Evermind: er lidt stolt over at have tilføjet noget til opmærksomheden på genren, da jeg er meget lidt velbevandret i den :) Jeg er mest kendt med især Dawn fra den gamle serie og den slags, så det er sjovt at støve noget op. Den er ikke sindsyg fed, men jeg var bestemt underholdt.
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Med ordene Once upon a time in sunny California begynder Douglas Sirk sin fortælling, der hverken kan beskyldes at være et eventyr, ej heller en særlig solbeskinnet fortælling.
Fred MacMurray er legetøjsfabrikanten Clifford Groves, der føler – ikke uberettiget – at han bliver tilsidesat af sin egen hustru og tre børn, og at han er låst fast i sin pæne middelklasseeksistens. Tilbage ind i Groves’ liv træder en tidligere ansat, spillet af Barbara Stanwyck, der gik sine egne veje tyve år forinden og nu vender tilbage som succesfuld designer. Endelig synes muligheden at være der for lidt liv, lidt kærlighed.
MacMurray og Stanwyck, der er mere end blot gode i hovedrollerne, havde tre gange tidligere spillet overfor hinanden; mest kendt er deres roller i Billy Wilders kølige klassiker ”Double Indemnity”, hvor deres personligheder var af en noget anden karakter. I ”There’s Always Tomorrow” er de ordentlige, anstændige mennesker klemt fast af i deres samfundsdikterede roller. Her er ingen mord, forsikringssvindel eller lignende, men stemningen er ligeså fatalistisk.
Filmen indeholder mange af Sirks vanlige rumopdelere og hans vanlige ironi, samt ikke mindst en håndfuld fremragende sekvenser af Sirks og hoffotograf Russell Metty. Specielt en fornem middagsscene, der er et mesterstykke i sig selv, samt et ganske tragimorsomt øjeblik i legetøjslokalet, hvor Groves opsummeres visuelt.
Sirk kan nu engang noget helt særligt. Dette er den ottende ud af de ni film, jeg har set, som jeg uden tøven ville kalde et mesterværk. Følelsesbetonet og intelligent. En instruktør i fuld kontrol med hver eneste effekt, filmen fremkalder, og kritik den sender. En film, der rører mig, og ikke lader sig affeje igen.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
OK tak for alle svarene mhs til The thing og King Kong, jeg har set dem til 100 kr pr stk. så jeg tror det kun blvier The thing i denne her omgang, jeg har selv the thing og jeg synes det er John Carpenters bedste film, når man ser den på dvd så er der lidt 80 stil over den mhs til billederne, så jeg glæder mig til at se det i HD og forbedret lyd især denne scene men nu når det her er What we saw tråd så får den lige 5/6
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
One word Brilliant!, Filmen har en sjæl hel for sig selv, der er humor når der skal bruges det ordner Merry og Pippin sjove og klosede som altid. Viggo er nok min favorit Aragon er sku den sejeste :). Men nok om mine favoriter man kan vel sige At peter Jackson er sku en fandenme en god instruktør efter han har lavet mange B. Film og nu til fantastiske Eventyr så jeg må sige hell of a good job Pete!. Filmen selv er fantastisk Effekterne er sku stadig lige så gode som før især balorgen er sku et oplevelse.
Jeg syndes at Etteren har det største og den bedste sjæl ud af de tre selvom de alle er fantastiske så er etteren den bedste af dem alle.
Jeg gir den sku the Big number 6/6
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Familien Solomon flytter fra Chicago ud på bøhlandet, her flytter de ind i en gammel forladt gård, som bærer på en dyster hemmelighed.
Hvad jeg finder meget morsomt er at man på coveret lægger vægt på at Sam Rami er produceren frem for at det er Pang brødrene der instruere filmen. Filmen bærer deres præg, man ser det tydeligt på den måde som spøgelserne bevæger sig på. Skuespillet er ganske udmærket. Men filmen lider under en lidt tynd historie som aldrig rigtigt kommer i gang, og man får kastet en hurtigt og en smule plat slutning i hovedet.
Filmen levere ganske ok underholdning, og lille gys kan det også blive til.
F.W. Murnaus ”City Girl” er en simpelt opbygget historie om bondesønnen Lem, der tager med tog til storbyen for at sælge sin families høst, møder servitricen Kate, titlens city girl, som føler sig ensom, hvilket Murnau poetisk skildrer i en scene foregående i hendes næsten tomme lejlighed. Parret hurtig forelsker de sig i hinanden, og hun rejser med ham tilbage til gården, hvor den idyl, hun forestillede sig landet besad, ikke er så ligetil at opnå.
Murnau formår at skabe en stemning af ren fryd mellem sine to hovedroller, bedst i [url= smukke scene[/url], der nærmest tog pusten fra mig takket være fotograferingen i sammenspil med Fox’ & MoC’s mesterlige restauration. Lykken bliver dog kort for hjemme venter den strenge patriark, der ikke har meget til overs for sådanne servitricer.
Ellers synes lyssætningen – og fremragende er den – som noget af det Murnau er mest interesseret i ved filmen. Filmens mange indendørs nattescener, der kun er oplyst ved de lamper og lanterne, der står plantet, eller som personerne går rundt med, er smukt komponerede, og Murnau får det maksimale ud af dem.
Mary Duncan er eminent i hovedrollen, mens resten af skuespillerne generelt også yder gode præstationer, på nær et par enkelte øjeblikke, hvor stumfilmsstilen overdrives en tand for meget, men intet der slår skår i glæden over endnu et Murnau-mesterværk, der nærmer sig de euforiske højder af ”Sunrise” og ”Der letzte Mann”.
---
4 Devils: Traces of a Lost Film*
Efter at have set “City Girl” sprang jeg på denne semi-rekonstruktion, baseret på stills, tegninger og manuskriptet fra Murnaus mistede film ”4 Devils”, der befinder sig mellem ”Sunrise” og ”City Girl” i Murnaus ouevre. Filmen følger et firkløver af forældreløse cirkusakrobater, der er vokset op sammen, og hvis sammenhold nu trues udefra.
Det er en smule hjerteskærende at tænke på, at en film fra Murnaus storhedsperiode med de to bedste skuespillere fra ”Sunrise” og ”City Girl”, Janet Gaynor og Mary Duncan respektivt, nu anses for tabt. Især når man læser anmeldelser som denne fra New York Times, og hører om nogle af kamerabevægelserne, Murnau foretog sig i trapezscenerne.
*Kan findes på MoC’s ”Sunrise”-udgivelse.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
#3191 Skeloboy 14 år siden
Fin film
4/6
The Bourne Supremacy
Også en fin film
4/6
#3192 chronaden 14 år siden
#3193 Skeloboy 14 år siden
#3194 davenport 14 år siden
Jeg er mest kendt med især Dawn fra den gamle serie og den slags, så det er sjovt at støve noget op. Den er ikke sindsyg fed, men jeg var bestemt underholdt.
#3195 rockysds 14 år siden
Med ordene Once upon a time in sunny California begynder Douglas Sirk sin fortælling, der hverken kan beskyldes at være et eventyr, ej heller en særlig solbeskinnet fortælling.
Fred MacMurray er legetøjsfabrikanten Clifford Groves, der føler – ikke uberettiget – at han bliver tilsidesat af sin egen hustru og tre børn, og at han er låst fast i sin pæne middelklasseeksistens. Tilbage ind i Groves’ liv træder en tidligere ansat, spillet af Barbara Stanwyck, der gik sine egne veje tyve år forinden og nu vender tilbage som succesfuld designer. Endelig synes muligheden at være der for lidt liv, lidt kærlighed.
MacMurray og Stanwyck, der er mere end blot gode i hovedrollerne, havde tre gange tidligere spillet overfor hinanden; mest kendt er deres roller i Billy Wilders kølige klassiker ”Double Indemnity”, hvor deres personligheder var af en noget anden karakter. I ”There’s Always Tomorrow” er de ordentlige, anstændige mennesker klemt fast af i deres samfundsdikterede roller. Her er ingen mord, forsikringssvindel eller lignende, men stemningen er ligeså fatalistisk.
Filmen indeholder mange af Sirks vanlige rumopdelere og hans vanlige ironi, samt ikke mindst en håndfuld fremragende sekvenser af Sirks og hoffotograf Russell Metty. Specielt en fornem middagsscene, der er et mesterstykke i sig selv, samt et ganske tragimorsomt øjeblik i legetøjslokalet, hvor Groves opsummeres visuelt.
Sirk kan nu engang noget helt særligt. Dette er den ottende ud af de ni film, jeg har set, som jeg uden tøven ville kalde et mesterværk. Følelsesbetonet og intelligent. En instruktør i fuld kontrol med hver eneste effekt, filmen fremkalder, og kritik den sender. En film, der rører mig, og ikke lader sig affeje igen.
#3196 MOVIE1000 14 år siden
men nu når det her er What we saw tråd så får den lige 5/6
#3197 Batsy 14 år siden
One word Brilliant!, Filmen har en sjæl hel for sig selv, der er humor når der skal bruges det ordner Merry og Pippin sjove og klosede som altid. Viggo er nok min favorit Aragon er sku den sejeste :). Men nok om mine favoriter man kan vel sige At peter Jackson er sku en fandenme en god instruktør efter han har lavet mange B. Film og nu til fantastiske Eventyr så jeg må sige hell of a good job Pete!. Filmen selv er fantastisk Effekterne er sku stadig lige så gode som før især balorgen er sku et oplevelse.
Jeg syndes at Etteren har det største og den bedste sjæl ud af de tre selvom de alle er fantastiske så er etteren den bedste af dem alle.
Jeg gir den sku the Big number 6/6
#3198 Kiksmann 14 år siden
Familien Solomon flytter fra Chicago ud på bøhlandet, her flytter de ind i en gammel forladt gård, som bærer på en dyster hemmelighed.
Hvad jeg finder meget morsomt er at man på coveret lægger vægt på at Sam Rami er produceren frem for at det er Pang brødrene der instruere filmen.
Filmen bærer deres præg, man ser det tydeligt på den måde som spøgelserne bevæger sig på. Skuespillet er ganske udmærket. Men filmen lider under en lidt tynd historie som aldrig rigtigt kommer i gang, og man får kastet en hurtigt og en smule plat slutning i hovedet.
Filmen levere ganske ok underholdning, og lille gys kan det også blive til.
3/6
#3199 rockysds 14 år siden
F.W. Murnaus ”City Girl” er en simpelt opbygget historie om bondesønnen Lem, der tager med tog til storbyen for at sælge sin families høst, møder servitricen Kate, titlens city girl, som føler sig ensom, hvilket Murnau poetisk skildrer i en scene foregående i hendes næsten tomme lejlighed. Parret hurtig forelsker de sig i hinanden, og hun rejser med ham tilbage til gården, hvor den idyl, hun forestillede sig landet besad, ikke er så ligetil at opnå.
Murnau formår at skabe en stemning af ren fryd mellem sine to hovedroller, bedst i [url= smukke scene[/url], der nærmest tog pusten fra mig takket være fotograferingen i sammenspil med Fox’ & MoC’s mesterlige restauration. Lykken bliver dog kort for hjemme venter den strenge patriark, der ikke har meget til overs for sådanne servitricer.
Ellers synes lyssætningen – og fremragende er den – som noget af det Murnau er mest interesseret i ved filmen. Filmens mange indendørs nattescener, der kun er oplyst ved de lamper og lanterne, der står plantet, eller som personerne går rundt med, er smukt komponerede, og Murnau får det maksimale ud af dem.
Mary Duncan er eminent i hovedrollen, mens resten af skuespillerne generelt også yder gode præstationer, på nær et par enkelte øjeblikke, hvor stumfilmsstilen overdrives en tand for meget, men intet der slår skår i glæden over endnu et Murnau-mesterværk, der nærmer sig de euforiske højder af ”Sunrise” og ”Der letzte Mann”.
---
4 Devils: Traces of a Lost Film*
Efter at have set “City Girl” sprang jeg på denne semi-rekonstruktion, baseret på stills, tegninger og manuskriptet fra Murnaus mistede film ”4 Devils”, der befinder sig mellem ”Sunrise” og ”City Girl” i Murnaus ouevre. Filmen følger et firkløver af forældreløse cirkusakrobater, der er vokset op sammen, og hvis sammenhold nu trues udefra.
Det er en smule hjerteskærende at tænke på, at en film fra Murnaus storhedsperiode med de to bedste skuespillere fra ”Sunrise” og ”City Girl”, Janet Gaynor og Mary Duncan respektivt, nu anses for tabt. Især når man læser anmeldelser som denne fra New York Times, og hører om nogle af kamerabevægelserne, Murnau foretog sig i trapezscenerne.
*Kan findes på MoC’s ”Sunrise”-udgivelse.
#3200 davenport 14 år siden
Der blev jeg nødt til at grine. Sry! ;D