Gravatar

#761 filmz-jonasgr 15 år siden

Revolutionary Road

Kate Winslet og Leonardo Di Caprio spiller sammen for første gang siden Titanic i dette drama om en ganske almindelig families pinsler i 1950'ernes USA. Måske er dette i virkeligheden det liv de ville have levet hvis de var blevet gift efter forliset med Titanic, hvem ved. Sam Mendes bygger videre på mange af de samme ting som i American Beauty om de pinsler ganske almindelige familiemennesker kan gennemgå. Dog virker Revolutionary Road langt mere vedkommende. Jovist foregår den i 1950'erne men den kunne ligeså godt have foregået i år 2009 hvis kostumer og kulisser blev ændret en anelse. Det er en historie om April Wheeler (Kate Winslet) som er uddannet skuespillerinde som aldrig har fået noget ud af sin karriere og nu sidder fast på Revolutionary Road som hjemmegående husmor. Hun lever et sølle liv hvor de eneste udskejelser hun engang imellem foretager sig er med naboerne Milly og Shep (Kathryn Hann og David Harbour). Med andre ord hun er ensom og ønsker mere end noget andet at komme væk. Hun foreslår lidt febrilsk at hende og hendes mand Frank Wheeler (Leonardo Di Caprio) skal tage af sted til Paris eller et hvilket som helst andet sted end hvor de bor nu. Frank har det ikke meget bedre. Han er manden i huset og skal, som det var kotyme i 1950'erne, forsørge familien. Han arbejder derfor som en slags salgsmand, han ved knap nok selv hvad han laver der, i det samme firma som hans far arbejdede i for mere end 20 år. Frank hader hans job og gør det udelukkende for at kunne betale for det flotte hus som de bor i. Det er et meget tidstypisk billede af 1950'erne med den hjemmegående husmor og den forsøgende husbond, hvor ingen af dem er synderligt lykkelige. Umiddelbart lyder det som en noget kedelig forestilling, hvilket det højst sandsynligt også ville være hvis ikke det var for et så forbandet godt manuskript og fremragende skuespilspræstationer. Takket være Kate Winslet og Leonardo Di Caprio kommer vi ind under huden på disse to helt almindelige mennesker. Udadtil virker de lykkelige, men det er blot en facade de putter op ligesom mange mennesker gør når de vil virke lykkelige. Der bliver råbt en masse i filmen, men det er ligeså meget dem selv de er rasende på som modparten. Frustrationen leder dem til at bryde ud i raseriudfald, fordi de ikke kan se noget vej ud af pinslen. Ingen af dem er villige til at tage chancer, men lever hellere videre i pinslerne med den tanke at det kan måske gå endnu værre og hvad med naboerne hvad vil de ikke tænke hvis vi flytter for ikke at tale om økonomien. En af de mest fantastiske karakterer i filmen er John Givings (Michael Shannon) ejendommæglerens søn. Han er lige kommet hjem fra psykiatrisk afdeling og bliver betegnet som ”sindssyg”. Derfor tillader han sig også at sige lige hvad der falder ham ind, for hvem vil tage en ”sindssyg” alvorligt. Det er igennem ham at sandheden bliver fortalt, for han ved godt hvorfor de handler som de gør. Hvorfor Frank værdsætter penge højere end sit liv. Som John siger, vil man have et fint hus som det de har skal man tjene gode penge i et job man ikke kan lide. Skal man have et stort og fint hus skal man tjene mange penge i et job man hader. Michael Shannon er simpelthen fantastisk og selv om han kun er med i to scener er en oscar nominering ikke helt ved siden af. Det var også de to eneste tidspunkter i filmen hvor der var noget at le af, for ellers er det en ret deprimerende forestilling.

8/10
"I was afraid, I'd eat your brains
'Cause I'm evil"
Gravatar

#762 Kruse 15 år siden

Har lige fået set Delicatessen og The City of the Lost Children - To ganske surrealistiske og forunderlige film. The City of the Lost Children tog mig lidt længere tid, før jeg rigtig kom ind i filmen, men det var en ganske fascinerende og fantasifuld film. Delicatessen var en smule bedre en The City of the Lost Children. Den var ligeså fantasifuld, men den tog det hele med et smil, og leverede det sammen med god humor. Sceneriet i begge film var utroligt flot, og kameraet svæver livligt rundt blandt de flotte kulisser.
To ganske gode film, hvor Delicatessen var den bedste af dem.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#763 filmz-jonasgr 15 år siden

Kameraarbejdet i Jean-Pierre Jenuets film er helt suveræn. Især A Very Long Engangement er meget flot. At historien i den film også er ret god er en helt anden ting. I virkeligheden nok hans mest "jordnære" historie.
"I was afraid, I'd eat your brains
'Cause I'm evil"
Gravatar

#764 Highland Park 15 år siden

Ja, hans film er altid sindssygt flot filmet.
"Delicatessen" og "De fortabte børns by" stod mesterfotografen Darius Khondji jo for, og min personlige favorit er klart den sidste af de to film. Den er så forbandet smuk, fantasifuld, dyster og rørende - en hyldest til fantasien og de grumme historier man kender fra gamle folkeeventyr.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#765 wimmie 15 år siden

Så er det snart Oscar-tid og jeg er gået igang med kavalkaden ;)


Revolutionary Road

Jeg vil ikke skrive en længere anmeldelse for Jonasgr skrev nogenlunde det jeg ville have skrevet selv :)
Imponerende skuespil - især af Winslet og Dicaprio...hvor det dog undrer mig at ingen af dem fik en oscarnominering og af Michael Shannon som ganske fortjent blev nomineret og som godt kunne blive min favorit (sammen med Robert Downey Jr.). Har syntes han var en enormt interessant skuespiller siden jeg så "Bug" og jeg håber han fåre flere af den slags roller hvor han kan imponere.

Filmen er en af de mest tankevækkende film jeg længe har set... på en ganske skræmmende måde; for det giver et uhyggeligt realistisk billede af kærlighed der falmer - at kærlighed på film ikke altid er rosenrødt og uden den sorte humor som American Beauty bar præg af.
Revolutionary Road er et forhold/ægteskab råt for usødet og jeg tror de fleste der har været gift eller været i et længere forhold kan genkende bare små bidder af de frustrationer som kommer frem i de konflikter man sommetider må tage med den man elsker.

5½/6


Doubt

Endnu engang en film hvor fornemt skuespil og et sublimt manuskript brillierer. Sjældent har en film skabt så megen debat herhjemme hos mig og kæresten - vi tolkede filmen på hver vores måde og nåede frem til hver vores konlusion - og da filmen endnu ikke har fået premiere herhjemme vil jeg ikke skrive mere om den her - bare at Meryl Streep aldrig har været bedre imho og at jeg er meget spændt på alle 4 oscarnomineredes vejne :)

5½/6

In Bruges

Colin Farrell og Brendan Gleeson - og ikke mindst Ralp Fiennes er fantastiske i deres roller.
Læste for nyligt anmeldelsen af den herinde og giver anmelder ret i at genre-cocktailen action, komedie og tungt tragedie-drama til tider kan være lidt svær at sluge... dog opvejer historien, dialogen, fortælleteknikken og skuespillet dette. Jeg var godt underholdt ;)

4½/6

Milk

Sean Penn gør det igen - lever sig ind i en karakter så man helt glemmer skuespilleren bag rollen. Jeg mangler stadig at se flere af de andre oscarnominerede for mandlige hovedrolle i action (er især spændt på The Wrestler) - men indtil videre fører Penn vist i min bog... han ER simpelthen Harvey Milk :)
Alle birollerne (især Josh Brolin) er ligeledes helt fantastiske og overbevisende - og jeg er imponeret over filmskabernes evne til at finde disse skuespillere med masser af mod (det kræver sit at leve sig ind i en homoseksuel karakter som især Sean Penn og James Franco gør det - men Brokeback Mountain banede nok lidt vejen for hvad publikum generelt kunne "tåle" at se i en større produktion på det store lærred)- og give dem hjerte og sjæl og på samme tid få dem til at ligne de virkelige personer utrolig godt.

En rørende omend lidt mainstream film der endnu engang får mig til at undre mig over hvordan i al verden det kan være at vi ikke er kommet længere i udviklingen af homoseksuelles rettigheder (ægteskab, børn osv.) når man tænker på at disse begivenheder tog sted for 30 år siden... men hvis Harvey Milk havde levet i dag havde han nok alligevel været stolt af udviklingen...trods alt.

5/6

"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Gravatar

#766 jessup 15 år siden

Benjamin Botton

En træg omgang 3/6 - dog lyser Blachett og især den geniale Swinoton op i enhver film. Pitt ser ligeså dumbfounded ud som i Joe Black.
This is just until June
Gravatar

#767 mr gaijin 15 år siden

The Visitor (2007)

En halvskaldet, bebrillet, midaldrende mand i stift jakkesæt sidder med en bongotromme i New Yorks metro og trommer derudaf, mens togene suser forbi. Det er det sidste shot af Thomas McCarthys ”The Visitor”. Billedet bliver også brugt på DVD-coveret af filmen, så jeg afslører ikke noget drastisk i denne beskrivelse.

Spørgsmålet i filmen er nemlig ikke, hvorvidt den kedelige, indelukkede økonomiprofessor Walter Vale (den ualmindeligt dygtige og oscarnominerede karakterskuespiller Richard Jenkins) spiller på afrikansk tromme i filmen eller ej. Spørgsmålet er, hvordan han går fra at være en livsafvisende, selvudslettende type, der er ved at kede sig selv ihjel på sit kontor, til at få rytmen og lidt af gnisten tilbage i sit liv.

Da Vale sendes på en konference i New York, finder han to fremmede indflyttere i sin gamle lejlighed, der tror, at de har lejet den helt lovligt af en ’Ivan’. Vale smider Tarek (Haaz Sleiman) og Zainab (Danai Jekesai Gurira) ud, efter det står klart for dem, at han er den reelle ejer. Men den ensomme Vale forbarmer sig over dem efterfølgende, og han lader dem bo et par dage i lejligheden. Den tillukkede mand kommer tættere ind på livet af de to, da noget dramatisk og livsomvæltende sker for Tarek på en ganske almindelig dag i metroen. Mere vil jeg ikke afsløre om plottet.

Walter Vales forvandling fra kronisk nedadhængende mundvige og tomt blik i øjnene til de gradvise glimt af liv og varme i ansigtet er filmens raison d’etre. Richard Jenkins forstår, at det tomme ansigts udtryk er en formel maske, der skjuler et hav nervøsitet, sorg, utilpashed, ensomhed, og mange flere følelser, som han langsomt lader os ane eksisterer. Jenkins forstår antydningens kunst, og kameraets lange studie af Jenkins mikrobevægelser og små antydninger, gør hele filmen værd at se.

Det omkringliggende i filmen er måske en smule for politisk korrekt, stereotypt og formularisk. Tarek er venlig og varm, så det halve kunne være nok. Systemet er ondt og ulogisk for ofrene. Symbolikken med frihedsgudinden og trommen er måske også lidt for tung. Filmen er bestemt ikke ufejlbarlig, men alt dette er blot rammen for Walter Vales rørende forvandling fra sjælløs, ensom professor til et rigtigt, levende menneske.
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#768 Takfornu 15 år siden

# 750 Ligeside jeg så de første klip fra den har den været på min liste over must see film for jeg kan huske det virkelige interview fra historietimerne :)
A Life Lived in Fear - Is a Life Half Lived !
Gravatar

#769 rockysds 15 år siden

Hatari!

En af de mest underholdende Howard Hawks-film, jeg endnu har set, og det er alligevel en bedrift. Sad bare med et stor smil på læben og flere latterudbrud i 2,5 time, mens John Wayne og en gruppe assorterede eksistenser indfanger giraffer, aber og næsehorn på savannen. Og så slutter filmen af med en de morsommeste jagtsekvenser, jeg har set. Recommended!
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Gravatar

#770 filmz-jonasgr 15 år siden

#768 Jeg mener også at det er et godt tidspunkt at filmen kommer på. Jeg kendte godt til selve interviewene men kendte ikke til de videre omstændigheder mht. hvorledes de kom i hus osv. Og jeg tror at der er mange som har det sådan. Det er derfor godt at oplyse nutidens ungdom om interviewene da det nok ikke er mange som bliver oplyst gennem historietimerne. Og det er trods alt en vigtig episode hvis man beskæftiger sig med Nixons rolle i USAs historie.
"I was afraid, I'd eat your brains
'Cause I'm evil"

Skriv ny kommentar: