#4509: Jeg havde faktisk tænkt mig at spørge dig i "The Killer Inside Me"-tråden, men nu gør jeg det her i stedet, så jeg ikke risikerer at afspore den anden. Har du set "C'est arrivé près de chez vous" og i så fald; kan du lide den? Det er jo i den grad en film, der er kendetegnet ved brutale voldshandlinger. Personligt anser jeg den for en lille, sorthumoristisk perle. Benoît Poelvoorde er skræmmende intens og troværdig.
Nu hvor du deltager i diverse filmfestivaller, har du så set Lucas Belvauxs (bror til afdøde Rémy Belvaux) La raison du plus faible, der deltog i konkurrencen om De Gyldne Palmer i 2006?
#4511 Nej til begge. Jeg har "kun" akkreditering til Berlinalen og CPH PIX. Jeg har set lidt ind i at få det til Cannes også, men der findes mange forskellige akkrediteringer, og det er kun de største medier der får akkreditering til de dele af festivalen der er interessant. Men jeg vil da skrive filmene bag mine ører =)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#4512: Rémy Belvaux er i øvrigt instruktør, manuskriptforfatter, producer, klipper samt skuespiller (er dog ikke ene om de fire første) på "C'est arrivé près de chez vous". Så der var skam en rød tråd i mit indlæg. :)
Jeg har endnu ikke selv set "La raison du plus faible" og ved ikke, om du vil bryde dig om førnævnte. Der bliver ikke lagt fingre imellem skildringen af de bestialske voldshandlinger, men det er en uhyre velspillet og, på sin egen syge måde, fascinerende mockumentary.
Da jeg alligevel altid skriver lidt om de film jeg ser, kan jeg ligeså godt poste disse ord om L'Atalante her:
L'Atalante
Det var den eneste film som Jean Vigo nåede at lave inden han døde af tuberkulose som 29-årig. Den er også på diverse kritikerlister, hyldet som værende en af verdens bedste film. Jeg synes også at den er rigtig flot filmet og klippet sammen. Jeg blev blot ikke så engageret i plottet som jeg havde håbet. Den fortæller historien om det nygifte par Jean og Juliette, som nu skal tilbringe deres tid på skibet L'Atalante som Jean er skipper på. Han har også to medarbejdere til at hjælpe sig. Det bliver naturligvis en omvæltning for Juliette. Hun skal nu vende sig til beskidt tøj og ellers kummerlige forhold og det hun er mest bange for er at hun kommer til at leve et monotont liv. Jean er til gengæld irriteret over alle hendes nips og naps af ting og at hun vil ændre på deres båd. Han lover hende til gengæld at hun skal få en masse af verden af se. Det bliver således en fortælling om kærlighed men også hvorledes man kan få et parforhold til at virke, når de to partnere ønsker hver deres ting. Det bliver naturligvis til nogle skænderier. Især da Juliette på en tur til Paris opdager hvor meget byen har at tilbyde hende. Jean derimod er irriteret over at hun mest er interesseret i at kigge på kjoler og sko end ham og vil væk hurtigst muligt. Som sådan fortæller den en universel historie om parforhold, men i en kærlighedshistorie, som det trods alt er, så savner jeg at blive engageret i deres liv. Jeg føler mig uinteresseret i deres hverdag og hvad de føler for hinanden. En del af dette skyldes muligvis at den blander det dramatiske med komik, således bliver jeg i tvivl om hvorvidt de mener det alvorligt eller ej. Er deres forhold på randen af fallit, eller er det hele bare sjov og ballade.
6/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
To each his own og alt det der, men jeg må sige, at jeg holder umådeligt meget af L'Atalante, og synes netop at kombinationen af den lette tone og de mere alvorlige temaer fungere sublimt. Filmen føles så spontan og uforceret, og det er næsten som om, at hver scene kunne udvikle sig til en musical eller tragedie alt efter instruktørens pludselige indskydelse.
Jeg har efterhånden set den en del gange, og jeg synes blot den bliver stærkere ved hvert gensyn, hvor jeg har fået øjnene op for nye detaljer. Det er samtidig også en film, der rammer mig stærkt personligt, og jeg har kun alt for let ved at genkende mine egne erfaringer fra forhold i filmen. :)
Filmen er forøvrigt Vigos fjerde. Han lavede to kortfilm og Zéro de conduite, men L'Atalante blev ganske rigtig hans sidste.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Jeg kan ikke kende forskel på dem, men i takt med at Emma Watson bliver gammel nok til at savle over og udvikler bryster, stiger min interesse moderat for filmene.
Dog finder jeg dem stadig bragende kedelige, for det meste.
Kunne ikke være mere spot-on.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Jeg var ret spændt på gensynet med Pulp Fiction. Jeg kan stadig huske overraskelsen Reservoir Dogs, da jeg så den med en kammerat i 1992 og et par år efter, da Natfilm festivalen viste Pulp Fiction som sidste film i Imperial med Big Fat Snake som band i loungen, et halvt år inden premieren. Jeg var blæst væk.
Siden har hr. Quentin Tarantino sat sine fodspor på samme vis i de gamle aftryk. Samme mærke, samme model, blot i mindre og mindre skostørrelse. Og jeg var bange for, at hans genbrug af konventioner i makværkerne Death Proof og Inglourious Basterds, ville påvirke min opfattelse af PF negativt.
Gudskelov nej, hvilket faktisk var en overraskelse. Jeg havde en idé om, at dialogen ville føles fortærsket og ideforladt som i QT's (and very hush hush) senere film. Men nej, det holder sgu. Jeg skal ikke kunne sige, om manuskriptet og dialogen blot er langt bedre i PF, men jeg tror nærmere at det er skuespillerne og timingen, der er den store forskel. Jo John Travolta ER cool, men Samuel Jackson er forrygende. Forestillingens helt store clou. Dernæst følger et væld af gode skuespilspræstationer, hvor jeg dog synes mindst om Harvey Keitel og ikke mindst QT himself.
Absolut en klassiker.
9/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Martin Scorsese har instrueret denne fremragende psykologiske thriller, der foregår på en ø for kriminelle sindssyge, hvor en fange på mystisk vis er undsluppet. Leo gør det fremragende som en US Marshall, der sammen med sin partner ankommer til øen og skal opklare mysteriet. I andre roller ses Ben Kingsley (en af mine favorit skuespillere), Max Von Sydow og Mark Ruffalo, der allesammen gør det glimrende.
Jeg var tryllebundet i samtlige 138 minutter filmen varede. Ikke siden Silence of The Lambs har jeg set mere vellykkende psykologisk thriller/drama.
Man bliver som tilskuer filmen igennem kastet rundt i det ene twist efter det andet, og flere gange føler man at man mister grebet, og ens hoved snurrer. Det er helt bevidst fra Scorseses side. Vi får dog serveret flere og flere spor, der gør at man aldrig føler sig helt forladt, og at man bliver ved med at gætte. Den erfarne filmz'er (cafe latté drikkende selvfølgelig!) vil sandsynligvis relativt hurtigt regne filmens twists ud, men lad mig bare sige at du det har du nok alligevel ikke helt :)
Slutningen på filmen er ganske rørende, samtidig med at den på fornem vis binder de løse ender sammen. Jeg var både rørt og blæst væk.
#4511 Highland Park 15 år siden
Har du set "C'est arrivé près de chez vous" og i så fald; kan du lide den?
Det er jo i den grad en film, der er kendetegnet ved brutale voldshandlinger. Personligt anser jeg den for en lille, sorthumoristisk perle. Benoît Poelvoorde er skræmmende intens og troværdig.
Nu hvor du deltager i diverse filmfestivaller, har du så set Lucas Belvauxs (bror til afdøde Rémy Belvaux) La raison du plus faible, der deltog i konkurrencen om De Gyldne Palmer i 2006?
#4512 Lord Beef Jerky 15 år siden
#4513 Kiksmann 15 år siden
Er også 10/10 værd
#4514 Highland Park 15 år siden
Jeg har endnu ikke selv set "La raison du plus faible" og ved ikke, om du vil bryde dig om førnævnte. Der bliver ikke lagt fingre imellem skildringen af de bestialske voldshandlinger, men det er en uhyre velspillet og, på sin egen syge måde, fascinerende mockumentary.
#4515 filmz-jonasgr 15 år siden
L'Atalante
Det var den eneste film som Jean Vigo nåede at lave inden han døde af tuberkulose som 29-årig. Den er også på diverse kritikerlister, hyldet som værende en af verdens bedste film. Jeg synes også at den er rigtig flot filmet og klippet sammen. Jeg blev blot ikke så engageret i plottet som jeg havde håbet. Den fortæller historien om det nygifte par Jean og Juliette, som nu skal tilbringe deres tid på skibet L'Atalante som Jean er skipper på. Han har også to medarbejdere til at hjælpe sig. Det bliver naturligvis en omvæltning for Juliette. Hun skal nu vende sig til beskidt tøj og ellers kummerlige forhold og det hun er mest bange for er at hun kommer til at leve et monotont liv. Jean er til gengæld irriteret over alle hendes nips og naps af ting og at hun vil ændre på deres båd. Han lover hende til gengæld at hun skal få en masse af verden af se. Det bliver således en fortælling om kærlighed men også hvorledes man kan få et parforhold til at virke, når de to partnere ønsker hver deres ting. Det bliver naturligvis til nogle skænderier. Især da Juliette på en tur til Paris opdager hvor meget byen har at tilbyde hende. Jean derimod er irriteret over at hun mest er interesseret i at kigge på kjoler og sko end ham og vil væk hurtigst muligt. Som sådan fortæller den en universel historie om parforhold, men i en kærlighedshistorie, som det trods alt er, så savner jeg at blive engageret i deres liv. Jeg føler mig uinteresseret i deres hverdag og hvad de føler for hinanden. En del af dette skyldes muligvis at den blander det dramatiske med komik, således bliver jeg i tvivl om hvorvidt de mener det alvorligt eller ej. Er deres forhold på randen af fallit, eller er det hele bare sjov og ballade.
6/10
'Cause I'm evil"
#4516 Benway 15 år siden
Jeg har efterhånden set den en del gange, og jeg synes blot den bliver stærkere ved hvert gensyn, hvor jeg har fået øjnene op for nye detaljer. Det er samtidig også en film, der rammer mig stærkt personligt, og jeg har kun alt for let ved at genkende mine egne erfaringer fra forhold i filmen. :)
Filmen er forøvrigt Vigos fjerde. Han lavede to kortfilm og Zéro de conduite, men L'Atalante blev ganske rigtig hans sidste.
#4517 filmz-jonasgr 15 år siden
Ja jeg skulle have skrevet spillefilm i stedet for, da han ganske rigtigt har andre produktioner på sit CV.
'Cause I'm evil"
#4518 Åkepool 15 år siden
What Utyske said -
Kunne ikke være mere spot-on.
#4519 filmz-Bruce 15 år siden
Jeg var ret spændt på gensynet med Pulp Fiction. Jeg kan stadig huske overraskelsen Reservoir Dogs, da jeg så den med en kammerat i 1992 og et par år efter, da Natfilm festivalen viste Pulp Fiction som sidste film i Imperial med Big Fat Snake som band i loungen, et halvt år inden premieren. Jeg var blæst væk.
Siden har hr. Quentin Tarantino sat sine fodspor på samme vis i de gamle aftryk. Samme mærke, samme model, blot i mindre og mindre skostørrelse. Og jeg var bange for, at hans genbrug af konventioner i makværkerne Death Proof og Inglourious Basterds, ville påvirke min opfattelse af PF negativt.
Gudskelov nej, hvilket faktisk var en overraskelse. Jeg havde en idé om, at dialogen ville føles fortærsket og ideforladt som i QT's (and very hush hush) senere film. Men nej, det holder sgu. Jeg skal ikke kunne sige, om manuskriptet og dialogen blot er langt bedre i PF, men jeg tror nærmere at det er skuespillerne og timingen, der er den store forskel. Jo John Travolta ER cool, men Samuel Jackson er forrygende. Forestillingens helt store clou. Dernæst følger et væld af gode skuespilspræstationer, hvor jeg dog synes mindst om Harvey Keitel og ikke mindst QT himself.
Absolut en klassiker.
9/10
#4520 duuk74 15 år siden
Martin Scorsese har instrueret denne fremragende psykologiske thriller, der foregår på en ø for kriminelle sindssyge, hvor en fange på mystisk vis er undsluppet.
Leo gør det fremragende som en US Marshall, der sammen med sin partner ankommer til øen og skal opklare mysteriet. I andre roller ses Ben Kingsley (en af mine favorit skuespillere), Max Von Sydow og Mark Ruffalo, der allesammen gør det glimrende.
Jeg var tryllebundet i samtlige 138 minutter filmen varede. Ikke siden Silence of The Lambs har jeg set mere vellykkende psykologisk thriller/drama.
Man bliver som tilskuer filmen igennem kastet rundt i det ene twist efter det andet, og flere gange føler man at man mister grebet, og ens hoved snurrer. Det er helt bevidst fra Scorseses side.
Vi får dog serveret flere og flere spor, der gør at man aldrig føler sig helt forladt, og at man bliver ved med at gætte.
Den erfarne filmz'er (cafe latté drikkende selvfølgelig!) vil sandsynligvis relativt hurtigt regne filmens twists ud, men lad mig bare sige at du det har du nok alligevel ikke helt :)
Slutningen på filmen er ganske rørende, samtidig med at den på fornem vis binder de løse ender sammen. Jeg var både rørt og blæst væk.
En film der næsten skal ses to gange..
9/10