Jeg vil godt advare mod at læse følgende, hvis man gerne selv vil gå på opdagelse i Certified Copy, som jeg efterhånden vil mene er den bedste film, jeg har set siden Consequences of Love.
Certified Copy - BR - andet syn
Kiarostamis Certified Copy er en svær definerbar film. Afgrundsdyb i sin flertydighed, kan søgen efter en endegyldig konklusion synes ligeså forgæves, som at spotte den i Resnais' "Last Year in Marienbad". Fortolkningspotentialet er ligeså varierende omkring filmens narrativ som selve historien og det er altid, især i kølvandet på en film af denne slags, interessant at følge mulighederne til dørs, uagtet at både veje og døre ofte ender med at blive til luft.
Kort fortalt har vi med to personer at gøre. Forfatteren James og en kvindelig kunstinteresseret- og kritiker, som måske hedder Elle, eller blot er ... en hun. Forfatteren James har begået en bog om kunst, som i sin enkelhed hylder tesen "glem originalen, bare få fat i en god kopi", ud fra den påstand at autencitet og originalitet blot er distraktioner fra nydelsen af det aktuelle indhold. Dvæl over hvad og glem hvem, hvor og hvordan! En interessant præmis, som "hun" søger at få uddybet i et interview med hr. James over én dag i Toscana.
Det simrer undervejs med narrative indspark til denne original/kopi tematik, men på så mange planer, at jeg simpelthen ikke kan overskue at have så mange bolde i luften på én gang. Jeg må lade nogle falde, vende tilbage og forsøge og fange dem igen, hvilket jeg føler lykkedes bedre denne gang.
Fra en mand og en kvinde får øjne for hinanden, til forelskelsen uomtvisteligt ophører, har man dannet sig et billede af ens bedre halvdel, som kommer til at ligge til grund for resten af parrets tid med hinanden, på godt og ondt. Et subjektivt positivistisk glansbillede, originalforlægget, billedet på "tilværelsens ulidelig lethed", som vil blive kompromitteret af en en uundgåelig og endeløs række af konflikter på værdier, holdninger, ja selv fælles minder, som alle subjektivt eroderes over tid.
Denne hang til "originalforlægget" i parforhold, udforskes af James og Elle i Toscana, i måske ikke så kronologisk et format, som Kiarostami ellers så grundigt går til værks for at overbevise os om er tilfældet, i første halvdel af filmen. Pludselig rives sikkerhedsnettet væk under os og den filmiske leg begynder. Eller har den allerede været igang længe?
Er den ene dag i Toscana i virkeligheden en metafor for parforholdet, hvor man ender op med at søge det "oprindelige", originalforlægget i ens partner, fordi den "nuværende original" ikke mere passer på "glansbilledet" og man derfor foretrækker "kopien af originalforlægget" som substitut?
En fabelagtig leg med mediet, iscenesat så inciterende, at et emne af tilsyneladende uoverkommelig omfang, alligevel bliver så inspirerende at udforske. Der er ingen objektive sandheder at komme efter i denne film. Temaerne er erfarings- og oplevelsesmæssigt subjektive og individuelle, hvilket på ingen måde mindsker min trang for at gå på opdagelse endnu engang.
At Kiarostami leger med original begrebet bliver ikke mindre underfundigt af, at hans film selv nyder godt af at gå på opdagelse i den europæiske filmskat og derved selv bliver en reference.
Forpulet mesterværk!
Film: 10/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Har jeg misforstået noget, eller er "Certified Copy" din første Kiarostami-film? Selv er jeg mest begejstret for "Close-Up", "Life and Nothing More..." og "The Wind Will Carry Us".
#8272 Ja, det er min første Kiarostami film. Absolut ikke den sidste. Close-Up ryger "i kassen" nu. Hvis man kan snakke om "slags", så er Certified Copy en af "dem", som jeg virkelig overvældes af, fordi så meget "behandles" så "simpelt", uden at være simplistisk.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Utroligt uoriginal sci-fi thriller. Det er længe siden, at jeg har set en film der decideret stjæler med arme og ben fuldstændig ufortrødent. Man tager Alien, The Descent og Predator og blender det hele sammen og fjerner derefter alt hvad der hedder spænding og så har du Pandorum. Der er scener der er taget direkte ud af de nævnte film. De har ingen gidet at gøre sig umage med at bringe noget nyt på bordet og det er sgu næsten imponerende, hvis det ikke var så drønhamrende kedeligt.
Synes du virkelig, at den er så skod? :) Pudsigt, for jeg morede mig ganske fint med den. Ja, den er uoriginal, men lever fint på god stemning, underholdning og et godt twist. Den vil aldrig få så lidt af mig i dom.
Midt i min iver efter at få set alle de film, som jeg har skammet mig så meget over ikke at få set, dukkede There Will Be Blood pludselig op. Kæresten ville gerne se film, ville gerne se drama og ville gerne bevæges..
Så selvom jeg udemærket vidste, at There Will Be Blood nok var et godt stykke fra den slags drama hun mente, følte jeg at tiden var inde..
Historien er vel kendt nok herinde til, at den kan jeg hoppe let og elefant over.. Dog vil jeg lige tilknytte det enkelte lille tilsagn, at jeg elsker karakter-drevne fortællinger, der viser forfaldet og korruptionen bag facaden, når folk glemmer sig selv i deres iver efter succes.
Og hvilket forfald, perfekt portrætteret af Daniel Day-Lewis. Der er meget få skuespillere, der kan formidle en så u-elskelig rolle og samtidigt få seeren til at blive i tvivl om, hvem man egentlig "holder med". Man føler med ham, om følelsen så er frustration over sine evner til at håndtere et døvt barn eller blot et simpelt had over for de, der står i hans vej. Især dåbs-scenen, hvor han formår på en og samme tid at udtrykke foragt over for sig selv, ligegyldighed omkring ceremonien og ikke mindst hån over for Eli, efterlod mig næsten helt stakåndet.
Jeg tog mig selv i flere gange at sidde med et lille skævt smil. Jeg ved ikke, om det var en form for foragt for den ligegyldighed over for andre mennesker, som Daniel til tider viser. Eller om det i virkeligheden var en form for indrømmelse af, at sådanne mennesker findes, og at portrætteringen virkelig var spot on.
Min kæreste sagde, da filmen sluttede; Ja, så mistede jeg lige 2 timer og 40 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.
Jeg grinede bare. På et tidspunkt i en nær fremtid skal det nok gå op for hende, hvor stor en præstation, hun var vidne til. Ellers må jeg forlade hende, der er ikke andet for..
10/10
Og nej, jeg går ikke fra min kæreste på grund af uenighed om en films kvaliteter ;)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Synes både Event Horizon, Sunshine og Pandorum virkelig lever på rummets konventioner. Men det bekymrer mig ikke så forfærdelig meget, hvis blot det eksekveres godt. Event Horizon må jeg give, havde en ond stemning og Pandorum havde også noget atmosfære over sig. Ellers var det lidt småt med godbidderne over middel.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#8271 Bruce 14 år siden
Certified Copy - BR - andet syn
Kiarostamis Certified Copy er en svær definerbar film. Afgrundsdyb i sin flertydighed, kan søgen efter en endegyldig konklusion synes ligeså forgæves, som at spotte den i Resnais' "Last Year in Marienbad". Fortolkningspotentialet er ligeså varierende omkring filmens narrativ som selve historien og det er altid, især i kølvandet på en film af denne slags, interessant at følge mulighederne til dørs, uagtet at både veje og døre ofte ender med at blive til luft.
Kort fortalt har vi med to personer at gøre. Forfatteren James og en kvindelig kunstinteresseret- og kritiker, som måske hedder Elle, eller blot er ... en hun. Forfatteren James har begået en bog om kunst, som i sin enkelhed hylder tesen "glem originalen, bare få fat i en god kopi", ud fra den påstand at autencitet og originalitet blot er distraktioner fra nydelsen af det aktuelle indhold. Dvæl over hvad og glem hvem, hvor og hvordan! En interessant præmis, som "hun" søger at få uddybet i et interview med hr. James over én dag i Toscana.
Det simrer undervejs med narrative indspark til denne original/kopi tematik, men på så mange planer, at jeg simpelthen ikke kan overskue at have så mange bolde i luften på én gang. Jeg må lade nogle falde, vende tilbage og forsøge og fange dem igen, hvilket jeg føler lykkedes bedre denne gang.
Fra en mand og en kvinde får øjne for hinanden, til forelskelsen uomtvisteligt ophører, har man dannet sig et billede af ens bedre halvdel, som kommer til at ligge til grund for resten af parrets tid med hinanden, på godt og ondt. Et subjektivt positivistisk glansbillede, originalforlægget, billedet på "tilværelsens ulidelig lethed", som vil blive kompromitteret af en en uundgåelig og endeløs række af konflikter på værdier, holdninger, ja selv fælles minder, som alle subjektivt eroderes over tid.
Denne hang til "originalforlægget" i parforhold, udforskes af James og Elle i Toscana, i måske ikke så kronologisk et format, som Kiarostami ellers så grundigt går til værks for at overbevise os om er tilfældet, i første halvdel af filmen. Pludselig rives sikkerhedsnettet væk under os og den filmiske leg begynder. Eller har den allerede været igang længe?
Er den ene dag i Toscana i virkeligheden en metafor for parforholdet, hvor man ender op med at søge det "oprindelige", originalforlægget i ens partner, fordi den "nuværende original" ikke mere passer på "glansbilledet" og man derfor foretrækker "kopien af originalforlægget" som substitut?
En fabelagtig leg med mediet, iscenesat så inciterende, at et emne af tilsyneladende uoverkommelig omfang, alligevel bliver så inspirerende at udforske. Der er ingen objektive sandheder at komme efter i denne film. Temaerne er erfarings- og oplevelsesmæssigt subjektive og individuelle, hvilket på ingen måde mindsker min trang for at gå på opdagelse endnu engang.
At Kiarostami leger med original begrebet bliver ikke mindre underfundigt af, at hans film selv nyder godt af at gå på opdagelse i den europæiske filmskat og derved selv bliver en reference.
Forpulet mesterværk!
Film: 10/10
#8272 Antlion 14 år siden
Har jeg misforstået noget, eller er "Certified Copy" din første Kiarostami-film? Selv er jeg mest begejstret for "Close-Up", "Life and Nothing More..." og "The Wind Will Carry Us".
#8273 Bruce 14 år siden
#8274 Skeloboy 14 år siden
Og Koker-trilogien gad jeg også rigtig gerne have fat på, men den er hvis ikke kommet på DVD
#8275 Bobby Singer 14 år siden
Utroligt uoriginal sci-fi thriller. Det er længe siden, at jeg har set en film der decideret stjæler med arme og ben fuldstændig ufortrødent. Man tager Alien, The Descent og Predator og blender det hele sammen og fjerner derefter alt hvad der hedder spænding og så har du Pandorum. Der er scener der er taget direkte ud af de nævnte film. De har ingen gidet at gøre sig umage med at bringe noget nyt på bordet og det er sgu næsten imponerende, hvis det ikke var så drønhamrende kedeligt.
Hold jer langt væk fra dette makværk.
1/6
#8276 Babo Rises 14 år siden
Synes du virkelig, at den er så skod? :) Pudsigt, for jeg morede mig ganske fint med den. Ja, den er uoriginal, men lever fint på god stemning, underholdning og et godt twist. Den vil aldrig få så lidt af mig i dom.
#8277 HonoDelLoce 14 år siden
Midt i min iver efter at få set alle de film, som jeg har skammet mig så meget over ikke at få set, dukkede There Will Be Blood pludselig op. Kæresten ville gerne se film, ville gerne se drama og ville gerne bevæges..
Så selvom jeg udemærket vidste, at There Will Be Blood nok var et godt stykke fra den slags drama hun mente, følte jeg at tiden var inde..
Historien er vel kendt nok herinde til, at den kan jeg hoppe let og elefant over.. Dog vil jeg lige tilknytte det enkelte lille tilsagn, at jeg elsker karakter-drevne fortællinger, der viser forfaldet og korruptionen bag facaden, når folk glemmer sig selv i deres iver efter succes.
Og hvilket forfald, perfekt portrætteret af Daniel Day-Lewis. Der er meget få skuespillere, der kan formidle en så u-elskelig rolle og samtidigt få seeren til at blive i tvivl om, hvem man egentlig "holder med". Man føler med ham, om følelsen så er frustration over sine evner til at håndtere et døvt barn eller blot et simpelt had over for de, der står i hans vej. Især dåbs-scenen, hvor han formår på en og samme tid at udtrykke foragt over for sig selv, ligegyldighed omkring ceremonien og ikke mindst hån over for Eli, efterlod mig næsten helt stakåndet.
Jeg tog mig selv i flere gange at sidde med et lille skævt smil. Jeg ved ikke, om det var en form for foragt for den ligegyldighed over for andre mennesker, som Daniel til tider viser. Eller om det i virkeligheden var en form for indrømmelse af, at sådanne mennesker findes, og at portrætteringen virkelig var spot on.
Min kæreste sagde, da filmen sluttede; Ja, så mistede jeg lige 2 timer og 40 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.
Jeg grinede bare. På et tidspunkt i en nær fremtid skal det nok gå op for hende, hvor stor en præstation, hun var vidne til. Ellers må jeg forlade hende, der er ikke andet for..
10/10
#8278 Bruce 14 år siden
#8279 Bruce 14 år siden
Jeg ville lave en Holger et døgns tid, eller i det mindste give hende en lussing!
#8280 frankdrebin 14 år siden
Can you digg it?
Virkelig en gennemført film, som virkelig også er morsom!
5/6