Julien Donkey-Boy, 1999 Dogme #6 er en ret uhåndterlig størrelse. Filmens udseende er utrolig grumset(optaget på miniDV og blæst op til 35mm), og der er ikke nogen egentlig narrativ. Hovedpersonen er den skizofrene Julien, og Werner Herzog spiller den tyranniserende far.
Det er en ret perverteret film, der benytter sig af mange forskellige tekniker og kamerasproget er ret innovativt. Hele filmen er mildest talt fucked og ret så interessant.
At dømme ud fra nyhederne her på Filmz om On Stranger Tides, er jeg vist en af de få der fandt de tre foregående film fantastisk underholdene. Jeg synes de har en god blanding af eventyr, action og humor og selvom de tydeligvis har deres fejl (Orlando Bloom er den største) så bliver jeg aldrig træt af at se dem.
Så jeg glædede mig selvfølgelig til den fjerde film i serien, der med det samme lød lovende med Ian Mcshane som Blackbeard og ingen Orlando Bloom. Men til trods for de positive tiltag kan den for mig ikke måle sig med de tre tidligere film. Actionscenerne er blevet nedtonet, og jeg mener ikke som i at de er kortere men mere som at de slet ikke er lige så opfindsomme og intense som dem man så i de andre film. Den her gang er der ingen kamp imellem den royale flåde og en flok udødelige pirater, ingen Kraken og ingen store ildkampe til havs. Faktisk er den eneste mindeværdige actionscene en der involvere havfruer og som faktisk også er en af de få scener hvor det overnaturlige fik lov til at træde i kraft.
Action er jo selvfølgelig ikke det vigtigste, men desværre blegner On Stranger Tides også på de andre områder. Historien føltes halv og ufærdig. Det første man bliver introduceret for i filmen er den spanske flåde, men de føltes påklistret da man aldrig rigtig ser noget til dem o falder helt til jorden i slutningen. Blackbeard der denne gang får æren af at være skurken i historien er heller ikke noget at råbe hurra for. Man får ikke særlig meget at vide om ham og han er aldrig rigtig til fare for hovedpersonerne hvilket gør ham ligegyldig og fjerner den spænding der kunne have været i filmen.
Humoren er også faldet drastisk i niveau, og det ser ud som om at selv Johnny Depp er ved at blive træt af at spille den ellers sjove og vittige Jack Sparrow. Men til trods for alle mine negative synspunkter var den da stadigvæk underholdene med godt skuespil lige til det sidste selvom den godt kunne have kortere.
5/10
"I'm single! I love being single! I haven't had this much sex since I was a Boy Scout leader!"
Where the Wild Things Are Lad vær med at læse denne anmeldelse, hvis du ikke har set filmen...
Med Where the Wild Things Are behandler Spike Jonze et klassisk emne: Nemlig barnet som forsvinder ind i en drømmeverden. Det er set masser af gange før, men på trods af det formår han at skabe en unik lille perle af en film, som jeg på alle måder kan anbefale folk at se.
Indledningen til filmen er super klassisk. En dreng som har behov for opmærksomhed og går rundt og lever i sin egen lille verden. Indledningen er efter min mening næsten det stærkeste i filmen. For på 15 minutter får vi et perfekt overblik over vores hovedpersons situation, samtidig med at vi med det samme er i stand til at sætte os ind i hans følelser. Det fungerer skide godt, hvilket skyldes Max Records' skuespil, som samlet set er med til at hæve filmen et par karakterer op. Han gør det helt fantastisk og formår at skabe en troværdighed, der er så vigtig, når det nu er en film af en overnaturlig art.
Anyway, vores hovedperson ender med at blive sur på sin mor og beslutter sig derfor for at stikke af. Herefter ender han i en drømmeverden, hvor han møder en gruppe af mærkelige væsener. Dem opbygger han hurtigt et venskab med, og de skal vise sig at være et sjovt bekendskab. Selvom de alle hver især har deres mangler, formår de at give Max noget af den kærlighed, som han savner derhjemme fra. I denne verden kan Max desuden gøre præcis, hvad han vil, eftersom han er konge.
Hele stemningen i denne film er fuldstændig fantastisk. Skildringen af barnet, som desperat har brug for opmærksomhed, er unik. Han har så desperat brug for at være et barn, mens han kan, for ligesom sandet i de forunderlige væseners verden lige så stille vil erstatte den eventyrlige skov, så vil Max' barndom også forsvinde på et tidspunkt.
Senere viser det sig dog, at disse monstre ikke er helt så fredelige som først antaget. Dette kan dog forklares med, at personerne hver især repræsenterer en person i Max' virkelige liv. Carol, som uden tvivl repræsenterer den vilde Max, går bl.a. amok på et tidspunkt, ligesom Max selv har gjort så ofte i det virkelige liv. KW repræsenterer hans søster, som han kun har et fjernt forhold med. Han er ikke på bølgelængde med hende, hvilket bl.a. ses ved KW's to ugler, som han i modsætning til alle andre ikke forstår.
Efterhånden som Max bruger tid i denne verden, går det op for Max, at ikke alt i verden drejer sig om ham. For selvom det måske er meget sjovt for ham, at væsnerne bygger et fort til ham, så er det ikke noget, som gavner dem. Max lærer i løbet af sin tid på øen de forskellige væsener at kende, og hvad det er de står for. Dette resulterer i, at han til sidst tager tilbage til sin mor, hvor hun med et stort smil modtager sit barn, som nu har taget et kæmpe skrift imod det voksne liv, der nu engang er uundgåeligt.
Jeg er helt enig i dét du skriver og karakteren - vil nok også give den 8 på 10-skalaen eller 5/6 :)
Jeg synes også stemningen i den er helt fantastisk - akkompagneret af den dejlige musik, en lidt mørkere tone end de gængste eventyrfilm og den til tider ret sorte humor ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Så fik jeg set endnu en klassiker fra Hitchcock, og selvom Dial M for Murder måske ikke er helt i top med "Rear Window" og "North by Northwest", så synes jeg alligevel den er blandt hans bedste... på den anden side har jeg vist endnu ikke set en film fra ham der ikke er :p Den er en dejlig blanding af thriller og mystery/krimi og jeg synes den er ganske veludført. Minder mig om et hyggeligt lille Agatha Christie skuespil :)
8/10
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#9407: Du er lidt gladere for den end jeg og jeg kan sagtens være enig i de kvaliteter du nævner, men fandt den simpelthen bare ikke på højde med de største af hans film (hvilket du heller ikke gør). Fandt den mere middelmådig, hvilket dog i Hitchcock sammenhæng stadig er en ret høj kvalitet. Jeg ville nok ligge nærmere 6/10
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#9401 Bruce 14 år siden
Nyt gensyn i går aftes. Så fornem en debut af Tom Ford, at det er svært at forestille sig han kan toppe den.
Film: 9-10/10
#9402 Skeloboy 14 år siden
Dogme #6 er en ret uhåndterlig størrelse. Filmens udseende er utrolig grumset(optaget på miniDV og blæst op til 35mm), og der er ikke nogen egentlig narrativ. Hovedpersonen er den skizofrene Julien, og Werner Herzog spiller den tyranniserende far.
Det er en ret perverteret film, der benytter sig af mange forskellige tekniker og kamerasproget er ret innovativt. Hele filmen er mildest talt fucked og ret så interessant.
7/10
#9403 TP-DK 14 år siden
At dømme ud fra nyhederne her på Filmz om On Stranger Tides, er jeg vist en af de få der fandt de tre foregående film fantastisk underholdene. Jeg synes de har en god blanding af eventyr, action og humor og selvom de tydeligvis har deres fejl (Orlando Bloom er den største) så bliver jeg aldrig træt af at se dem.
Så jeg glædede mig selvfølgelig til den fjerde film i serien, der med det samme lød lovende med Ian Mcshane som Blackbeard og ingen Orlando Bloom.
Men til trods for de positive tiltag kan den for mig ikke måle sig med de tre tidligere film. Actionscenerne er blevet nedtonet, og jeg mener ikke som i at de er kortere men mere som at de slet ikke er lige så opfindsomme og intense som dem man så i de andre film. Den her gang er der ingen kamp imellem den royale flåde og en flok udødelige pirater, ingen Kraken og ingen store ildkampe til havs. Faktisk er den eneste mindeværdige actionscene en der involvere havfruer og som faktisk også er en af de få scener hvor det overnaturlige fik lov til at træde i kraft.
Action er jo selvfølgelig ikke det vigtigste, men desværre blegner On Stranger Tides også på de andre områder. Historien føltes halv og ufærdig. Det første man bliver introduceret for i filmen er den spanske flåde, men de føltes påklistret da man aldrig rigtig ser noget til dem o falder helt til jorden i slutningen.
Blackbeard der denne gang får æren af at være skurken i historien er heller ikke noget at råbe hurra for. Man får ikke særlig meget at vide om ham og han er aldrig rigtig til fare for hovedpersonerne hvilket gør ham ligegyldig og fjerner den spænding der kunne have været i filmen.
Humoren er også faldet drastisk i niveau, og det ser ud som om at selv Johnny Depp er ved at blive træt af at spille den ellers sjove og vittige Jack Sparrow.
Men til trods for alle mine negative synspunkter var den da stadigvæk underholdene med godt skuespil lige til det sidste selvom den godt kunne have kortere.
5/10
#9404 MMB 14 år siden
Lad vær med at læse denne anmeldelse, hvis du ikke har set filmen...
Med Where the Wild Things Are behandler Spike Jonze et klassisk emne: Nemlig barnet som forsvinder ind i en drømmeverden. Det er set masser af gange før, men på trods af det formår han at skabe en unik lille perle af en film, som jeg på alle måder kan anbefale folk at se.
Indledningen til filmen er super klassisk. En dreng som har behov for opmærksomhed og går rundt og lever i sin egen lille verden. Indledningen er efter min mening næsten det stærkeste i filmen. For på 15 minutter får vi et perfekt overblik over vores hovedpersons situation, samtidig med at vi med det samme er i stand til at sætte os ind i hans følelser. Det fungerer skide godt, hvilket skyldes Max Records' skuespil, som samlet set er med til at hæve filmen et par karakterer op. Han gør det helt fantastisk og formår at skabe en troværdighed, der er så vigtig, når det nu er en film af en overnaturlig art.
Anyway, vores hovedperson ender med at blive sur på sin mor og beslutter sig derfor for at stikke af. Herefter ender han i en drømmeverden, hvor han møder en gruppe af mærkelige væsener. Dem opbygger han hurtigt et venskab med, og de skal vise sig at være et sjovt bekendskab. Selvom de alle hver især har deres mangler, formår de at give Max noget af den kærlighed, som han savner derhjemme fra. I denne verden kan Max desuden gøre præcis, hvad han vil, eftersom han er konge.
Hele stemningen i denne film er fuldstændig fantastisk. Skildringen af barnet, som desperat har brug for opmærksomhed, er unik. Han har så desperat brug for at være et barn, mens han kan, for ligesom sandet i de forunderlige væseners verden lige så stille vil erstatte den eventyrlige skov, så vil Max' barndom også forsvinde på et tidspunkt.
Senere viser det sig dog, at disse monstre ikke er helt så fredelige som først antaget. Dette kan dog forklares med, at personerne hver især repræsenterer en person i Max' virkelige liv. Carol, som uden tvivl repræsenterer den vilde Max, går bl.a. amok på et tidspunkt, ligesom Max selv har gjort så ofte i det virkelige liv. KW repræsenterer hans søster, som han kun har et fjernt forhold med. Han er ikke på bølgelængde med hende, hvilket bl.a. ses ved KW's to ugler, som han i modsætning til alle andre ikke forstår.
Efterhånden som Max bruger tid i denne verden, går det op for Max, at ikke alt i verden drejer sig om ham. For selvom det måske er meget sjovt for ham, at væsnerne bygger et fort til ham, så er det ikke noget, som gavner dem. Max lærer i løbet af sin tid på øen de forskellige væsener at kende, og hvad det er de står for. Dette resulterer i, at han til sidst tager tilbage til sin mor, hvor hun med et stort smil modtager sit barn, som nu har taget et kæmpe skrift imod det voksne liv, der nu engang er uundgåeligt.
8/10
#9405 Neranders 14 år siden
Fuldstændig enig i både karakter og betragtninger af filmen. :)
"That's rough, buddy."
#9406 wimmie 14 år siden
Jeg er helt enig i dét du skriver og karakteren - vil nok også give den 8 på 10-skalaen eller 5/6 :)
Jeg synes også stemningen i den er helt fantastisk - akkompagneret af den dejlige musik, en lidt mørkere tone end de gængste eventyrfilm og den til tider ret sorte humor ;)
#9407 wimmie 14 år siden
Så fik jeg set endnu en klassiker fra Hitchcock, og selvom Dial M for Murder måske ikke er helt i top med "Rear Window" og "North by Northwest", så synes jeg alligevel den er blandt hans bedste... på den anden side har jeg vist endnu ikke set en film fra ham der ikke er :p
Den er en dejlig blanding af thriller og mystery/krimi og jeg synes den er ganske veludført. Minder mig om et hyggeligt lille Agatha Christie skuespil :)
8/10
#9408 Collateral 14 år siden
#9409 Kruse 14 år siden
#9410 IK 14 år siden
Helt klart min Hitchcock-favorit. Meget undervurderet synes jeg.