Dig, der roser Star Wars 1, 2 og 3 til skyerne? Jeg må le ... hahaha
Så nu skal de rodes ind i det her. De tre første film repræsenterer jo netop perfekt det klassiske eventyr, hvor det gode mod det onde serveres enkelt som i de film de hylder og udover det præsenterer de jo en psykologisk temmelig stærk fortælling om en ung mands indre rejse ind i ondskaben. Det er stor filmkunst ifølge mig!!!! The Village er indrømmet anderledes kompliceret i dens isolationstematik, hvor isolationen jo skal ses som en metafor for hvorledes overtro og angst for omverdenen, påvirker vores liv, det hele sat i forhold til kærligheden, hvor vores hovedperson smukt ofrer sig for den hun elsker. Det fangede du måske slet ikke?
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Bn: det var ikke mig der sagde du SKAL elske bestemte film. Elsk hvad du lyster. Men jeg har blot observeret at du nemt lader dig begrænse. Her af filmens tema som du ikke tager seriøst, mens du gerne tager the village til dig.
Men jeg har blot observeret at du nemt lader dig begrænse.
Og i det her tilfælde mener du altså, at jeg "lader mig begrænse", fordi jeg HAR set 'Den sjette sans"? ... Det skulle jeg ikke have gjort så? Eller hvad er det du mener, siden du i den her sammenhæng taler om at jeg "begrænser" mig?
Jeg vover den påstand, at det er op til en given film at rive mig med - og hvis den ikke kan dét, hvis jeg ikke bliver fanget af den, så er det ikke fordi JEG har ladet mig begrænse. Det er da ikke MIG der skal kæmpe for at kunne lide filmen og tilsidesætte alle min filmiske smagsløg. Man kan prøvesmage en bestemt slags mad, men hvis den får éns mave til at vende sig, og det er en hel kamp at få den ned, så skal man da ikke spise den ud fra en eller anden idé om, at man ellers BEGRÆNSER sig, synes du?
Jeg har tidligere brugt - og vil igen her bruge - sammenligningen med kvinder og forelskelse/tiltrækkelse:
Man kunne også her (med udgangspunkt i min faktiske smag) spørge: Hvorfor forelsker jeg mig ikke i ALLE kvinder, jeg møder på min vej? Eller hvorfor finder jeg dem ikke alle lige smukke, søde, charmerende og tiltrækkende? Hvorfor finder jeg ikke dem med skrigende rødt hår ligeså flotte og attraktive som dem med sort eller brunt hår? Hvorfor finder jeg det totalt usexet at en kvinde ryger cigaretter? ... Hvorfor - for nu at låne DIT udtryk, Babo Rises - BEGRÆNSER jeg mig i den forbindelse?
Fordi sådan er min SMAG. Sådan er JEG skruet sammen. Det kommer indefra, fra mit hjerte, mit følelsesregister. Der skal forskellige ting til at begejstre, imponere, ophidse, more, underholde, kede, irritere, frastøde os mennesker. Jeg har en storebroder, der ikke kan forstå, hvorfor så mange er vildt begejstrede for 'Lord of the Rings'-filmene. Han HAR givet filmene en chance, men de sagde ham ikke noget. Var dette nu en bevidst beslutning fra hans side, som om han ikke ØNSKEDE at kunne lide dem. Var det et valg for at begrænse sig til bestemte typer film? Næh, det var bare sådan tingene faldt ud, idet han simpelthen bare ikke faldt for Tolkiens eventyr og dets univers. ... Man beslutter heller ikke på forhånd at man vil kunne lide en bestemt kvinde - næh, når man møder hende, falder man bare for hende, måske ved første møde, måske senere.
Jo ældre man er, jo bedre kender man sig selv. Ja, man ved, at hvis man tvangsindlægger sig selv til at lytte til noget musik eller en film, der virkelig ikke siger én det mindste, vil man bagefter fortryde det. Tro mig: Jeg har nu og da siddet og genset nogle bestemte film fra start til slut, nogle som jeg vidste, jeg ikke kunne fordrage, men som jeg alligevel valgte at prøve at gense for at se, om jeg havde ændret holdning/smag. ... Og hver gang har jeg fortrudt det eller har måttet konstatere: 'Nej, nej og atter nej. Det er slet ikke noget for mig, det der.'
Jeg hader også Whitney Houstons musik af hele mit hjerte (min kone elsker hendes musik), men nu og da har jeg nærlyttet musikken for at se, om der ikke var visse ting ved den, der talte til min smag. Ren tidsspilde! Endnu engang måtte jeg konstatere, at damens musik skurrer i mine ører, og at hendes skråleri irriterer mig noget så grusomt.
Det har ikke noget med at begrænse sig at gøre, Babo. Det har noget at gøre med at udforske de typer musik og film, der tiltaler én, hvilket man kan gøre ud fra mange års erfaring. Jeg hader også heavy metal, som jeg har hørt meget af min ungdom (og selvfølgelig også er stødt på senere i livet), så hvorfor i alverden skulle jeg lytte til det ene heavy metal-album efter det andet igennem bare for at kunne sige: 'Jeg må ikke begrænse mig. Måske er der et eller andet sted et af disse larmende, irriterende, øreskurrende numre, jeg vil elske.' ??
Når det gælder musik, har vi på dansk et ret sigende ord: "iørefaldende".
Hvis musikken ikke - om jeg så må sige - FALDER ind i mit øre på en helt naturlig, utvungen måde, så ordene 'VELLYD' og 'nej, hvor godt!' står i kø for at komme ud af min mund, ja, så er det ikke en musik for mig. (Og det må gerne være disharmonisk, umelodiøs musik, for det kan indimellem også være godt, synes jeg.)
Jeg skal ikke ANSTRENGE mig for at kunne lide en film - det er der ingen der skal. Det skal komme af sig selv, hvad enten det kommer første, anden, tredje eller fjerde gang, eller først efter nogle år, hvor jeg ikke har set filmen, men tager et gensyn.
Det, der kommer af sig selv, når jeg ser 'Den sjette sans' er et lille smil ved synet af de blege, afdøde, lemlæstede, blødende mennesker ... og generel ligegyldighed. Sådan føler jeg bare, selvom jeg skam godt ved, at Shyamalan ønskede en anden reaktion fra mig, ja, at han ønskede at røre mig og overraske mig.
'The Village' fandt jeg irriterende og dårlig første gang jeg så den, og jeg så den udelukkende, fordi jeg var blevet FORESLÅET at se den, selvom instruktørens mest berømte film 'Den sjette sans' ikke havde tiltalt mig. Jeg anstrengte mig ikke for at kunne lide den - næh, som sagt faldt den til at begynde med slet ikke i min smag. Men ved andet gennemsyn fik jeg øjnene op for en lang række kvaliteter, den har. Mit fokus blev anderledes, uden at jeg gjorde nogetsomhelst for det. Jeg faldt for kærlighedshistorien og det tankevækkende i den motivation, der lå til grund for det valg, som bl.a. William Hurts karakter havde truffet. (Selvom man ikke kunne kalde dette valg anbefalelsesværdigt, forstod jeg godt den sorg, afmagt og fortvivlelse der lå til grund for det.)
Lad mig slutte med et par ord om kaffe; en ting der også vedrører smag og behag:
Jeg hader smagen af kaffe (men elsker duften). Mine smagsløg protesterer, hvis jeg hælder kaffe ned i maven; min tunge vrider sig næsten, jeg laver grimasser. Er der tale om at jeg BEGRÆNSER mig? Næh, jeg fravælger bare det, der ikke smager godt .... og jeg fravælger eller diskvalificerer de film, der ikke falder i min smag. Nogle af dem "smager" jeg på, men hvis smagsprøven (sommetider en hel film, andre gange kun en trailer) ikke imponerer mig, så følger jeg da mit film-hjerte. Hvad skulle jeg ellers gøre?
Her er lige et par korte anmeldelser på et par af de seneste film jeg har set. De fortjener egentligt lange uddybende anmeldelser, men det er i det mindste bedre med et par korte ord end slet ingen :)
The Offence
Endnu en Sidney Lumet-film og endnu en fremragende en af slagsen. Det er en mørk, grum og kompromiløs psykologisk thriller, hvor Sean Connery spiller en kriminalbetjent som i løbet af årene har set mange frygtelige ting der sætter ar på sjælen. Han er på renden af sammenbrud og da en pædofili-mistænkt bliver hentet ind på stationen, beslutter han sig for selv at få en tilståelse ud af ham, selvom at han ikke har tilladelse til det. Under forhøret kommer begravede følelser og tanker op til overfladen og det får alvorlige konsekvenser. Sean Connery er ganske glimrende som hovedpersonen og filmen har i det hele taget en fed 70'er stemning, og samtidigt også en ængstelig stemning hvor man føler sig usikker over om den mistænkte er skyldig eller uskyldig og hvilken skyld Johnson (Connery) gemmer på.
Jeg er ikke sikker på at jeg forstår alt i filmen angående Johnson. Der er nogle detaljer der peger på at det muligvis kunne være ham der var den pædofile eller at han i hvert fald kæmper med disse følelser og tanker. Om det er sådan det skal forståes eller ej, må i hvet fald stå hen i det uvisse for mig.
8/10
Precious
Jeg har ikke tænkt mig at skrive meget om denne film, udover at jeg finder den noget overvurderet og ikke fortjente sine oscarnomineringer for bedste film og bedste instruktør. Det store problem for mig med filmen, er at jeg ikke synes at blandingen af den alvorlige tone og den lette tone fungerer særligt godt i filmen. Skuespillet er dog ganske godt hele vejen rundt, og det er nok til at holde en vis interesse i filmen.
6/10
Hvid
Jeg har lige fået set denne film, eller det vil sige at det teknisk set var et gensyn. Den første gang jeg så den var dog i et klasselokale, dengang jeg gik i 8-9 klasse i folkeskolen. Og denne film er endnu et eksempel på hvordan ens alder, erfaring og omstændighederne man ser filmen i, har en stor indflydelse på hvordan man opfatter filmen. Dengang jeg så filmen i folkeskolen var jeg ikke særligt filminteresseret og jeg syntes at filmen var noget kedelig(der var jo ingen eksplosioner!). Dette gensyn var dog en fornøjelse. Det er en fremragende film med top notch skuespilspræstationer, et smukt score og så er den ganske flot filmet. Jeg har nu set de to første film i Trois Couleurs-trilogien, "Blå" og "Hvid", og af de to foretrækker jeg klart "Hvid". "Blå" var skam også ganske god, men jeg blev aldrig rigtigt fanget af den.
8/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
James Bond. Den legendariske agent, og den første film om ham. Jeg kom i forbindelse med at jeg skulle påbegynde film til at overveje hvordan mit forhold til hele denne franchise er, og jeg kan ikke konstaterer andet end at det har været meget sporadisk. En film her og en film der. Da det ofte har været på tv, har det ofte været de nyere film. Jeg har set glimt af de gamle, og altid følt en anderledes kærlighed til disse, og jeg tror det gennemsyn jeg er bevæget mig ud i, vil bevise at jeg nok mest er til den lidt ældre klasse af Bond film, men lad os nu se.
Det var sjovt at se hvor lavteknologisk denne film er. Når jeg tænker Bond tænker jeg store set-ups med masser af teknologi, hurtige biler og massevis af våben. Det siger måske lidt om hvad franchisen har gjort ved den oprindelige Bond figur, eller i hvert fald den Bond der ses i denne film. Her er tingene meget basale. Bond får ikke sin opgave i et stort tophemmeligt sted, men på et lille kontor. Han får ikke en ny fancy bil, eller komplicerede våben, som jeg husker særligt fra Brosnan filmene. Nej han har en kort diskussion med bossen om hvorvidt han skal have en mere avanceret pistol.
Der er en stor charme ved denne nedtonethed, som naturligvis skyldes den tid filmen kommer fra, og jeg må indrømme at jeg faktisk var ret godt underholdt hele vejen igennem. Hvad skal Bond mere end charmere og underholde? Ja jeg ved det ikke, men "Dr. No" var en ganske udemærket måde at indlede en efterhånden lang række af film på, og jeg vil se frem til at se resten.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
så er det efterhånden ret lang tid siden jeg har set den, men så vidt jeg husker er det bevidst uklart, så filmen kan fortolkes på flere måder. Jeg tror dog ikke Connery-figuren er pædofil, men mere blot at han efterhånden er blevet ødelagt af de ting, han har set, og de følelser det har vakt. Stærk film under alle omstændigheder.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
så er det efterhånden ret lang tid siden jeg har set den, men så vidt jeg husker er det bevidst uklart, så filmen kan fortolkes på flere måder. Jeg tror dog ikke Connery-figuren er pædofil, men mere blot at han efterhånden er blevet ødelagt af de ting, han har set, og de følelser det har vakt. Stærk film under alle omstændigheder.
#8991 Collateral 14 år siden
#8992 Hr. Nielsen 14 år siden
fangede du måske slet ikke?
#8993 Babo Rises 14 år siden
#8994 BN 14 år siden
Og i det her tilfælde mener du altså, at jeg "lader mig begrænse", fordi jeg HAR set 'Den sjette sans"? ... Det skulle jeg ikke have gjort så? Eller hvad er det du mener, siden du i den her sammenhæng taler om at jeg "begrænser" mig?
Jeg vover den påstand, at det er op til en given film at rive mig med - og hvis den ikke kan dét, hvis jeg ikke bliver fanget af den, så er det ikke fordi JEG har ladet mig begrænse. Det er da ikke MIG der skal kæmpe for at kunne lide filmen og tilsidesætte alle min filmiske smagsløg. Man kan prøvesmage en bestemt slags mad, men hvis den får éns mave til at vende sig, og det er en hel kamp at få den ned, så skal man da ikke spise den ud fra en eller anden idé om, at man ellers BEGRÆNSER sig, synes du?
Jeg har tidligere brugt - og vil igen her bruge - sammenligningen med kvinder og forelskelse/tiltrækkelse:
Man kunne også her (med udgangspunkt i min faktiske smag) spørge: Hvorfor forelsker jeg mig ikke i ALLE kvinder, jeg møder på min vej? Eller hvorfor finder jeg dem ikke alle lige smukke, søde, charmerende og tiltrækkende? Hvorfor finder jeg ikke dem med skrigende rødt hår ligeså flotte og attraktive som dem med sort eller brunt hår? Hvorfor finder jeg det totalt usexet at en kvinde ryger cigaretter? ... Hvorfor - for nu at låne DIT udtryk, Babo Rises - BEGRÆNSER jeg mig i den forbindelse?
Fordi sådan er min SMAG. Sådan er JEG skruet sammen. Det kommer indefra, fra mit hjerte, mit følelsesregister. Der skal forskellige ting til at begejstre, imponere, ophidse, more, underholde, kede, irritere, frastøde os mennesker. Jeg har en storebroder, der ikke kan forstå, hvorfor så mange er vildt begejstrede for 'Lord of the Rings'-filmene. Han HAR givet filmene en chance, men de sagde ham ikke noget. Var dette nu en bevidst beslutning fra hans side, som om han ikke ØNSKEDE at kunne lide dem. Var det et valg for at begrænse sig til bestemte typer film? Næh, det var bare sådan tingene faldt ud, idet han simpelthen bare ikke faldt for Tolkiens eventyr og dets univers. ... Man beslutter heller ikke på forhånd at man vil kunne lide en bestemt kvinde - næh, når man møder hende, falder man bare for hende, måske ved første møde, måske senere.
Jo ældre man er, jo bedre kender man sig selv. Ja, man ved, at hvis man tvangsindlægger sig selv til at lytte til noget musik eller en film, der virkelig ikke siger én det mindste, vil man bagefter fortryde det. Tro mig: Jeg har nu og da siddet og genset nogle bestemte film fra start til slut, nogle som jeg vidste, jeg ikke kunne fordrage, men som jeg alligevel valgte at prøve at gense for at se, om jeg havde ændret holdning/smag. ... Og hver gang har jeg fortrudt det eller har måttet konstatere: 'Nej, nej og atter nej. Det er slet ikke noget for mig, det der.'
Jeg hader også Whitney Houstons musik af hele mit hjerte (min kone elsker hendes musik), men nu og da har jeg nærlyttet musikken for at se, om der ikke var visse ting ved den, der talte til min smag. Ren tidsspilde! Endnu engang måtte jeg konstatere, at damens musik skurrer i mine ører, og at hendes skråleri irriterer mig noget så grusomt.
Det har ikke noget med at begrænse sig at gøre, Babo. Det har noget at gøre med at udforske de typer musik og film, der tiltaler én, hvilket man kan gøre ud fra mange års erfaring. Jeg hader også heavy metal, som jeg har hørt meget af min ungdom (og selvfølgelig også er stødt på senere i livet), så hvorfor i alverden skulle jeg lytte til det ene heavy metal-album efter det andet igennem bare for at kunne sige: 'Jeg må ikke begrænse mig. Måske er der et eller andet sted et af disse larmende, irriterende, øreskurrende numre, jeg vil elske.' ??
Når det gælder musik, har vi på dansk et ret sigende ord: "iørefaldende".
Hvis musikken ikke - om jeg så må sige - FALDER ind i mit øre på en helt naturlig, utvungen måde, så ordene 'VELLYD' og 'nej, hvor godt!' står i kø for at komme ud af min mund, ja, så er det ikke en musik for mig. (Og det må gerne være disharmonisk, umelodiøs musik, for det kan indimellem også være godt, synes jeg.)
Jeg skal ikke ANSTRENGE mig for at kunne lide en film - det er der ingen der skal. Det skal komme af sig selv, hvad enten det kommer første, anden, tredje eller fjerde gang, eller først efter nogle år, hvor jeg ikke har set filmen, men tager et gensyn.
Det, der kommer af sig selv, når jeg ser 'Den sjette sans' er et lille smil ved synet af de blege, afdøde, lemlæstede, blødende mennesker ... og generel ligegyldighed. Sådan føler jeg bare, selvom jeg skam godt ved, at Shyamalan ønskede en anden reaktion fra mig, ja, at han ønskede at røre mig og overraske mig.
'The Village' fandt jeg irriterende og dårlig første gang jeg så den, og jeg så den udelukkende, fordi jeg var blevet FORESLÅET at se den, selvom instruktørens mest berømte film 'Den sjette sans' ikke havde tiltalt mig. Jeg anstrengte mig ikke for at kunne lide den - næh, som sagt faldt den til at begynde med slet ikke i min smag. Men ved andet gennemsyn fik jeg øjnene op for en lang række kvaliteter, den har. Mit fokus blev anderledes, uden at jeg gjorde nogetsomhelst for det. Jeg faldt for kærlighedshistorien og det tankevækkende i den motivation, der lå til grund for det valg, som bl.a. William Hurts karakter havde truffet. (Selvom man ikke kunne kalde dette valg anbefalelsesværdigt, forstod jeg godt den sorg, afmagt og fortvivlelse der lå til grund for det.)
Lad mig slutte med et par ord om kaffe; en ting der også vedrører smag og behag:
Jeg hader smagen af kaffe (men elsker duften). Mine smagsløg protesterer, hvis jeg hælder kaffe ned i maven; min tunge vrider sig næsten, jeg laver grimasser. Er der tale om at jeg BEGRÆNSER mig? Næh, jeg fravælger bare det, der ikke smager godt .... og jeg fravælger eller diskvalificerer de film, der ikke falder i min smag. Nogle af dem "smager" jeg på, men hvis smagsprøven (sommetider en hel film, andre gange kun en trailer) ikke imponerer mig, så følger jeg da mit film-hjerte. Hvad skulle jeg ellers gøre?
#8995 Kruse 14 år siden
The Offence
Endnu en Sidney Lumet-film og endnu en fremragende en af slagsen. Det er en mørk, grum og kompromiløs psykologisk thriller, hvor Sean Connery spiller en kriminalbetjent som i løbet af årene har set mange frygtelige ting der sætter ar på sjælen. Han er på renden af sammenbrud og da en pædofili-mistænkt bliver hentet ind på stationen, beslutter han sig for selv at få en tilståelse ud af ham, selvom at han ikke har tilladelse til det. Under forhøret kommer begravede følelser og tanker op til overfladen og det får alvorlige konsekvenser. Sean Connery er ganske glimrende som hovedpersonen og filmen har i det hele taget en fed 70'er stemning, og samtidigt også en ængstelig stemning hvor man føler sig usikker over om den mistænkte er skyldig eller uskyldig og hvilken skyld Johnson (Connery) gemmer på.
8/10
Precious
Jeg har ikke tænkt mig at skrive meget om denne film, udover at jeg finder den noget overvurderet og ikke fortjente sine oscarnomineringer for bedste film og bedste instruktør. Det store problem for mig med filmen, er at jeg ikke synes at blandingen af den alvorlige tone og den lette tone fungerer særligt godt i filmen. Skuespillet er dog ganske godt hele vejen rundt, og det er nok til at holde en vis interesse i filmen.
6/10
Hvid
Jeg har lige fået set denne film, eller det vil sige at det teknisk set var et gensyn. Den første gang jeg så den var dog i et klasselokale, dengang jeg gik i 8-9 klasse i folkeskolen. Og denne film er endnu et eksempel på hvordan ens alder, erfaring og omstændighederne man ser filmen i, har en stor indflydelse på hvordan man opfatter filmen. Dengang jeg så filmen i folkeskolen var jeg ikke særligt filminteresseret og jeg syntes at filmen var noget kedelig(der var jo ingen eksplosioner!). Dette gensyn var dog en fornøjelse. Det er en fremragende film med top notch skuespilspræstationer, et smukt score og så er den ganske flot filmet. Jeg har nu set de to første film i Trois Couleurs-trilogien, "Blå" og "Hvid", og af de to foretrækker jeg klart "Hvid". "Blå" var skam også ganske god, men jeg blev aldrig rigtigt fanget af den.
8/10
#8996 Collateral 14 år siden
James Bond. Den legendariske agent, og den første film om ham. Jeg kom i forbindelse med at jeg skulle påbegynde film til at overveje hvordan mit forhold til hele denne franchise er, og jeg kan ikke konstaterer andet end at det har været meget sporadisk. En film her og en film der. Da det ofte har været på tv, har det ofte været de nyere film. Jeg har set glimt af de gamle, og altid følt en anderledes kærlighed til disse, og jeg tror det gennemsyn jeg er bevæget mig ud i, vil bevise at jeg nok mest er til den lidt ældre klasse af Bond film, men lad os nu se.
Det var sjovt at se hvor lavteknologisk denne film er. Når jeg tænker Bond tænker jeg store set-ups med masser af teknologi, hurtige biler og massevis af våben. Det siger måske lidt om hvad franchisen har gjort ved den oprindelige Bond figur, eller i hvert fald den Bond der ses i denne film. Her er tingene meget basale. Bond får ikke sin opgave i et stort tophemmeligt sted, men på et lille kontor. Han får ikke en ny fancy bil, eller komplicerede våben, som jeg husker særligt fra Brosnan filmene. Nej han har en kort diskussion med bossen om hvorvidt han skal have en mere avanceret pistol.
Der er en stor charme ved denne nedtonethed, som naturligvis skyldes den tid filmen kommer fra, og jeg må indrømme at jeg faktisk var ret godt underholdt hele vejen igennem. Hvad skal Bond mere end charmere og underholde? Ja jeg ved det ikke, men "Dr. No" var en ganske udemærket måde at indlede en efterhånden lang række af film på, og jeg vil se frem til at se resten.
#8997 Benway 14 år siden
#8998 jessup 14 år siden
enig
#8999 evermind 14 år siden
Tror faktisk, jeg vil sige 9/10 lige dér, ja ...
#9000 Hr. Nielsen 14 år siden