#6982: He he, men det er dårlig forklædning. På den anden side er det alt andet end troværdigt, hvis Rhiannafangirl98 skriver lange anmeldelser af Kubrick-film.
Desuden hedder fyren på dit billede Magnus Tagmus, men der er måske tale om en lesbisk fætter?
#6983 Argh så er det derfor jeg kun kunne finde ét billede. Jeg havde glemt, han hed Magnus. Shame on me :( Og jeg så den endda! Nå jeg bibeholder Rasmus, eller bliver gaijin nok sur på mig!
#6984 Troede ikke der var nogen der var skarpe nok til at lure det :( Det kræver trods alt noget latte! :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Det er gået op for mig, at der er flere Michael Douglas-film, jeg har til gode. Jeg kender simpelthen ikke ret meget til manden som skuespiller! Derfor skaffede jeg mig David Fincher's The Game, som viste sig at være en virkelig underholdende lille paranoia-thriller. Man opdager tidligt i filmen, at historien er temmelig overdrevet, men man finder sig i det, fordi hovedpersonen oplever det som lige så absurd, og vantroen overfor plottet bliver nærmest det, man har til fælles med karakteren.
I anledning af hans fødselsdag, giver Nicholas Van Ortons (spillet af Douglas) lillebror (spillet af Sean Penn) ham et gavekort til Consumer Recreation Services - en mystisk virksomhed, der tilbyder "spil". Nicholas går modvilligt med til at medvirke i et sådan "spil", som han ikke aner hvad går ud på. Det eneste, han får at vide, er, at spillet ultimativt vil give ham det, han mangler i sin tilværelse. Jeg sad ikke med nogen forventning om, at det hele ville give mening til sidst, og at der ville blive taget hånd om alle løse ender - jeg nød det bare som en rutchebanetur, og jeg var rimelig sikker på, hvor det ville ende (måske lige indtil næstsidste øjeblik), men ikke hvordan de ville nå dertil.
Med sine mange twists og absurde elementer var enhver anden instruktør formodentlig mislykket, og The Game var endt som en Shyamalan-film, når de er værst. Men der er heller ikke mange, der fortæller historier lige så godt som Fincher. Alligevel fornemmer jeg, at filmen havde potentiale til at være mere. Der gives kun små hints om Nicholas' indre rejse, og alt for mange hændelser sker bare for effektens skyld (de der løse ender). Filmen har for resten et ganske stemningsfuldt score med creepy klaverspil... 4/6
The only way to beat a troll is to not play their game.
Pulp-forfatteren Val Lewton blev i 1942 ansat som producent på RKO's afdeling for B-film i 1940'erne og fik til opgave at være tovholder en række gyserfilm for selskabet. Resultatet er i dag nærmest legendarisk.
Horrorgenren stod i stampe efter succesårene først i 30'erne og bestod mest af børnevenlige sequels til Universals populære monsterfilm eller direkte parodier på samme, som fx ABBOTT AND COSTELLO MEET FRANKENSTEIN. Men Lewton valgte at gå helt andre veje. Han var udmærket klar over, at ingen ville blive skræmte af de dårlige effekter, han havde råd til, så i stedet satsede han på stemning og på at antyde i stedet for at vise.
CAT PEOPLE var hans første film og er i dag nok også den mest kendte af hans produktioner. Den handler om den unge modeskaber Irena, der forelsker sig i ingeniøren Oliver og bliver gift med ham. Men Irena, der stammer fra Serbien, tøver med at fuldbyrde ægteskabet, fordi en historie fra hendes hjemegn fortæller om kvinder, der forvandler sig til kattedyr, når de gribes af stærke følelser. Oliver er i første omgang forstående, men med tiden vokser distancen med ham, og det går helt galt, da Irena finder ud af, at han har forelsket sig i arbejdskollegaen Alice.
Filmen er især berømt for sin brug af lys og skygger og for den meget tydelige freudianske psykologi med kvinden, der undertrykker sine drifter og bogstaveligt talt forvandler sig til et dyr, når hun slipper dem løs.
Især to scener er mindeværdige: Konkurrenten Alice svømmer en aften i en mørk svømmehal, da "noget" pludseligt kommer ind og skræmmer hende. Lewton og filmens instruktør, Jacques Tourneur, formår ved kun at bruge skygger og lyde at skabe illusionen af, at et stort kattedyr kredser omkring poolen og viser dermed, hvor lidt der egentligt skal til.
Den anden viser igen Alice, denne gang på vej hjem, der får fornemmelse af, at nogen følger efter hende. Igen er det de enkelte virkemidler: Vindens susen i grenene, fodtrin i en tunnel, skygger og til sidst en hvæsende lyd, der dog viser at være døren i en bus, der i samme øjeblik stopper foran Alice. Den sidste effekt blev så berømt, at det stadigvæk kaldes for en "Lewton Bus", når man bygger en stemning af uhygge op mod en "falsk" chokeffekt. Et tilsvarende eksempel kunne være de mange forskrækkelser, man ser i gysere, hvor det viser sig, at det bare er en kat, der hopper ind i billedet.
5/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#6981 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6982 Bruce 15 år siden
#6980 Hun synes det er rigtig maskuline karakterer jeg finder på :)
#6983 Highland Park 15 år siden
Desuden hedder fyren på dit billede Magnus Tagmus, men der er måske tale om en lesbisk fætter?
#6984 elwood 15 år siden
bla bla. timeglas figur, bla bla. Mad Men holder stadig sin høje standard.
osv.
8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6985 Bruce 15 år siden
#6984 Troede ikke der var nogen der var skarpe nok til at lure det :( Det kræver trods alt noget latte! :)
#6986 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6987 Riqon 15 år siden
Det er gået op for mig, at der er flere Michael Douglas-film, jeg har til gode. Jeg kender simpelthen ikke ret meget til manden som skuespiller! Derfor skaffede jeg mig David Fincher's The Game, som viste sig at være en virkelig underholdende lille paranoia-thriller. Man opdager tidligt i filmen, at historien er temmelig overdrevet, men man finder sig i det, fordi hovedpersonen oplever det som lige så absurd, og vantroen overfor plottet bliver nærmest det, man har til fælles med karakteren.
I anledning af hans fødselsdag, giver Nicholas Van Ortons (spillet af Douglas) lillebror (spillet af Sean Penn) ham et gavekort til Consumer Recreation Services - en mystisk virksomhed, der tilbyder "spil". Nicholas går modvilligt med til at medvirke i et sådan "spil", som han ikke aner hvad går ud på. Det eneste, han får at vide, er, at spillet ultimativt vil give ham det, han mangler i sin tilværelse. Jeg sad ikke med nogen forventning om, at det hele ville give mening til sidst, og at der ville blive taget hånd om alle løse ender - jeg nød det bare som en rutchebanetur, og jeg var rimelig sikker på, hvor det ville ende (måske lige indtil næstsidste øjeblik), men ikke hvordan de ville nå dertil.
Med sine mange twists og absurde elementer var enhver anden instruktør formodentlig mislykket, og The Game var endt som en Shyamalan-film, når de er værst. Men der er heller ikke mange, der fortæller historier lige så godt som Fincher. Alligevel fornemmer jeg, at filmen havde potentiale til at være mere. Der gives kun små hints om Nicholas' indre rejse, og alt for mange hændelser sker bare for effektens skyld (de der løse ender). Filmen har for resten et ganske stemningsfuldt score med creepy klaverspil... 4/6
#6988 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6989 Kiksmann 15 år siden
8/10
CSI Season 8
8/10
Til dato de bedste sæsoner der lavet.
#6990 Thomsen 15 år siden
CAT PEOPLE (1942)
Pulp-forfatteren Val Lewton blev i 1942 ansat som producent på RKO's afdeling for B-film i 1940'erne og fik til opgave at være tovholder en række gyserfilm for selskabet. Resultatet er i dag nærmest legendarisk.
Horrorgenren stod i stampe efter succesårene først i 30'erne og bestod mest af børnevenlige sequels til Universals populære monsterfilm eller direkte parodier på samme, som fx ABBOTT AND COSTELLO MEET FRANKENSTEIN. Men Lewton valgte at gå helt andre veje. Han var udmærket klar over, at ingen ville blive skræmte af de dårlige effekter, han havde råd til, så i stedet satsede han på stemning og på at antyde i stedet for at vise.
CAT PEOPLE var hans første film og er i dag nok også den mest kendte af hans produktioner. Den handler om den unge modeskaber Irena, der forelsker sig i ingeniøren Oliver og bliver gift med ham. Men Irena, der stammer fra Serbien, tøver med at fuldbyrde ægteskabet, fordi en historie fra hendes hjemegn fortæller om kvinder, der forvandler sig til kattedyr, når de gribes af stærke følelser. Oliver er i første omgang forstående, men med tiden vokser distancen med ham, og det går helt galt, da Irena finder ud af, at han har forelsket sig i arbejdskollegaen Alice.
Filmen er især berømt for sin brug af lys og skygger og for den meget tydelige freudianske psykologi med kvinden, der undertrykker sine drifter og bogstaveligt talt forvandler sig til et dyr, når hun slipper dem løs.
Især to scener er mindeværdige: Konkurrenten Alice svømmer en aften i en mørk svømmehal, da "noget" pludseligt kommer ind og skræmmer hende. Lewton og filmens instruktør, Jacques Tourneur, formår ved kun at bruge skygger og lyde at skabe illusionen af, at et stort kattedyr kredser omkring poolen og viser dermed, hvor lidt der egentligt skal til.
Den anden viser igen Alice, denne gang på vej hjem, der får fornemmelse af, at nogen følger efter hende. Igen er det de enkelte virkemidler: Vindens susen i grenene, fodtrin i en tunnel, skygger og til sidst en hvæsende lyd, der dog viser at være døren i en bus, der i samme øjeblik stopper foran Alice. Den sidste effekt blev så berømt, at det stadigvæk kaldes for en "Lewton Bus", når man bygger en stemning af uhygge op mod en "falsk" chokeffekt. Et tilsvarende eksempel kunne være de mange forskrækkelser, man ser i gysere, hvor det viser sig, at det bare er en kat, der hopper ind i billedet.
5/6