Altså..."Every woman is wrong until she cries, and then she is right - instantly"
Har set to Hitchcock film i dag, som jeg ikke havde set før, og de får lige nogle meget korte ord med på vejen:
Spellbound, 1945 Ingrid Bergman er psykoanalytiker, og får ny chef, Gregory Peck. Men han begynder at opføre sig underligt, og er han virkelig den person, han påstår? Det er en rigtig spændende historie, og selvfølgelig knaldgodt skuespil. Men der er lige et par scener hist og pist, der er lidt forældet.
8/10
Notorious, 1946 Denne gang er det Cary Grant overfor Ingmar Bergman i en spion-agtig thriller. Hele filmen er fantastisk bygget op, og man holder næsten vejret i samtlige 98 minutter.
9/10 og plads nr. 230. Det er så Hitchcocks 4. film på den liste (de andre er Rebecca, Vertigo og North By Northwest)
Ingrid Bergman er fandeme en dejlig skuespillerinde...must have more...
Planen er lige at se en film mere i dag, nemlig Vertigo - godt med en lille Hitchcock-marathon :)
Da jeg første gang hørte Chet Baker, kom jeg hurtigt til at forbinde ham med min favorit poet: Fernando Pessoa. Bakers ”My Ideal” blev spillet i radioen, og jeg blev hurtigt bundet af melankolien, som altid har været Bakers vokale styrke (i mine øjne.) Kort efter blev der oplæst en del af Fernando Pessoas ”Rastløshedens bog.”
“Let’s get lost” er en dokumentarfilm om Chet Baker, der er filmet I smuk sort/hvid, og som har nogle fantastiske stemninger, ikke mindst pga. det overbevisende soundtrack, som hovedsageligt består af Chet Bakers musik.
I starten af filmen fokuseres der hovedsageligt på Chet Bakers person, og hans musik. I de momenter er filmen stærkest, og især optagelserne med Baker selv er fantastiske. De giver både et indblik i musikeren Chet Baker, og i personen bag ved. Ved blot at se Bakers aldrende og medtagede ansigt, er man øjeblikkeligt fanget af hans excentriske personlighed.
Desværre bliver filmen en smule lang, efterhånden som man bevæger sig væk fra Baker, og over på hans familie og venner. Den vender dog ganske stærkt tilbage hen imod slutningen, hvor Bakers børn appellerer til Baker om ikke at være en fremmed, hvilket siger meget om den rodløse mand, der var bag den sårbare vokal.
"To be a poet is not my ambition. It's my way of being alone" skrev Fernando Pessoa under pseudonymet Alberto Caeiro, og man får I denne film en fornemmelse af at musikken var Bakers måde at være alene. Med det mener jeg, at musikken, som jeg oplever det, var en meget naturlig del af Bakers liv, og han har blot givet os en chance for at være med i hans mest sårbare følelser.
Da Baker til sidst i filmen beder publikum om at være stille fordi sangen ”Almost Blue” er ”that kind of tune” er det kunstnerens sidste opråb om at lade musikken være i centrum, for et øjeblik. Den efterspørgsel har Bruce Weber til en hvis grad efterkommet, og det kan man ikke andet end takke ham for. For selvom denne film har en stor del interviews, som fokuserer på alt det der ligger bag musikken, alligevel har denne film Chet Bakers musik hovedrollen, fordi Chet Baker selv har hovedrollen, og musikken i så høj grad levede i ham til det sidste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Collateral - Jeg så, nærmest ved et tilfælde, et band på det tidligere Midtfyn...mener gruppen hed Chet Baker-jam og de her unge mennesker blæste mig omkuld på scenen. De havde stil, de var cool som bare pokker og så lød det hamrende godt. Da jeg kom hjem fra festivalen strøg jeg fluks ned i byen og købte Chet Baker.
________________________________
Jeg er begyndt at se Modern Family sæson 1. Serien er ganske sjov, men den blev faktisk det sjovere bare ved at grine i kor med min bredere halvdel.
#5731 wimmie 14 år siden
Forståeligt...for jeg har jo også ret ;)
#5732 Skeloboy 14 år siden
Altså..."Every woman is wrong until she cries, and then she is right - instantly"
Har set to Hitchcock film i dag, som jeg ikke havde set før, og de får lige nogle meget korte ord med på vejen:
Spellbound, 1945
Ingrid Bergman er psykoanalytiker, og får ny chef, Gregory Peck. Men han begynder at opføre sig underligt, og er han virkelig den person, han påstår?
Det er en rigtig spændende historie, og selvfølgelig knaldgodt skuespil. Men der er lige et par scener hist og pist, der er lidt forældet.
8/10
Notorious, 1946
Denne gang er det Cary Grant overfor Ingmar Bergman i en spion-agtig thriller. Hele filmen er fantastisk bygget op, og man holder næsten vejret i samtlige 98 minutter.
9/10 og plads nr. 230. Det er så Hitchcocks 4. film på den liste (de andre er Rebecca, Vertigo og North By Northwest)
Ingrid Bergman er fandeme en dejlig skuespillerinde...must have more...
Planen er lige at se en film mere i dag, nemlig Vertigo - godt med en lille Hitchcock-marathon :)
#5733 Skeloboy 14 år siden
#5734 Collateral 14 år siden
af Bruce Weber
Da jeg første gang hørte Chet Baker, kom jeg hurtigt til at forbinde ham med min favorit poet: Fernando Pessoa. Bakers ”My Ideal” blev spillet i radioen, og jeg blev hurtigt bundet af melankolien, som altid har været Bakers vokale styrke (i mine øjne.) Kort efter blev der oplæst en del af Fernando Pessoas ”Rastløshedens bog.”
“Let’s get lost” er en dokumentarfilm om Chet Baker, der er filmet I smuk sort/hvid, og som har nogle fantastiske stemninger, ikke mindst pga. det overbevisende soundtrack, som hovedsageligt består af Chet Bakers musik.
I starten af filmen fokuseres der hovedsageligt på Chet Bakers person, og hans musik. I de momenter er filmen stærkest, og især optagelserne med Baker selv er fantastiske. De giver både et indblik i musikeren Chet Baker, og i personen bag ved. Ved blot at se Bakers aldrende og medtagede ansigt, er man øjeblikkeligt fanget af hans excentriske personlighed.
Desværre bliver filmen en smule lang, efterhånden som man bevæger sig væk fra Baker, og over på hans familie og venner. Den vender dog ganske stærkt tilbage hen imod slutningen, hvor Bakers børn appellerer til Baker om ikke at være en fremmed, hvilket siger meget om den rodløse mand, der var bag den sårbare vokal.
"To be a poet is not my ambition. It's my way of being alone" skrev Fernando Pessoa under pseudonymet Alberto Caeiro, og man får I denne film en fornemmelse af at musikken var Bakers måde at være alene. Med det mener jeg, at musikken, som jeg oplever det, var en meget naturlig del af Bakers liv, og han har blot givet os en chance for at være med i hans mest sårbare følelser.
Da Baker til sidst i filmen beder publikum om at være stille fordi sangen ”Almost Blue” er ”that kind of tune” er det kunstnerens sidste opråb om at lade musikken være i centrum, for et øjeblik. Den efterspørgsel har Bruce Weber til en hvis grad efterkommet, og det kan man ikke andet end takke ham for. For selvom denne film har en stor del interviews, som fokuserer på alt det der ligger bag musikken, alligevel har denne film Chet Bakers musik hovedrollen, fordi Chet Baker selv har hovedrollen, og musikken i så høj grad levede i ham til det sidste.
#5735 misuma 14 år siden
________________________________
Jeg er begyndt at se Modern Family sæson 1. Serien er ganske sjov, men den blev faktisk det sjovere bare ved at grine i kor med min bredere halvdel.
#5736 Åkepool 14 år siden
Hmm, er hun helt tilfreds med at du kalder hende det?
#5737 misuma 14 år siden
______________________________
Så Doctor Strange - Dejligt forfriskende take på superheltegenren.
#5738 Collateral 14 år siden
#5739 misuma 14 år siden
#5740 elwood 14 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"