#8651 Ja der er selvfølgelig små forskelle og som du også er inde på så er selve udførelsen af den samme historie/plot ikke helt ligeså veludført som i originalen. Mange af de ting du nævner er jeg enig i, men en ting som jeg også fandt ganske anderledes ved karaktererne er at de simpelthen virker kønnere. En ting er at Naomi Watts er meget kønnere end originalen og derved for mig bryder illusionen. Ikke mindst fordi hun er en kendt skuespillerinde. Michael Pitt som Paul virker også langt mere pæn i det end Arno Fritsch og på den måde heller ikke lige så skræmmende. Noget af dette ligger naturligvis også i skuespilspræstationerne, men jeg kan heller ikke se forbi deres udseende.
I øvrigt så har Haneke også udtalt at det har været sværere for ham at lave en amerikansk variation, da han dels ikke har de rigtige amerikanske forbindelser. Han kendte heller ikke meget til de skuespillere han skulle bruge og desuden havde han heller ikke det samme kendskab til amerikansk kultur, som han f.eks. har til tysk/fransk kultur.
ps. Desuden kan jeg huske at der har været en diskussion omkring manipulation i film for nylig. Der er denne film, og Haneke i særdeleshed, et rigtig godt eksempel på dette.
På et kloster i Algeriet lever syv franske munke i fordragelighed med landsbyens fattige muslimer, som de blandt andet hjælper med lægebistand. I 1996 bliver der imidlertid ballade, da ekstremistiske terrorister beordrer alle udlændinge og ikke-muslimer ud af landet. Munkene må nu overveje, om de skal flygte og dermed forråde deres kald - eller blive på klosteret og gå den visse død i møde.
Dette er en meget smuk og værdig påskefilm om tro, håb og størst af alt kærligheden. Og kan kun tilslutte mig min kollegas ord "Fremragende film om tro og mandsmod afbalancerer indre og ydre landskaber."
En film, som ikke tager nemme løsninger, men viser hvor koplekst mennesket og sindet/hjertet er selv når troen er stærk på det man tror på eller går ind for.
Skal klart ses igen og snakkes om, for det er en film, som sætter meget igang, og får en til at føle man lever, og er nødt til at forholde sig til hvad som sker omkring een.
Film: 8/10 Lyd: 5/10 Billede 5/10
Taxi Driver
Helt fantastisk gensyn med Martin Scorseses mesterværk
Det er ikke nemt at komme hjem til New York efter Vietnam-krigen. Travis Bickle er ensom og kører taxa for at klare til dagen og vejen. På sine ture gennem byen ser han alskens menneskeligt forfald - narkomisbrug, prositution og kriminalitet. En dag bliver for meget for den ensomme. Det er tid til at rydde op og Travis beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.
Selvom jeg har set denne film flere gange, så har aldrig oplevet denne film så intenst som ved gensynet i går aftes ved visningen af den nye Blue-ray udgivelse og restaurering af Scorseses film fra 1976.
Dette er en udgivelse som får hans nyere film til at blegne endnu mere, og en til at savne hans gamle rå stil. Nu bliver geniale kamerature, vinkler og klip endnu mere tydlige, og får film som Shutter Island til at stå kedelige og blodfattige.
Billedet stod helt fantastisk - Sort niveauet, jeg savner ord, selv i filmens mørkeste scener kunne man tydeligt se hvad der skete både tæt på og langt væk, fuldstændig som du selv var Travis og kørte rundt og oplevede en anden side af New York end den film som Sex and The City viser. Man følte sig virkelig tilstede og kunne næsten lugte af skidt og andet fra gaden. Her er ingen CGI skabte billeder, men den rå og virkelige by vist som den var i 70'erne. Michael Manns digitale nattebilleder i fx Collateral kan slet ikke følge med. Man skal tilbage til hans Thief før der er noget, som begynder at ligne en konkurrent.
Lyden og ikke mindst musikken sparkede benene væk på mig. Da jeg genså TRON: Legacy forleden troede jeg der skulle gå lang tid for jeg ville hører noget så godt igen, men Taxi Driver sparker den væk fra tronen og ned til en 2. plads. Bernard Hermanns score står nu klarer, flottere, smukkere, stærkere og ikke mindst mere skræmmende end nogenside, så gåsehuden of nakkehårene løftede sig adskillige gange på mig og vidner om hvilket geni han var ikke kun når han var sammen med Alfred H.
Jeg har ikke set ekstra materialet endnu, men forventningerne er nu tårnhøje.
Rigtig gode anmeldelser som du kommer med, og du giver mig endnu mere lyst til at få genset Taxi Driver snarest. I indledningen til din anmeldelse af Taxi Driver skriver du, at det er Scorseses mesterværk, men alligevel giver du "kun" filmen 8/10? O_o
#8665 - Ja, for jeg skal røres i hjertet på et dybere/spirituelt niveau for at mine 9 eller 10'er kommer i spil, så derfor ender det nok med at Des hommes ... får et hak mere, mens Taxi Driver bliver hvor den er i min bog ;)
... en ting som jeg også fandt ganske anderledes ved karaktererne er at de simpelthen virker kønnere. En ting er at Naomi Watts er meget kønnere end originalen og derved for mig bryder illusionen. Ikke mindst fordi hun er en kendt skuespillerinde.
Køn og kendt eller ej, det bryder ikke illusionen for mig, men du har helt ret i dine betragtninger ang. udseendet. I det hele taget er filmen mere klinisk og steril i sit udtryk, som det bl.a. tydeligt ses i de to forskellige udgaver af scenen med æggene.
Whispering Horse (8663) skrev:
I øvrigt så har Haneke også udtalt at det har været sværere for ham at lave en amerikansk variation, da han dels ikke har de rigtige amerikanske forbindelser. Han kendte heller ikke meget til de skuespillere han skulle bruge og desuden havde han heller ikke det samme kendskab til amerikansk kultur, som han f.eks. har til tysk/fransk kultur.
Interessant, det vidste jeg ikke, men det tror jeg gerne, for selv om originalen ikke rummer mange åbenlyst kulturspecifikke elementer (bortset fra sproget), så forekommer den mig alligevel at være så dybt forankret i østrigsk og europæisk kultur, at den ikke lader sig så direkte oversætte og overføre til den amerikanske, uden at noget væsentligt går tabt undervejs.
# 8666 Spændende snak I har - Har aldrig tillagt disse 2 film særligt meget opmærksomhed måske skulle jeg se dem igen :)
# 8665 Taxi Driver er pt. den bedste MS udgivelse til dato og glæder mig til at se Mean Streets når den kommer i løbet af denne uge til min postkasse :)
Metaforisk, har Scorsese for mig de sidste 10-15 år været filmisk steriliseret. Det var som om manden fik mindre og mindre på hjerte desto mere hans beherskelse af filmmediet voksede. Derfor er genopdagelsen af Taxi Driver en særdeles velkommen oplevelse, fordi den i den grad etablerede Scorsese som en visionær og kraftfuld filmmager og i den nye blu-ray udgave fremstår dette mere klart end nogensinde før. Dette må være en af blu-ray refererence udgivelserne for at få omvendt tvivlere, som ikke mener, at bedre billed og lyd, påvirker en filmoplevelse.
Sandelig siger jeg eder, lad de små tvivlere træde frem og komme til mig, thi de er også en slags mennesker.
Der er ikke så meget nyt at tilføre omkring denne 35 år gamle film, andet end der skulle førstehjælp med en 4K genoplivning af 35mm transferet til, førend der kunne ydes retfærdighed med den fulde forståelse og oplevelse. At Taxi Driver var en visuel genialitet, er indtil nu gået min næse ram forbi, men hensat til New Yorks smeltedigel anno 70'erne og centrum af begivenhedernes gang, er der ikke så meget tale om et passivt voyeuristisk syn som et decideret involverende.
Qua Taxi Drivers harmoniske og afdæmpede pace, understøttet af Michael Chapmans "Amerikanske Billeder" cinematografi, er det muligt for seeren at opsluge enhver detalje af New York, som bliver nærværende igennem De Niros natkørsler. Regn, røg og neon tilfører en umådelig effektfuld æstetik og fjerner ethvert opløb til kedsomhed hos seeren, der kun kan lade øjet vandre, som var man blevet besat af detaljerne i et Caravaggio maleri. Det må være sådan det er at være på amfetamin, alle sanser skærpet og man med glubende appetit søger at fordøje alle indtryk.
Bortset fra et par enkelte ude af fokus sekvenser, så er Taxi Driver intet mindre end visuel perfektion og det langt mere end termen reference i sig selv indeholder. Det er reference iht. at lade instruktørens vision udfolde sig uden begrænsninger, hvilket jeg kun kan formode har været publikum forundt for mange år siden, under optimale fremvisningsforhold. Forskellen er i den grad til at tage og føle på.
Som Per nævnte, så er sortniveauet alene et helt kapitel værd. En enorm kontrast og med masser af detaljer i buldrende sort, er et imponerende skue. Selvfølgelig gælder det især neonlys sekvenserne og reflektionerne i de regnvåde gader. Jeg kan desværre ikke finde store screenshots, men en sekvens som i denne collage, billedet 1:18:46 og denne 36:20, er virkelig stemningsfulde.
Allerede fra [url= hvor en taxi i slowmotion bevæger sig ud af en røgsky fra et kloakdæksel, mærker man den gensidige afhængighed mellem billed- og lydside. Bernard Herrmanns pulserende score emmer af utryghed og signalerer tilstedeværelsen af pludselig eksplosion, som hele tiden lurer under den harmoniske stemning, uomgængelig metaforik over De Niros paranoide psykose karakter, der holdes i skak af et medicinfremmanet alter ego. Hvorfra Herrmann elementerne stammer, kan man måske få at vide, når man tygger ekstramaterialet igennem, men kvaliteten er uhørt høj, med en vidunderlig klang og dyb bund, som aldrig holder op med at imponere. Selvom resten af lydsporet er tydeligt forældet i nutids optik, så er både dialog og effekter af særdeles god karakter og selv de mindste nuanceringer i lydbilledet bemærkes med lethed.
Jeg har ikke nævnt historien, analyseret skuespillet eller givet mit besyv med omkring Taxi Drivers symbolik, som ofte har været uretfærdigt og endimensionelt under beskydning af de mere konservative amerikanske grupperinger.
Uomtvisteligt ville vor tids svælgen i politisk korrekthed have været en pind til filmens ligkiste i sin samtid, havde denne været den fremherskende mentalitet dengang. Men hvad vi i dag anser som værende stereotypt og derefter unuanceret brændemærker, var dengang dagligdag, virkelighed og Taxi Driver fremstod som en relevant og dybt sarkastisk samfundskommentar. Forhåbentlig vil man dog ikke med tiden søge den samme udradering af den oprindelige historiske kontekst, som man med succes har formået med Tom Sawyers "Onkel Toms Hytte", fordi fortiden ikke lige korresponderer perfekt med den siddende kulturradikale elites ophavsret til den moralske sandhed.
Der er en filmisk samhørighed tilstede i Taxi Driver, som aldrig kompromitteres af instruktørmæssig usikkerhed, hvilket jeg i den grad savner hos Scorsese af i dag, til fals og svælgende i effektmageri, symbolik og ikke mindst skuespil der ofte tangerer det karikerede. Jeg tvivler stærkt på, at Scorsese nogensinde formår at vende tilbage til kernen i film og lave vedkommende og effektfulde historier igen, på samme niveau som Taxi Driver, men gensynet giver mig alligevel en naiv tro på, at hvor der er liv, er der håb.
Film: 9-10/10 Video: 10/10 Audio: 8-9/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#8661 Batsy 14 år siden
#8662 Muldgraver 14 år siden
Ditto.
De ord er ofte så dejlige :)
#8663 Slettet Bruger [4112912599] 14 år siden
I øvrigt så har Haneke også udtalt at det har været sværere for ham at lave en amerikansk variation, da han dels ikke har de rigtige amerikanske forbindelser. Han kendte heller ikke meget til de skuespillere han skulle bruge og desuden havde han heller ikke det samme kendskab til amerikansk kultur, som han f.eks. har til tysk/fransk kultur.
ps. Desuden kan jeg huske at der har været en diskussion omkring manipulation i film for nylig. Der er denne film, og Haneke i særdeleshed, et rigtig godt eksempel på dette.
#8664 Takfornu 14 år siden
Perfekt alternativ film til påskeferien
På et kloster i Algeriet lever syv franske munke i fordragelighed med landsbyens fattige muslimer, som de blandt andet hjælper med lægebistand. I 1996 bliver der imidlertid ballade, da ekstremistiske terrorister beordrer alle udlændinge og ikke-muslimer ud af landet. Munkene må nu overveje, om de skal flygte og dermed forråde deres kald - eller blive på klosteret og gå den visse død i møde.
Dette er en meget smuk og værdig påskefilm om tro, håb og størst af alt kærligheden. Og kan kun tilslutte mig min kollegas ord "Fremragende film om tro og mandsmod afbalancerer indre og ydre landskaber."
En film, som ikke tager nemme løsninger, men viser hvor koplekst mennesket og sindet/hjertet er selv når troen er stærk på det man tror på eller går ind for.
Skal klart ses igen og snakkes om, for det er en film, som sætter meget igang, og får en til at føle man lever, og er nødt til at forholde sig til hvad som sker omkring een.
Film: 8/10
Lyd: 5/10
Billede 5/10
Taxi Driver
Helt fantastisk gensyn med Martin Scorseses mesterværk
Det er ikke nemt at komme hjem til New York efter Vietnam-krigen. Travis Bickle er ensom og kører taxa for at klare til dagen og vejen. På sine ture gennem byen ser han alskens menneskeligt forfald - narkomisbrug, prositution og kriminalitet. En dag bliver for meget for den ensomme. Det er tid til at rydde op og Travis beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.
Selvom jeg har set denne film flere gange, så har aldrig oplevet denne film så intenst som ved gensynet i går aftes ved visningen af den nye Blue-ray udgivelse og restaurering af Scorseses film fra 1976.
Dette er en udgivelse som får hans nyere film til at blegne endnu mere, og en til at savne hans gamle rå stil. Nu bliver geniale kamerature, vinkler og klip endnu mere tydlige, og får film som Shutter Island til at stå kedelige og blodfattige.
Billedet stod helt fantastisk - Sort niveauet, jeg savner ord, selv i filmens mørkeste scener kunne man tydeligt se hvad der skete både tæt på og langt væk, fuldstændig som du selv var Travis og kørte rundt og oplevede en anden side af New York end den film som Sex and The City viser. Man følte sig virkelig tilstede og kunne næsten lugte af skidt og andet fra gaden. Her er ingen CGI skabte billeder, men den rå og virkelige by vist som den var i 70'erne. Michael Manns digitale nattebilleder i fx Collateral kan slet ikke følge med. Man skal tilbage til hans Thief før der er noget, som begynder at ligne en konkurrent.
Lyden og ikke mindst musikken sparkede benene væk på mig. Da jeg genså TRON: Legacy forleden troede jeg der skulle gå lang tid for jeg ville hører noget så godt igen, men Taxi Driver sparker den væk fra tronen og ned til en 2. plads. Bernard Hermanns score står nu klarer, flottere, smukkere, stærkere og ikke mindst mere skræmmende end nogenside, så gåsehuden of nakkehårene løftede sig adskillige gange på mig og vidner om hvilket geni han var ikke kun når han var sammen med Alfred H.
Jeg har ikke set ekstra materialet endnu, men forventningerne er nu tårnhøje.
Film: 8/10
Lyd: 10/10
Billede 10/10
#8665 MMB 14 år siden
Rigtig gode anmeldelser som du kommer med, og du giver mig endnu mere lyst til at få genset Taxi Driver snarest. I indledningen til din anmeldelse af Taxi Driver skriver du, at det er Scorseses mesterværk, men alligevel giver du "kun" filmen 8/10? O_o
#8666 evermind 14 år siden
#8667 Takfornu 14 år siden
#8666 - Hård men altid retfærdig og ærlig ;)
#8668 Highland Park 14 år siden
Interessant, det vidste jeg ikke, men det tror jeg gerne, for selv om originalen ikke rummer mange åbenlyst kulturspecifikke elementer (bortset fra sproget), så forekommer den mig alligevel at være så dybt forankret i østrigsk og europæisk kultur, at den ikke lader sig så direkte oversætte og overføre til den amerikanske, uden at noget væsentligt går tabt undervejs.
#8669 Takfornu 14 år siden
# 8665 Taxi Driver er pt. den bedste MS udgivelse til dato og glæder mig til at se Mean Streets når den kommer i løbet af denne uge til min postkasse :)
#8670 Bruce 14 år siden
Metaforisk, har Scorsese for mig de sidste 10-15 år været filmisk steriliseret. Det var som om manden fik mindre og mindre på hjerte desto mere hans beherskelse af filmmediet voksede. Derfor er genopdagelsen af Taxi Driver en særdeles velkommen oplevelse, fordi den i den grad etablerede Scorsese som en visionær og kraftfuld filmmager og i den nye blu-ray udgave fremstår dette mere klart end nogensinde før. Dette må være en af blu-ray refererence udgivelserne for at få omvendt tvivlere, som ikke mener, at bedre billed og lyd, påvirker en filmoplevelse.
Sandelig siger jeg eder, lad de små tvivlere træde frem og komme til mig, thi de er også en slags mennesker.
Der er ikke så meget nyt at tilføre omkring denne 35 år gamle film, andet end der skulle førstehjælp med en 4K genoplivning af 35mm transferet til, førend der kunne ydes retfærdighed med den fulde forståelse og oplevelse. At Taxi Driver var en visuel genialitet, er indtil nu gået min næse ram forbi, men hensat til New Yorks smeltedigel anno 70'erne og centrum af begivenhedernes gang, er der ikke så meget tale om et passivt voyeuristisk syn som et decideret involverende.
Qua Taxi Drivers harmoniske og afdæmpede pace, understøttet af Michael Chapmans "Amerikanske Billeder" cinematografi, er det muligt for seeren at opsluge enhver detalje af New York, som bliver nærværende igennem De Niros natkørsler. Regn, røg og neon tilfører en umådelig effektfuld æstetik og fjerner ethvert opløb til kedsomhed hos seeren, der kun kan lade øjet vandre, som var man blevet besat af detaljerne i et Caravaggio maleri. Det må være sådan det er at være på amfetamin, alle sanser skærpet og man med glubende appetit søger at fordøje alle indtryk.
Bortset fra et par enkelte ude af fokus sekvenser, så er Taxi Driver intet mindre end visuel perfektion og det langt mere end termen reference i sig selv indeholder. Det er reference iht. at lade instruktørens vision udfolde sig uden begrænsninger, hvilket jeg kun kan formode har været publikum forundt for mange år siden, under optimale fremvisningsforhold. Forskellen er i den grad til at tage og føle på.
Som Per nævnte, så er sortniveauet alene et helt kapitel værd. En enorm kontrast og med masser af detaljer i buldrende sort, er et imponerende skue. Selvfølgelig gælder det især neonlys sekvenserne og reflektionerne i de regnvåde gader. Jeg kan desværre ikke finde store screenshots, men en sekvens som i denne collage, billedet 1:18:46 og denne 36:20, er virkelig stemningsfulde.
Allerede fra [url= hvor en taxi i slowmotion bevæger sig ud af en røgsky fra et kloakdæksel, mærker man den gensidige afhængighed mellem billed- og lydside. Bernard Herrmanns pulserende score emmer af utryghed og signalerer tilstedeværelsen af pludselig eksplosion, som hele tiden lurer under den harmoniske stemning, uomgængelig metaforik over De Niros paranoide psykose karakter, der holdes i skak af et medicinfremmanet alter ego. Hvorfra Herrmann elementerne stammer, kan man måske få at vide, når man tygger ekstramaterialet igennem, men kvaliteten er uhørt høj, med en vidunderlig klang og dyb bund, som aldrig holder op med at imponere. Selvom resten af lydsporet er tydeligt forældet i nutids optik, så er både dialog og effekter af særdeles god karakter og selv de mindste nuanceringer i lydbilledet bemærkes med lethed.
Jeg har ikke nævnt historien, analyseret skuespillet eller givet mit besyv med omkring Taxi Drivers symbolik, som ofte har været uretfærdigt og endimensionelt under beskydning af de mere konservative amerikanske grupperinger.
Uomtvisteligt ville vor tids svælgen i politisk korrekthed have været en pind til filmens ligkiste i sin samtid, havde denne været den fremherskende mentalitet dengang. Men hvad vi i dag anser som værende stereotypt og derefter unuanceret brændemærker, var dengang dagligdag, virkelighed og Taxi Driver fremstod som en relevant og dybt sarkastisk samfundskommentar. Forhåbentlig vil man dog ikke med tiden søge den samme udradering af den oprindelige historiske kontekst, som man med succes har formået med Tom Sawyers "Onkel Toms Hytte", fordi fortiden ikke lige korresponderer perfekt med den siddende kulturradikale elites ophavsret til den moralske sandhed.
Der er en filmisk samhørighed tilstede i Taxi Driver, som aldrig kompromitteres af instruktørmæssig usikkerhed, hvilket jeg i den grad savner hos Scorsese af i dag, til fals og svælgende i effektmageri, symbolik og ikke mindst skuespil der ofte tangerer det karikerede. Jeg tvivler stærkt på, at Scorsese nogensinde formår at vende tilbage til kernen i film og lave vedkommende og effektfulde historier igen, på samme niveau som Taxi Driver, men gensynet giver mig alligevel en naiv tro på, at hvor der er liv, er der håb.
Film: 9-10/10
Video: 10/10
Audio: 8-9/10