Det var faktisk ikke mit første syn af Carol Reed's "The Third Man". Jeg så den første gang for et par år siden, og var ikke synderligt imponeret. Jeg syntes at den var ganske fin, men jeg kunne ikke helt se hvorfor denne blev regnet for en så stor klassiker. På det tidspunkt var jeg dog heller ikke særligt velbevandret i film-noir genren, eller i det hele taget i sort/hvid film. Faktisk var det vist nok min første film-noir, og det var altså ikke det bedste første indtryk jeg fik af genren. Jeg kunne dog i særdeleshed godt lide klimaks-scenen og hele jagten i kloaken. Den syntes jeg var vældigt flot filmet. Men jeg kunne ikke give filmen mere end 4/6 samlet set.
Jeg har dog i løbet af de to år rykket mig meget filmmæssigt, og har fået langt større erfaring med sort/hvide film og film-noirs som er gået hen og blevet en af de genre jeg sætter størst pris på. For et stykke tid siden fik jeg så lyst til at gense "The Third Man", da jeg havde på fornemmelsen om at jeg ville synes langt bedre om filmen ved et gensyn. I den periode viste DR K filmen et par gange sent om aftenen, så jeg skruede et par gange om på kanalen, for at få et indtryk af om jeg måske ville synes bedre om filmen anden gang. Bare det at jeg havde svært ved at skrue væk igen fra kanalen, gjorde det klart for mig at jeg måtte gense filmen.
Og det har jeg så gjort, og hvilken fantastisk film det er! Denne gang fandt jeg historien langt mere interessant og spændende og Joseph Cotten er virkelig forrygende som den amerikanske forfatter Hollie Martins. Man finder også en glimrende Trevor Howard i en birolle som Major Calloway. Men ham der virkelig stjæler filmen, er den evigt fantastiske Orson Welles. Selvom at han først gør sin entré da der er en halv time tilbage af filmen formår han at imponere med en fremragende præstation. Filmen er fantastisk smuk filmet, og sjældent har en by set så smuk ud på film som Wiens skyggebelagte gader. Det er også værd at nævne det noget usædvanlige, men yderst smukke musik af Anton Karas.
Det kan en gang i mellem betale sig at forsøge sig igen med film som man tidligere har afskrevet. Det var tydeligvis ikke den rette film for mig dengang for et par år siden, da jeg ikke havde den erfaring som jeg har i dag. En erfaring som jeg havde brug for, for at værdsætte det fantastiske i dette mesterværk.
6/6
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Jeg kan stadig ikke finde den store glæde i filmen, selvom jeg et par gange næsten har forsøgt at tvinge mig selv til at kunne lide filmen :S
Men jeg må nok sande at jeg på nuværende tidspunkt ikke ser det helt store i filmen. Jeg kan godt se de geniale momenter filmen igennem, men jeg finder generelt filmen for langsom (langsom på det dårlige måde vel og mærke dvs. forhindrer at jeg danner rigtig interesse for filmen og dens karakterer) samtidig med at jeg aldrig har kunnet værtsætte filmens soundtrack som ellers paradoksalt nok altid synes at blive rost til skyerne.
Det kunne være jeg skulle give filmen en ny chance (jeg har den også liggende på DVD) men det bliver nok ikke lige i den nærmeste fremtid desværre :(
Men det er da fedt at du kan mærke du "er vokset" som film-interesseret! Det er en dejlig følelse at kunne mærke man har rykket sig og kan finde nye glæder med det der før var tamt og uinteressant! :)
“I should say that I was a visual person. I experience with my eyes and never, or rarely, with my ears...to my constant regret.” - Fritz Lang
Uden tvivl en af de bedste 80'er film. Jeg har ingen ide om, hvor god den er, hvis jeg så den som ny. Men jeg kan se den igen og igen og igen, og især slutningen er jo nærmest episk. Lagde mærke til, at Daniel faktisk ikke er en total wuzz i hele filmen. Normalt ville han jo være mobbeoffer, nørd og usikker, men det er slet ikke tilfældet.
Det kunne være jeg skulle give filmen en ny chance (jeg har den også liggende på DVD) men det bliver nok ikke lige i den nærmeste fremtid desværre :(
Hvis du stadig har på fornemmelsen at du ikke ser det store lys i den, så kan jeg da heller ikke anbefale dig at gense den endnu. Men lad den ligge i et par år eller noget i den dur, og genovervej om det er værd at give den et gensyn. Det er ikke sikkert at du kommer til at ændre mening, men film er jo trods alt heller ikke en eksakt videnskab der fortæller os hvilke film man skal lide og hvilke man ikke skal :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#4877 - hehe, det fordi, Lord Beef Jerky engang skrev, at jeg skulle give karakterer efter, hvad jeg virkelig synes. Bruger jeg bare lidt objektivitet, så er det jo også nede på 6/10.
Med den måde at anmelde film på, som jeg gjorde med Karate Kid, så ville Top Gun, Bloodsport og et par andre film også få 9/10 :)
En fabelagtigt stemningsmættet film. Mindes ikke at have set noget, der minder om det her, med undtagelse af Ki-duks egen 'Forår, sommer...'. Der i øvrigt var lige så smuk.
Hele idéen om filmens stumme hovedperson og hans mystiske (men på en underlig måde også sympatiske) bevæggrunde giver Kim Ki-duks billedpoesi en særlig menneskelig kant. På samme måde undgår det meget uforudsigelige handlingsforløb at føles konstrueret, men i stedet naturligt og flydende i sine strukturelle overgange.
En meget fornem og inspirerende film, der siger meget næsten uden at sige noget.
9/10
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
#4871 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#4872 Kruse 15 år siden
Det var faktisk ikke mit første syn af Carol Reed's "The Third Man". Jeg så den første gang for et par år siden, og var ikke synderligt imponeret. Jeg syntes at den var ganske fin, men jeg kunne ikke helt se hvorfor denne blev regnet for en så stor klassiker. På det tidspunkt var jeg dog heller ikke særligt velbevandret i film-noir genren, eller i det hele taget i sort/hvid film. Faktisk var det vist nok min første film-noir, og det var altså ikke det bedste første indtryk jeg fik af genren. Jeg kunne dog i særdeleshed godt lide klimaks-scenen og hele jagten i kloaken. Den syntes jeg var vældigt flot filmet. Men jeg kunne ikke give filmen mere end 4/6 samlet set.
Jeg har dog i løbet af de to år rykket mig meget filmmæssigt, og har fået langt større erfaring med sort/hvide film og film-noirs som er gået hen og blevet en af de genre jeg sætter størst pris på. For et stykke tid siden fik jeg så lyst til at gense "The Third Man", da jeg havde på fornemmelsen om at jeg ville synes langt bedre om filmen ved et gensyn. I den periode viste DR K filmen et par gange sent om aftenen, så jeg skruede et par gange om på kanalen, for at få et indtryk af om jeg måske ville synes bedre om filmen anden gang. Bare det at jeg havde svært ved at skrue væk igen fra kanalen, gjorde det klart for mig at jeg måtte gense filmen.
Og det har jeg så gjort, og hvilken fantastisk film det er! Denne gang fandt jeg historien langt mere interessant og spændende og Joseph Cotten er virkelig forrygende som den amerikanske forfatter Hollie Martins. Man finder også en glimrende Trevor Howard i en birolle som Major Calloway. Men ham der virkelig stjæler filmen, er den evigt fantastiske Orson Welles. Selvom at han først gør sin entré da der er en halv time tilbage af filmen formår han at imponere med en fremragende præstation. Filmen er fantastisk smuk filmet, og sjældent har en by set så smuk ud på film som Wiens skyggebelagte gader. Det er også værd at nævne det noget usædvanlige, men yderst smukke musik af Anton Karas.
Det kan en gang i mellem betale sig at forsøge sig igen med film som man tidligere har afskrevet. Det var tydeligvis ikke den rette film for mig dengang for et par år siden, da jeg ikke havde den erfaring som jeg har i dag. En erfaring som jeg havde brug for, for at værdsætte det fantastiske i dette mesterværk.
6/6
#4873 Twister 15 år siden
Jeg kan stadig ikke finde den store glæde i filmen, selvom jeg et par gange næsten har forsøgt at tvinge mig selv til at kunne lide filmen :S
Men jeg må nok sande at jeg på nuværende tidspunkt ikke ser det helt store i filmen. Jeg kan godt se de geniale momenter filmen igennem, men jeg finder generelt filmen for langsom (langsom på det dårlige måde vel og mærke dvs. forhindrer at jeg danner rigtig interesse for filmen og dens karakterer) samtidig med at jeg aldrig har kunnet værtsætte filmens soundtrack som ellers paradoksalt nok altid synes at blive rost til skyerne.
Det kunne være jeg skulle give filmen en ny chance (jeg har den også liggende på DVD) men det bliver nok ikke lige i den nærmeste fremtid desværre :(
Men det er da fedt at du kan mærke du "er vokset" som film-interesseret! Det er en dejlig følelse at kunne mærke man har rykket sig og kan finde nye glæder med det der før var tamt og uinteressant! :)
#4874 filmz-Bruce 15 år siden
#4875 Lord Beef Jerky 15 år siden
#4876 Skeloboy 15 år siden
Uden tvivl en af de bedste 80'er film. Jeg har ingen ide om, hvor god den er, hvis jeg så den som ny. Men jeg kan se den igen og igen og igen, og især slutningen er jo nærmest episk. Lagde mærke til, at Daniel faktisk ikke er en total wuzz i hele filmen. Normalt ville han jo være mobbeoffer, nørd og usikker, men det er slet ikke tilfældet.
9/10
#4877 chronaden 15 år siden
Fuck du giver virkelige atypiske karakterer generelt herinde :D
Skal nogle gange bide mig i tungen og fortælle mig selv at forskellige folk har forskellig smag!
#4878 Kruse 15 år siden
Hvis du stadig har på fornemmelsen at du ikke ser det store lys i den, så kan jeg da heller ikke anbefale dig at gense den endnu. Men lad den ligge i et par år eller noget i den dur, og genovervej om det er værd at give den et gensyn. Det er ikke sikkert at du kommer til at ændre mening, men film er jo trods alt heller ikke en eksakt videnskab der fortæller os hvilke film man skal lide og hvilke man ikke skal :)
#4879 Skeloboy 15 år siden
Med den måde at anmelde film på, som jeg gjorde med Karate Kid, så ville Top Gun, Bloodsport og et par andre film også få 9/10 :)
#4880 RasmusFL 15 år siden
En fabelagtigt stemningsmættet film. Mindes ikke at have set noget, der minder om det her, med undtagelse af Ki-duks egen 'Forår, sommer...'. Der i øvrigt var lige så smuk.
Hele idéen om filmens stumme hovedperson og hans mystiske (men på en underlig måde også sympatiske) bevæggrunde giver Kim Ki-duks billedpoesi en særlig menneskelig kant. På samme måde undgår det meget uforudsigelige handlingsforløb at føles konstrueret, men i stedet naturligt og flydende i sine strukturelle overgange.
En meget fornem og inspirerende film, der siger meget næsten uden at sige noget.
9/10