Fik langt om længe taget mig sammen til at se denne film i går aftes/nat, efter Misuma mindende mig om den, og jeg synes faktisk den var ganske udemærket, selv om den også på flere punkter, i mine øjne, er en langt svagere struktureret film end f.eks. "Vacancy", som for mig er den mest oplagte sammenligning. Skuespillet er sublimt som altid fra Liv Tyler, der virkelig formår at få illustreret den stemning af terror og panik hun er omgivet af, og som leveres fornemt af instuktøren Bryan Bertino med små virkemidler hist og pist. Bedst er brugen af suspense når han lader tilskueren være vidne til at psykopaterne dukker op i baggrunden uden, at filmens karakterer selv er bevidste om det. I samme omfang savner jeg så også, at Tyler får noget bedre modspil fra Scott Speedman, som virker knap så overbevisende i sit skuespil.
Jeg synes heller ikke at problemerne i deres parforhold, som præsenteres i starten, rigtig fører til noget jo mere handlingen skrider fremad. Det virker på mig som om, at Bertino glemmer det eller ubevidst lader det fade ud til fordel for terroriseringen, hvorimod Nimrod Antal i "Vacancy" netop udnyttede sine karakteres parforholdsproblemer i kontekst med den udefrakommende trussel til perfektion. I "The Strangers" fader det hele ligsom bare ud i ingenting og selv om jeg undervejs blev grebet af spændingen i en del scener, kunne jeg ikke lade være med efterfølgende samlet set at være en del skuffet.
3/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Swedish Auto Sød lille indie film, der handler om en genert mekaniker Carter (Lukas Haas) fra et lille lokalsamfund i Staterne der observerer andre mennesker i stedet for at koncentrer sig om sit eget liv. Han finder sammen med pigen Darla (January Jones) der er servitrice på hans daglige frokostcafe der også har observeret ham derfra udvikler historien sig langsomt, meget langsomt, for det er en film der der tager sig god tid. Men filmens tempo synes jeg egentlig er befriende og en af filmens kvaliteter, da historien er lidt banal og meget klassisk, så filmens tempo sammen med lydsporet (musikken) giver mulighed for at fordybe sig i filmens tomhed og dagdrømmerier.
Det er et lille lokalsamfundshverdagsdrama i et næsten meditationsagtigt tempo med et lille lækkert og passende soundtrack, som sagt en sød lille indie film.
4 ud af 6
[url= Der giver et lille, men fint billede af stemningen og musikken.
Nå fik lige skruet en hurtig lille anmeldelse af The Town sammen.
The Town
Ben Afflecks anden spillefilm som instruktør kan vel ikke være ligeså succesfuld som Gone, Baby, Gone. En film hvor han viste sine kritikere at han har et talent indenfor filmbranchen. Det var også et smart træk af ham at trække sig en smule fra rampelyset. Han gemte skuespillet væk I 2 år. Nu er han tilbage med hans anden spillefilm, som på mange måder er ligeså vellykket som forgængeren.
Det kan ikke komme som en stor hemmelighed, at Ben har en forkærlighed for Boston. Han er selv opvokset I byen og I Gone, Baby, Gone viste han også skyggesiderne ved byen. Det gør han I endnu højere grad i The Town. Filmen tager udgangspunkt i distriktet Charlestown, som har ry for at være det sted i USA der bliver begået flest bankrøverier. Og skal man tro Ben Affleck er det altså ikke amatører. Han spiller selv Doug MacRay som er leder af en bande på 4 bestående af blandt andre James ”Jem” Coughlin (Jeremy Renner), som lever af at begå bankrøverier. De er planlagt ned til mindste detalje, Doug ønsker ingen løse ender. Alligevel går deres seneste røveri ikke helt efter planen. Det er også her filmen tager sin begyndelse. Vi bliver med et suget ind i denne rå fortælling i en sekvens som er fortrinlig eksekveret og som får ens puls godt op. Det går dog det galt at Jem tager bankdirektøren Claire (Rebecca Hall) med som gidsel, hvis nu politiet skulle dukke op. De gør hende ingen fysisk harme, men efterlader hende ved en strand. Hendes kørekort afslører desværre at hun bor kun 4 blokke væk fra dem i Charlestown. Hvad nu hvis hun genkender deres stemmer. Den iltre Jem er ikke tilfreds, men Doug er hurtig til at påtage sig opgaven om at undersøge hende. Ikke mindst da han nok godt er klar over at Jem er uberegnelig. Hvad værre er, at Doug forelsker sig i hende og ønsker at forlade Charlestown. Det er bare nemmer sagt end gjort. Med et helt politikorps på nakken af en og en gruppe af mennesker som man ikke bare ”for lov” til at forlade. Dette er hans verden, hans familie.
Umiddelbart lyder det som en standardformel på en mainstream actionfilm. Det er det på sin vis også, men der er nogle detaljer som gør at den adskiller sig fra mængden. Først og fremmest er der en autencitet med hensyn til området som bliver beskrevet. Ben Affleck kender Boston som sin egen baghave og det føler man som man bliver trukket rundt i gaderne. Gaderne, butikkerne føles reelle. Det samme gør personerne og så hjælper det også at Ben Affleck kan flette en Boston accent ind i billedet. Ligeledes kan jeg godt lide måden han har doseret de enkelte dele i filmen. Det er en rigtig god balance i filmen, imellem actionsekvenserne, dialogen, romancen. For meget af det ene og andet kan få det til at kamme over. Som en af de få gange i en actionfilm føles romancen mellem Claire og Doug som kærlighed. Vi lærer rent faktisk deres karakterer at kende, således at man kan forstå hvorledes de kan blive forelskede. Affleck er en fin nok skuespiller til at trække denne hjem, med sit maskuline ydre og kække smil. Claire optræder også som hans flugtvej, en mulighed for at starte et nyt liv. Hvad hun jo bare ikke ved er at det er den helt samme person som overfaldt hendes bank. Hun noterede dog at de havde en helt speciel tatovering. Det er sådan en lille detalje der skaber lidt ekstra spænding. Vi ved og Doug ved, at han hele skal passe på ikke at vise den frem. Og da Jem ved en tilfældighed opdager dem på en café, ved vi og Doug at alting kan ske. Jem er utilregnelig. En type der siger :”hvor skal vi hen”, når Doug siger at de skal uddele tæv til nogle. Og han ved ikke noget til tatoveringen. Det kan gå godt, men det kan også gå rivende galt. Det leder mig over til actionsekvenserne som der er nok af til at man kan blive imponeret. Jeg vil især fremhæve en enkelt scene, som på sin vis minder om den i Bourne filmene, blot bedre eksekveret. Det er en bilscene, som er koreograferet på en sådan måde at man bliver helt klaustrofobisk. Intet shakycam, men en scene hvor vinklen i mange dele af sekvenser er taget fra fronten af bilen og altså i et hæsblæsende tempo. Det eneste jeg var noget irriteret over ved actionsekvenserne er at det åbenbart er utroligt svært for folk med selv de mest avancerede skydevåben ikke at ramme noget. Især i en afgørende scene, var det en anelse overeksponeret.
Skuespilsmæssigt var jeg mest imponeret af Jeremy Renner. Han er velsagtens den mest endimensionelle person i hele filmen, men er på sin vis også den mest interessante, også fordi at han mærkeligt nok står for de mest humoristiske indslag. Velsagtens fordi at de ting han siger og gør er så langt ude, at man ikke kan lade være med at grine af det. Og så har jeg også lige fundet ud af at Blake Lively medvirker i filmen. Jeg kunne overhovedet ikke kende hende hun ligner en der er 15-20 år ældre. Resten gør det fint med det de har at spille med. Jon Hamm gør den som hårdkogt politibetjent, som ikke skyer nogle midler i sin kamp for at fange de kriminelle. På mange måder er han ligeså brutal i hans kamp, som modparten er. Men det er hans liv, hans verden. Skal man fange noget i den verden, skal man være brutal.
8/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Rubicon er AMCs nyeste satsning I kølvandet på succesen af både Mad Men og Breaking Bad. Seermæssigt har den dog ikke kunnet leve op til de andre serier og allerede nu bliver der spekuleret i om den bliver forlænget. Jeg håber meget på at den bliver det, for den har meget at byde på. Noget som jeg ikke kan huske andre serier har.
Hovedpersonen i serien er Will Travers. Han arbejder som analyst hos API (American Policy Institut). Hans mentor hedder David og han har noget meget vigtigt at fortælle Will, men sammen aften dør han under mystiske omstændigheder. Ved første øjekast ligner det en ganske almindelig togulykke, men Will tror anderledes. Han er sikker på at han blev myrdet. Snart bliver Will selv udnævnt som leder af den lille enhed som hans mentor David stod for. I denne enhed finder man Miles som er en meget grundig analyst men også på mange måder ganske usikker og med et skrantende forhold til sin kone og deres børn. Så er der Grant, som har ambitioner om at overtage Wills job på et tidspunkt. Han er ligeledes gift men i et godt forhold, hvor konen dog ikke altid kan forstå hans arbejdstider. Så er der den nye pige i klassen. Den kloge men, virker det til, også en kvinde med sine problemer. Måske stofmisbruger. Så er der Truxton Spangler som leder selve instituttet. Kale Ingram som er en slags vejleder og mellemled til Spangler. Historierne i serien foregår parrallelt. For det første er der jo hele opklaringen af sagen omkring Davids død, som Will naturligvis går meget op i. Og uden at røbe for meget kan jeg afsløre at sagen stikker dybere end blot hans død, men til nogle mulige konspirationer. Samtidig har han jo også sit arbejde hos API hvor en terrorist ved navn Tapaz har slået til nogle strategiske steder og angiveligt har forbindelse til Irak. Rubicon er en serie hvor der helst ikke skal afsløres for mange plotdetaljer. Det er en dejlig hyldest til 70er film som All the President's Men og The Conversation, men samtidig en serie som tør være sig selv. Med andre ord en serie som bruger meget af den samme stemning som de nævnte film, men hvor selve plottet er aktuelt. Med en krig i Iraq, kampen imod terrorisme og ikke mindst 9/11. Will Travers er en meget sympatisk karakter. Han mistede netop sin kone og barn under 9/11. Det var meningen at han skulle hente dem, men han kom for sent. Efter den dag er han aldrig kommet så meget som et sekund for sent. Allerede i første afsnit får vi etableret Will Travers som den kloge og dybsindige karakter, men som helt klart bærer rundt på dårlig samvittighed. Rent udsagt er han ikke lykkelig. Og det bliver blot meget værre for ham. Serien starter langsomt, for nogle nok meget langsomt. Forvent ikke en lang række af actionsekvenser. Jeg tror den første kom i afsnit 10 eller 11. Det er en dialogpræget serie, hvor spændingen ligger i detaljerne, men også i den overhængende fare som vi hele tiden fornemmer vores hovedpersoner befinder sig i. Til dette fungerer musikken også blændende. Det er ikke ofte jeg lægger mærke til musikken i serier, men den er blændende i denne. Den fortjener at blive set og blive forlænget.
[url=
9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Den unge Prins Japansk Navn pådrager sin arms dæmonbesættelse under en drabelig kamp for at redde (først og fremmest nogle piger fra) landsbyen han er fra. I sin søgen efter helbredelse rodes han ind i en kamp mellem en skov og dens guder mod et jernfremstillingsværk.
Flot film med masser af fine stemninger og sære væsener. Men vigtigst er den gode historie, som fordi dens univers er så gennemtænkt, kan blive en medrivende fortælling, hvor man bare kan lade sig drive frem, både vidunderligt langsomt som hurtigt. Ærgerligt for mit vedkommende, at klimaks kommer til at overhale verdenens fysik, som i resten af filmen ellers forløber så tålmodigt vedholdende. Desuden fandt jeg historiens afrunding lidt for vupti. At filmen stadig får sådan en fin karakter, må så sige noget om hvor fantastisk vidunderligt skøn jeg fandt resten af filmen.
Firmaet er startet på ny og I nye lokaler. Men I virkeligheden handler denne sæson ikke så meget om firmaet men mere om Don og hvem han I virkeligheden er. Det er ligeså meget Dons søgen efter en identitet, noget som kan forenige sig med. Det er således også en sæson hvor han bliver presset ud I den ene yderlighed efter den anden. Han har hele tiden drukket, men noget presser ham til at stoppe. Hans forhold til Dicks kone bliver også sat på en prøve. Det er den ene person som I virkeligheden hele tiden har kendt ham. I firmaet kommer han I et forhold til Faye, men er det virkeligheden det rette for ham. Alt går rent ud sagt dårligt for Don, men I sidste ende er det måske til det bedste. I det hele taget en sæson som går I en lidt anden retning end hvad det har været de seneste par sæsoner. Jeg synes I hvert fald at tematikken gik meget på Dons og Peggys liv. En lille smule af Pete og Joan, men de er helt klar blevet gjort til bifigurer. Men det har egentlig også hele tiden været Don og Peggys historie, der har været interessant. Don har nu fået sit eget firma og det hele skulle jo egentlig være perfekt. Men han har helt klart svært ved at finde en identitet. Han er både Don og Dick, og alligevel ingen af delene. Og det hele ser ud til at smuldre for ham. Peggy viser sig at være en større støtte for ham end man nok lige havde troet. På et tidspunkt tror man at Don er helt på vej I afgrunden, med den livsstil han fører. Han virker ude af trit I forhold til perioden. Vi nærmer os snart 70erne og har Don det der skal til for at føre firmaet ind I gennem krisen. 9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#5821 NightHawk 14 år siden
Fik langt om længe taget mig sammen til at se denne film i går aftes/nat, efter Misuma mindende mig om den, og jeg synes faktisk den var ganske udemærket, selv om den også på flere punkter, i mine øjne, er en langt svagere struktureret film end f.eks. "Vacancy", som for mig er den mest oplagte sammenligning. Skuespillet er sublimt som altid fra Liv Tyler, der virkelig formår at få illustreret den stemning af terror og panik hun er omgivet af, og som leveres fornemt af instuktøren Bryan Bertino med små virkemidler hist og pist. Bedst er brugen af suspense når han lader tilskueren være vidne til at psykopaterne dukker op i baggrunden uden, at filmens karakterer selv er bevidste om det. I samme omfang savner jeg så også, at Tyler får noget bedre modspil fra Scott Speedman, som virker knap så overbevisende i sit skuespil.
Jeg synes heller ikke at problemerne i deres parforhold, som præsenteres i starten, rigtig fører til noget jo mere handlingen skrider fremad. Det virker på mig som om, at Bertino glemmer det eller ubevidst lader det fade ud til fordel for terroriseringen, hvorimod Nimrod Antal i "Vacancy" netop udnyttede sine karakteres parforholdsproblemer i kontekst med den udefrakommende trussel til perfektion. I "The Strangers" fader det hele ligsom bare ud i ingenting og selv om jeg undervejs blev grebet af spændingen i en del scener, kunne jeg ikke lade være med efterfølgende samlet set at være en del skuffet.
3/6
#5822 misuma 14 år siden
*tørrer mine tårer væk*
Flot film, som holdte mig fast i dens foruroligende stemning. 5/6
Jeg er dog stadig glad for at du fik set den Ü
#5823 vanilla_ice 14 år siden
Sød lille indie film, der handler om en genert mekaniker Carter (Lukas Haas) fra et lille lokalsamfund i Staterne der observerer andre mennesker i stedet for at koncentrer sig om sit eget liv. Han finder sammen med pigen Darla (January Jones) der er servitrice på hans daglige frokostcafe der også har observeret ham derfra udvikler historien sig langsomt, meget langsomt, for det er en film der der tager sig god tid.
Men filmens tempo synes jeg egentlig er befriende og en af filmens kvaliteter, da historien er lidt banal og meget klassisk, så filmens tempo sammen med lydsporet (musikken) giver mulighed for at fordybe sig i filmens tomhed og dagdrømmerier.
Det er et lille lokalsamfundshverdagsdrama i et næsten meditationsagtigt tempo med et lille lækkert og passende soundtrack, som sagt en sød lille indie film.
4 ud af 6
[url= Der giver et lille, men fint billede af stemningen og musikken.
#5824 Sweetiebellefan 14 år siden
En familie bor i en idyllisk forstad i Californien, men der foregår uhyggelige ting om natten.
Solid fortsættelse, og heldigvis er der ikke nogen edderkop med som i den første film.
9/10
#5825 lagoni 14 år siden
#5826 Sweetiebellefan 14 år siden
#5827 filmz-jonasgr 14 år siden
The Town
Ben Afflecks anden spillefilm som instruktør kan vel ikke være ligeså succesfuld som Gone, Baby, Gone. En film hvor han viste sine kritikere at han har et talent indenfor filmbranchen. Det var også et smart træk af ham at trække sig en smule fra rampelyset. Han gemte skuespillet væk I 2 år. Nu er han tilbage med hans anden spillefilm, som på mange måder er ligeså vellykket som forgængeren.
Det kan ikke komme som en stor hemmelighed, at Ben har en forkærlighed for Boston. Han er selv opvokset I byen og I Gone, Baby, Gone viste han også skyggesiderne ved byen. Det gør han I endnu højere grad i The Town. Filmen tager udgangspunkt i distriktet Charlestown, som har ry for at være det sted i USA der bliver begået flest bankrøverier. Og skal man tro Ben Affleck er det altså ikke amatører. Han spiller selv Doug MacRay som er leder af en bande på 4 bestående af blandt andre James ”Jem” Coughlin (Jeremy Renner), som lever af at begå bankrøverier. De er planlagt ned til mindste detalje, Doug ønsker ingen løse ender. Alligevel går deres seneste røveri ikke helt efter planen. Det er også her filmen tager sin begyndelse. Vi bliver med et suget ind i denne rå fortælling i en sekvens som er fortrinlig eksekveret og som får ens puls godt op. Det går dog det galt at Jem tager bankdirektøren Claire (Rebecca Hall) med som gidsel, hvis nu politiet skulle dukke op. De gør hende ingen fysisk harme, men efterlader hende ved en strand. Hendes kørekort afslører desværre at hun bor kun 4 blokke væk fra dem i Charlestown. Hvad nu hvis hun genkender deres stemmer. Den iltre Jem er ikke tilfreds, men Doug er hurtig til at påtage sig opgaven om at undersøge hende. Ikke mindst da han nok godt er klar over at Jem er uberegnelig. Hvad værre er, at Doug forelsker sig i hende og ønsker at forlade Charlestown. Det er bare nemmer sagt end gjort. Med et helt politikorps på nakken af en og en gruppe af mennesker som man ikke bare ”for lov” til at forlade. Dette er hans verden, hans familie.
Umiddelbart lyder det som en standardformel på en mainstream actionfilm. Det er det på sin vis også, men der er nogle detaljer som gør at den adskiller sig fra mængden. Først og fremmest er der en autencitet med hensyn til området som bliver beskrevet. Ben Affleck kender Boston som sin egen baghave og det føler man som man bliver trukket rundt i gaderne. Gaderne, butikkerne føles reelle. Det samme gør personerne og så hjælper det også at Ben Affleck kan flette en Boston accent ind i billedet. Ligeledes kan jeg godt lide måden han har doseret de enkelte dele i filmen. Det er en rigtig god balance i filmen, imellem actionsekvenserne, dialogen, romancen. For meget af det ene og andet kan få det til at kamme over. Som en af de få gange i en actionfilm føles romancen mellem Claire og Doug som kærlighed. Vi lærer rent faktisk deres karakterer at kende, således at man kan forstå hvorledes de kan blive forelskede. Affleck er en fin nok skuespiller til at trække denne hjem, med sit maskuline ydre og kække smil. Claire optræder også som hans flugtvej, en mulighed for at starte et nyt liv. Hvad hun jo bare ikke ved er at det er den helt samme person som overfaldt hendes bank. Hun noterede dog at de havde en helt speciel tatovering. Det er sådan en lille detalje der skaber lidt ekstra spænding. Vi ved og Doug ved, at han hele skal passe på ikke at vise den frem. Og da Jem ved en tilfældighed opdager dem på en café, ved vi og Doug at alting kan ske. Jem er utilregnelig. En type der siger :”hvor skal vi hen”, når Doug siger at de skal uddele tæv til nogle. Og han ved ikke noget til tatoveringen. Det kan gå godt, men det kan også gå rivende galt. Det leder mig over til actionsekvenserne som der er nok af til at man kan blive imponeret. Jeg vil især fremhæve en enkelt scene, som på sin vis minder om den i Bourne filmene, blot bedre eksekveret. Det er en bilscene, som er koreograferet på en sådan måde at man bliver helt klaustrofobisk. Intet shakycam, men en scene hvor vinklen i mange dele af sekvenser er taget fra fronten af bilen og altså i et hæsblæsende tempo. Det eneste jeg var noget irriteret over ved actionsekvenserne er at det åbenbart er utroligt svært for folk med selv de mest avancerede skydevåben ikke at ramme noget. Især i en afgørende scene, var det en anelse overeksponeret.
Skuespilsmæssigt var jeg mest imponeret af Jeremy Renner. Han er velsagtens den mest endimensionelle person i hele filmen, men er på sin vis også den mest interessante, også fordi at han mærkeligt nok står for de mest humoristiske indslag. Velsagtens fordi at de ting han siger og gør er så langt ude, at man ikke kan lade være med at grine af det. Og så har jeg også lige fundet ud af at Blake Lively medvirker i filmen. Jeg kunne overhovedet ikke kende hende hun ligner en der er 15-20 år ældre. Resten gør det fint med det de har at spille med. Jon Hamm gør den som hårdkogt politibetjent, som ikke skyer nogle midler i sin kamp for at fange de kriminelle. På mange måder er han ligeså brutal i hans kamp, som modparten er. Men det er hans liv, hans verden. Skal man fange noget i den verden, skal man være brutal.
8/10
'Cause I'm evil"
#5828 filmz-jonasgr 14 år siden
Rubicon er AMCs nyeste satsning I kølvandet på succesen af både Mad Men og Breaking Bad. Seermæssigt har den dog ikke kunnet leve op til de andre serier og allerede nu bliver der spekuleret i om den bliver forlænget. Jeg håber meget på at den bliver det, for den har meget at byde på. Noget som jeg ikke kan huske andre serier har.
Hovedpersonen i serien er Will Travers. Han arbejder som analyst hos API (American Policy Institut). Hans mentor hedder David og han har noget meget vigtigt at fortælle Will, men sammen aften dør han under mystiske omstændigheder. Ved første øjekast ligner det en ganske almindelig togulykke, men Will tror anderledes. Han er sikker på at han blev myrdet. Snart bliver Will selv udnævnt som leder af den lille enhed som hans mentor David stod for. I denne enhed finder man Miles som er en meget grundig analyst men også på mange måder ganske usikker og med et skrantende forhold til sin kone og deres børn. Så er der Grant, som har ambitioner om at overtage Wills job på et tidspunkt. Han er ligeledes gift men i et godt forhold, hvor konen dog ikke altid kan forstå hans arbejdstider. Så er der den nye pige i klassen. Den kloge men, virker det til, også en kvinde med sine problemer. Måske stofmisbruger. Så er der Truxton Spangler som leder selve instituttet. Kale Ingram som er en slags vejleder og mellemled til Spangler. Historierne i serien foregår parrallelt. For det første er der jo hele opklaringen af sagen omkring Davids død, som Will naturligvis går meget op i. Og uden at røbe for meget kan jeg afsløre at sagen stikker dybere end blot hans død, men til nogle mulige konspirationer. Samtidig har han jo også sit arbejde hos API hvor en terrorist ved navn Tapaz har slået til nogle strategiske steder og angiveligt har forbindelse til Irak. Rubicon er en serie hvor der helst ikke skal afsløres for mange plotdetaljer. Det er en dejlig hyldest til 70er film som All the President's Men og The Conversation, men samtidig en serie som tør være sig selv. Med andre ord en serie som bruger meget af den samme stemning som de nævnte film, men hvor selve plottet er aktuelt. Med en krig i Iraq, kampen imod terrorisme og ikke mindst 9/11. Will Travers er en meget sympatisk karakter. Han mistede netop sin kone og barn under 9/11. Det var meningen at han skulle hente dem, men han kom for sent. Efter den dag er han aldrig kommet så meget som et sekund for sent. Allerede i første afsnit får vi etableret Will Travers som den kloge og dybsindige karakter, men som helt klart bærer rundt på dårlig samvittighed. Rent udsagt er han ikke lykkelig. Og det bliver blot meget værre for ham. Serien starter langsomt, for nogle nok meget langsomt. Forvent ikke en lang række af actionsekvenser. Jeg tror den første kom i afsnit 10 eller 11. Det er en dialogpræget serie, hvor spændingen ligger i detaljerne, men også i den overhængende fare som vi hele tiden fornemmer vores hovedpersoner befinder sig i. Til dette fungerer musikken også blændende. Det er ikke ofte jeg lægger mærke til musikken i serier, men den er blændende i denne.
Den fortjener at blive set og blive forlænget.
[url=
9/10
'Cause I'm evil"
#5829 Muldgraver 14 år siden
Den unge Prins Japansk Navn pådrager sin arms dæmonbesættelse under en drabelig kamp for at redde (først og fremmest nogle piger fra) landsbyen han er fra. I sin søgen efter helbredelse rodes han ind i en kamp mellem en skov og dens guder mod et jernfremstillingsværk.
Flot film med masser af fine stemninger og sære væsener. Men vigtigst er den gode historie, som fordi dens univers er så gennemtænkt, kan blive en medrivende fortælling, hvor man bare kan lade sig drive frem, både vidunderligt langsomt som hurtigt. Ærgerligt for mit vedkommende, at klimaks kommer til at overhale verdenens fysik, som i resten af filmen ellers forløber så tålmodigt vedholdende. Desuden fandt jeg historiens afrunding lidt for vupti. At filmen stadig får sådan en fin karakter, må så sige noget om hvor fantastisk vidunderligt skøn jeg fandt resten af filmen.
5/6
#5830 filmz-jonasgr 14 år siden
Firmaet er startet på ny og I nye lokaler. Men I virkeligheden handler denne sæson ikke så meget om firmaet men mere om Don og hvem han I virkeligheden er. Det er ligeså meget Dons søgen efter en identitet, noget som kan forenige sig med. Det er således også en sæson hvor han bliver presset ud I den ene yderlighed efter den anden. Han har hele tiden drukket, men noget presser ham til at stoppe. Hans forhold til Dicks kone bliver også sat på en prøve. Det er den ene person som I virkeligheden hele tiden har kendt ham. I firmaet kommer han I et forhold til Faye, men er det virkeligheden det rette for ham. Alt går rent ud sagt dårligt for Don, men I sidste ende er det måske til det bedste. I det hele taget en sæson som går I en lidt anden retning end hvad det har været de seneste par sæsoner. Jeg synes I hvert fald at tematikken gik meget på Dons og Peggys liv. En lille smule af Pete og Joan, men de er helt klar blevet gjort til bifigurer. Men det har egentlig også hele tiden været Don og Peggys historie, der har været interessant. Don har nu fået sit eget firma og det hele skulle jo egentlig være perfekt. Men han har helt klart svært ved at finde en identitet. Han er både Don og Dick, og alligevel ingen af delene. Og det hele ser ud til at smuldre for ham. Peggy viser sig at være en større støtte for ham end man nok lige havde troet. På et tidspunkt tror man at Don er helt på vej I afgrunden, med den livsstil han fører. Han virker ude af trit I forhold til perioden. Vi nærmer os snart 70erne og har Don det der skal til for at føre firmaet ind I gennem krisen.
9/10
'Cause I'm evil"