Haha, men hvis den skal det, så skal det nok være i sin egen tråd :)
Men har der været en sådanne tråd på filmz?
Hmm det mener jeg måske ikke. KeyzerSöze og jeg har vist lige skimmet overfladen fornylig, men du kan jo starte den :)
Thomas E. Nielsen (9046) skrev:
Og det er det jeg mener. Jeg har mødt folk der ser mange flere film end jeg, men som jeg ikke anser som elsker af filmkunsten og jeg har mødt folk der ser færre, men som absolut ville kunne puttes i kassen 'større filmelsker end jeg'. Personligt prøver jeg at bevare et åbent sind overfor alle genrer og retninger, men samtidig er jeg jo i virkeligheden ganske mainstream. Jeg plejer at sige, at jeg gerne udvikler mig, men det er jo ikke for at 'afvikle' de film jeg elsker i nuet.
Jeg har det nok lidt på samme måde. Jeg har en gevaldig last af klassikere, som jeg elsker at slæbe rundt på og jeg slipper den ikke :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Apropos, har I set noget af Binka Zhelyazkova? Snæversynede sataner... :)
LOL :D Jeg slår altid op, men efter mange overvejelser, tror jeg, at jeg med sikkerhed kan konstatere, at jeg ikke har set noget af ham ... eller hende! :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Det er det gode ved erfaring, men på den anden side, jo flere begrænsninger man laver, jo sværere er det blive forført.
Husk at det er farligt at generalisere angående andre personer. ;-)
Jeg har udtalt mig meget kritisk angående musicals, hvorfor andre (f.eks. Babo eller Evermind) kunne komme rendende og påpege, at jeg derved snyder mig selv for nogle oplevelser. ... Men det med at bliver sværere at blive forført, fordi man henholder sig til sin erfaring, er ikke en udtalelse, der kan hæftes på MIG, for ...
1) Jeg har set både 'My Fair Lady', 'Oklahoma', 'West Side Story', 'The Sound of Music', 'Seven Brothers for Seven Brides', 'Singin' in the Rain' etc. 'My Fair Lady' og 'The Sound of Music' finder jeg ganske underholdende at se sammen med min kone, som nok bedre kan lide dem end jeg. Men jeg kan godt se kvaliteterne i disse to musicals.
2) 'Singin' in the Rain' lod mig mig forføre af for ca. 1-1½ år siden, og den er nu med på min Top 200. Faktisk så jeg den efter en anbefaling af Bruce, så selvom musicals amindeligvis ikke siger mig så meget, er der altså IKKE noget med at min film-erfaring forhindrer mig i nogensinde at give film fra denne genre en chance.
Michael Andersen (9034) skrev:
så hjælper det ikke min sag at jeg sætter begrænsninger op, som ikke har meget med den at gøre. Hun skal være ikke-ryger, mørkhåret, ikke højere end 170 cm, hun må ikke have en drengenumse men heller ikke en ladeport osv. er en underlig måde at lede efter kærlighed på.
Nådada! Du har med andre ord HELLER ikke fattet en brik af hvad jeg skriver.
Jeg prøver igen: Der er ikke tale om, at jeg sætter forstandsmæssige, kalkulerede, udtænkte, forhåndsberegnede eller gennemtænkte begrænsninger op. Jeg taler om mine FØLELSER, det der automatisk kommer indefra og som jeg ikke har kontrol over. Lad mig give dig et ret banalt eksempel: Da en ellers ret flot pige - en klassekammerat - engang for mange år siden kiggede mig dybt i øjnene, var jeg bare irriteret, men da en anden pige fra klassen gjorde det samme, rødmede jeg over hele hovedet og fik en sugen i maven. Sådan noget styrer man ikke selv. Det kommer bare naturligt. Man kan ikke planlægge en forelskelse.
Nøjagtigt det samme gælder min irritation over synet af en kvinde der ryger. Der kommer noget indefra, en slags prik af ærgrelse over, at ellers flotte kvinder sætter deres helbred på spil (og forpester luften) med det skidt. Når det gælder udseendet er det nok kun den med en bagdel som en ladeport, der i givet fald ville slukke for min interesse. Og det er ikke noget jeg går og tænker over - næh, følelsen kommer bare automatisk ved synet af en sådan størrelse. ;-)
Her vil nogle måske sige, at jeg burde tvinge mig selv til at ignorere denne ubevidste, uvilkårlige følelse, men jeg tror ikke på det der med se rent forstandsmæssigt på ting, der vedrører kærlighed. Min positive interesse skal komme af sig selv - jeg skal ikke tvinge den, ligeså vel som jeg heller ikke skal tvinge en negativ mening igennem i den forbindelse.
Og sådan har jeg også med film. Min begejstring for eller kærlighed til en film skal komme af sig selv. At jeg bruger min erfaring og min viden om mig selv og min smag sparer min tid og mine kræfter, men som du kan se af eksemplet med 'Singin' in the Rain', 'The Sound of Music' og 'My Fair Lady' (samt 'Shaun of the Dead', som jeg tidligere har nævnt), ser jeg indimellem bort fra min erfaring og giver en film en ny chance.
Da jeg første gang havde set 'The Bourne Identity' med Matt Damon, havde jeg ikke lyst til nogensinde igen at se en actionfilm med ham i hovedrollen, og da slet ikke en filmatisering af en af bøgerne om Jason Bourne, for jeg var vildt skuffet, eftersom tv-udgaven med Richard Chamberlain lå i mit baghoved som en slags facitliste på, hvordan historien om Jason Bourne skulle skrues sammen på film. Oplevelsen gjorde mig MEGET negativ overfor den måde, man lavede actionfilm på i 00'erne. Ja, det var sådan jeg havde det på det tidspunkt.
'Jamen, du sætter begrænsninger for dig selv, og dermed bliver det sværere for dig at blive forført!'
Heller ikke i dette tilfælde er denne udtalelse sand. Jeg tog 1-1½ år senere et gensyn med Matt Damon-udgaven af 'The Bourne Identity', og den her gang var jeg meget positiv. Så kom 'The Bourne Supremacy' ... and the rest is history. Idag er de tre Bourne-film med Matt Damon med på min Top 200.
Da en ellers ret flot pige - en klassekammerat - engang for mange år siden kiggede mig dybt i øjnene, var jeg bare irriteret, men da en anden pige fra klassen gjorde det samme, rødmede jeg
Pudsigt, at hun var flot, og du alligevel var irriteret :) hvad havde den ene og ikke den anden? Stærkere blik? :)
Nu trækker du vist tænder ud og har ALT for mange bolde i luften.
Nope. Der er kun én bold - jeg vender og drejer den bare nogle omgange for at slå min pointe fast.
Babo Rises (9029) skrev:
Jeg snakker ikke om alle, men dig.. fordi du "betyder noget" :) Du har beskæftiget dig med film i mange år, så brug ikke "alle" som et argument.
... the strange feeling of deja vú.
Babo Rises (9029) skrev:
Jovist, jeg har præferencer, men hvis jeg har sat regler op for, hvad en film skal kunne, så er man fastlåst.
Lad mig lige slå én ting fast:
Det eneste en film skal kunne (for mig at se) er at UNDERHOLDE, rive mig med, fænge. Jeg har så opdaget, at visse typer film ALDRIG (eller i enkelte tilfælde blot: NÆSTEN aldrig) formår dette. Denne erfaring kunne jeg så vælge at ignorere i al evighed ... hvis jeg var milliardær og havde ubegrænset tid, ja, nærmest intet andet at tage mig til end at se film. ... Nah, ved du hvad, så nøjes jeg hellere med at lade en enkelt eller to af disse film slippe igennem engang imellem, baseret på anbefalinger fra andre filmfans.
Babo Rises (9029) skrev:
Så nu handler det om, at din pik er større end min? :) Selvfølgelig har du set flere film må man formode, eftersom du er (mindst) 10 år ældre end mig :) Jeg tror til gengæld, at du er langt mere kræsen
Nej, det handler om, at din påstand om, at jeg "begrænser" mig, lyder absurd, når man betænker, hvor vidt omkring jeg gennem årene har været, når det gælder filmkiggeri.
At være kræsen er noget skidt, hvis man ikke har afprøvet alverdens film og genrer fra forskellige filmfolk og forskellige lande. Men det er GODT og FORNUFTIGT at være kræsen, når man HAR høstet en masse erfaring og viden omkring film.
Eller mener du - for nu at vende tilbage til min kaffe-illustration - at jeg skal tvangsindlægge mig selv til at drikke kaffe i håb om, at mine smagsløg en skønne dag er så vant til smagen, at jeg pludselig elsker kaffe?
#9057: Jeg synes at det i virkeligheden er ret skarpt at sammenligne filmoplevelser med forelskelser. Hvor mange film sidder man ikke med, som man sagtens kan se kvaliteten i, men som bare ikke taler til en? Det at holde af en film kan være noget meget personligt, og selv hvis man kan se kvaliteterne en film, hjælper det ikke noget hvis man bare "ser med ude fra".
Det er vel i virkeligheden det samme med en forelskelse. Det er ikke umuligt at se på en kvinde, og tænke at hun da egentlig er meget køn, men går man så hen og snakker med hende, og forsøger at lærer hende at kende, men at dette aldrig lykkedes. Uanset hvor meget man taler bliver man ved at "kigge ind ude fra." Jamen så er du og kvinden formentlig ikke lige meant to be hverken det ene eller det andet.
Jeg blev vidst meget forvirret i den sammenligning, men den korte udgave er at jeg egentlig er ret enig med BN.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#9051 Skeloboy 14 år siden
Det korte svar: nej :)
#9052 Bruce 14 år siden
Hmm det mener jeg måske ikke. KeyzerSöze og jeg har vist lige skimmet overfladen fornylig, men du kan jo starte den :)
Jeg har det nok lidt på samme måde. Jeg har en gevaldig last af klassikere, som jeg elsker at slæbe rundt på og jeg slipper den ikke :)
#9053 Babo Rises 14 år siden
Nej? Sådan forholder det sig i min bog. Dermed ikke sagt, at ham der foretrækker mindre er helt uinteressant. Du må selvfølgelig mene andet.
#9054 Antlion 14 år siden
#9055 Skeloboy 14 år siden
Men jeg kan anbefale denne boks af Laris Shepitko
#9056 Bruce 14 år siden
LOL :D Jeg slår altid op, men efter mange overvejelser, tror jeg, at jeg med sikkerhed kan konstatere, at jeg ikke har set noget af ham ... eller hende! :)
#9057 BN 14 år siden
Husk at det er farligt at generalisere angående andre personer. ;-)
Jeg har udtalt mig meget kritisk angående musicals, hvorfor andre (f.eks. Babo eller Evermind) kunne komme rendende og påpege, at jeg derved snyder mig selv for nogle oplevelser. ... Men det med at bliver sværere at blive forført, fordi man henholder sig til sin erfaring, er ikke en udtalelse, der kan hæftes på MIG, for ...
1) Jeg har set både 'My Fair Lady', 'Oklahoma', 'West Side Story', 'The Sound of Music', 'Seven Brothers for Seven Brides', 'Singin' in the Rain' etc. 'My Fair Lady' og 'The Sound of Music' finder jeg ganske underholdende at se sammen med min kone, som nok bedre kan lide dem end jeg. Men jeg kan godt se kvaliteterne i disse to musicals.
2) 'Singin' in the Rain' lod mig mig forføre af for ca. 1-1½ år siden, og den er nu med på min Top 200. Faktisk så jeg den efter en anbefaling af Bruce, så selvom musicals amindeligvis ikke siger mig så meget, er der altså IKKE noget med at min film-erfaring forhindrer mig i nogensinde at give film fra denne genre en chance.
Nådada! Du har med andre ord HELLER ikke fattet en brik af hvad jeg skriver.
Jeg prøver igen: Der er ikke tale om, at jeg sætter forstandsmæssige, kalkulerede, udtænkte, forhåndsberegnede eller gennemtænkte begrænsninger op. Jeg taler om mine FØLELSER, det der automatisk kommer indefra og som jeg ikke har kontrol over. Lad mig give dig et ret banalt eksempel: Da en ellers ret flot pige - en klassekammerat - engang for mange år siden kiggede mig dybt i øjnene, var jeg bare irriteret, men da en anden pige fra klassen gjorde det samme, rødmede jeg over hele hovedet og fik en sugen i maven. Sådan noget styrer man ikke selv. Det kommer bare naturligt. Man kan ikke planlægge en forelskelse.
Nøjagtigt det samme gælder min irritation over synet af en kvinde der ryger. Der kommer noget indefra, en slags prik af ærgrelse over, at ellers flotte kvinder sætter deres helbred på spil (og forpester luften) med det skidt. Når det gælder udseendet er det nok kun den med en bagdel som en ladeport, der i givet fald ville slukke for min interesse. Og det er ikke noget jeg går og tænker over - næh, følelsen kommer bare automatisk ved synet af en sådan størrelse. ;-)
Her vil nogle måske sige, at jeg burde tvinge mig selv til at ignorere denne ubevidste, uvilkårlige følelse, men jeg tror ikke på det der med se rent forstandsmæssigt på ting, der vedrører kærlighed. Min positive interesse skal komme af sig selv - jeg skal ikke tvinge den, ligeså vel som jeg heller ikke skal tvinge en negativ mening igennem i den forbindelse.
Og sådan har jeg også med film. Min begejstring for eller kærlighed til en film skal komme af sig selv. At jeg bruger min erfaring og min viden om mig selv og min smag sparer min tid og mine kræfter, men som du kan se af eksemplet med 'Singin' in the Rain', 'The Sound of Music' og 'My Fair Lady' (samt 'Shaun of the Dead', som jeg tidligere har nævnt), ser jeg indimellem bort fra min erfaring og giver en film en ny chance.
Da jeg første gang havde set 'The Bourne Identity' med Matt Damon, havde jeg ikke lyst til nogensinde igen at se en actionfilm med ham i hovedrollen, og da slet ikke en filmatisering af en af bøgerne om Jason Bourne, for jeg var vildt skuffet, eftersom tv-udgaven med Richard Chamberlain lå i mit baghoved som en slags facitliste på, hvordan historien om Jason Bourne skulle skrues sammen på film. Oplevelsen gjorde mig MEGET negativ overfor den måde, man lavede actionfilm på i 00'erne. Ja, det var sådan jeg havde det på det tidspunkt.
'Jamen, du sætter begrænsninger for dig selv, og dermed bliver det sværere for dig at blive forført!'
Heller ikke i dette tilfælde er denne udtalelse sand. Jeg tog 1-1½ år senere et gensyn med Matt Damon-udgaven af 'The Bourne Identity', og den her gang var jeg meget positiv. Så kom 'The Bourne Supremacy' ... and the rest is history. Idag er de tre Bourne-film med Matt Damon med på min Top 200.
#9058 Babo Rises 14 år siden
Pudsigt, at hun var flot, og du alligevel var irriteret :) hvad havde den ene og ikke den anden? Stærkere blik? :)
#9059 BN 14 år siden
Nope. Der er kun én bold - jeg vender og drejer den bare nogle omgange for at slå min pointe fast.
... the strange feeling of deja vú.
Lad mig lige slå én ting fast:
Det eneste en film skal kunne (for mig at se) er at UNDERHOLDE, rive mig med, fænge. Jeg har så opdaget, at visse typer film ALDRIG (eller i enkelte tilfælde blot: NÆSTEN aldrig) formår dette. Denne erfaring kunne jeg så vælge at ignorere i al evighed ... hvis jeg var milliardær og havde ubegrænset tid, ja, nærmest intet andet at tage mig til end at se film. ... Nah, ved du hvad, så nøjes jeg hellere med at lade en enkelt eller to af disse film slippe igennem engang imellem, baseret på anbefalinger fra andre filmfans.
Nej, det handler om, at din påstand om, at jeg "begrænser" mig, lyder absurd, når man betænker, hvor vidt omkring jeg gennem årene har været, når det gælder filmkiggeri.
At være kræsen er noget skidt, hvis man ikke har afprøvet alverdens film og genrer fra forskellige filmfolk og forskellige lande. Men det er GODT og FORNUFTIGT at være kræsen, når man HAR høstet en masse erfaring og viden omkring film.
Eller mener du - for nu at vende tilbage til min kaffe-illustration - at jeg skal tvangsindlægge mig selv til at drikke kaffe i håb om, at mine smagsløg en skønne dag er så vant til smagen, at jeg pludselig elsker kaffe?
#9060 Collateral 14 år siden
Det er vel i virkeligheden det samme med en forelskelse. Det er ikke umuligt at se på en kvinde, og tænke at hun da egentlig er meget køn, men går man så hen og snakker med hende, og forsøger at lærer hende at kende, men at dette aldrig lykkedes. Uanset hvor meget man taler bliver man ved at "kigge ind ude fra." Jamen så er du og kvinden formentlig ikke lige meant to be hverken det ene eller det andet.
Jeg blev vidst meget forvirret i den sammenligning, men den korte udgave er at jeg egentlig er ret enig med BN.