Sidder og læser ugens biografanmeldelser på DVDTalk (de kommer altid om fredagen). Og de har flere interessante film at anmelde. Ché, The Reader, Milk (igen) og Doubt. Åbenbart er første del af Ché god, mens den anden halter en del og umiddelbart er forventninger fra min side ikke så store til den mere. Lyder til at der en del ting han har udeladt.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jude tager til USA i 1960'erne, hvor hippiekulturen er på sit højeste med alt hvad den indebærer af anti-krigsdemonstrationer, rockmusik og fri kærlighed. Her møder han Lucy, og de to forelsker sig til op over begge øre. Men verden er i opbrud, og det er svært for de to elskende at holde sammen.
Historien er fortalt bl.a. ved hjælp af massevis af Lennon-McCartney-sange fremført af bl.a. Bono og Joe Cocker, og en med billedside der konstant bombardere dine sanser på samme måde som The Wall og Moulin Rouge gjorde det
Atonement
Blev ikke ikke revet så meget med som første gang, men det er stadig en flot og stærk film. Den er allerede længere oppe i denne tråd blevet diskuteret, så der er ikke så meget at tilføje.
Tori : ”Hey! Look, I know it's weird at first. But now, this is much more home to me than home. Like the lost boys in Peter Pan, right? Except we are the lost girls, right? Lost and Delirious.”
I selskab med sin lettere distræte far og hendes stedmor, som følelserne er alt andet end varme overfor, forsøger den ene af filmens tre hovedpersoner Mary, (Mischa Barton), forgæves på vej mod et tvunget ophold på en kostskole for piger, at danne beroligende billeder på nethinden af hendes højt elskede mor, der døde af kræft for tre år siden. Minderne om hende synes dog at være lettere tågede efterhånden og Mary er derfor både lettere irriteret på sig selv og deprimeret over at sku’ tilbringe den nærmeste fremtid i en tilstand af at være helt alene. Forstanderen, (Jackie Burroughs), tager dog godt imod hende og selvom en statue af en mor med sit nyfødte barn i skolens hall vækker savnet i Mary igen får hun hurtigt afledt tankerne, da hun bliver introduceret for den ene af sine roommates Victoria, kaldet Tori, (Jessica Paré), der med sin åbne og varme udstråling straks skaber god atmosfære og en indre ro hos Mary, som lidt efter møder den vilde og provokerende Paulie, (Piper Perabo), der trods sin attitude nærmest øjeblikkeligt går hen og bliver et forbillede netop pga. sin rebelske og helt anderledes stil.
Efter en mindre fest hvor Paulie har givet den gas og på vanlig vis løftet stemningen, er det blevet tid til første nat på værelset for Mary med sine nye venner, som hun så småt fornemmer, er lidt mere end blot det. Og da hun senere tidligt om morgenen vågner og undrer sig hvor de andre er blevet af, bliver hun bekræftet i sin mistanke, da hun ser Paulie og Victoria i færd med at udveksle hede kys med hinanden på taget udenfor. Mary ved ikke lige helt hvordan hun skal forholde sig til det og er egentlig også mere bekymret for Paulie og Victoria, da det område skolen ligger i ikke just er kendt for at være særligt nuancerede i sine holdninger overfor dem, der skrider bare en lille smule uden for det såkaldt almindelige i samfundet. De efterfølgende dage gir yderligere beviser for Mary om hvor meget de to tøser holder af hinanden, da Paulie først redder Victoria fra den totale ydmygelse i matematiktimen, og senere på aftenen da alle tre fortæller hinanden om deres mildt sagt anstrengte forhold til deres forældre, og igen dagen efter under korsangen, hvor følelserne må holdes til et minimum for ikke at vække opsigt, men som stadigvæk siger alt overfor Mary som også er den eneste af de andre, der er opmærksom på at se betydningen af Paulie og Victorias sammenflettede fingre.
Senere samme dag render Mary på skolens gartner, (Graham Greene), som hun straks tilbyder at assistere, (da havearbejdet minder om hendes tid sammen med sin mor inden hendes død), og ser det som et håb om på en måde at holde fast i sin mors minde. Imens har Paulie og Victoria deres problemer at slås med, da Victoria står for, tvunget af sin mor, til at sku’ tilbringe ferien med sin familie, skønt hun langt hellere vil være hos Paulie. Udsigten til en længere periode uden hinandens selskab fører samme aften til dampende hed sex på værelset, der er så god og intens at de glemmer alt om tid og sted og vågner med Mary kiggende lettere forbløffet på dem. Hun accepterer det dog stiltiende og de gør omvendt heller ikke noget for at bortforklare det og hvorfor sku’ de egentlig også det. Om eftermiddagen da de tre tøser er ude at løbe, bliver Paulie fascineret af en såret falk som hun beslutter sig for at hjælpe, alt imens Victoria og Mary render på Jake, (Luke Kirby),der straks begynder at flirte, og hans to venner fra den nærliggende drengeskole. Hjemme igen fortsætter Paulie og Victoria hvor de slap aftenen før, mens Marys alliance med gartneren langsomt begynder at fungere som en slags terapi og han som en kombineret og tiltrængt forældrerolle.
Så vidt så godt for pludselig brydes idyllen og romantikken da Paulie og Victoria igen sover over sig og denne gang bliver afsløret af Victorias stærkt forargede lillesøster og en flok veninder, som straks har for øje at sætte gang i sladderen. Paulie er ligeglad, men det er Victoria, der frygter sine forældres reaktion mere end noget andet, ikke og pludselig står det vildt forelskede par overfor et smerteligt brud på deres forhold, som Victoria ikke har modet, presset af ydre omstændigheder, til at forhindre sker, mens Paulie modsat bliver mere og mere desperat i sit forsøg på at undgå at hendes livs kærlighed forsvinder ud i mørket for evigt. Og i midten må Mary forsøge at gøre sit bedste for at finde fodfæste i den psykiske og fysiske duel mellem de to tidligere veninder og kærester, der kommer til at forløbe alt andet end stilfærdigt.
Tori : ”Paulie, listen to me ok, because I'm going to say this once and never, ever again. I will never love anyone the way that I love you. Never. You know that, and I know that, and I will die knowing that, ok? But it just can never... it just can never, ever, forever be. Do you understand? It just can never, ever, forever be.”
Lea Pool har med ”Lost and Delirious” lavet en helt igennem fantastisk film om den store forelskelse og det store svigt der på én og samme tid bliver nøgleordene i hende og manuskriptforfatter Judith Thompson beskrivelse af den ultimative og universelle kærlighed set igennem øjnene af tre teenager piger, hvis alder klart er en fordel i visualiseringen af de to hovedtemaers konsekvenser, da følelserne sidder lige den tand mere ude på tøjet i alle henseende i den periode af ens liv. Pool lægger ud i den romantiske del af filmen med at la’ svigtet/savnet af forældrene være det der binder de to karakterer Paulie og Victoria sammen, (noget der dog er sket før man møder dem i filmen), og det der gør dem tæt knyttet til Mary, som ender med at føle præcis det samme for dem, suverænt stærkt skildret i scenen hvor de tre piger forestiller sig, hvad de ville skrive om deres følelser til deres forældre.
Én ud af flere scener vel at mærke hvor jeg måtte knibe mindst et par tårer, men det er ingenting i forhold til når filmen går ind i sin anden del, hvor bruddet mellem Paulie og Victoria og det helt store svigt finder sted. Inden da sørger Lea Pool elegant for, at man som tilskuer kommer helt ind under huden på parret og bliver fulgt fortrolig med hvor stærkt de to føler for hinanden, først i scenen i klasselokalet hvor Paulie uden at tøve/tænke på sig selv blander sig for at beskytte Victoria, (læg her mærke til det smil hun næsten ikke kan holde tilbage bag lærerens ryg, da denne bortviser Paulie fra klassen. Det er så fed en detalje). Dernæst følger scenen med koret hvor de to tøser i takt med skiftet i melodien med et par meget smittende smil illustrere forholdet, som efterfølgende bliver godt og grundigt understreget i den smukke og stilfulde sexscene, der er ligeså romantisk som den er erotisk lavet.
Paulie : ”Liar! Liar, Liar, Liar! You've all got your heads up your assholes because love is. It just is and nothing you can say can make it go away because it is the point of why we are here, it is the highest point and once you are up there, looking down on everyone else, you're there forever. Because if you move, right, you fall. You fall.
Fra at ha’ været helt oppe og ringe på amoriner, genindfører Lea Pool temaet om svigt, da bruddet i mellem de to piger finder sted. Igen som det var tilfældet før, er det blot med til at forstærke følelserne især hos Paulie som den efterladte, der helt uforstående får revet hjertet ud fordi Victoria ikke er stærk nok til at følge sit eget hjerte og i stedet forsøger at overbevise sig selv om, at hun er heteroseksuel, skønt Paulie er den person hun virkelig elsker, som hun med al tydelighed viser først i scenen hvor hun lyver overfor lillesøsteren for at undgå forholdet bliver kendt, men sekunder senere er opløst i tårer over, fordi hun på det groveste har svigtet sin egen overbevisning og Paulie i særdeleshed. Senere i biblioteket gør hun det også klart over for Mary om hvad hun virkelig føler men ikke tør vise, i en scene der er så frustrerende at se på, fordi hun burde være ligeglad med alle andres mening, men i stedet desværre modsat lader sig styre og kontrollere af dem. Paulie nægter dog at gi’ op, selvom hun konstant løber panden mod en mur og ender derfor med langsomt, via oplæsninger af store litterære værker som Shakespeares Lady McBeth i engelsktimerne, kombineret med savnet af Victoria, at sløre grænsen mellem fiktion og virkelighed i hendes opfattelse af jagten på at genvinde kærligheden. Man ku’ sagtens tro filmen dermed bliver svær at forholde sig til, når den midt i handlingen involverer storladne kærlighedscitater samt symbolik mellem Paulie og et såret rovdyr, (en falk), som hun på mirakuløs vis får på vingerne igen, i hvad man ku’ betegne som en slags gotisk melodrama. Dette bliver dog aldrig tilfældet fordi begge ting lige præcis er hvad Paulie føler.
Skiftet i følelser formår Lea Pool med største lethed at afveksle med hinanden solidt bakket op af sin fotograf, der skaber både meget varme og stemningsfulde, såvel som dramatiske og barske, scener med lige del imponerende effekt, i fællesskab med filmens enkle men smukke score, der i sig selv er en udsøgt fornøjelse. Det der dog i mine øjne gør filmen til en hel unik oplevelse, ud over alle de andre elementer som også fungere upåklageligt, er de tre hovedroller spillet af Mischa Barton, underspillet og skrøbeligt men også stærk og karakterfast, som Mary ”Mouse” Bedford/ bindeledet til det ulykkelige par. Som Victoria spiller Jessica Paré rollen med knuselskelig varme til at starte med af, men er senere meget svær at holde af som filmen skrider frem, trods det at Lea Pool gir hende et par scener, der bevare en hvis form for sympati med karakteren, selv om den dæleme var svær at finde frem hos mig. Oven over dem alle stråler dog én person hvis præstation der næsten ikke kan findes nok superlativer frem om, nemlig den helt fantastiske Piper Perabo som den forsmåede Paulie.
I hver eneste scene hun er med i, og især dem i anden del, er hendes måde at spille på så stærk og intens, at man stort set glemmer at trække vejret. I forvejen er alle de nederlag, man ser hun går igennem som at få en solid mavepuster, men ender med grundet den måde hvorpå Perabo krænger hele sjælen ud på, at føles som om man også får et hårdt dolkestød lige i hjertet. Sådan havde jeg det undervejs. Det er bestemt fascinerende og dybt imponerende at se på, men hold da op hvor det samtidig også slider på følelsesregistret i sådan en grad, at jeg fik helt ondt langt ind i sjælen. I 4 scener måtte jeg la’ tårerne få frit løb, fordi de ting der sker for Paulie her er så umenneskelig hårdt, at ingen fortjener at blive behandlet på den måde. Jeg vil gerne høre fra dem som helt ærlig kan sige, at de ikke blev rørt af bl.a. scenen hvor Paulie raser ud i engelsktimen første gang, for slet ikke at snakke om da hun modtager brev/svar fra sin biologiske mor, (noget som ku’ ha fået hende tilbage på ret kurs), eller selve afslutningsfesten, hvor man får et kort men godt indtryk af Victorias reaktionære og snobbede far, der ikke har andet end afsky til overs for Paulie. Endelig er der også en tidligere scene, hvor Paulie forklare sin kærlighed om Victoria til Mary, som også bliver et glimrende eksempel på, hvad det er Lea Pool også vil sige med denne romantiske tragedie :
Paulie : “Lesbian? Lesbian? Are you fucking kidding me, you think I'm a LESBIAN?”
Mary : ”You're a girl in love with a girl, aren't you?”
Paulie : ”No! I'm PAULIE in love with TORI. Remember? And Tori, she is, she IS in love with me because she is mine and I am hers and neither of us are LESBIANS!”
Nemlig det at når spørgsmålet falder ang. den store kærlighed, ja så er der ingen grund til at sku’ placere folk i forskellige kategorier. Om man er homoseksuel eller heteroseksuel, når man er forelsket til op over begge ører, kan i bund og grund være fuldstændig ligegyldigt, da de følelser man deler som par, i begyndelsen, under og efter et forhold, er præcis de samme. Jeg havde nemlig ingen problemer med at ku’ relatere til de ting Paulie føler, selv om hun i filmen er halvt så gammel som mig og homoseksuel som hun unægtelig er, når alt kommer til alt. De fleste har nemlig, går jeg stærkt ud fra, på et eller andet tidspunkt i deres liv været ude for et brud af nogenlunde samme barske type, og så kan jeg ikke forstå, (med tanke på den tråd der stadig kører), at så mange åbenbart stadigvæk har svært ved at ku’ relatere til karaktererne og deres problemstillinger i film om homoseksuelle, når den måde tingene bliver skildret på, (og det er ikke kun set på baggrund af denne film, men en god stak andre jeg har set som bl.a. tæller Brokeback Mountain og Fucking Åmål/Show Me Love), gentagne gange har vist sig at ku’ stemme overens med ting jeg selv og alle andre der har været forelskede, må ku’ nikke genkendende til. Derfor synes jeg også der er en noget søgt forklaring ikke at ville se den slags film, der omhandler homoseksualitet kun fordi man mener, at det ikke er muligt at relatere til de forskellige personer. Jeg kan så kun understrege, at vælger man bevidst disse film fra ud fra det kriterium, ja så går man glip af en masse gode filmoplevelser og skuespilspræstationer. Og det er jo synd og skam, hvis man er filmnørd.
”Lost and Delirious” er kort og godt en fremragende film i alle facetter, som efterlod mig i en tilstand af uhørt forbløffelse og nærmest chok over at ha’ været vidne til en så stærk fortalt historie, (der er ikke én overflødig scene i filmen), og så suveræne skuespilspræstationer, især fra den magiske og vildt imponerende Piper Perabo, som er en karaktertype jeg elsker højt. Derfor kan jeg naturligvis ikke gi’ andet end :
Pietro er lykkelig gift med Lara og er far til en 10-årig datter Claudia. Under en tur på stranden redder han en kvinde fra at drukne. Da han kommer hjem, er hans kone pludselig død. Med ét bliver hans liv domineret af en kaotisk stilhed. Pietro venter forgæves på en følelse af smerte. Hans omgivelser forsøger uden held at trøste ham. Kun langsomt begynder han igen få kontakt med verden omkring sig.
Dette kunne lyde som en sort og depri julefilm, men det er den langt fra. Den er varm og livsbekræftende, som giver troen på at det hele nok skal gå alligevel tilbage. Det er så simpelt og lige ud fortalt at man slet ikke kan undgå at føle sig en smule opløftet når man forlader biografens mørke, med et smil og varme indeni. Tag den Vicky - Christina ;)
4,5/6
En straks anderledes julefilm er ...
Et juleeventyr - Un conte de Noël
Da Abel og Junon stifter familie tegner fremtiden lyst. Men deres andet barn Joseph viser sig at være dødeligt syg. Kun en marvtransplantation kan redde ham, og hverken Abel, Junon eller storesøster Elizabeth er kompatible. I et desperat forsøg på at helbrede deres søn, får parret endnu en søn, men heller ikke han kan redde sin bror. Det tragiske forløb kaster hele familien ud i en mangeårig krise.
Der er ikke meget hygge og varme over denne film, men tilgengæld fremragende skuespil, dialog og fortælleglæde.
#411 Bates 15 år siden
#412 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#413 Takfornu 15 år siden
Across The Universe
Jude tager til USA i 1960'erne, hvor hippiekulturen er på sit højeste med alt hvad den indebærer af anti-krigsdemonstrationer, rockmusik og fri kærlighed. Her møder han Lucy, og de to forelsker sig til op over begge øre. Men verden er i opbrud, og det er svært for de to elskende at holde sammen.
Historien er fortalt bl.a. ved hjælp af massevis af Lennon-McCartney-sange fremført af bl.a. Bono og Joe Cocker, og en med billedside der konstant bombardere dine sanser på samme måde som The Wall og Moulin Rouge gjorde det
Atonement
Blev ikke ikke revet så meget med som første gang, men det er stadig en flot og stærk film. Den er allerede længere oppe i denne tråd blevet diskuteret, så der er ikke så meget at tilføje.
#414 filmz-jonasgr 15 år siden
Kunne være man skulle få set Across The Universe, har efterhånden hørt flere gode anmeldelser af den.
'Cause I'm evil"
#415 filmz-Narniabæver 15 år siden
En dreng tager til fra New York City til Chicago, og han skal aflevere et bat til Babe Ruth.
2006 havde mange dyr i tegnefilm, men denne underholdene animerede komedie har et talende bat og en talende bold.
7/10
#416 NightHawk 15 år siden
Trailer :
Tori : ”Hey! Look, I know it's weird at first. But now, this is much more home to me than home. Like the lost boys in Peter Pan, right? Except we are the lost girls, right? Lost and Delirious.”
I selskab med sin lettere distræte far og hendes stedmor, som følelserne er alt andet end varme overfor, forsøger den ene af filmens tre hovedpersoner Mary, (Mischa Barton), forgæves på vej mod et tvunget ophold på en kostskole for piger, at danne beroligende billeder på nethinden af hendes højt elskede mor, der døde af kræft for tre år siden. Minderne om hende synes dog at være lettere tågede efterhånden og Mary er derfor både lettere irriteret på sig selv og deprimeret over at sku’ tilbringe den nærmeste fremtid i en tilstand af at være helt alene. Forstanderen, (Jackie Burroughs), tager dog godt imod hende og selvom en statue af en mor med sit nyfødte barn i skolens hall vækker savnet i Mary igen får hun hurtigt afledt tankerne, da hun bliver introduceret for den ene af sine roommates Victoria, kaldet Tori, (Jessica Paré), der med sin åbne og varme udstråling straks skaber god atmosfære og en indre ro hos Mary, som lidt efter møder den vilde og provokerende Paulie, (Piper Perabo), der trods sin attitude nærmest øjeblikkeligt går hen og bliver et forbillede netop pga. sin rebelske og helt anderledes stil.
Efter en mindre fest hvor Paulie har givet den gas og på vanlig vis løftet stemningen, er det blevet tid til første nat på værelset for Mary med sine nye venner, som hun så småt fornemmer, er lidt mere end blot det. Og da hun senere tidligt om morgenen vågner og undrer sig hvor de andre er blevet af, bliver hun bekræftet i sin mistanke, da hun ser Paulie og Victoria i færd med at udveksle hede kys med hinanden på taget udenfor. Mary ved ikke lige helt hvordan hun skal forholde sig til det og er egentlig også mere bekymret for Paulie og Victoria, da det område skolen ligger i ikke just er kendt for at være særligt nuancerede i sine holdninger overfor dem, der skrider bare en lille smule uden for det såkaldt almindelige i samfundet. De efterfølgende dage gir yderligere beviser for Mary om hvor meget de to tøser holder af hinanden, da Paulie først redder Victoria fra den totale ydmygelse i matematiktimen, og senere på aftenen da alle tre fortæller hinanden om deres mildt sagt anstrengte forhold til deres forældre, og igen dagen efter under korsangen, hvor følelserne må holdes til et minimum for ikke at vække opsigt, men som stadigvæk siger alt overfor Mary som også er den eneste af de andre, der er opmærksom på at se betydningen af Paulie og Victorias sammenflettede fingre.
Senere samme dag render Mary på skolens gartner, (Graham Greene), som hun straks tilbyder at assistere, (da havearbejdet minder om hendes tid sammen med sin mor inden hendes død), og ser det som et håb om på en måde at holde fast i sin mors minde. Imens har Paulie og Victoria deres problemer at slås med, da Victoria står for, tvunget af sin mor, til at sku’ tilbringe ferien med sin familie, skønt hun langt hellere vil være hos Paulie. Udsigten til en længere periode uden hinandens selskab fører samme aften til dampende hed sex på værelset, der er så god og intens at de glemmer alt om tid og sted og vågner med Mary kiggende lettere forbløffet på dem. Hun accepterer det dog stiltiende og de gør omvendt heller ikke noget for at bortforklare det og hvorfor sku’ de egentlig også det. Om eftermiddagen da de tre tøser er ude at løbe, bliver Paulie fascineret af en såret falk som hun beslutter sig for at hjælpe, alt imens Victoria og Mary render på Jake, (Luke Kirby),der straks begynder at flirte, og hans to venner fra den nærliggende drengeskole. Hjemme igen fortsætter Paulie og Victoria hvor de slap aftenen før, mens Marys alliance med gartneren langsomt begynder at fungere som en slags terapi og han som en kombineret og tiltrængt forældrerolle.
Så vidt så godt for pludselig brydes idyllen og romantikken da Paulie og Victoria igen sover over sig og denne gang bliver afsløret af Victorias stærkt forargede lillesøster og en flok veninder, som straks har for øje at sætte gang i sladderen. Paulie er ligeglad, men det er Victoria, der frygter sine forældres reaktion mere end noget andet, ikke og pludselig står det vildt forelskede par overfor et smerteligt brud på deres forhold, som Victoria ikke har modet, presset af ydre omstændigheder, til at forhindre sker, mens Paulie modsat bliver mere og mere desperat i sit forsøg på at undgå at hendes livs kærlighed forsvinder ud i mørket for evigt. Og i midten må Mary forsøge at gøre sit bedste for at finde fodfæste i den psykiske og fysiske duel mellem de to tidligere veninder og kærester, der kommer til at forløbe alt andet end stilfærdigt.
Tori : ”Paulie, listen to me ok, because I'm going to say this once and never, ever again. I will never love anyone the way that I love you. Never. You know that, and I know that, and I will die knowing that, ok? But it just can never... it just can never, ever, forever be. Do you understand? It just can never, ever, forever be.”
Lea Pool har med ”Lost and Delirious” lavet en helt igennem fantastisk film om den store forelskelse og det store svigt der på én og samme tid bliver nøgleordene i hende og manuskriptforfatter Judith Thompson beskrivelse af den ultimative og universelle kærlighed set igennem øjnene af tre teenager piger, hvis alder klart er en fordel i visualiseringen af de to hovedtemaers konsekvenser, da følelserne sidder lige den tand mere ude på tøjet i alle henseende i den periode af ens liv. Pool lægger ud i den romantiske del af filmen med at la’ svigtet/savnet af forældrene være det der binder de to karakterer Paulie og Victoria sammen, (noget der dog er sket før man møder dem i filmen), og det der gør dem tæt knyttet til Mary, som ender med at føle præcis det samme for dem, suverænt stærkt skildret i scenen hvor de tre piger forestiller sig, hvad de ville skrive om deres følelser til deres forældre.
Én ud af flere scener vel at mærke hvor jeg måtte knibe mindst et par tårer, men det er ingenting i forhold til når filmen går ind i sin anden del, hvor bruddet mellem Paulie og Victoria og det helt store svigt finder sted. Inden da sørger Lea Pool elegant for, at man som tilskuer kommer helt ind under huden på parret og bliver fulgt fortrolig med hvor stærkt de to føler for hinanden, først i scenen i klasselokalet hvor Paulie uden at tøve/tænke på sig selv blander sig for at beskytte Victoria, (læg her mærke til det smil hun næsten ikke kan holde tilbage bag lærerens ryg, da denne bortviser Paulie fra klassen. Det er så fed en detalje). Dernæst følger scenen med koret hvor de to tøser i takt med skiftet i melodien med et par meget smittende smil illustrere forholdet, som efterfølgende bliver godt og grundigt understreget i den smukke og stilfulde sexscene, der er ligeså romantisk som den er erotisk lavet.
Paulie : ”Liar! Liar, Liar, Liar! You've all got your heads up your assholes because love is. It just is and nothing you can say can make it go away because it is the point of why we are here, it is the highest point and once you are up there, looking down on everyone else, you're there forever. Because if you move, right, you fall. You fall.
Fra at ha’ været helt oppe og ringe på amoriner, genindfører Lea Pool temaet om svigt, da bruddet i mellem de to piger finder sted. Igen som det var tilfældet før, er det blot med til at forstærke følelserne især hos Paulie som den efterladte, der helt uforstående får revet hjertet ud fordi Victoria ikke er stærk nok til at følge sit eget hjerte og i stedet forsøger at overbevise sig selv om, at hun er heteroseksuel, skønt Paulie er den person hun virkelig elsker, som hun med al tydelighed viser først i scenen hvor hun lyver overfor lillesøsteren for at undgå forholdet bliver kendt, men sekunder senere er opløst i tårer over, fordi hun på det groveste har svigtet sin egen overbevisning og Paulie i særdeleshed. Senere i biblioteket gør hun det også klart over for Mary om hvad hun virkelig føler men ikke tør vise, i en scene der er så frustrerende at se på, fordi hun burde være ligeglad med alle andres mening, men i stedet desværre modsat lader sig styre og kontrollere af dem. Paulie nægter dog at gi’ op, selvom hun konstant løber panden mod en mur og ender derfor med langsomt, via oplæsninger af store litterære værker som Shakespeares Lady McBeth i engelsktimerne, kombineret med savnet af Victoria, at sløre grænsen mellem fiktion og virkelighed i hendes opfattelse af jagten på at genvinde kærligheden. Man ku’ sagtens tro filmen dermed bliver svær at forholde sig til, når den midt i handlingen involverer storladne kærlighedscitater samt symbolik mellem Paulie og et såret rovdyr, (en falk), som hun på mirakuløs vis får på vingerne igen, i hvad man ku’ betegne som en slags gotisk melodrama. Dette bliver dog aldrig tilfældet fordi begge ting lige præcis er hvad Paulie føler.
Skiftet i følelser formår Lea Pool med største lethed at afveksle med hinanden solidt bakket op af sin fotograf, der skaber både meget varme og stemningsfulde, såvel som dramatiske og barske, scener med lige del imponerende effekt, i fællesskab med filmens enkle men smukke score, der i sig selv er en udsøgt fornøjelse. Det der dog i mine øjne gør filmen til en hel unik oplevelse, ud over alle de andre elementer som også fungere upåklageligt, er de tre hovedroller spillet af Mischa Barton, underspillet og skrøbeligt men også stærk og karakterfast, som Mary ”Mouse” Bedford/ bindeledet til det ulykkelige par. Som Victoria spiller Jessica Paré rollen med knuselskelig varme til at starte med af, men er senere meget svær at holde af som filmen skrider frem, trods det at Lea Pool gir hende et par scener, der bevare en hvis form for sympati med karakteren, selv om den dæleme var svær at finde frem hos mig. Oven over dem alle stråler dog én person hvis præstation der næsten ikke kan findes nok superlativer frem om, nemlig den helt fantastiske Piper Perabo som den forsmåede Paulie.
I hver eneste scene hun er med i, og især dem i anden del, er hendes måde at spille på så stærk og intens, at man stort set glemmer at trække vejret. I forvejen er alle de nederlag, man ser hun går igennem som at få en solid mavepuster, men ender med grundet den måde hvorpå Perabo krænger hele sjælen ud på, at føles som om man også får et hårdt dolkestød lige i hjertet. Sådan havde jeg det undervejs. Det er bestemt fascinerende og dybt imponerende at se på, men hold da op hvor det samtidig også slider på følelsesregistret i sådan en grad, at jeg fik helt ondt langt ind i sjælen. I 4 scener måtte jeg la’ tårerne få frit løb, fordi de ting der sker for Paulie her er så umenneskelig hårdt, at ingen fortjener at blive behandlet på den måde. Jeg vil gerne høre fra dem som helt ærlig kan sige, at de ikke blev rørt af bl.a. scenen hvor Paulie raser ud i engelsktimen første gang, for slet ikke at snakke om da hun modtager brev/svar fra sin biologiske mor, (noget som ku’ ha fået hende tilbage på ret kurs), eller selve afslutningsfesten, hvor man får et kort men godt indtryk af Victorias reaktionære og snobbede far, der ikke har andet end afsky til overs for Paulie. Endelig er der også en tidligere scene, hvor Paulie forklare sin kærlighed om Victoria til Mary, som også bliver et glimrende eksempel på, hvad det er Lea Pool også vil sige med denne romantiske tragedie :
Paulie : “Lesbian? Lesbian? Are you fucking kidding me, you think I'm a LESBIAN?”
Mary : ”You're a girl in love with a girl, aren't you?”
Paulie : ”No! I'm PAULIE in love with TORI. Remember? And Tori, she is, she IS in love with me because she is mine and I am hers and neither of us are LESBIANS!”
Nemlig det at når spørgsmålet falder ang. den store kærlighed, ja så er der ingen grund til at sku’ placere folk i forskellige kategorier. Om man er homoseksuel eller heteroseksuel, når man er forelsket til op over begge ører, kan i bund og grund være fuldstændig ligegyldigt, da de følelser man deler som par, i begyndelsen, under og efter et forhold, er præcis de samme. Jeg havde nemlig ingen problemer med at ku’ relatere til de ting Paulie føler, selv om hun i filmen er halvt så gammel som mig og homoseksuel som hun unægtelig er, når alt kommer til alt. De fleste har nemlig, går jeg stærkt ud fra, på et eller andet tidspunkt i deres liv været ude for et brud af nogenlunde samme barske type, og så kan jeg ikke forstå, (med tanke på den tråd der stadig kører), at så mange åbenbart stadigvæk har svært ved at ku’ relatere til karaktererne og deres problemstillinger i film om homoseksuelle, når den måde tingene bliver skildret på, (og det er ikke kun set på baggrund af denne film, men en god stak andre jeg har set som bl.a. tæller Brokeback Mountain og Fucking Åmål/Show Me Love), gentagne gange har vist sig at ku’ stemme overens med ting jeg selv og alle andre der har været forelskede, må ku’ nikke genkendende til. Derfor synes jeg også der er en noget søgt forklaring ikke at ville se den slags film, der omhandler homoseksualitet kun fordi man mener, at det ikke er muligt at relatere til de forskellige personer. Jeg kan så kun understrege, at vælger man bevidst disse film fra ud fra det kriterium, ja så går man glip af en masse gode filmoplevelser og skuespilspræstationer. Og det er jo synd og skam, hvis man er filmnørd.
”Lost and Delirious” er kort og godt en fremragende film i alle facetter, som efterlod mig i en tilstand af uhørt forbløffelse og nærmest chok over at ha’ været vidne til en så stærk fortalt historie, (der er ikke én overflødig scene i filmen), og så suveræne skuespilspræstationer, især fra den magiske og vildt imponerende Piper Perabo, som er en karaktertype jeg elsker højt. Derfor kan jeg naturligvis ikke gi’ andet end :
6/6.
DVD – R1 & R2 :
http://www.axelmusic.com/productDetails/6581497901...
http://www.amazon.co.uk/Lost-Delirious-Jessica-Par...
Lost and Delirious – Cry Me a River :
#417 Takfornu 15 år siden
Pietro er lykkelig gift med Lara og er far til en 10-årig datter Claudia. Under en tur på stranden redder han en kvinde fra at drukne. Da han kommer hjem, er hans kone pludselig død. Med ét bliver hans liv domineret af en kaotisk stilhed. Pietro venter forgæves på en følelse af smerte. Hans omgivelser forsøger uden held at trøste ham. Kun langsomt begynder han igen få kontakt med verden omkring sig.
Dette kunne lyde som en sort og depri julefilm, men det er den langt fra. Den er varm og livsbekræftende, som giver troen på at det hele nok skal gå alligevel tilbage. Det er så simpelt og lige ud fortalt at man slet ikke kan undgå at føle sig en smule opløftet når man forlader biografens mørke, med et smil og varme indeni. Tag den Vicky - Christina ;)
4,5/6
En straks anderledes julefilm er ...
Et juleeventyr - Un conte de Noël
Da Abel og Junon stifter familie tegner fremtiden lyst. Men deres andet barn Joseph viser sig at være dødeligt syg. Kun en marvtransplantation kan redde ham, og hverken Abel, Junon eller storesøster Elizabeth er kompatible. I et desperat forsøg på at helbrede deres søn, får parret endnu en søn, men heller ikke han kan redde sin bror. Det tragiske forløb kaster hele familien ud i en mangeårig krise.
Der er ikke meget hygge og varme over denne film, men tilgengæld fremragende skuespil, dialog og fortælleglæde.
4,5/6
#418 Bony 15 år siden
#419 Takfornu 15 år siden
#420 Highland Park 15 år siden
"Et juleeventyr" kan jeg varmt anbefale. :)