Giulio Andreotti sad som ministerpræsident i mere end 40 år og er en af de mest berygtede italienske politikere. I international henseende er han dog nok mere ukendt. Indrømmet, jeg har ikke meget kendskab til italiensk politik. Jeg har hørt navnet Andreotti før og hørt nogle af beskyldninger om ham, men ikke nok til at jeg har dannet mig et billede af Andreotti eller sågar interesseret mig for ham før.
Filmen starter ud med slutningen, dvs. slutningen på Andreottis karriere. Han er blevet beskyldt for at have været i ledtog med mafiaen, for at udrydde rivaler og kritikere, for blot at nævne nogle af de ting han bliver beskyldt og anklaget for. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i det hele og ryger rundt med det ene navn efter det andet og når det ikke er personer man har hørt om før, så kan det til tider virker forvirrende. Umiddelbart kan det også godt lyde en anelse kedeligt og som tørt stof. Ikke mindst når Andreotti ikke ligefrem er den flamboyante type. Tværtimod er han kendte for sit ”stålansigt” som efterlader en med en vis form for frygt. Der er næsten ikke noget værre end en person, som slet ingen følelser viser. Sorrentino er dog godt klar over at det hurtigt kan komme til at virke tungt, kedeligt og stillestående. Derfor står kameraet sjældent stille. Det kører hele tiden rundt om figurerne, i stedet for at klippe. Desuden er scenerne også tilpas korte, til at man ikke falder i staver over de mange informationer. Ind i mellem vises også klip af de mange personer som bliver dræbt af mafiaen, som måske eller måske ikke har relationer til Andreotti. Manden blev frikendt for alle beskyldninger, men der befinder sig stadigvæk en tåge af tvivl over Andreottis hoved.
Det er dette område som Sorrentino undersøger. Men han er aldrig dømmende. Han holder sig på neutral grund og fremlægger ganske enkelt de informationer som er tilgængelige og prøver samtidig at komme lidt tættere på personen Andreotti. Det er nok det sidste punkt, som fungerer dårligst i filmen. Det er ikke fordi Sorrentinos fremførsel som sådan er dårlig, der er bare ikke så meget at komme efter med hensyn til Andreotti. I stedet fremstår han som en person som holder alle på en vis afstand, selv sin kone. Mest af alt virker han ensom.
Det bedste ved filmen er dog ikke plottet, men den fantastiske musik og cinematografi. Det er simpelthen betagende den måde som kameraet bevæger sig, mens man bliver hensat til at lytte til alt lige fra rockmusik til klassisk og over til popmusik. Det er en kunstnerisk stil som går op i en højere enhed og som opvejer for det til tider lidt kedelige plot.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Har sine højdepunkter, men man kan stort set regne ud hvad der sker i den næste scene før den er vist. Desuden virker den meget "amerikaniseret" efter min mening. Dog er Kaas sjov som han plejer og Søren Pilmark spiller godt som "listepik". Efterlader ikke noget specielt indtryk.
Tak for anmeldelserne fra Z-dag, DL! Jeg skal nok se, hvad jeg kan gøre ved den boobage næste gang (rolig nu, jeg mente i forhold til filmene!). :)
Men jeg synes da, at både Deadgirl og Zombie Strippers kompenserede en del - du må endelig ikke glemme at nævne boobage som formildende omstændighed ved sidstnævnte. ;)
Alt i alt endnu et godt (om end deltagermæssigt lidt amputeret) arrangement med det væmmelighedsfulde selskab. Til gengæld var der rigeligt med bekvemme sidde- og sovepladser denne gang!
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg kunne også skrive lidt om nogle af alle de zombiefilm, weekenden er gået med, men i stedet vil jeg vælge at smide et par ord om ...
Up I ved, den dér med ham dér den gamle, der binder alle de dér balloner fast til det dér hus. Pixar har skabt en fortælling, der ud over at være original, opfindsom og underholdende formår at give følelsesregistret en rutschebanetur, som mange spillefilm ikke kan gøre den efter. Det er modigt for en film, der har børn som sin primære målgruppe at beskæftige sig med temaer som
alderdom, død, tab og savn,
men Up balancerer smukt mellem det triste og rørende og det eventyrlige og livsbekræftende. Den formår at afvikle sine mere alvorlige momenter varmt og respektfuldt, så det hele ikke bliver for trist og tungt, men stadig går lige i hjertet. Gamle Fredricksens eventyr rørte mig virkelig og fyldte mig samtidig med den eventyrlyst og forundring, som filmen da også omhandler. Hvor jeg synes, Wall-E var god og finurlig, men måske en kende overvurderet (første halvdel var efter min mening den stærkeste og ret fantastisk, mens niveauet faldt, men stadig var godt i anden halvdel), sad Up lige i skabet; den bedste Pixar-film siden The Incredibles og bestemt også utrolig!
6/6
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#3297 - Der fik jeg lige kaffen galt i halsen, tak for dagens grin :-)
Men så er der de scener hvor drengerøven Tarantino dukker op. Disse er eksemplificeret ved den enhed som bliver kaldt ”Basterds”, hvis formål er at dræbe så mange jøder som overhovedet muligt.
I admire its purity. A survivor... unclouded by conscience, remorse, or delusions of morality.
Coffy Lidt langtrukken omgang blaxploitation med hævnfest og omgang boob-tease af Pam Grier, der heldigvis leverer varen (massiv boobage) op til flere gange i løbet af filmen.
6/10
Mountain of the Cannibal God Der var kannibaler (lidt færre end jeg havde regnet med), en kannibaldværg og Ursula Andress viste godterne frem.
Alt det tyder på verdens bedste film, men desværre..
5/10
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
#3301 filmz-jonasgr 14 år siden
Giulio Andreotti sad som ministerpræsident i mere end 40 år og er en af de mest berygtede italienske politikere. I international henseende er han dog nok mere ukendt. Indrømmet, jeg har ikke meget kendskab til italiensk politik. Jeg har hørt navnet Andreotti før og hørt nogle af beskyldninger om ham, men ikke nok til at jeg har dannet mig et billede af Andreotti eller sågar interesseret mig for ham før.
Filmen starter ud med slutningen, dvs. slutningen på Andreottis karriere. Han er blevet beskyldt for at have været i ledtog med mafiaen, for at udrydde rivaler og kritikere, for blot at nævne nogle af de ting han bliver beskyldt og anklaget for. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i det hele og ryger rundt med det ene navn efter det andet og når det ikke er personer man har hørt om før, så kan det til tider virker forvirrende. Umiddelbart kan det også godt lyde en anelse kedeligt og som tørt stof. Ikke mindst når Andreotti ikke ligefrem er den flamboyante type. Tværtimod er han kendte for sit ”stålansigt” som efterlader en med en vis form for frygt. Der er næsten ikke noget værre end en person, som slet ingen følelser viser. Sorrentino er dog godt klar over at det hurtigt kan komme til at virke tungt, kedeligt og stillestående. Derfor står kameraet sjældent stille. Det kører hele tiden rundt om figurerne, i stedet for at klippe. Desuden er scenerne også tilpas korte, til at man ikke falder i staver over de mange informationer. Ind i mellem vises også klip af de mange personer som bliver dræbt af mafiaen, som måske eller måske ikke har relationer til Andreotti. Manden blev frikendt for alle beskyldninger, men der befinder sig stadigvæk en tåge af tvivl over Andreottis hoved.
Det er dette område som Sorrentino undersøger. Men han er aldrig dømmende. Han holder sig på neutral grund og fremlægger ganske enkelt de informationer som er tilgængelige og prøver samtidig at komme lidt tættere på personen Andreotti. Det er nok det sidste punkt, som fungerer dårligst i filmen. Det er ikke fordi Sorrentinos fremførsel som sådan er dårlig, der er bare ikke så meget at komme efter med hensyn til Andreotti. I stedet fremstår han som en person som holder alle på en vis afstand, selv sin kone. Mest af alt virker han ensom.
Det bedste ved filmen er dog ikke plottet, men den fantastiske musik og cinematografi. Det er simpelthen betagende den måde som kameraet bevæger sig, mens man bliver hensat til at lytte til alt lige fra rockmusik til klassisk og over til popmusik. Det er en kunstnerisk stil som går op i en højere enhed og som opvejer for det til tider lidt kedelige plot.
'Cause I'm evil"
#3302 knipsknips 14 år siden
Har sine højdepunkter, men man kan stort set regne ud hvad der sker i den næste scene før den er vist. Desuden virker den meget "amerikaniseret" efter min mening.
Dog er Kaas sjov som han plejer og Søren Pilmark spiller godt som "listepik". Efterlader ikke noget specielt indtryk.
3/6
#3303 evermind 14 år siden
Men jeg synes da, at både Deadgirl og Zombie Strippers kompenserede en del - du må endelig ikke glemme at nævne boobage som formildende omstændighed ved sidstnævnte. ;)
Alt i alt endnu et godt (om end deltagermæssigt lidt amputeret) arrangement med det væmmelighedsfulde selskab. Til gengæld var der rigeligt med bekvemme sidde- og sovepladser denne gang!
#3304 evermind 14 år siden
Up
I ved, den dér med ham dér den gamle, der binder alle de dér balloner fast til det dér hus. Pixar har skabt en fortælling, der ud over at være original, opfindsom og underholdende formår at give følelsesregistret en rutschebanetur, som mange spillefilm ikke kan gøre den efter. Det er modigt for en film, der har børn som sin primære målgruppe at beskæftige sig med temaer som
6/6
#3305 colocho 14 år siden
Men så er der de scener hvor drengerøven Tarantino dukker op. Disse er eksemplificeret ved den enhed som bliver kaldt ”Basterds”, hvis formål er at dræbe så mange jøder som overhovedet muligt.
#3306 filmz-jonasgr 14 år siden
'Cause I'm evil"
#3307 colocho 14 år siden
#3308 filmz-Narniabæver 14 år siden
Ratatouille er bedre end Up.
5/6
#3309 MOVIE1000 14 år siden
#3310 filmz-Utyske 14 år siden
Lidt langtrukken omgang blaxploitation med hævnfest og omgang boob-tease af Pam Grier, der heldigvis leverer varen (massiv boobage) op til flere gange i løbet af filmen.
6/10
Mountain of the Cannibal God
Der var kannibaler (lidt færre end jeg havde regnet med), en kannibaldværg og Ursula Andress viste godterne frem.
Alt det tyder på verdens bedste film, men desværre..
5/10