Serien fortsætter hvor den slap. Vi er nu i starten af 1963 og vi er dermed klar over at der i løbet af sæson 3 vil indtræffe mordet på JFK. Igen formår Weiner at inkorporere historiske begivenheder uden at få det til at fremstå som om det er et museum. Mad Men er helt sin egen og er et billede af 1960erne og den fungerer ikke på den måde som et historisk dokument, men tager udgangspunkt i at vi som seer godt er klar over mange af de vigtige begivenheder der tog plads i 1960erne og vælger i stedet for at se hvorledes figurerne forholder sig til JFKs afgang. Det er befriende med en serie som ikke ser ned på sine seere men tværtimod det modsatte. I denne tredje sæson får vi også svar på en masse om vores personer, mange af tingene som vi godt i forvejen kender til, men nu bliver de konfronteret med deres dæmoner. Blandt andet betyder det at der er konsekvenser for Sal Romano som endelig får en markant rolle i serien. Han og vi bliver konfronteret med hans homoseksualitet og ikke mindst hvorledes samfundet forholder sig til det. Ligeledes er det en sæson hvor Don for alvor oplever en identitetskrise. Hans fortid kommer uhyggeligt tæt på ham og vi kan se at det absolut ikke behager ham. Og så er firmaet blevet overtaget af et britisk selskab, hvilket også betyder nogle omrokeringer. Pete Campbell må endnu engang kæmpe for succes og respekt og er naturligvis langt fra tilfreds. Ydermere er der Peggy som endeligt flytter til Manhattan og som nu er blevet mere selvsikker på sig selv og hendes rolle i firmaet, hvilket Don også kommer til at føle. Der var et par plots som ikke helt var vellykkede, blandt andet en affære som Don har med en skolelærer som ikke rigtigt bliver fuldendt og virker ligegyldigt. Men derudover er det stadigvæk sublim underholdning og i denne sæson har de taget det til et andet niveau. Der er ikke ligeså meget røg og alkohol. Til gengæld bliver den mere personlig og handler i høj grad om figurernes personlige problemer.
9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#4293 - her er en kort lille gennemgang...har dog ikke set Ponyo endnu.
Only Yesterday, Isao Takahata Taeko på 27 kigger tilbage på hendes barndom, og det er som sådan ikke superinteressant. Tegnestilen er heller ikke specielt god i forhold til andre Ghibli-film. Et næsten 2 timers tilbageblik på en ikke alt for spændende barndom er lige i overkanten, og den rummer ikke fortælleglæden fra de andre film. Det er simpelthen røvkedeligt
2/10
My Neighbours The Yamadas, Isao Takahata Den træder meget ved siden de andre: det er en komedie om en underlig familie. Det holder slet ikke hele filmen igennem, og det man får lyst til at slukke efter et stykke tid.
2/10
Whisper Of The Heart, Yoshifumi Kondo Om en teenagepiges forelskelse. Den er helt nede på jorden, og den er godt fortalt. Hvis man er til historier, hvor to personer oplever deres første forelskelse, så er det her en fin film.
6/10
Tales From Earthsea, Goro Miyazaki Den har du selv set, så gider ikke skrive så meget her. Men en karakter skal den have
6/10
Porco Rosso, Hayao Miyazaki En helt igennem fantastisk ide: Porco Rosso er en gris, der kæmper i WW1. Der er rigtig meget Casablanca over den, og for det meste sidder man og smiler. Men klicheerne er også lidt tunge. 6/10
Kiki's Delivering Service, Hayao Miyazaki En coming-of-age historie, der er rigtig charmende. Den unge Kiki er under uddannelse som heks. Den er lidt mere for de yngre end de andre dog.
6/10
Pom Poko, Isao Takahata En film, der i Ghibli's ånd: miljø, magi og en smule overdrevet. Men vaskebjørnene, som er hovedpersonerne, er helt igennem herlige væsener. Det er umuligt ikke at forelske sig i deres samfund.
7/10
Howl's Moving Castle, Hayao Miyazaki Sophie bliver forvandlet til en 90-årig af den onde heks. Der er virkelig knald på filmen, og den er fyldt med skøre indfald. Men den er også lidt rodet, og derfor får den ikke 8/10
7/10
Laputa: Castle In The Sky, Hayao Miyazaki På engang barnlig naiv, men også oprigtig spændende. Sheeta og Pazu leder efter den sidste af de mytiske byer i skyerne, og Sheeta har en af de krystaller, der var med til at holde dem oppe. Den er fyldt med herlige personer, sjove sekvenser og rigtig dejlig naivitet, så man sidder og bliver i godt humør, samtidig med man følger med i historien.
7/10
Ocean Waves, Tomomi Mochizuki Det er en slags trekants-drama mellem to venner og den nye pige fra Tokyo. Det er en meget afdæmpet film i forhold den typiske Ghibli. Den er meget mere drevent af de to hovedpersoners karakter. Det er en jordnær film, der i starten virker lidt for banal, men man ender op med at være rigtig glad.
7/10
Nausicaa Of Valley Of The Wind, Hayao Miyazaki Valley of the Wind er isoleret fra resten af verden af en giftig jungle. Hvis nogen kan skabe originale verdener, så er det Miyazaki. Nausicaa er en ung, kvindelig kriger, der går ind for fred. Det er et helteepos i en verden ødelagt af menneskerne.
8/10
The Cat Returns, Hiroyuki Morita Det er højdespringeren i forhold til forventninger. Den er henvendt til børn, men for dælen, hvor er den bare glad. Hvis man skal komme i godt humør af en lille film, så er det The Cat Returns.
8/10
My Neighbor Totoro, Hayao Miyazaki En dejlig feel-good film, der kunne have fået topkarakter, hvis ikke det var for længden af den. Men filmen emmer af søskendekærlighed, barndomsmagi og en forunderlig verden, og ikke mindst i store dele af filmen en glad og optimistisk stemning, der bare gør man bliver i godt humør. Søskendeparret Satsuki og Mei flytter med deres far på landet, mens deres mor kommer sig efter en sygdom på hospitalet. Her opdager de en verden med venlige væsener, ikke mindst den store og godmodige Totoro. Fantastisk
9/10
Princess Mononoke, Hayao Miyazaki En kompliceret historie i en magisk verden af guder og mytologiske væsener, og den er fyldt med smukke scener. Det er en actionfyldt filmisk perle, hvor det igen er miljø-temaet, der vejer tungt. Mononoke er en mystisk og sej krigerkvinde, og jeg skal love for, man er underholdt her. 9/10
Spirited Away, Hayao Miyazaki Alt hvad Ghibli og Miyazaki står for, er perfektioneret i Spirited Away: en kvindelig protagonist, et opråb om, at vi ødelægger miljøet og er for grådige og den er propfyldt med sære, magiske og forunderlige væsener. Den er utrolig detaljerig, og den kan ses flere gange. Det er en coming-of-age historien, og det er helt klart den bedste i den genre. Og en af de bedste film nogensinde.
10/10
Grave Of The Fireflies, Isao Takahata Den bedste af Ghiblis film er en hjerteskærende tåreperser. Det er den sørgeliste film nogensinde, og bare tanken om filmen, kan gøre mig lidt trist. Et søskendepar prøver at overleve i slutningen af WW2 i Japan. Den rammer lige i hjertet og den rammer hårdt.
10/10
Opsamling: Med undtagelse af Only Yesterday og My Neighbours, The Yamadas, er alle film værd at se. Udover Grave of the Fireflies, er Miyazaki den bedste af dem. Han formår at skabe dybt originale verdener og væsener, og man kan kun holde af hans kvindelige protagonister. De kan virke lidt rodet nogen af filmene, men for det meste er det kun et lille handicap. Der er rigeligt man kan fordybe sig i.
Der var et par plots som ikke helt var vellykkede, blandt andet en affære som Don har med en skolelærer som ikke rigtigt bliver fuldendt og virker ligegyldigt.
Der var taget tilløb nogle gange i sæsonen, ja faktisk mener jeg, at Don også sendte lange øjne mod lærerinden i sæson 2 indikerende, at han enten ser et nyt k..... objekt eller, at hendes naturlighed, empati og uselviskhed overfor andre mennesker har sin virkning. Og der synes jeg det er spændende at se, modsætningerne mellem Betty og lærerinden i sæson 3. Betty er og bliver præmie koen, udstillingsobjektet, fødemaskinen for Don. Grundstenen for hele hans eksistens. Den perfekte husmor og tillige udstillingsfigur, når der er ceremonier og receptioner, fordi hun overstråler alt.
Men Don har aldrig haft et dybere forhold til Betty. Hun er den typiske eksponent for husmoderkulturen og Don får slet ingen modstand fra hende. Fra 1. afsnit i sæson 1, har vi set Dons trofæer. Selvstændige kvinder med mandlig drivkraft, kuntsnertyper, selvstændige forretningskvinder og kvinder som tager hvad de vil have. Uanset hvor meget jeg "elsker" Betty og hvor meget jeg har beklaget mig over Dons opførsel, så er de ikke skabt for hinanden og Don kan slet ikke håndtere hende udenfor "de skrevne regler". Hvis Betty bliver oprørt eller begynder at tænke over sin situation, er hans anbefaling, at hun tager en pille og lægger sig ned. Han er en mester i at håndtere selvstændige kvinder, men der er ikke plads til, at Betty udviser initiativer.
Betty har også sine fejl. Hun er fanget i et elfenbenstårn, den amerikanske drøm, hvor hun må fantasere hver dag om verdenen udenfor, som hun så gerne ville have været en del af og også kunne have været succesfuld i. Hendes fantasier får hende til at vandre rundt som en zombie i hjemmets daglige rutiner og hun er ikke "tilstede", når der er brug for hende, det er ren refleks. Betty formår slet ikke at udtrykke kærlighed overfor sine børn. Hun er ikke kold, men uempatisk og reagerer ikke på sine børns "råb om hjælp". Når det endelig gælder, så kan Don relatere sig til sine børns problemer, bl.a. ved at fokusere på egne erfaringer.
Lærerinden er den diametrale modsætning til alle Dons typiske elskerinder. Hun er fattig, simpelt klædt, empatisk, uselvisk og giver gerne alle sine midler til de trængende. Hun er naturlig smuk og fantastisk med børn og så har hun intet skjold, ingen barrierer at gemme sig bag, overfor Don. På et tidspunkt, hvor Don snakker i telefonen med hende og han må fortælle hende, at det ikke "går nu", spørger hun ind til, hvordan han har det og med det samme opfatter Don, at hun er den eneste, som ville tænke på andre i den situation. Hvor Don altid har spillet spillet, med at få de to verdener til at fungerer, hjemmebasen og utroskaben, er hun dedikeret og sårbar. Don er fascineret af hende og jeg føler, at hun kan være "det" og have "det", som Don faktisk har brug for. At lærerinden ryger ud på et sidespor mod slutningen, er uundgåeligt, for at kunne afrunde sæsonens vigtigste temaer. Men jeg tror sæson 4 kommer til at byde på mange nyheder og jeg er sikker på, at lærerinden kommer til at få plads i fortællingen.
Matthew Weiner tager ikke let på Don Drapers privatliv. I 3 sæsoner har vi oplevet et ægteskab smuldre i sneglefart. Måske er det faktisk Mad Mens største bedrift at have formået at beskrive processen så indgående og så vedkommende. Det er ikke en historie der tages let på.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg kan godt følge dig i det du siger, men jeg synes bare allerede at vi har fået det slået fast i løbet af de 2 første sæsoner og på den måde synes jeg ikke hun tilføjer noget nyt i hans univers. Til gengæld synes jeg at forholdet til Peggy viser langt mere om ham. Han er vant til bare at kunne få kvinderne til at gøre som han har lyst til at de skal gøre og at de lytter og følger ham i alt, men i hende for han lige pludselig modstand.
Det vi oplever til sidst er også, at omend Don ønsker at kvinderne i hans liv gør som han ønsker så finder han ud af at det ikke altid er således. Dette oplever han efter bruddet med Betty og finder ud af at Peggy har ret i at han ikke bare kan forvente at han kan skubbe dem rundt som han ønsker dette. Han har brug for hende og vil, hvis det skal til, bruge resten af hans liv for at prøve på at hyre hende, ligesom han vil gøre med Betty.
At jeg så er begyndt at finde Betty ualmindeligt irriterende er en anden sag, men det er sikkert også meningen. Jeg har det sådan at jeg egentlig godt kan forstå hvorfor Don har alle de affærer med sådan en kone, men det er jo også seriens styrke at man sagtens kan have empati for en person på trods af at det de gør ikke er helt efter bogen.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Så fik jeg langt om længe set den oprindelige udgave af denne fremragende action/drama film og sikke en forbedring over den ellers acceptable men pæne amerikanske udgave. For det første er der mange flere scener mellem Leon og Mathilda, som er med til udbygge deres indbyrdes forhold og karaktere, hvilket kun gør den sidste tredje del af filmen så meget stærkere. Jean Reno er fascinerende som den effektive, men dog alligevel sympatiske lejemorder, der inderst inde har hjertet på det rette sted. Reno er dog ikke ene om at imponere, også en meget ung Natalie Portman og en lettere forstyrret/imtimiderende betjent i form af Gary Oldman brænder igennem, i hvad der bedst kan beskrives som noget af deres allerbedste arbejde til dato.
6/6 eller hvis vi bruger 10 skalaen: 10/10
Leon er en af de få film der kan bære et ti tal.
Sting: Shape of my heart (Advarsel følgende video indeholder spoilers for dem som ikke har set filmen endnu):
#4291 Collateral 15 år siden
#4292 Highland Park 15 år siden
#4293 Collateral 15 år siden
#4294 Takfornu 15 år siden
#4295 filmz-jonasgr 15 år siden
Mad Men – Sæson 3
Serien fortsætter hvor den slap. Vi er nu i starten af 1963 og vi er dermed klar over at der i løbet af sæson 3 vil indtræffe mordet på JFK. Igen formår Weiner at inkorporere historiske begivenheder uden at få det til at fremstå som om det er et museum. Mad Men er helt sin egen og er et billede af 1960erne og den fungerer ikke på den måde som et historisk dokument, men tager udgangspunkt i at vi som seer godt er klar over mange af de vigtige begivenheder der tog plads i 1960erne og vælger i stedet for at se hvorledes figurerne forholder sig til JFKs afgang. Det er befriende med en serie som ikke ser ned på sine seere men tværtimod det modsatte.
I denne tredje sæson får vi også svar på en masse om vores personer, mange af tingene som vi godt i forvejen kender til, men nu bliver de konfronteret med deres dæmoner. Blandt andet betyder det at der er konsekvenser for Sal Romano som endelig får en markant rolle i serien. Han og vi bliver konfronteret med hans homoseksualitet og ikke mindst hvorledes samfundet forholder sig til det. Ligeledes er det en sæson hvor Don for alvor oplever en identitetskrise. Hans fortid kommer uhyggeligt tæt på ham og vi kan se at det absolut ikke behager ham. Og så er firmaet blevet overtaget af et britisk selskab, hvilket også betyder nogle omrokeringer. Pete Campbell må endnu engang kæmpe for succes og respekt og er naturligvis langt fra tilfreds. Ydermere er der Peggy som endeligt flytter til Manhattan og som nu er blevet mere selvsikker på sig selv og hendes rolle i firmaet, hvilket Don også kommer til at føle. Der var et par plots som ikke helt var vellykkede, blandt andet en affære som Don har med en skolelærer som ikke rigtigt bliver fuldendt og virker ligegyldigt.
Men derudover er det stadigvæk sublim underholdning og i denne sæson har de taget det til et andet niveau. Der er ikke ligeså meget røg og alkohol. Til gengæld bliver den mere personlig og handler i høj grad om figurernes personlige problemer.
9/10
'Cause I'm evil"
#4296 Skeloboy 15 år siden
Only Yesterday, Isao Takahata
Taeko på 27 kigger tilbage på hendes barndom, og det er som sådan ikke superinteressant. Tegnestilen er heller ikke specielt god i forhold til andre Ghibli-film. Et næsten 2 timers tilbageblik på en ikke alt for spændende barndom er lige i overkanten, og den rummer ikke fortælleglæden fra de andre film. Det er simpelthen røvkedeligt
2/10
My Neighbours The Yamadas, Isao Takahata
Den træder meget ved siden de andre: det er en komedie om en underlig familie. Det holder slet ikke hele filmen igennem, og det man får lyst til at slukke efter et stykke tid.
2/10
Whisper Of The Heart, Yoshifumi Kondo
Om en teenagepiges forelskelse. Den er helt nede på jorden, og den er godt fortalt. Hvis man er til historier, hvor to personer oplever deres første forelskelse, så er det her en fin film.
6/10
Tales From Earthsea, Goro Miyazaki
Den har du selv set, så gider ikke skrive så meget her. Men en karakter skal den have
6/10
Porco Rosso, Hayao Miyazaki
En helt igennem fantastisk ide: Porco Rosso er en gris, der kæmper i WW1. Der er rigtig meget Casablanca over den, og for det meste sidder man og smiler. Men klicheerne er også lidt tunge.
6/10
Kiki's Delivering Service, Hayao Miyazaki
En coming-of-age historie, der er rigtig charmende. Den unge Kiki er under uddannelse som heks. Den er lidt mere for de yngre end de andre dog.
6/10
Pom Poko, Isao Takahata
En film, der i Ghibli's ånd: miljø, magi og en smule overdrevet. Men vaskebjørnene, som er hovedpersonerne, er helt igennem herlige væsener. Det er umuligt ikke at forelske sig i deres samfund.
7/10
Howl's Moving Castle, Hayao Miyazaki
Sophie bliver forvandlet til en 90-årig af den onde heks. Der er virkelig knald på filmen, og den er fyldt med skøre indfald. Men den er også lidt rodet, og derfor får den ikke 8/10
7/10
Laputa: Castle In The Sky, Hayao Miyazaki
På engang barnlig naiv, men også oprigtig spændende. Sheeta og Pazu leder efter den sidste af de mytiske byer i skyerne, og Sheeta har en af de krystaller, der var med til at holde dem oppe. Den er fyldt med herlige personer, sjove sekvenser og rigtig dejlig naivitet, så man sidder og bliver i godt humør, samtidig med man følger med i historien.
7/10
Ocean Waves, Tomomi Mochizuki
Det er en slags trekants-drama mellem to venner og den nye pige fra Tokyo. Det er en meget afdæmpet film i forhold den typiske Ghibli. Den er meget mere drevent af de to hovedpersoners karakter. Det er en jordnær film, der i starten virker lidt for banal, men man ender op med at være rigtig glad.
7/10
Nausicaa Of Valley Of The Wind, Hayao Miyazaki
Valley of the Wind er isoleret fra resten af verden af en giftig jungle. Hvis nogen kan skabe originale verdener, så er det Miyazaki. Nausicaa er en ung, kvindelig kriger, der går ind for fred. Det er et helteepos i en verden ødelagt af menneskerne.
8/10
The Cat Returns, Hiroyuki Morita
Det er højdespringeren i forhold til forventninger. Den er henvendt til børn, men for dælen, hvor er den bare glad. Hvis man skal komme i godt humør af en lille film, så er det The Cat Returns.
8/10
My Neighbor Totoro, Hayao Miyazaki
En dejlig feel-good film, der kunne have fået topkarakter, hvis ikke det var for længden af den. Men filmen emmer af søskendekærlighed, barndomsmagi og en forunderlig verden, og ikke mindst i store dele af filmen en glad og optimistisk stemning, der bare gør man bliver i godt humør. Søskendeparret Satsuki og Mei flytter med deres far på landet, mens deres mor kommer sig efter en sygdom på hospitalet. Her opdager de en verden med venlige væsener, ikke mindst den store og godmodige Totoro. Fantastisk
9/10
Princess Mononoke, Hayao Miyazaki
En kompliceret historie i en magisk verden af guder og mytologiske væsener, og den er fyldt med smukke scener. Det er en actionfyldt filmisk perle, hvor det igen er miljø-temaet, der vejer tungt. Mononoke er en mystisk og sej krigerkvinde, og jeg skal love for, man er underholdt her.
9/10
Spirited Away, Hayao Miyazaki
Alt hvad Ghibli og Miyazaki står for, er perfektioneret i Spirited Away: en kvindelig protagonist, et opråb om, at vi ødelægger miljøet og er for grådige og den er propfyldt med sære, magiske og forunderlige væsener. Den er utrolig detaljerig, og den kan ses flere gange. Det er en coming-of-age historien, og det er helt klart den bedste i den genre. Og en af de bedste film nogensinde.
10/10
Grave Of The Fireflies, Isao Takahata
Den bedste af Ghiblis film er en hjerteskærende tåreperser. Det er den sørgeliste film nogensinde, og bare tanken om filmen, kan gøre mig lidt trist. Et søskendepar prøver at overleve i slutningen af WW2 i Japan. Den rammer lige i hjertet og den rammer hårdt.
10/10
Opsamling: Med undtagelse af Only Yesterday og My Neighbours, The Yamadas, er alle film værd at se. Udover Grave of the Fireflies, er Miyazaki den bedste af dem. Han formår at skabe dybt originale verdener og væsener, og man kan kun holde af hans kvindelige protagonister. De kan virke lidt rodet nogen af filmene, men for det meste er det kun et lille handicap. Der er rigeligt man kan fordybe sig i.
#4297 filmz-Bruce 15 år siden
Der var taget tilløb nogle gange i sæsonen, ja faktisk mener jeg, at Don også sendte lange øjne mod lærerinden i sæson 2 indikerende, at han enten ser et nyt k..... objekt eller, at hendes naturlighed, empati og uselviskhed overfor andre mennesker har sin virkning. Og der synes jeg det er spændende at se, modsætningerne mellem Betty og lærerinden i sæson 3. Betty er og bliver præmie koen, udstillingsobjektet, fødemaskinen for Don. Grundstenen for hele hans eksistens. Den perfekte husmor og tillige udstillingsfigur, når der er ceremonier og receptioner, fordi hun overstråler alt.
Men Don har aldrig haft et dybere forhold til Betty. Hun er den typiske eksponent for husmoderkulturen og Don får slet ingen modstand fra hende. Fra 1. afsnit i sæson 1, har vi set Dons trofæer. Selvstændige kvinder med mandlig drivkraft, kuntsnertyper, selvstændige forretningskvinder og kvinder som tager hvad de vil have. Uanset hvor meget jeg "elsker" Betty og hvor meget jeg har beklaget mig over Dons opførsel, så er de ikke skabt for hinanden og Don kan slet ikke håndtere hende udenfor "de skrevne regler". Hvis Betty bliver oprørt eller begynder at tænke over sin situation, er hans anbefaling, at hun tager en pille og lægger sig ned. Han er en mester i at håndtere selvstændige kvinder, men der er ikke plads til, at Betty udviser initiativer.
Betty har også sine fejl. Hun er fanget i et elfenbenstårn, den amerikanske drøm, hvor hun må fantasere hver dag om verdenen udenfor, som hun så gerne ville have været en del af og også kunne have været succesfuld i. Hendes fantasier får hende til at vandre rundt som en zombie i hjemmets daglige rutiner og hun er ikke "tilstede", når der er brug for hende, det er ren refleks.
Betty formår slet ikke at udtrykke kærlighed overfor sine børn. Hun er ikke kold, men uempatisk og reagerer ikke på sine børns "råb om hjælp". Når det endelig gælder, så kan Don relatere sig til sine børns problemer, bl.a. ved at fokusere på egne erfaringer.
Lærerinden er den diametrale modsætning til alle Dons typiske elskerinder. Hun er fattig, simpelt klædt, empatisk, uselvisk og giver gerne alle sine midler til de trængende. Hun er naturlig smuk og fantastisk med børn og så har hun intet skjold, ingen barrierer at gemme sig bag, overfor Don. På et tidspunkt, hvor Don snakker i telefonen med hende og han må fortælle hende, at det ikke "går nu", spørger hun ind til, hvordan han har det og med det samme opfatter Don, at hun er den eneste, som ville tænke på andre i den situation. Hvor Don altid har spillet spillet, med at få de to verdener til at fungerer, hjemmebasen og utroskaben, er hun dedikeret og sårbar. Don er fascineret af hende og jeg føler, at hun kan være "det" og have "det", som Don faktisk har brug for. At lærerinden ryger ud på et sidespor mod slutningen, er uundgåeligt, for at kunne afrunde sæsonens vigtigste temaer. Men jeg tror sæson 4 kommer til at byde på mange nyheder og jeg er sikker på, at lærerinden kommer til at få plads i fortællingen.
Matthew Weiner tager ikke let på Don Drapers privatliv. I 3 sæsoner har vi oplevet et ægteskab smuldre i sneglefart. Måske er det faktisk Mad Mens største bedrift at have formået at beskrive processen så indgående og så vedkommende. Det er ikke en historie der tages let på.
#4298 filmz-jonasgr 15 år siden
At jeg så er begyndt at finde Betty ualmindeligt irriterende er en anden sag, men det er sikkert også meningen. Jeg har det sådan at jeg egentlig godt kan forstå hvorfor Don har alle de affærer med sådan en kone, men det er jo også seriens styrke at man sagtens kan have empati for en person på trods af at det de gør ikke er helt efter bogen.
'Cause I'm evil"
#4299 Bobby Singer 15 år siden
Så fik jeg langt om længe set den oprindelige udgave af denne fremragende action/drama film og sikke en forbedring over den ellers acceptable men pæne amerikanske udgave. For det første er der mange flere scener mellem Leon og Mathilda, som er med til udbygge deres indbyrdes forhold og karaktere, hvilket kun gør den sidste tredje del af filmen så meget stærkere. Jean Reno er fascinerende som den effektive, men dog alligevel sympatiske lejemorder, der inderst inde har hjertet på det rette sted. Reno er dog ikke ene om at imponere, også en meget ung Natalie Portman og en lettere forstyrret/imtimiderende betjent i form af Gary Oldman brænder igennem, i hvad der bedst kan beskrives som noget af deres allerbedste arbejde til dato.
6/6 eller hvis vi bruger 10 skalaen: 10/10
Leon er en af de få film der kan bære et ti tal.
Sting: Shape of my heart (Advarsel følgende video indeholder spoilers for dem som ikke har set filmen endnu):
#4300 Skeloboy 15 år siden