Det ved jeg så ikke. Mener at der er lavet film bygget på store forlæg, så jeg tror nu, uden at ha' set serien, sagtens kunne ske med de rette folk bag.
Mener at der er lavet et remake af serien med Jim Caviezel i rollen. Den er fra 09 mener jeg.
#7421 RoboGeisha er det rene slapstick fra start til slut, så den sigter helt bestemt efter at være sjov. Synes selv den er ok, men bedre end den fantastiske Machine Girl er den ikke, nej.
Det er jeg med på, men det meste af tiden synes jeg bare, humoren var alt for åndssvag. Indrømmet, jeg grinte da nogle gange undervejs, men det kunne desværre ikke veje op for, hvor meget jeg rystede på hovedet i perioderne imellem.
Jeg overvejer dog at smide penge efter Tokyo Gore Police, da den egentlig virker ret underholdende ...
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
To kvinder, den lesbiske Alba, (Elena Anaya), fra Spanien og den heteroseksuelle Natasha, (Natasha Yarovenko), fra Rusland, mødes tilfældigt i Roms natteliv på, hvad der viser sig at være deres sidste aften i det amorinfyldte land, hvis romantiske sindelag de begge hurtigt overgiver sig til. Inden længe indleder de to kvinder derfor en 24 timer lang affære på Albas hotelværelse, som på flere måder bliver en sjæle-søgende opdagelsesrejse på godt og ondt, i en kombination af dampende hed sex og lange samtaler om deres liv før og nu, der viser sig at indeholde op til flere kulturelle og feministiske sammenfald.
Julio Medems “Room In Rome”, der bedst kan beskrives som en sammensmeltning af Bernardo Bertoluccis “Last Tango In Paris”, Richard Linklaters “Before Sunrise” & Before Sunset”, samt Medems egen “Sex & Lucia”, er en underfundig, sanseberusende, ofte urytmisk, men aldrig uinteressant filmoplevelse, der fornemt mikser forskellige genrer og temaer i løbet af det 107 minutter lange erotiske kammerspil, som heldigvis aldrig rigtig på nogen måder i forhold til sine karakterer eller historie falder ned i en stereotyp faldgrube. En tredje part i handlingen, tjeneren Max, (Enrico Lo Venso), kunne nemlig sagtens, (med tanke på at Alba og Natasha begge enten har været eller er i et undertrykkende mandsdomineret forhold, og grundet den skuffelse og mindre ydmygelse han bliver udsat for), været tilført som en udefrakommende trussel på deres homoseksuelle forhold. Men den oplagte og forudsigelige konflikt styrer Medem elegant udenom og skaber med Max i stedet en repræsentation af omverdenen, som måske nok er lettere utopisk i forhold til Italien, hvad angår homoseksualitet, men som trods alt stadigvæk er et friskt og yderst tiltrængt signal at sende af sted.
Går man tilbage til de to kvinder, er der sikkert nogle som vil studse over brugen af stereotyper mht. tøjet, hvor Natasha er i en klassisk og meget feminin kjole, mens Alba med den korte hippe frisure og det mere drengede outfit er iklædt en skovmandsskjorte og cowboybukser, og dermed åbenlyst skal symbolisere to forskellige kvindetyper. Men det er blot et helt bevidst valg fra instruktørens side, for ligeså snart Alba og Natasha befinder sig på hotelværelset, så falder det ydre lag væk og kommer aldrig tilbage igen med samme udtryk, fordi det på så sublim vis lykkedes Medem at få de to kvinder til at smelte sammen ved primært at lade dem forblive nøgne, alt imens de små forbehold de har for hinanden, og de følelsesmæssige skjold der bliver sat op med diverse halve sandheder, (det jo trods alt første gang de er sammen), brydes ned i deres samtaler, der både er fyldt med mystik, længsel, humor og tragedie, leveret af to skuespillere som har en imponerende stærk kemi imellem sig.
Selv om sex scenerne immervæk er effektfulde i svær grad, og hvor man må rose fotograf Alex Catalán for sin elegance i at visualisere erotikken så den helt undgår et plat og pornoagtigt look, er det scenen hvor Albas personlige tragedie afsløres og så den afsluttende scene hvor de spiser morgenmad på balkonen, der gjorde størst indtryk på mig. Det er kort sagt fremragende spillet af Anaya og Yarovenko og bl.a. noget af det, der er med til at give “Room In Rome” masser af nerve, hjerte og sjæl og derfor selvskrevet en film, som med tiden vil skrive sig ind i Queer Cinemas hall of fame, især også pga. symbolikken med flagende til sidst, som perfekt kontrast til de lande filmen repræsenterer mht. LGBT rettigheder, hvor Spanien er et af forgangslandende men Rusland og Italien bestemt ikke har noget at være stolte af på den front.
Topkarakteren udebliver dog pga. en lille symbolsk detalje hen mod slutningen hvor billedsymbolikken, som involverer Amors pil, desværre kammer over og realismen lidt kikset skiftes ud med magisk realisme. Men det er så absolut en skønhedsfejl, der er til at leve med. Jeg kan derfor naturligvis kun følge i Bruces fodspor og ligeså give filmen, der sagtens tåler flere gensyn, mine absolut varmeste anbefalinger.
5/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#7441 Skeloboy 15 år siden
#7442 Åkepool 15 år siden
Og endda både i #7427 og #7429 ;)
#7443 Babo Rises 15 år siden
Det ved jeg så ikke. Mener at der er lavet film bygget på store forlæg, så jeg tror nu, uden at ha' set serien, sagtens kunne ske med de rette folk bag.
Mener at der er lavet et remake af serien med Jim Caviezel i rollen. Den er fra 09 mener jeg.
#7444 evermind 15 år siden
Det er jeg med på, men det meste af tiden synes jeg bare, humoren var alt for åndssvag. Indrømmet, jeg grinte da nogle gange undervejs, men det kunne desværre ikke veje op for, hvor meget jeg rystede på hovedet i perioderne imellem.
Jeg overvejer dog at smide penge efter Tokyo Gore Police, da den egentlig virker ret underholdende ...
#7445 misuma 15 år siden
#7446 IK 15 år siden
Hva med Aliens? Den er lidt grynet og støvet på DVD, og ville bare vide om der er markante bedringer på BD. :)
#7447 Bruce 15 år siden
http://cinemasquid.com/blu-ray/movies/screenshots/...
#7448 Åkepool 15 år siden
Det ser umiddelbart ret godt ud? Jeg kan ikke lige huske hvad du skrev i din egen anmeldelse?
#7449 NightHawk 15 år siden
http://www.amazon.co.uk/Room-Rome-Blu-ray-Elena-An...
To kvinder, den lesbiske Alba, (Elena Anaya), fra Spanien og den heteroseksuelle Natasha, (Natasha Yarovenko), fra Rusland, mødes tilfældigt i Roms natteliv på, hvad der viser sig at være deres sidste aften i det amorinfyldte land, hvis romantiske sindelag de begge hurtigt overgiver sig til. Inden længe indleder de to kvinder derfor en 24 timer lang affære på Albas hotelværelse, som på flere måder bliver en sjæle-søgende opdagelsesrejse på godt og ondt, i en kombination af dampende hed sex og lange samtaler om deres liv før og nu, der viser sig at indeholde op til flere kulturelle og feministiske sammenfald.
Julio Medems “Room In Rome”, der bedst kan beskrives som en sammensmeltning af Bernardo Bertoluccis “Last Tango In Paris”, Richard Linklaters “Before Sunrise” & Before Sunset”, samt Medems egen “Sex & Lucia”, er en underfundig, sanseberusende, ofte urytmisk, men aldrig uinteressant filmoplevelse, der fornemt mikser forskellige genrer og temaer i løbet af det 107 minutter lange erotiske kammerspil, som heldigvis aldrig rigtig på nogen måder i forhold til sine karakterer eller historie falder ned i en stereotyp faldgrube. En tredje part i handlingen, tjeneren Max, (Enrico Lo Venso), kunne nemlig sagtens, (med tanke på at Alba og Natasha begge enten har været eller er i et undertrykkende mandsdomineret forhold, og grundet den skuffelse og mindre ydmygelse han bliver udsat for), været tilført som en udefrakommende trussel på deres homoseksuelle forhold. Men den oplagte og forudsigelige konflikt styrer Medem elegant udenom og skaber med Max i stedet en repræsentation af omverdenen, som måske nok er lettere utopisk i forhold til Italien, hvad angår homoseksualitet, men som trods alt stadigvæk er et friskt og yderst tiltrængt signal at sende af sted.
Går man tilbage til de to kvinder, er der sikkert nogle som vil studse over brugen af stereotyper mht. tøjet, hvor Natasha er i en klassisk og meget feminin kjole, mens Alba med den korte hippe frisure og det mere drengede outfit er iklædt en skovmandsskjorte og cowboybukser, og dermed åbenlyst skal symbolisere to forskellige kvindetyper. Men det er blot et helt bevidst valg fra instruktørens side, for ligeså snart Alba og Natasha befinder sig på hotelværelset, så falder det ydre lag væk og kommer aldrig tilbage igen med samme udtryk, fordi det på så sublim vis lykkedes Medem at få de to kvinder til at smelte sammen ved primært at lade dem forblive nøgne, alt imens de små forbehold de har for hinanden, og de følelsesmæssige skjold der bliver sat op med diverse halve sandheder, (det jo trods alt første gang de er sammen), brydes ned i deres samtaler, der både er fyldt med mystik, længsel, humor og tragedie, leveret af to skuespillere som har en imponerende stærk kemi imellem sig.
Selv om sex scenerne immervæk er effektfulde i svær grad, og hvor man må rose fotograf Alex Catalán for sin elegance i at visualisere erotikken så den helt undgår et plat og pornoagtigt look, er det scenen hvor Albas personlige tragedie afsløres og så den afsluttende scene hvor de spiser morgenmad på balkonen, der gjorde størst indtryk på mig. Det er kort sagt fremragende spillet af Anaya og Yarovenko og bl.a. noget af det, der er med til at give “Room In Rome” masser af nerve, hjerte og sjæl og derfor selvskrevet en film, som med tiden vil skrive sig ind i Queer Cinemas hall of fame, især også pga. symbolikken med flagende til sidst, som perfekt kontrast til de lande filmen repræsenterer mht. LGBT rettigheder, hvor Spanien er et af forgangslandende men Rusland og Italien bestemt ikke har noget at være stolte af på den front.
Topkarakteren udebliver dog pga. en lille symbolsk detalje hen mod slutningen hvor billedsymbolikken, som involverer Amors pil, desværre kammer over og realismen lidt kikset skiftes ud med magisk realisme. Men det er så absolut en skønhedsfejl, der er til at leve med. Jeg kan derfor naturligvis kun følge i Bruces fodspor og ligeså give filmen, der sagtens tåler flere gensyn, mine absolut varmeste anbefalinger.
5/6
#7450 Eraserhead 15 år siden
Slap af det var godt for mig. Hvorfor har jeg aldrig hørt nærmere om den før