Michael Mann er en af mine favorit instruktører, og det er altid en fornøjelse og interessant at gense hans film.’The Last of the Mohicans’ er et stærkt historisk actiondrama med en vildt bevægende kærlighedshistorie. Brillant instruktion af Mann, fantastiske og betagende billeder af natur og landskaber, og en fabelagtig score af Trevor Jones og Randy Edelman, er nogle af de elementer der gør denne film så usædvanlig god. Daniel Day-Lewis er som altid perfekt velspillende, og resten af rollebesætningen er også glimrende. Ligegyldigt hvor mange gange jeg ser denne film, forbliver de sidste 20 min af filmen altid så nervepirrende og rørende.
#9118 "Murder, My Sweet" er virkelig herlig. Det var først og fremmest den film, der fik mig hooked på film noir i sin tid.
Kunne slet ikke lide film noirs til at starte med, men det skal jeg da lige love for, det er blevet ændret :)...det var Sunset Boulevard, der overbevidste mig.
IK (9121) skrev:
de sidste 20 min af filmen altid så nervepirrende og rørende.
Absolut en af bedste slutninger nogensinder
There's Always Tomorrow, 1956 Douglas Sirk er mest kendt for sine melodramaer, og There's Always Tomorrow bærer stærkt præg af det. Den er ikke ligeså tykt som f.eks. Imitations of Life. Melodrama eller ej, så er det en meget overraskende film, som synes at være lidt overset. Klipningen er knipskarpt, og tempoet i kameraførslen er meget mere livligt end normalt. Desuden er det vores mandlige hovedpersons følelsesliv, der er i absolut centrum.
Hvis man synes Sirk giver den lidt for meget gas med de store følelserne, men ellers godt kan lide hans stil, vil jeg anbefale There's Always Tomorrow. Mere nedtonet, mere seriøs
Og igen: Barbara Stanwyck! Så naturlig, så dygtig. Fred MacMurray(som er med i The Apartment og Double Indemnity) passer utrolig godt til rollen som ægtemanden, hvis familie ikke helt har tid til ham. Det gør selvfølgelig ikke hans liv bedre, at den gamle kollega dukker op(Stanwyck). Det sætter hele hans hverdag på den anden ende, fordi hans børn finder ud af, at de måske har noget sammen. Stanwyck er stille og roligt ved at kravle ind på min top5-liste over skuespillerinder...
Bag på DVD'en står der: "There's Always Tomorrow finds one of Hollywood's greatest dramatists at his finest". Dertil kan jeg kun være enig. MacMurray og Stanwyck gør filmen til en smuk, tragisk og naturlig oplevelse, som ikke fås meget bedre. Og jeg vil nok ikke kalde det for et melodrama, for det er faktisk underspillet i forhold til, hvad det kunne være(langt det meste af tiden). Det er en af de ting, jeg sætter stor pris: når begivenhederne foregår i et naturligt tempo, og følelserne ikke bliver krænget ud(selvom det modsatte sagtens kan fungere mig). Med få midler for Douglas Sirk os til at føle med alle personerne: MacMurray, der har levet et trygt, men ikke fyldestgørende ægteskab, Stanwyck, der stadig har følelser, men ikke vil ødelægge familien, og børnene, der bare vil beskytte deres mor.
9/10, og en plads på Top178 - og dermed ligger den et par pladser over Imitations of Life og Written On The Wind
Èn af de bedste acction-thrillere der er kommet ud i årevis. Som en anden anmelder skrev, så leder den tankerne lidt hen på The Fugitive, og Russell Crowes character i filmen har da også lidt af det samme naive-men-stædige som Harrison Fords i The Fugitive. Filmen er nervepirrende spændende, troværdig og underholdende fra start til slut, og efter min mening viser Paul Haggis endnu engang at han er en god og alsidig instruktør og manuskript-forfatter (jaja, jeg ved godt at der er mange der ikke kan lide Crash, men jeg synes nu det var en ganske god film - ikke oscar-for-bedste-film god, men stadig ganske fin)
5/6
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Èn af de bedste acction-thrillere der er kommet ud i årevis. Som en anden anmelder skrev, så leder den tankerne lidt hen på The Fugitive, og Russell Crowes character i filmen har da også lidt af det samme naive-men-stædige som Harrison Fords i The Fugitive. Filmen er nervepirrende spændende, troværdig og underholdende fra start til slut, og efter min mening viser Paul Haggis endnu engang at han er en god og alsidig instruktør og manuskript-forfatter (jaja, jeg ved godt at der er mange der ikke kan lide Crash, men jeg synes nu det var en ganske god film - ikke oscar-for-bedste-film god, men stadig ganske fin)
5/6
Argh, jeg kan næsten ikke vente på at se den, efter at I to har skrevet om den. Min kone og jeg skulle have set den på vores bryllupsdag (før et restaurantbesøg), men den #¤¤!! biograf (som ellers er en af de større med mange sale) havde alle mulige andre film på programmet, så planen gik i vasken.
National Velvet, 1944 En glad dreng(Mickey Rooney) går fløjtende hen ad en vej. Der skiftes til en pigeklasse, der synger en ferieseng, glade som de er. Høflige, søde, glade børn, ret tåkrummende skuespil på den gammeldags facon. Filmen er blevet nævnt den ultimative hestepige-film...og hvorfor helvede ser man så det...jojo, lige for at se, hvordan Elizabeth Taylor var som barnestjerne. National Velvet er hendes 5. film, og hun er 12 år. Jeg har set hende i fire(geniale) roller før: A Place In The Sun, Cat On A Hot Tin Roof, Who's Afraid of Virginia Woolf? og den lidt oversete - men top250-værdige - Suddenly, Last Summer af Joseph L. Mankiewicz.
Nuvel, jeg havde heller ikke forventet det helt store, og jeg vidste godt det var en sukkersød familiefilm. Så der er to spørgsmål: er den "værre" end andre i den genre? og hvordan klarer Elizabeth Taylor sig?
1) filmen er hverken værre eller bedre end de fleste familiefilm. Den er meget, meget pæn og der er ikke noget rigtig ondt i den. Det er lidt kedeligt, og det er meget pænt skuespil, hvor man virkelig kan se, det er skuespil.
2) Elizabeth Taylor klarer det ret godt, og det er meget let at se, hvorfor hun hurtig blev en stjerne. Utrolig charmerende og et ansigt, der lyser op af ægte glæde.
En pige og hendes drøm at have en stor stald med heste, hun kan ride væddeløb med. En ret god Mickey Rooney, men han havde jo også været i gang i 18 år(fra han var 6). Det er en ganske fin film, hvis man vil have "good clean family entertainment you can trust", selvom 2 timer er ret i overkanten...det er dog dejlig uforpligtende, og når man lige vænner sig til tone og stil, er det en fin nok oplevelse. Man skal lige over de første 40 minutter dog.
Jeg har kun set en Shirley Temple-film(The Little Princess), og hun lige en tand bedre, men Elizabeth Taylor var allerede en stjerne som 12-årig.
Seværdig LOWbudget sci-fi/monster film, instrueret af en yderst talentfuld og lovende special-effects gut, ved navn Gareth Erwards. Han har formået at få noget ud af hver eneste dollar, og man skal også se denne film alene pga. hans kreative evner. Historien er egentlig også fint skruet sammen, og der spilles ret godt af de få medvirkende, især de to hovedroller. Jeg savnede en smule mere spænding, og den store "fare" fornemmede man måske aldrig for alvor, men det er absolut godkendt det her, og langt bedre end mange andre i genren. Dog ikke ligeså fed som Dictrict 9.
#9121 IK 14 år siden
Michael Mann er en af mine favorit instruktører, og det er altid en fornøjelse og interessant at gense hans film.’The Last of the Mohicans’ er et stærkt historisk actiondrama med en vildt bevægende kærlighedshistorie. Brillant instruktion af Mann, fantastiske og betagende billeder af natur og landskaber, og en fabelagtig score af Trevor Jones og Randy Edelman, er nogle af de elementer der gør denne film så usædvanlig god. Daniel Day-Lewis er som altid perfekt velspillende, og resten af rollebesætningen er også glimrende. Ligegyldigt hvor mange gange jeg ser denne film, forbliver de sidste 20 min af filmen altid så nervepirrende og rørende.
#9122 Skeloboy 14 år siden
Kunne slet ikke lide film noirs til at starte med, men det skal jeg da lige love for, det er blevet ændret :)...det var Sunset Boulevard, der overbevidste mig.
Absolut en af bedste slutninger nogensinder
There's Always Tomorrow, 1956
Douglas Sirk er mest kendt for sine melodramaer, og There's Always Tomorrow bærer stærkt præg af det. Den er ikke ligeså tykt som f.eks. Imitations of Life. Melodrama eller ej, så er det en meget overraskende film, som synes at være lidt overset. Klipningen er knipskarpt, og tempoet i kameraførslen er meget mere livligt end normalt. Desuden er det vores mandlige hovedpersons følelsesliv, der er i absolut centrum.
Hvis man synes Sirk giver den lidt for meget gas med de store følelserne, men ellers godt kan lide hans stil, vil jeg anbefale There's Always Tomorrow. Mere nedtonet, mere seriøs
Og igen: Barbara Stanwyck! Så naturlig, så dygtig. Fred MacMurray(som er med i The Apartment og Double Indemnity) passer utrolig godt til rollen som ægtemanden, hvis familie ikke helt har tid til ham. Det gør selvfølgelig ikke hans liv bedre, at den gamle kollega dukker op(Stanwyck). Det sætter hele hans hverdag på den anden ende, fordi hans børn finder ud af, at de måske har noget sammen. Stanwyck er stille og roligt ved at kravle ind på min top5-liste over skuespillerinder...
Bag på DVD'en står der: "There's Always Tomorrow finds one of Hollywood's greatest dramatists at his finest". Dertil kan jeg kun være enig. MacMurray og Stanwyck gør filmen til en smuk, tragisk og naturlig oplevelse, som ikke fås meget bedre. Og jeg vil nok ikke kalde det for et melodrama, for det er faktisk underspillet i forhold til, hvad det kunne være(langt det meste af tiden). Det er en af de ting, jeg sætter stor pris: når begivenhederne foregår i et naturligt tempo, og følelserne ikke bliver krænget ud(selvom det modsatte sagtens kan fungere mig). Med få midler for Douglas Sirk os til at føle med alle personerne: MacMurray, der har levet et trygt, men ikke fyldestgørende ægteskab, Stanwyck, der stadig har følelser, men ikke vil ødelægge familien, og børnene, der bare vil beskytte deres mor.
9/10, og en plads på Top178 - og dermed ligger den et par pladser over Imitations of Life og Written On The Wind
IMDB
Masters of Cinema-udgaven
On a sidenote: DVD-udgaven er fra MoC, og der er en 61 minutters dokumentar fra 2008, jeg glæder mig til at se
#9123 BN 14 år siden
You took the words right out of my mouth!
#9124 Neranders 14 år siden
You took the words right out of my mouth!
"That's rough, buddy."
#9125 wimmie 14 år siden
Èn af de bedste acction-thrillere der er kommet ud i årevis. Som en anden anmelder skrev, så leder den tankerne lidt hen på The Fugitive, og Russell Crowes character i filmen har da også lidt af det samme naive-men-stædige som Harrison Fords i The Fugitive.
Filmen er nervepirrende spændende, troværdig og underholdende fra start til slut, og efter min mening viser Paul Haggis endnu engang at han er en god og alsidig instruktør og manuskript-forfatter (jaja, jeg ved godt at der er mange der ikke kan lide Crash, men jeg synes nu det var en ganske god film - ikke oscar-for-bedste-film god, men stadig ganske fin)
5/6
#9126 BN 14 år siden
Argh, jeg kan næsten ikke vente på at se den, efter at I to har skrevet om den. Min kone og jeg skulle have set den på vores bryllupsdag (før et restaurantbesøg), men den #¤¤!! biograf (som ellers er en af de større med mange sale) havde alle mulige andre film på programmet, så planen gik i vasken.
#9127 Babo Rises 14 år siden
#9128 wimmie 14 år siden
#9129 Skeloboy 14 år siden
National Velvet, 1944
En glad dreng(Mickey Rooney) går fløjtende hen ad en vej. Der skiftes til en pigeklasse, der synger en ferieseng, glade som de er. Høflige, søde, glade børn, ret tåkrummende skuespil på den gammeldags facon. Filmen er blevet nævnt den ultimative hestepige-film...og hvorfor helvede ser man så det...jojo, lige for at se, hvordan Elizabeth Taylor var som barnestjerne. National Velvet er hendes 5. film, og hun er 12 år. Jeg har set hende i fire(geniale) roller før: A Place In The Sun, Cat On A Hot Tin Roof, Who's Afraid of Virginia Woolf? og den lidt oversete - men top250-værdige - Suddenly, Last Summer af Joseph L. Mankiewicz.
Nuvel, jeg havde heller ikke forventet det helt store, og jeg vidste godt det var en sukkersød familiefilm. Så der er to spørgsmål: er den "værre" end andre i den genre? og hvordan klarer Elizabeth Taylor sig?
1) filmen er hverken værre eller bedre end de fleste familiefilm. Den er meget, meget pæn og der er ikke noget rigtig ondt i den. Det er lidt kedeligt, og det er meget pænt skuespil, hvor man virkelig kan se, det er skuespil.
2) Elizabeth Taylor klarer det ret godt, og det er meget let at se, hvorfor hun hurtig blev en stjerne. Utrolig charmerende og et ansigt, der lyser op af ægte glæde.
En pige og hendes drøm at have en stor stald med heste, hun kan ride væddeløb med. En ret god Mickey Rooney, men han havde jo også været i gang i 18 år(fra han var 6). Det er en ganske fin film, hvis man vil have "good clean family entertainment you can trust", selvom 2 timer er ret i overkanten...det er dog dejlig uforpligtende, og når man lige vænner sig til tone og stil, er det en fin nok oplevelse. Man skal lige over de første 40 minutter dog.
Jeg har kun set en Shirley Temple-film(The Little Princess), og hun lige en tand bedre, men Elizabeth Taylor var allerede en stjerne som 12-årig.
6/10
IMDB
#9130 Babo Rises 14 år siden
Seværdig LOWbudget sci-fi/monster film, instrueret af en yderst talentfuld og lovende special-effects gut, ved navn Gareth Erwards. Han har formået at få noget ud af hver eneste dollar, og man skal også se denne film alene pga. hans kreative evner. Historien er egentlig også fint skruet sammen, og der spilles ret godt af de få medvirkende, især de to hovedroller. Jeg savnede en smule mere spænding, og den store "fare" fornemmede man måske aldrig for alvor, men det er absolut godkendt det her, og langt bedre end mange andre i genren. Dog ikke ligeså fed som Dictrict 9.
7/10