Jeg kom i tvivl, om du mente denne gamle tv-serie om Robin Hood, men jeg kan se, at den har en anden titel. "Legend of Robin Hood" vil jeg prøve at undgå. Men "Robin of Sherwood" husker jeg som virkelig god. Ikke mindst på grund af åbningssekvensen med det lækreste 80er synthesizer-musik. Nu har jeg ikke set den siden, jeg var knægt, og det kunne være, at jeg skulle lade være. Man bør ikke pille alt for meget ved nostalgiske barndomsminder :)
Så What ever happend to Baby Jane - fabelagtig morsom, grotesk og en anelse uhyggelig film. Jeg havde glemt hvor kompromiløs og uforfænglig Bette Davis er den rolle - den skulle dog ses to gange før jeg kunne abstrahere lidt fra filmens camp.
Jeg fik set Elizabeth: The Golden Age igår. Og det var, som anmelderne sagde, noget forfærdeligt melodramatisk sludder. Den er styrtdykket i niveau i forhold til forgængeren. Der er snarere tale om en soap opera med kostumer, trekantsdramaer og intriger af sortklædte skurke end et medrivende og kompekst historisk drama.
Filmholdet og manuskriptforfatterne har tydeligvis forestillet sig, at de skulle have en bredere (læs: dummere) målgruppe, og derfor har de sat standarden ned på Danielle Steele-niveau. Det er fint nok, at de har dramatiseret historien og taget et par friheder. Men de tager så mange friheder, at filmens miljø mister al sin troværdighed, og de har ikke formået at gøre historien mere medrivende. Snarere tværtimod. Dronningens komplekse indre konflikt mellem sit følelsesliv og sin position banaliseres og gøres kedeligt. Ofte sad jeg og tænkte på mit vasketøj derhjemme.
Til gengæld er de lesbiske undertoner i forholdet mellem Elizabeth og hendes hofdamer ganske underholdende. Specielt replikken "My bitches wear MY collars!". Og filmen var flere steder ufrivilligt underholdende. Men man sidder tilbage med følelsen af at så mange kræfter er blevet brugt på kostumer og gode skuespillere, og så lidt er kommet ud af det.
Jeg genså Tarkovskys russiske Stalker for tredje gang, og det var virkelig det syn, der fik hele filmen til at gå op i en højere enhed for mig. Filmen handler om tre mænd der vandrer igennem en særlig "zone". Zonen er afspærret af myndighederne, eftersom den eftersigende indeholder et særligt rum, der opfylder de besøgendes inderste ønsker. Den er imidlertid også ekstremt farlig og kun de særlige stalkers, kan finde ud af at slippe helskindet gennem den. Det er netop sådan en der er hovedpersonen, og det bliver hans opgave at føre to andre, en forfatter og en videnskabsmand ind til det inderste rum.
Første gang jeg så den var jeg betaget af den visuelle poetiske dvælende billedside, der bl.a. byder på nogle ekstremt lange uafbrudte sekvenser, som er så sømløst udførte at man næsten ikke bemærker det. Ikke desto mindre virkede den også mere som en film om en ide, end en levende fortælling. Mere et koncept end en organisk film. Ved andet syn havde den dog betydeligt mere rodfæste, og denne gang gik det hele for alvor sammen i skøn forening, og jeg følte mig virkelig dybt bevæget af hovedpersonernes skæbne. Det slog mig også for alvor at filmen formodentlig mere er et dystert portræt af Sovjet i 1979, snarere end en science fiction fortælling. Der er dog plads til megen eftertanke og tons af fortolkninger.
Det er næppe en film for alle. Det meget langsomme tempo vil sikkert føles kedsommeligt for nogle, men for dem med smag for film af den mere udfordrende slags, vil jeg varmt anbefale den. Den er i hvert fald blevet en af mine absolutte yndlingsfilm.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#177 Jeg har kun set den en enkelt gang, og jeg kan nikke genkende til meget. Første gang opfattede jeg den også som et koncept mere end en levende film. Så det kan være, at jeg burde se den igen.
Derudover er jeg enig i, at den handler mere om Sovjet anno 1979 end science fiction. Noget af det mest interessante ved science fiction-historier er, at de afspejler den tid, de er fra. Derfor kan der kun komme dystopiske fremtidsfilm fra Sovjets sene dage. Det samme gælder i øvrigt Solyaris, der dog fangede mig mere ved første syn end Stalker. Men nu vil jeg prøve at se Stalker igen.
#178 Du har helt sikkert ret i at sci-fi afspejler tiden. Det fikse har formodentlig også været at Tarkovsky kunne kommentere samtiden, men pakket ind i en ramme så at censuren ikke kastede sig over ham. Solyaris havde jeg den samme reaktion på som dig, blot med omvendt fortegn idet at Stalker ramte mig lidt mere allerede første gang. Jeg vil dog helt klart også gerne gense den snart.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Var i Århus i dag, det meste af tiden i Øst for Paradis, og fik lavet et slags triple-feature af tre rigtige gode film: "Inland Empire", "2 Days in Paris" og "Persepolis".
Jeg startede med David Lynch' "Inland Empire" - og Wow! Stemninger, sanseindtryk, kaniner - Den har nærmest det hele. Den stryger lige ind (snært) foran "Mulholland Drive" og bliver min næstyndlings-Lynch... (Jeg ELSKER "Lost Highway") 8.5/10
Derefter en lidt lettere, omend stadig ganske intelligent, film: 2 Days in Paris. Den primære grund, til at jeg ville se filmen, var at Julie Deply både havde skrevet manuskriptet, instrueret og spillede en af hovedrollerne. Deply, der skrev "Before Sunset"-manuskriptet samtaler sammen med Ethan Hawke (og fik en Oscar-nominering for det), har begået et morsom og legende manuskript, der hovedsagligt skinner på grund af den morsomme og ægte dialog mellem hende og Adam Goldberg og de forvinklinger og misforståelser, en amerikaner i Paris skaber. Filmen slutning er lidt svag og utilfredsstillende, men helhedsindtrykket er af en let og morsom film, der stadig har IQ 'en i behold. 7.5/10
Tilsidst "Persepolis". Denne film bør vinde en Oscar. Period. Selvom den ikke helt kan leve op til Marjane Satrapis eget forlæg, der havde mere tid til detaljerne og den "fulde" historie (forældrene bliver ikke ligeså "udleveret" som i bogen), skuffer filmen på ingen måde. Den flotte sort-hvid streg, de meget "levende" og utroligt udtryksfulde mennesker. 3D er helt sikkert ikke alt. "Ratatouille" er måske teknisk set bedre (og jeg mener teknisk), men "Persepolis" har noget andet: En nedslående historie fra et land med religiøs fanatisme og enorm indskrænkning i privatlivet, der heller ikke falder i den modsatte grøft og priser alt vestligt, men udleverer samfundene, som Satrapi har oplevet dem. Trods krig, oppression og kolde Østri er det alligevel en opmuntrende historie, der er livsbekræftende uden klicheer eller sukkersødme. En humoristisk og samtidigt grum stemning, der understreges af en fantastisk flot sort-hvid animation. 9/10 - Og bogen (bøgerne) skal klart anbefales - Den er endda endnu bedre.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
#171 mr gaijin 18 år siden
#172 BN 18 år siden
Og ja, du kan nok have ret i det du skriver om barndomsminder. ;-)
#173 BN 18 år siden
#174 jessup 18 år siden
#175 mr gaijin 18 år siden
Filmholdet og manuskriptforfatterne har tydeligvis forestillet sig, at de skulle have en bredere (læs: dummere) målgruppe, og derfor har de sat standarden ned på Danielle Steele-niveau. Det er fint nok, at de har dramatiseret historien og taget et par friheder. Men de tager så mange friheder, at filmens miljø mister al sin troværdighed, og de har ikke formået at gøre historien mere medrivende. Snarere tværtimod. Dronningens komplekse indre konflikt mellem sit følelsesliv og sin position banaliseres og gøres kedeligt. Ofte sad jeg og tænkte på mit vasketøj derhjemme.
Til gengæld er de lesbiske undertoner i forholdet mellem Elizabeth og hendes hofdamer ganske underholdende. Specielt replikken "My bitches wear MY collars!". Og filmen var flere steder ufrivilligt underholdende. Men man sidder tilbage med følelsen af at så mange kræfter er blevet brugt på kostumer og gode skuespillere, og så lidt er kommet ud af det.
5/10
#176 filmz-Bruce 18 år siden
#175 Suk, det er ærgerligt ovenpå den gode 1'er.
#177 Benway 18 år siden
Første gang jeg så den var jeg betaget af den visuelle poetiske dvælende billedside, der bl.a. byder på nogle ekstremt lange uafbrudte sekvenser, som er så sømløst udførte at man næsten ikke bemærker det. Ikke desto mindre virkede den også mere som en film om en ide, end en levende fortælling. Mere et koncept end en organisk film. Ved andet syn havde den dog betydeligt mere rodfæste, og denne gang gik det hele for alvor sammen i skøn forening, og jeg følte mig virkelig dybt bevæget af hovedpersonernes skæbne. Det slog mig også for alvor at filmen formodentlig mere er et dystert portræt af Sovjet i 1979, snarere end en science fiction fortælling. Der er dog plads til megen eftertanke og tons af fortolkninger.
Det er næppe en film for alle. Det meget langsomme tempo vil sikkert føles kedsommeligt for nogle, men for dem med smag for film af den mere udfordrende slags, vil jeg varmt anbefale den. Den er i hvert fald blevet en af mine absolutte yndlingsfilm.
#178 mr gaijin 18 år siden
Derudover er jeg enig i, at den handler mere om Sovjet anno 1979 end science fiction. Noget af det mest interessante ved science fiction-historier er, at de afspejler den tid, de er fra. Derfor kan der kun komme dystopiske fremtidsfilm fra Sovjets sene dage. Det samme gælder i øvrigt Solyaris, der dog fangede mig mere ved første syn end Stalker. Men nu vil jeg prøve at se Stalker igen.
#179 Benway 18 år siden
#180 rockysds 18 år siden
Jeg startede med David Lynch' "Inland Empire" - og Wow!
Stemninger, sanseindtryk, kaniner - Den har nærmest det hele. Den stryger lige ind (snært) foran "Mulholland Drive" og bliver min næstyndlings-Lynch... (Jeg ELSKER "Lost Highway")
8.5/10
Derefter en lidt lettere, omend stadig ganske intelligent, film: 2 Days in Paris. Den primære grund, til at jeg ville se filmen, var at Julie Deply både havde skrevet manuskriptet, instrueret og spillede en af hovedrollerne. Deply, der skrev "Before Sunset"-manuskriptet samtaler sammen med Ethan Hawke (og fik en Oscar-nominering for det), har begået et morsom og legende manuskript, der hovedsagligt skinner på grund af den morsomme og ægte dialog mellem hende og Adam Goldberg og de forvinklinger og misforståelser, en amerikaner i Paris skaber.
Filmen slutning er lidt svag og utilfredsstillende, men helhedsindtrykket er af en let og morsom film, der stadig har IQ 'en i behold.
7.5/10
Tilsidst "Persepolis". Denne film bør vinde en Oscar. Period. Selvom den ikke helt kan leve op til Marjane Satrapis eget forlæg, der havde mere tid til detaljerne og den "fulde" historie (forældrene bliver ikke ligeså "udleveret" som i bogen), skuffer filmen på ingen måde. Den flotte sort-hvid streg, de meget "levende" og utroligt udtryksfulde mennesker.
3D er helt sikkert ikke alt. "Ratatouille" er måske teknisk set bedre (og jeg mener teknisk), men "Persepolis" har noget andet: En nedslående historie fra et land med religiøs fanatisme og enorm indskrænkning i privatlivet, der heller ikke falder i den modsatte grøft og priser alt vestligt, men udleverer samfundene, som Satrapi har oplevet dem. Trods krig, oppression og kolde Østri er det alligevel en opmuntrende historie, der er livsbekræftende uden klicheer eller sukkersødme. En humoristisk og samtidigt grum stemning, der understreges af en fantastisk flot sort-hvid animation.
9/10 - Og bogen (bøgerne) skal klart anbefales - Den er endda endnu bedre.