endeløs opfindsomhed, og Toni Servillo er ekstremt fascinerende at observere. Han har den sjældne evne som f.eks. Buster Keaton, at han er interessant at betragte, selv når han ikke laver noget som helst.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#2339 Du har helt ret. Jeg mener at have læst, det var et vigtigt personligt projekt for Sorrentino, men emnet er svært, når man heller ikke har nogen forløsning omkring Andreottis reelle handlinger. Portrættet er dog virkelig giftigt og måden man viser hans "faction", hans korps af medarbejder på, som en slags Reservoir Dogs på, er morsomt. "Ham her", var i mine øjne også en helt fantastisk karakter.
Gode nyheder er, at Sorrentino er igang med filmen "This Must Be the Place", med Sean Penn og Tonni Servillo.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#2331 Skeloboy 14 år siden
How To Steal A Million, 1966
Peter O'Toole og Audrey Hepburn instrueret af William Wyler lyder umiddelbart som en genial film. Men desværre er plottet knapt så godt.
Hepburn bor sammen med sin far, som er kunstforfalsker. her møder hun Peter O'Toole, der vil stjæle et af de falske billeder. En række lettere fjollede omstændigheder gør, at de bliver tiltrukket af hinanden. Hepburns far har forfalsket en statue, der skal udstilles. Men før den kan blive forsikret, skal dens ægthed testes. Det får Hepburn til at at spørge O'Toole om han vil stjæle den.
Ideen er rigtig god, men den er knapt så godt udført. Der hvor den burde være spændende eller sjov, er den det ikke. Men som forventet, så er det godt skuespil og grundlagdet for en god film er til stede, men udførelsen halter.
3/6
The Children's Hour, 1961
Langt mere alvorlig er dramaet om den lille pige, der beskylder to veninder for at være et lesbisk par. Audrey Hepburn og Shirley MacLaine er ledere af en pigeskole. Hepburn skal giftes, og det gør MacLaine jaloux. Efter de har givet en af pigerne en straf for at lyve, opfinder hun endnu løgn om, at Hepburn og MacLaine er elskere. Det får konsekvenser.
Det er et helt sublimt drama, som fejler og excellerer på samme punkt: MacLaine og Hepburn brillierer, men en del af de andre skuespillere og især børnene er middel til direkte irriterende. Men historien er knaldhamrende god, og den er på højde med Hepburns store klassikere, omend tonen er helt anderledes.
5/6
Wait Until Dark, 1967
Jamen, jamen, er der noget hun ikke kan? En helt anden genre end hendes foregående film: en thriller. En heroin-fyldt dukke kommer i hænderne på parret Sam og Susy(Audrey Hepburn), som er blevet blind for et år siden. Tre personer prøver at lokke dukken ud af Susy ved at skræmme, snyde og overtale hende.
Og det er helt afsindig spændende. Der er en lang opbygning, og det er ikke ment negativt. Men til sidst sidder man helt ude på kanten af sædet. Manuskriptet er fint, og Alan Arkin gør det også godt som skurken.
Men det der virkelig tæller, er Audrey Hepburn. Hun har en troværdighed, der langt overgår andre kvinder indenfor genren. Man kan føle hendes glæde, rædsler og styrke gennem skærmen, og det klart hendes bedste rolle siden Roman Holiday. Hun bliver manipuleret af de tre forbrydere, og det er ikke altid pænt at overse.
Der er et par steder, hvor man lige undrer sig lidt over personernes handling, men det er småting. Generelt er det en helt afsindig spændende film, som man godt kan se igen...hvilket giver sig selv, for det er aldrig spild af tid at være i selskab med Audrey Hepburn.
5/6
In conclusion: her er det tre vidt forskellige film, der beviser, at hun er i særklasse. Det er eminent skuespil og det er tidsløst. Children's Hour og Wait Until Dark hører ikke med til Hepburns klassiske film, men det burde de. Hendes helt unikke charme skinner igennem i romantiske såvel som seriøse roller.
#2332 wimmie 14 år siden
Sikker på det ikke er dig der har fået den ved en fejl? :p
#2333 Skeloboy 14 år siden
#2334 Skeloboy 14 år siden
Det er ikke sjovt at blive gammel. Især ikke når man bliver betragtet som en alkoholiker af andre. Lazarescu er 63, og får det dårligt. Først kommer ambulancen ikke, og naboerne tror, det er alkoholens skyld. Men da han får det endnu værre, bliver der ringet. Her ender han i det bureaukratiske hospitalssystem. Lazarescu bliver ikke behandlet pænt, og ikke mange bekymrer sig rigtig om ham.
Det er cinema verite og det er ligefremt. Der er ingen svinkeærinder i historien, og der er ingen undskyldninger. Den er også lang, dog aldrig direkte kedelig. Filmen behøver ingen symbolik for at kritiserer hospitalsvæsnet. Det er også et budskab om, at man skal passe på sigs selv
Alt i alt er Hr. Lazarescus Sidste Rejse en god film, der ikke havde taget skade af en lidt kortere spilletid.
4½/6
#2335 wimmie 14 år siden
Min blev sendt den 13. :(
#2336 dyg 14 år siden
Håber de kommer inden weekendens sofa-slidende film-kiggeri.
#2337 Skeloboy 14 år siden
#2338 filmz-Bruce 14 år siden
Il Divo - BD
Af den italienske mesterinstruktør Paulo Sorrentino. Han har ikke kun bragt fornyet gejst til italiensk filmkunst, han har også i den grad bragt fornyelse med sig. Luca Bigazzis cinematografi er som sædvanlig i verdensklasse og endnu engang præsterer Toni Servillo i top, som den italienske politiker Giulio Andreotti, som blev valgt som Italiens premierminister 7 gange.
Et visuelt sansebombardement og politisk name dropping, som vil kunne tage pippet fra de fleste, hvis man ikke holder tungen lige i munden undervejs.
Når alt positivt er sagt, så kommer man dog ikke op på siden af mesterværket Le Conseguenze dell'Amore fra 2004, som er en af de største perler i dette årti. Dertil er historien ikke så fængende og Andreottis karakter for endimensionel.
Film: 8/10
Video: 8/10
Audio: 7/10
#2339 Benway 14 år siden
#2340 filmz-Bruce 14 år siden
Gode nyheder er, at Sorrentino er igang med filmen "This Must Be the Place", med Sean Penn og Tonni Servillo.