Igår aftes faldt jeg over Jim Jarmuch Night on Earth, og siden jeg aldrig har set den, så fik den lige en chance. Men jeg tror ikke jeg forstod dens budskab. Det var jo bare usammenhængende historier fra nogle taxier. Jeg havde nok forventet en eller anden form for sammenkædning af historierne. Er der nogen der kan gi mig en forklaring, for lige nu synes jeg jeg har spildt min tid på den..
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Bushi no Ichibun (int. titel: Love and Honor, 2006)
Yamada Yoji, nok Japans mest produktive filminstruktør igennem de sidste 50 år, laver muligvis nogle ganske sentimentale jidaigeki her på sine gamle dage, men han gør det godt. ”Bushi no Ichibun” er Yamada Yojis tredje filmatisering af Fujisawa Shuheis romaner om menige samuraiers vilkår i slutningen af Tokugawa-perioden.
”Bushi no Ichibun” følger nogenlunde det samme plot som de to første, ”Tasogare Seibei” ("Twilight Samurai") og ”Kakushiken Oni no Tsume” ("The Hidden Blade"), med en trist samurai-skæbne, en umulig kærlighed og en duel, der skaber forløsning til sidst. Denne gang følger vi den stakkels gift-smager, Mimura (Kimura Takuya), der en dag bliver forgiftet af en fisk, der ikke er tilberedt ordenligt. Han overlever, men bliver blind. Hans familie opfordrer hans kone (Dan Rei) til at opsøge en indflydelsesrig og højtstående mand for at få ham til at overtale deres herre til fortsat at give den nu ubrugelige Mimura støtte. Det gør hun, og han modtager støtten, men til en høj pris.
Ud over at have et enkelt og til tider melodramatisk plot, så giver filmen også plads til at vise Mimuras følelse af ubrugelighed og selvhad, hvilket projekteres over på konen, der næsten som i ”Breaking the Waves” ofrer sig selv til den store yamato nadeshiko guldmedalje. Kimura Takuya er overraskende god i rollen, når han skal udvise selvhad og denne følelse af ubrugelighed.
Yamada Yoji har også sat lidt slapstick komedie og lidt sværdkampsaction til sidst ind i filmen, så alle får noget ud af den. Men denne komedie og action føles ikke påtvunget eller kunstig for handlingen. Snarere tværtimod er komedien og sværdkampen det både realistisk og forløsende for handlingen. Til sidst trykkes der dog lidt hårdt på tude-knapperne, da filmen i bund og grund er en historie om kærlighed og selvopofrelse, og kærlighedsdelen af historien også skal forløses.
I filmen er det et smukt ideal at ofre sig selv for kærligheden, mens det er skidt at ofre sig selv for stand og omdømme. Et simpelt, men ganske fint lille budskab. Yamada Yoji er en af de få japanske instruktører for tiden, der formår at lave en bred mainstreamfilm, der både er underholdende og indholdsrig. Hvis du kunne lide "Twilight Samurai", der jo fik en udmærket dansk DVD-udgivelse for et par år tilbage, så vil du helt sikkert også få noget ud af "Bushi no Ichibun".
Under en bytur i en ussel flække i det amerikanske midtvest samler den unge fyr Caleb, pigen Mae op, nok med håb om, at det skulle blive til lidt hygge. Hvad Mae giver ham, er dog alt andet end hygge, da hun bider ham i halsen. Caleb bliver en anelse mat i koderne, og da han vil hjem er mogensolen ikke rar at være ude i. Han bliver "reddet" af en bande, som også indbefatter Mae og bliver taget med rundt fra den ene lille bar til den anden for at få ham til at dræbe sit første offer. I mens er hans far og 10-årige lillesøster taget ud for at finde ham. Kan de mon redde Caleb ?
Lance Henriksen, Bill Paxton og Jenette Goldstein(Vasquez) er kommet direkte fra Aliens til denne discount-produktion. Near Dark er en lille road-movie og mangler desværre både uhygge og stemning, der skal til for at lave en vampyrfilm (selv om "vampyr" ikke bliver nævnt i filmen). Der er ingen spidse tænder, ingen træstok og hammer og effekterne er begrænset til lidt blod og noget sort skosværte, som åbenbart skal gøre det ud for forbrændinger af sollys. Havde vampyrisme ikke før været en metafor for narkomani, så er det nok det eneste symbol, der skinner rent igennem.
Near Dark kom ud samtidig men Lost Boys og var et forsøg på at lave en ung vampyr-film. Lost Boys vandt 10:1 og er også klart den bedste af de to. Near Dark har været begrænset af et mikroskopisk budget, og uden en ordentlig historie er der ikke meget at komme efter. 2/6
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Film fra 1948 med Humphrey Bogart instrueret af John Huston. Dobbs (Bogart) tager på guldeventyr med en kammerat, Curtin (Tim Holt), og en gammel guldgraver (Walter Huston) i Mexico. Her indfanges Dobbs af guldfeberen.
Filmen er udemærket med godt skuespil af Bogart og især hans kammerat spillet af Tim Holt.
Dog kammer Bogarts skuespil indimellem over og rammer ved siden af. Helt galt får det for Walter Huston, som er decideret dårlig i rollen og flere gange får en til at krympe sig i sofaen. Da jeg havde set filmen og gik på imdb.com, fandt jeg ud af at Walter Huston havde fået en Oscar for "præstationen". Dette må dog være en trøstepræmie/"Lifetime Achievement Award", da han havde være nomineret 3 gange før.
Spændingsniveauet er generelt lavt det meste af filmen og historien er temmelig forudsigelig.
Mine ankepunkter kan nok tilskrives tidens tand. Filmen er lavet til en anden tid, men dette faktum får idag filmen til at se for teatralsk ud.
Den er pt. nr. 50 på imdbs topliste og fik 3 Oscars.
6/10
I can't express anger. That's one of the problems I have. I grow a tumor instead. -Manhattan (1979)
#105 "bedste film jeg har set af Kathryn Bigalow" siger ikke så meget. Et hurtigt kik på IMDB siger mig at både Point Break og K-19 er noget bedre. Jeg fandt den langsommeligt. Man fik ikke noget at vide om personerne ud over at Lance´s karakter havde kæmpet for sydstaterne. Det blev ikke til andet end at køre rundt på støvede veje for at trække tiden ud. Desværre, men heldigvis er smag forskellig.
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Vi har nok en anden måde at betragte de gamle film på. Jeg forsøger aldrig at se de gamle film, ud fra nutidige standarder eller værdisæt, ligesom jeg bl.a. forsøger ikke at lade mig skuffe over asiatiske opførelsesmønstre på film, bl.a. den til tider ganske platte humor.
Jeg vil hellere blive i troen eller kald det blot illusionen, at det vi ser som teatralsk, overspillet og melodramtisk i dag, kan have været en indgroet del af datidens livsstil og måske ikke så "over the top", som vi går og tror. Shakespeares sprog, hvor uforståeligt det end måtte lyde i originalform, kan have været den udprægede taleform hos det bedre borgerskab i 1500 tallet.
Jeg suger den ultimative oplevelse ud af de gamle film, ved at sluge præmisserne råt for usødet og lade være og stille spørgsmål, om forholdene for tidsperioden og for mig, virker det big time :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg ligger med influenza i øjeblikket så dagen idag har været store DVD dag.
Se7en Modtog Se7en for et par dage siden med posten. Skulle se den igen. Det fortryder jeg ikke. Den var bestemt ENDNU bedre end jeg kunne huske den. David Fincher er jo hamrende sej. Kevin Spacey skræmmende uhyggelig som John D. Hvor er det bare en fed film. Virkelig høj klasse.
8-10
American Psycho For at blive i hele "seriemorder" stilen valgte jeg at smide American Psycho på som nummer to. Har læst bogen et par gange og kunne egentligt ikke huske så meget af den. Synes godt om Christian Bale da jeg synes han spillede godt i Machinist og i Batman Begins. Men ak, jeg blev sgu skuffet. Måske lægger jeg for stor vægt på at have læst bogen flere gange men den film kommer aldrig i nærheden af noget der kan kaldes udmærket. Christian Bale synes jeg ikke engang spiller godt heri. Der er noget ved hans forskellige ansigtsudtryk der irriterer mig gang på gang! Hehe.
4-10
Army Of Darkness Nu skulle der så ren nostalgi og for mit vedkommende klassefilm på afspilleren. Army Of Darkness. Jeg elsker den film. Sam Raimi har sgu lavet et masterpiece der vil blive husket længe for dens mega fede one-liners. Der er så mega meget humor i den film. Ash er fucking kongen! Hail to the king, baby! :D
8-10
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Selv ud fra Filmz standarder er Taxidriver vel ikke en oldsag endnu. Som knægt var den en af de helt store film og det er det vel stadig - men jeg må sige at De Niros præstation ældes med hastige skridt. Det er stadig en pragtfilm men han er begyndt at se en anelse animeret ud i den rolle.
Jeg er ikke den store bogie fan men i Hustons prægtige film er han nu uventet suveræn.
#101 davenport 17 år siden
Men jeg tror ikke jeg forstod dens budskab. Det var jo bare usammenhængende historier fra nogle taxier.
Jeg havde nok forventet en eller anden form for sammenkædning af historierne.
Er der nogen der kan gi mig en forklaring, for lige nu synes jeg jeg har spildt min tid på den..
#102 Bohemian 17 år siden
Jeg er ellers ikke til gamle danske film, men hold da op hvor grinte af den.
Peter Petit er virkelig sjov ; )
8/10
#103 mr gaijin 17 år siden
Yamada Yoji, nok Japans mest produktive filminstruktør igennem de sidste 50 år, laver muligvis nogle ganske sentimentale jidaigeki her på sine gamle dage, men han gør det godt. ”Bushi no Ichibun” er Yamada Yojis tredje filmatisering af Fujisawa Shuheis romaner om menige samuraiers vilkår i slutningen af Tokugawa-perioden.
”Bushi no Ichibun” følger nogenlunde det samme plot som de to første, ”Tasogare Seibei” ("Twilight Samurai") og ”Kakushiken Oni no Tsume” ("The Hidden Blade"), med en trist samurai-skæbne, en umulig kærlighed og en duel, der skaber forløsning til sidst. Denne gang følger vi den stakkels gift-smager, Mimura (Kimura Takuya), der en dag bliver forgiftet af en fisk, der ikke er tilberedt ordenligt. Han overlever, men bliver blind. Hans familie opfordrer hans kone (Dan Rei) til at opsøge en indflydelsesrig og højtstående mand for at få ham til at overtale deres herre til fortsat at give den nu ubrugelige Mimura støtte. Det gør hun, og han modtager støtten, men til en høj pris.
Ud over at have et enkelt og til tider melodramatisk plot, så giver filmen også plads til at vise Mimuras følelse af ubrugelighed og selvhad, hvilket projekteres over på konen, der næsten som i ”Breaking the Waves” ofrer sig selv til den store yamato nadeshiko guldmedalje. Kimura Takuya er overraskende god i rollen, når han skal udvise selvhad og denne følelse af ubrugelighed.
Yamada Yoji har også sat lidt slapstick komedie og lidt sværdkampsaction til sidst ind i filmen, så alle får noget ud af den. Men denne komedie og action føles ikke påtvunget eller kunstig for handlingen. Snarere tværtimod er komedien og sværdkampen det både realistisk og forløsende for handlingen. Til sidst trykkes der dog lidt hårdt på tude-knapperne, da filmen i bund og grund er en historie om kærlighed og selvopofrelse, og kærlighedsdelen af historien også skal forløses.
I filmen er det et smukt ideal at ofre sig selv for kærligheden, mens det er skidt at ofre sig selv for stand og omdømme. Et simpelt, men ganske fint lille budskab. Yamada Yoji er en af de få japanske instruktører for tiden, der formår at lave en bred mainstreamfilm, der både er underholdende og indholdsrig. Hvis du kunne lide "Twilight Samurai", der jo fik en udmærket dansk DVD-udgivelse for et par år tilbage, så vil du helt sikkert også få noget ud af "Bushi no Ichibun".
Min vurdering: 7/10
IMDB rating 7,0/10
Den spiller for tiden i de japanske biografer. Den vil sandsynligvis få en R1 udgivelse ligesom sine søster-film.
#104 lyspunkt 17 år siden
Under en bytur i en ussel flække i det amerikanske midtvest samler den unge fyr Caleb, pigen Mae op, nok med håb om, at det skulle blive til lidt hygge. Hvad Mae giver ham, er dog alt andet end hygge, da hun bider ham i halsen.
Caleb bliver en anelse mat i koderne, og da han vil hjem er mogensolen ikke rar at være ude i. Han bliver "reddet" af en bande, som også indbefatter Mae og bliver taget med rundt fra den ene lille bar til den anden for at få ham til at dræbe sit første offer.
I mens er hans far og 10-årige lillesøster taget ud for at finde ham. Kan de mon redde Caleb ?
Lance Henriksen, Bill Paxton og Jenette Goldstein (Vasquez) er kommet direkte fra Aliens til denne discount-produktion.
Near Dark er en lille road-movie og mangler desværre både uhygge og stemning, der skal til for at lave en vampyrfilm (selv om "vampyr" ikke bliver nævnt i filmen). Der er ingen spidse tænder, ingen træstok og hammer og effekterne er begrænset til lidt blod og noget sort skosværte, som åbenbart skal gøre det ud for forbrændinger af sollys.
Havde vampyrisme ikke før været en metafor for narkomani, så er det nok det eneste symbol, der skinner rent igennem.
Near Dark kom ud samtidig men Lost Boys og var et forsøg på at lave en ung vampyr-film. Lost Boys vandt 10:1 og er også klart den bedste af de to. Near Dark har været begrænset af et mikroskopisk budget, og uden en ordentlig historie er der ikke meget at komme efter.
2/6
#105 jessup 17 år siden
#106 dh-ad 17 år siden
Film fra 1948 med Humphrey Bogart instrueret af John Huston. Dobbs (Bogart) tager på guldeventyr med en kammerat, Curtin (Tim Holt), og en gammel guldgraver (Walter Huston) i Mexico. Her indfanges Dobbs af guldfeberen.
Filmen er udemærket med godt skuespil af Bogart og især hans kammerat spillet af Tim Holt.
Dog kammer Bogarts skuespil indimellem over og rammer ved siden af. Helt galt får det for Walter Huston, som er decideret dårlig i rollen og flere gange får en til at krympe sig i sofaen. Da jeg havde set filmen og gik på imdb.com, fandt jeg ud af at Walter Huston havde fået en Oscar for "præstationen". Dette må dog være en trøstepræmie/"Lifetime Achievement Award", da han havde være nomineret 3 gange før.
Spændingsniveauet er generelt lavt det meste af filmen og historien er temmelig forudsigelig.
Mine ankepunkter kan nok tilskrives tidens tand. Filmen er lavet til en anden tid, men dette faktum får idag filmen til at se for teatralsk ud.
Den er pt. nr. 50 på imdbs topliste og fik 3 Oscars.
6/10
#107 lyspunkt 17 år siden
"bedste film jeg har set af Kathryn Bigalow" siger ikke så meget. Et hurtigt kik på IMDB siger mig at både Point Break og K-19 er noget bedre.
Jeg fandt den langsommeligt. Man fik ikke noget at vide om personerne ud over at Lance´s karakter havde kæmpet for sydstaterne. Det blev ikke til andet end at køre rundt på støvede veje for at trække tiden ud.
Desværre, men heldigvis er smag forskellig.
#108 filmz-Bruce 17 år siden
Vi har nok en anden måde at betragte de gamle film på. Jeg forsøger aldrig at se de gamle film, ud fra nutidige standarder eller værdisæt, ligesom jeg bl.a. forsøger ikke at lade mig skuffe over asiatiske opførelsesmønstre på film, bl.a. den til tider ganske platte humor.
Jeg vil hellere blive i troen eller kald det blot illusionen, at det vi ser som teatralsk, overspillet og melodramtisk i dag, kan have været en indgroet del af datidens livsstil og måske ikke så "over the top", som vi går og tror. Shakespeares sprog, hvor uforståeligt det end måtte lyde i originalform, kan have været den udprægede taleform hos det bedre borgerskab i 1500 tallet.
Jeg suger den ultimative oplevelse ud af de gamle film, ved at sluge præmisserne råt for usødet og lade være og stille spørgsmål, om forholdene for tidsperioden og for mig, virker det big time :)
#109 Bony 17 år siden
Se7en
Modtog Se7en for et par dage siden med posten. Skulle se den igen. Det fortryder jeg ikke. Den var bestemt ENDNU bedre end jeg kunne huske den. David Fincher er jo hamrende sej. Kevin Spacey skræmmende uhyggelig som John D. Hvor er det bare en fed film. Virkelig høj klasse.
8-10
American Psycho
For at blive i hele "seriemorder" stilen valgte jeg at smide American Psycho på som nummer to. Har læst bogen et par gange og kunne egentligt ikke huske så meget af den. Synes godt om Christian Bale da jeg synes han spillede godt i Machinist og i Batman Begins. Men ak, jeg blev sgu skuffet. Måske lægger jeg for stor vægt på at have læst bogen flere gange men den film kommer aldrig i nærheden af noget der kan kaldes udmærket. Christian Bale synes jeg ikke engang spiller godt heri. Der er noget ved hans forskellige ansigtsudtryk der irriterer mig gang på gang! Hehe.
4-10
Army Of Darkness
Nu skulle der så ren nostalgi og for mit vedkommende klassefilm på afspilleren. Army Of Darkness. Jeg elsker den film. Sam Raimi har sgu lavet et masterpiece der vil blive husket længe for dens mega fede one-liners. Der er så mega meget humor i den film. Ash er fucking kongen! Hail to the king, baby! :D
8-10
#110 jessup 17 år siden
Jeg er ikke den store bogie fan men i Hustons prægtige film er han nu uventet suveræn.