True Grit - Coen version

På forunderlig vis fik jeg tiltusket mig to forpremiere billetter til True Grit tidligere i aften. Filmz sendte Davenport to billetter, som ikke kunne udnytte tilbuddet og sød som Davenport nu engang er, overlod han dem til mig. Forsynet responderede derefter med en lotto gevinst til den kære jyde for ligesom at sige, tak fordi "du ærer alderdommen".

Således bevæbnet med western attitude, drog en ven og jeg i Dagmar (ja, den gik på Dagmar) og kom til den sorte løber, hvor kendisser blev fotograferet. Underligt nok udeblev blitzene, da vi entrerede indgangen, så vi søgte i skjul med en Budweiser og en bourbon og coke, hvor vi kunne studere de kendte. Det vil sige, semikendte, for Sidney Lee og den onde jugoslav fra I Kina Spiser de Hunde, var umiddelbart de eneste vi kunne få øje på. De endte også med at sidde i nærheden af os og således var det næsten umuligt for mig at koncentrere mig om filmen, nu jeg var så tæt på, at jeg kunne spejle mig i Sidneys bronzeglinsende overarme.

Vi missede helt MASH maden, men eftersigende var det kanon. To piger sneg sig åbenbart ind på forreste række og det blev heldigvis kommenteret. Har man kendt magen?!?!

Nå men til filmen. En western!

Jeg har ikke set originalen med John Wayne i mange år, den venter på hylden i den nye BD udgave. men Coen brødrenes version er en opdateret udgave, som ikke skuffer. Det er som om Coen brødrene veksler mellem to meget forskelligartede typer film, hvoraf den ene tiltaler mig usigeligt, mens "den anden" har det med at irritere mere end indgyde beundring, hvilket jeg dog alligevel ender med, fordi Coen brødrene har bibeholdt modet til at eksperimentere og ikke er til at sætte i bås.

Kort fortalt omhandler historien den 14. årige Maddie Ross, hvis far er blevet skudt af en nedrig Tom Chaney, som rider sammen med Lucky Ned Pepper banden. Maddie er på trods af sin alder, sit køn og fordommene for sin tid, uhyrlig handlekraftig og skyr ingen midler for med sin veltalenhed og intellekt at opnå, hvad hun sætter sig for. Hun vil finde sin fars morder og få ham hængt og til det formål hyrer hun den aldrende, enøjede sherif Rooster Cogburn (Jeff Bridges). Herefter følger en i westernregi ganske forudsigelig fortælling, som dog aldrig bliver hverken kedelig eller uinteressant, under Coen brødrenes instruktion.

True Grit er løssluppen og selv i sine mere dystre momenter, humoristisk. Igen har Coen brødrene skruet et karakter ensemble sammen, hvor selv bi-personer oser af karisma. Det er et kendetegn for alle deres film, selv de mindre vellykkede. Tonen lægges allerede i en af de første sekvenser, en retssals sekvens, hvor Rooster Cogburn er indkaldt som vidne. Det er hysterisk morsomt, ikke kun pga. manuskript, men timingen og attituden hos karaktererne. Man er hurtigt bevidst om, at man "in for a treat" og har en god western foran sig.

Mere skal ikke nævnes. Coen brødrene har efterhånden opnået en status, hvor en film som True Grit mere er reglen end undtagelsen. Det er filmisk håndværk, der ikke kan sættes en finger på i nogen henseender og der underholdes fra start til slut, selvom der INTET spektakulært er i hele historien. Det er en sand og flot hommage til en genre, som ofte er ved at uddø, men som fortsat inspirerer nye generationer af filmskabere. I ingen genre er verden så sort hvid som her og det skaber basis for at kunne portrættere uforglemmelige figurer som bl.a. Rooster Cogburn og Maddie Ross, uden at man vover at sætte spørgsmålstegn.

Slutningen lægger sig tæt op af den rå og enkle stil, som blev indvarslet med Unforgiven, men det tilgiver jeg gerne, når man har haft så herlig en aften ud det.

Skuespillet er som sagt upåklageligt. Jeff Bridges og unge Hailee Stanfield stjæler billedet med deres præstationer, men underkend ikke alle de små indskudte bemærkninger af perle karikaturer, som forsvareren i retssalen, bjørnejægeren, som er tandlæge eller Lucky Ned Pepper. Matt Damon gør det også fint, mens Josh Brolin har en mindre rolle.

Der er dog stadig en verden til forskel mellem True Grit og mesterværket No Country For Old Men. Det er et rigtig godt filmår, med rigtig mange gode film, men jeg må tilstå, at jeg stadig ikke blandt de nominerede, har set en sand Oscar vinder.

Film: 8/10

PS: Filmen blev glimrende introduceret, bl.a. med bemærkningen om, at True Grit har genfødt western genren, åbenbart uvidende om, at Deadwood da forlængst har kickstartet den.

Sidney skred iøvrigt halvvejs. Formentlig irriteret over, at der var dialog.

#7450 - enig, meget stærk film, der beviser hvad Lumet kan.

Må anbefale dig at tjekke to af hans mesterværker ud; '12 Angyr Men' og 'Fail-safe' (sidstnævnte er lige som 'The Hill' meget undervurderet og 'glemt', men ikke desto mindre end sand mavepuster)

Gallapræmiere på True Grit

Jeg har ikke rigtig noget at sige om selve filmen, da Bruce i #7452 har ramt min mening ret så præcist. Dog får den måske lige en karakter højere her ved mig.

Helt fra det mørke Sønderjylland kørte vi og ankom til den farlige hovedstad en tre kvarterer inden vi skulle ind og se Winter's Bone 18:45. Lang kø ved billetlugen resulterede desværre en omgang McD. Efter at have fået stillet den værste sult, satte vi os til rette i den lille sal 5 og påbegyndte aftenens første film, der dog ikke var helt så god som jeg havde håbet, men stadig ikke var en reel skuffelse. 4,5/6 til Winters' Bone. Efterfølgende havde vi en times ventetid inden gallapræmieren, hvor vi fik os en is og gik lidt rundt.

Da det omsider blev tid, vente vi tilbage til biografen, hvor der nærmest var helt fyldt af mennesker. Da jeg var manden bag rettet, blev det kun til en lille bitte smule whisky, men derimod en del snacks fra MASH, og ja Bruce, maden var kanon. Kendisser så vi ikke rigtig nogen af, før vi kom ind og side i salen. Ligesom i Bruces tilfælde, sad vi ret tæt på Sidney Lee. Helt præcist, sad han fire-fem sædder til venstre for os på rækken foran. Vi sad på 5. række midt for lærredet, og jeg havde ikke turde håbe på så gode pladser. Men det var nu også heldigt nok, da min kammerats ene kontakt linse havde besluttet at drille ham, så han kun kunne se på det ene øje.

Alt i alt et rigtig godt arrangement, som var den lange køretur værd (jeg var hjemme i sengen kl. 4 i nat).

elwood (7457) skrev:

Ahh trist, så han kunne ikke se den i 3D

8-)

Nah, jeg tror bare han synes Jeff Bridges så sej ud på plakaten og levede sig lidt for meget ind i den rolle. :)

#7459

Vi har da siddet tæt på hinanden. Min kammerat og jeg sad på plads 3 og 5, så ved ikke om vi var direkte naboer?