#108 Er plat humor specielt asiatisk? "Walter og Carlo" eller "Far til Fire" er måske mere sofistikeret? :P
Jeg er grundlæggende enig i, at en film skal ses ud fra præmisserne. Og når man ikke helt er inde i præmisserne, så må man se stort på nogle af de ting, der virker anderledes og sære. Sådan havde jeg det for eksempel med den senegalske "Moolaadé", hvor jeg på ingen måde kunne aflæse de kulturelle koder, og hvor nogle scener virkede lidt ischenesat. Men hovedtemaet om kvindeomskæring var alligevel så stærkt, at filmen var en stor oplevelse.
#108 Jeg kan godt følge dig i det, du skriver, men der er rigtig mange film fra tidligere og samme periode, som stadig virker godt på mig fx M, The Maltese Falcon, The Asphalt Jungle.
Jeg tror mere, at det er et spørgsmål om, at tiden løber fra nogle film og ikke fra andre. Og at de gode anmeldelser mere har udgangspunkt i romantisering af fx første gang man så dem eller af perioden de lavet i.
I can't express anger. That's one of the problems I have. I grow a tumor instead. -Manhattan (1979)
#111 Jeg har en ven, som jeg ofte ser film med, som stejler hver gang jeg forsøger at vise ham koreanske film. Han synes kulturforskellen i det som portrætteres er for stor. Jeg kan godt følge ham i, at forventer man den sarkastiske og ironiske form for humor, vi efterhånden er flasket op med, så vil man normalt blive skuffet over en mere melodramatisk form i asiatiske film. Plat var ikke det rigtige ord, men det er netop plat, som det forekommer i manges vestlerlændinges øjne. Jeg vil mere kalde det en afart af den humor som mange 50'er og 60'er film besad og som mange også vil finde u-sofistikeret i dag. Og så er vi tilbage i diskussionen om det at se film ud fra andre præmisser. At være mindre kritisk overfor kultur- og periodeforskelle, som giver sig udtryk i meget anderledes opførselsmønstre ifht. nutidige.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Angela er en ung belgisk pige på 18 år, som bor alene sammen med sin mor og er lige blevet færdig med skolen. Hun har ikke mange venner, så i sin fritid begraver hun sig i sin store passion – Manga. Nej, hun sidder ikke bare og læser på sit værelse, den ene eftermiddag efter den anden væk, hun er nemlig meget kreativ og elsker at sidde og tegne og male og drømme sig lidt væk fra hendes indtil nu kedelige liv.
Til afslutningsfesten møder hun DJ’en Yamamoto, som fortæller at han egentlig kommer fra Tokyo. Han fortæller bl.a. også om en svensk pige han en gang mødte en svensk pige, som arbejdede værtinde på en af de mange klubber, hvor japanske mænd hænger ud efter deres lange arbejdsdage, med sang, dans og andre aktiviteter, som de naturligvis betaler disse værtinder for at deltage i. Dette sætter naturligvis en masse tanker i gang hos en dagdrømmer som Angela, men hun holder lidt igen, da hun i første omgang føler der er lidt luder over det, men det forsikre Yamamoto hende dog, at det ikke er tilfældet.
I mørk aften drager hun derfor, uden at sige det til nogen, og med adressen på den svenske veninde af sted på eventyr til Tokyo for at måske blive en del af den virkelighed som bliver skildret i en af mange historier, som har inspireret hende igennem mangabøgerne.
Hun finder meget hurtigt den svenske pige og flytter ind hos hende, men det er ikke helt uden problemer for de er kun dem i lejligheden, men også andre piger fra andre lande, der også arbejder som værtinder.
Det bliver en brat opvågning til virkeligheden og et møde med et samfund, kultur, mennesker og en storby på godt og ondt, som er langt fra det hun først hun havde forestillet sig, eller er det ??? – Et andet er, at knap er hun faldet til, før hun bliver draget ind i en anden ung værtindes mystiske forsvinden og mulige død og nu er det måske ikke ligeså sjovt længere at tjene gode penge på karaoke-sang og hyggesnak med fulde halvgamle singlemænd.
Mere skal ikke afsløres her, for resten af eventyret/historien skal selv have love til at folde sig ud på din skærm derhjemme, i sit eget tempo og egen stil.
Filmen har mange ligheder med film som "Lost in Translation" - visse billeder virker endda direkte stjålet herfra - og nyere film, hvor hovedpersoner drager til Japans hovedstad. Hvad der så adskiller denne film fra de andre, er måden den blander Manga ind i dels ind i handlingen, men oså i den visuelle side at fortælle på. Udover billedet er der også kælet meget for lydsiden, som der helt sikkert er brugt mange timer på.
Filmen er omend noget langsom, en lang sanselig oplevelse, som klart vil gøre sig bedst på en storskærm og med god lyd end en lille 29" og kun ok lyd.
For gavede filmseere som mange herinde, vil filmen nok ikke scorer de store point, da de hurtigt vil have gennemskuet filmens plot, og føle at de har set det hele mange gange før.
Jeg tror The Stratosphere Girl nok skal finde sin skare af fans rundt omkring efterhånden som den bliver vist og set og måske blive kultfilm for yngre seere på Angela alder, med hang til Manga og lidt skæve film.
Som knægt var jeg vildt fascineret af næsten alt der lugtede lidt af mystik såsom UFO’er, Loch Ness uhyret, Atlantis og ikke mindst Bermuda-trekanten. Jeg læste og slugte alle former for litteratur råt bla. flere værker af Charles Berlitz. Med årene er ”vokset” fra min fascination, men jeg blev da alligevel en smule nysgerrig og nostalgisk da jeg så at Axel solgte en amerikansk mini-serie om Bermuda-trekanten. 255 minutter fordelt på 2 dics. 3 afsnit og med navne som Sam Neill, Eric Stoltz og Lou Diamond Phillips på plakaten plus Bryan Singer som producer til kun kr. 52,95 + fragt – den røg fluks i kurven!
Kort fortalt er det historien om en rigmand og rederi-ejer, spillet af Sam Neill som er pænt træt af, at hans skibe forsvinder i Bermuda-trekanten. Han hyrer en noget broget kvartet bestående af to forskere (Catherine Bell og Michael Rodgers), en journalist som har specialiseret sig i Trekanten (Eric Stoltz) og et medie som normalt finder forsvundne børn (Bruce Davison). Opgaven lyder løs trekantens mysterium og I får hver 5 mio. $. I har frie tøjler og alle jeres udgifter dækkes uden spørgsmål. Kvartetten springer ombord med rigelige mængder skepsis kun ansporet af pengepræmien. Deres skepsis over hele Trekants mysteriet kommer dog hurtig til vaklen, da de oplever trekantens kræfter på egne kroppe og bla. begynder at se mærkelige syner! Da et stort passagerfly styrter i havet midt i Trekanten, er kvartetten nogle af de første fremme ved vraget! Flyet ligger på bunden af havet, men et er tilsyneladende tomt. Passagererne er pist væk og flyet bærer præg af at have ligget på bunden i 50 år??? Kvartetten får hurtigt den amerikanske Flåde på nakken, som forsøger at mørklække flystyrtet. Hvorfor oplever forskergruppen, at de ser syner selvom de ikke er i nærheden af Bermuda-trekanten? Og hvad er det som Flåden dækker over????
Første afsnit af ”The Triangle” starter fornuftigt ud. Handlingsmæssigt vækkes ens nysgerrighed for mysteriet og man ser i gennem fingrene med en omgang miserabelt udført CGI-effekter. Serien er trods alt produceret til tv! Midt henne i afsnit 2 begynder skuespillerne at irritere dig. De agerer lige så troværdigt og udtryksløse som et par papfigurer, der flyttes rundt fra scene til scene. Man forstår pludselig til fulde, hvorfor Eric Stoltz og Lou Diamond Phillips aldrig fik mere gang i deres karrierer! Og selvom Catherine Bell er et kjønt kjønt pigebarn, så er hun noget nært lige så endimensional som hr. Swarzenegger!! Bevares rollerne er lige så tynde og smagsløse som en riskiks fra Netto, men Damn! hvor skuespillet stinker!!! Afsnit 3 går helt op i hat og briller og bliver så højtflyvende og teknisk nørdet, at vi måtte til at grave vores studenterhuer frem bare for at forsøge at hænge på! Måske var det en kombination af det sene tidspunkt samt det faktum at det hele blev lidt for teknisk engelsk til vores husstand. Vi var tæt på at ryge af i svinget og havde da også lige gang i en ordbog bagefter, for at få bekræftet at vi havde forstået slutningen korrekt! Det havde vi!! Men ikke des do mindre sad vi med en meget tom følelse bagefter!!! Nøøøøøøj en tynd koppe the!!! Dårlig historie, elendigt skuespil, et miserabelt transfer og nogle amatøragtige special effects!!! På papiret ligner filmen et godt tilbud, men det er den ikke!!! 2/6
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
#113 Du har fat i noget ganske interessant. I virkeligheden handler det måske i lige så høj grad om vores præmisser i dag. For eksempel den ironiske og sarkastiske form for humor. Det kan være, at vi om nogle år også vil føle at stilen i Tarantino-film eller "I Kina Spiser De Hunde" er mystisk, uforståelig eller måske plat med den selvbevidste sarkasme og overdrevne vold. I bund og grund vil der nok altid være nogle, der er fascineret af at dykke ned i andre verdener, mens der også altid vil være nogle, der foretrækker den vare, de kender. Men det afholder mig ikke fra at presse mine venner og medmennesker ud på kulturelle eventyr.
#114 Jeg har aldrig hørt om denne film, men den hører på sin vis indenfor mit studie/forskningsområde. Jeg skriver nemlig om japanskhed og japanske stereotyper i vestlige vesten, og hvordan disse stereotyper bliver brugt diskursivt i Japan til at konstruere en national identitet. De film, hvis respons jeg analyserer, er godt nok kun større amerikanske film (indtil videre har jeg sat en standard, der hedder +20 millioner i amerikansk domestic box office), da mindre europæiske film som denne og for eksempel "Demon Lover" ikke bliver nævnt så ofte i de japanske diskurser. Men det interesserer mig en hel del alligevel, så mange tak :)
#116 Helt enig! Vore præferencer, er produkter af de påvirkninger i den korte periode vi er sat på jorden og søger vi ikke selv "at opdatere eller interessere os" udenfor dette splitsekund, fordi vi anser vor egen periode værende andre perioders værdisæt overlegen, ja så fører det til, at det som var godt i går, sikkert er noget l... i morgen.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
I 2004 blev Father of the Pride vist på amerikansk TV, og den handler om Siegfried og Roy's kæledyr der ligner en herlig blanding af Simpsons og Madagascar.
Desværre blev serien annuleret, og det var godt at se sådan en slags TV serie efter at der ikke havde været noget speciel på TV siden 80'erne og 90'erne.
Soredemo boku wa yattenai (I Just Didn't Do It 2006)
Suo Masayukis (instruktøren af den japanske "Shall We Dance") film om det japanske retssystem, ”Soredemo Boku wa Yattenai”, er genial med sin sin filmisk enormt enkle og ligetil dramatiske form. Den er genial, fordi den rummer så mange gennem-researchede detaljer og informationer, der til sammen udgør en skarpsindig og hård kritik af det japanske retssystem. Igennem dette meget specifikke emne kommer filmen også ind på skyld og skyldfølelse i det japanske samfund, samt nogle helt generelle spørgsmål om balancen mellem retfærdighed og retsfølelse.
26-årige Kaneko Teppei (Kase Ryo) er på vej til en vigtig jobsamtale, da en skolepige i det overfyldte tog griber fat i hans ærme og anklager ham for at gramset på hende (chikan-fænomenet). Det bliver starten på et mareridtsagtigt, men uhyggeligt realistisk forløb for Teppei igennem forhørslokaler, fængsler og retssale.
Politibetjenten (Omori Nao), der forhører Teppei, har allerede dømt Teppei på forhånd, da han ser den grædende skolepige i forhørslokalet ved siden af. Denne betjent er vant til, at de fleste perverse gamle mænd straks tilkendegiver deres skyld. For hvis man straks tilkendegiver sin skyld, så slipper man med en bøde, der ikke kommer i strafferegistret. Derfor opfordrer han også Teppei gang på gang at erkende sin skyld, da han ellers vil komme for en domstol. I 99,9 procent af alle chikan-sager, der kommer for en domstol, ender det med at den anklagede kendes skyldig. Men Teppei er vitterligt uskyldigt, og det er næsten det værste, man kan være i hans situation. Specielt hvis man ikke bøjer sig for presset trods sin uskyld.
Efter vi ser, hvordan anklagede bliver behandlet i fængslerne, hvor man åbenbart ikke straffer medfanger for chikan, begynder Teppeis kamp for at bevise sin uskyld. I systemet er der nemlig så stærkt et 'samarbejde' mellem anklagere og dommere, at det i praksis ikke nok at rejse tvivl om anklagerens beviser. Heldigvis har Teppei et par dygtige sagførere (Seto Asaka & Yakusho Kōji) samt venner og familie til at hjælpe med at få sin uskyld bevist.
Punkt efter punkt i retssagen bliver det efterhånden tydeligt, at retfærdighed ikke altid står øverst på menuen de japanske retssale. Der er kun en dommer, der skal overbevises. Ingen jury. Og nogle dommere har det med at give anklageren fordele, hvis han føler, at den anklagede er skyldig. Det er med andre ord retsfølelsen hos folkene i systemet, der kan afgøre udfaldet af visse sager. Også selv hvis der er rejst nok tvivl om bevis-materialet. Men når 99,9 procent erklæres skyldige i alle chikan-sager, så er det måske mest fordi dommerne ikke vil forlegne deres kolleger i retssystemet, politiet og anklagerne, ved at erklære, at de har anholdt den forkerte mand. Så i stedet kendes næsten alle skyldige.
Ikke alle dommere i filmen er på denne måde. I det første stykke af filmen dømmes retssagen af en ganske rationelt tænkende og retfærdig dommer, der principfast tror på uskyld, indtil andet er bevist. Men så snart vi finder ud af dette og får håb for Teppei, skifter Suo med en smule redigeringssnilde denne dommer ud med en helt anden type. Igennem filmen har vi også hele tiden et håb om et muligt vidne, der kan bevise Teppeis uskyld. Jeg vil ikke afsløre noget udfald. Jeg vil blot sige, at det er uforudsigeligt til det sidste. For Suo formår at gøre et forholdsvis tørt og detaljeret stof både enormt spændende og enormt skræmmende.
Suo sætter os med sin forholdsvis enkle og realistiske stil ind i Teppeis situation, så vi for alvor kan mærke, hvordan det er at blive dømt på forhånd for noget, man ikke har begået. Jeg er sikker på, at alle har haft lignende mareridt. Dette er et af de mest virkelighedstro et af slagsen. I filmen er der ingen musik. Ingen sentimentalitet. Ingen kunstig forløsning. Kun det fjerne ideal om retfærdighed (firmaet Teppei skulle til jobsamtale hos hed G. Peck, en tydelig henvisning til "To Kill a Mockingbird") og den bitre virkelighed. Denne film kan forhåbenlig blive et skridt på vejen til at forbinde de to.
Den kører for tiden i danske biografer, men den har tidligere kørt på internationale festivaler, og med Suo bag roret er der en stor sandsynlighed for en udgave med engelske undertekster engang.
Har lige haft en ven på besøg til lidt film kigning, vi så Monster House som jeg lige havde fået...
FANTASTISK FILM!
Det var slet ikke hvad jeg havde regnet med, den var jo rent faktisk lidt scary, og stilen var jeg hel vild med, en rigtig god Eventyrlig spændings film, af film jeg har set i 2007 er det her nr. på min liste over positive overraskelser.
Vi blev blæst væk af den, for satan den var fed, sorry min fan boy'isme men jeg mener det sku suveræn film 8-)
10/10 hvis jeg sku giv karakter efter Narniabæver skalaen.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#111 mr gaijin 17 år siden
Jeg er grundlæggende enig i, at en film skal ses ud fra præmisserne. Og når man ikke helt er inde i præmisserne, så må man se stort på nogle af de ting, der virker anderledes og sære. Sådan havde jeg det for eksempel med den senegalske "Moolaadé", hvor jeg på ingen måde kunne aflæse de kulturelle koder, og hvor nogle scener virkede lidt ischenesat. Men hovedtemaet om kvindeomskæring var alligevel så stærkt, at filmen var en stor oplevelse.
#112 dh-ad 17 år siden
Jeg tror mere, at det er et spørgsmål om, at tiden løber fra nogle film og ikke fra andre. Og at de gode anmeldelser mere har udgangspunkt i romantisering af fx første gang man så dem eller af perioden de lavet i.
#113 filmz-Bruce 17 år siden
#114 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
Angela er en ung belgisk pige på 18 år, som bor alene sammen med sin mor og er lige blevet færdig med skolen. Hun har ikke mange venner, så i sin fritid begraver hun sig i sin store passion – Manga. Nej, hun sidder ikke bare og læser på sit værelse, den ene eftermiddag efter den anden væk, hun er nemlig meget kreativ og elsker at sidde og tegne og male og drømme sig lidt væk fra hendes indtil nu kedelige liv.
Til afslutningsfesten møder hun DJ’en Yamamoto, som fortæller at han egentlig kommer fra Tokyo. Han fortæller bl.a. også om en svensk pige han en gang mødte en svensk pige, som arbejdede værtinde på en af de mange klubber, hvor japanske mænd hænger ud efter deres lange arbejdsdage, med sang, dans og andre aktiviteter, som de naturligvis betaler disse værtinder for at deltage i. Dette sætter naturligvis en masse tanker i gang hos en dagdrømmer som Angela, men hun holder lidt igen, da hun i første omgang føler der er lidt luder over det, men det forsikre Yamamoto hende dog, at det ikke er tilfældet.
I mørk aften drager hun derfor, uden at sige det til nogen, og med adressen på den svenske veninde af sted på eventyr til Tokyo for at måske blive en del af den virkelighed som bliver skildret i en af mange historier, som har inspireret hende igennem mangabøgerne.
Hun finder meget hurtigt den svenske pige og flytter ind hos hende, men det er ikke helt uden problemer for de er kun dem i lejligheden, men også andre piger fra andre lande, der også arbejder som værtinder.
Det bliver en brat opvågning til virkeligheden og et møde med et samfund, kultur, mennesker og en storby på godt og ondt, som er langt fra det hun først hun havde forestillet sig, eller er det ??? – Et andet er, at knap er hun faldet til, før hun bliver draget ind i en anden ung værtindes mystiske forsvinden og mulige død og nu er det måske ikke ligeså sjovt længere at tjene gode penge på karaoke-sang og hyggesnak med fulde halvgamle singlemænd.
Mere skal ikke afsløres her, for resten af eventyret/historien skal selv have love til at folde sig ud på din skærm derhjemme, i sit eget tempo og egen stil.
Filmen har mange ligheder med film som "Lost in Translation" - visse billeder virker endda direkte stjålet herfra - og nyere film, hvor hovedpersoner drager til Japans hovedstad. Hvad der så adskiller denne film fra de andre, er måden den blander Manga ind i dels ind i handlingen, men oså i den visuelle side at fortælle på. Udover billedet er der også kælet meget for lydsiden, som der helt sikkert er brugt mange timer på.
Filmen er omend noget langsom, en lang sanselig oplevelse, som klart vil gøre sig bedst på en storskærm og med god lyd end en lille 29" og kun ok lyd.
For gavede filmseere som mange herinde, vil filmen nok ikke scorer de store point, da de hurtigt vil have gennemskuet filmens plot, og føle at de har set det hele mange gange før.
Jeg tror The Stratosphere Girl nok skal finde sin skare af fans rundt omkring efterhånden som den bliver vist og set og måske blive kultfilm for yngre seere på Angela alder, med hang til Manga og lidt skæve film.
Film: 6/10
DVD: 7/10
Replay Value 6/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#115 wiseguy 17 år siden
(Mini-serie)
Som knægt var jeg vildt fascineret af næsten alt der lugtede lidt af mystik såsom UFO’er, Loch Ness uhyret, Atlantis og ikke mindst Bermuda-trekanten. Jeg læste og slugte alle former for litteratur råt bla. flere værker af Charles Berlitz.
Med årene er ”vokset” fra min fascination, men jeg blev da alligevel en smule nysgerrig og nostalgisk da jeg så at Axel solgte en amerikansk mini-serie om Bermuda-trekanten. 255 minutter fordelt på 2 dics. 3 afsnit og med navne som Sam Neill, Eric Stoltz og Lou Diamond Phillips på plakaten plus Bryan Singer som producer til kun kr. 52,95 + fragt – den røg fluks i kurven!
Kort fortalt er det historien om en rigmand og rederi-ejer, spillet af Sam Neill som er pænt træt af, at hans skibe forsvinder i Bermuda-trekanten. Han hyrer en noget broget kvartet bestående af to forskere (Catherine Bell og Michael Rodgers), en journalist som har specialiseret sig i Trekanten (Eric Stoltz) og et medie som normalt finder forsvundne børn (Bruce Davison). Opgaven lyder løs trekantens mysterium og I får hver 5 mio. $. I har frie tøjler og alle jeres udgifter dækkes uden spørgsmål.
Kvartetten springer ombord med rigelige mængder skepsis kun ansporet af pengepræmien. Deres skepsis over hele Trekants mysteriet kommer dog hurtig til vaklen, da de oplever trekantens kræfter på egne kroppe og bla. begynder at se mærkelige syner! Da et stort passagerfly styrter i havet midt i Trekanten, er kvartetten nogle af de første fremme ved vraget! Flyet ligger på bunden af havet, men et er tilsyneladende tomt. Passagererne er pist væk og flyet bærer præg af at have ligget på bunden i 50 år??? Kvartetten får hurtigt den amerikanske Flåde på nakken, som forsøger at mørklække flystyrtet. Hvorfor oplever forskergruppen, at de ser syner selvom de ikke er i nærheden af Bermuda-trekanten? Og hvad er det som Flåden dækker over????
Første afsnit af ”The Triangle” starter fornuftigt ud. Handlingsmæssigt vækkes ens nysgerrighed for mysteriet og man ser i gennem fingrene med en omgang miserabelt udført CGI-effekter. Serien er trods alt produceret til tv!
Midt henne i afsnit 2 begynder skuespillerne at irritere dig. De agerer lige så troværdigt og udtryksløse som et par papfigurer, der flyttes rundt fra scene til scene. Man forstår pludselig til fulde, hvorfor Eric Stoltz og Lou Diamond Phillips aldrig fik mere gang i deres karrierer! Og selvom Catherine Bell er et kjønt kjønt pigebarn, så er hun noget nært lige så endimensional som hr. Swarzenegger!! Bevares rollerne er lige så tynde og smagsløse som en riskiks fra Netto, men Damn! hvor skuespillet stinker!!!
Afsnit 3 går helt op i hat og briller og bliver så højtflyvende og teknisk nørdet, at vi måtte til at grave vores studenterhuer frem bare for at forsøge at hænge på! Måske var det en kombination af det sene tidspunkt samt det faktum at det hele blev lidt for teknisk engelsk til vores husstand. Vi var tæt på at ryge af i svinget og havde da også lige gang i en ordbog bagefter, for at få bekræftet at vi havde forstået slutningen korrekt! Det havde vi!! Men ikke des do mindre sad vi med en meget tom følelse bagefter!!! Nøøøøøøj en tynd koppe the!!!
Dårlig historie, elendigt skuespil, et miserabelt transfer og nogle amatøragtige special effects!!!
På papiret ligner filmen et godt tilbud, men det er den ikke!!! 2/6
#116 mr gaijin 17 år siden
Du har fat i noget ganske interessant. I virkeligheden handler det måske i lige så høj grad om vores præmisser i dag. For eksempel den ironiske og sarkastiske form for humor. Det kan være, at vi om nogle år også vil føle at stilen i Tarantino-film eller "I Kina Spiser De Hunde" er mystisk, uforståelig eller måske plat med den selvbevidste sarkasme og overdrevne vold. I bund og grund vil der nok altid være nogle, der er fascineret af at dykke ned i andre verdener, mens der også altid vil være nogle, der foretrækker den vare, de kender. Men det afholder mig ikke fra at presse mine venner og medmennesker ud på kulturelle eventyr.
#114
Jeg har aldrig hørt om denne film, men den hører på sin vis indenfor mit studie/forskningsområde. Jeg skriver nemlig om japanskhed og japanske stereotyper i vestlige vesten, og hvordan disse stereotyper bliver brugt diskursivt i Japan til at konstruere en national identitet. De film, hvis respons jeg analyserer, er godt nok kun større amerikanske film (indtil videre har jeg sat en standard, der hedder +20 millioner i amerikansk domestic box office), da mindre europæiske film som denne og for eksempel "Demon Lover" ikke bliver nævnt så ofte i de japanske diskurser. Men det interesserer mig en hel del alligevel, så mange tak :)
#117 filmz-Bruce 17 år siden
#118 filmz-Narniabæver 17 år siden
I 2004 blev Father of the Pride vist på amerikansk TV, og den handler om Siegfried og Roy's kæledyr der ligner en herlig blanding af Simpsons og Madagascar.
Desværre blev serien annuleret, og det var godt at se sådan en slags TV serie efter at der ikke havde været noget speciel på TV siden 80'erne og 90'erne.
9 / 10
#119 mr gaijin 17 år siden
Suo Masayukis (instruktøren af den japanske "Shall We Dance") film om det japanske retssystem, ”Soredemo Boku wa Yattenai”, er genial med sin sin filmisk enormt enkle og ligetil dramatiske form. Den er genial, fordi den rummer så mange gennem-researchede detaljer og informationer, der til sammen udgør en skarpsindig og hård kritik af det japanske retssystem. Igennem dette meget specifikke emne kommer filmen også ind på skyld og skyldfølelse i det japanske samfund, samt nogle helt generelle spørgsmål om balancen mellem retfærdighed og retsfølelse.
26-årige Kaneko Teppei (Kase Ryo) er på vej til en vigtig jobsamtale, da en skolepige i det overfyldte tog griber fat i hans ærme og anklager ham for at gramset på hende (chikan-fænomenet). Det bliver starten på et mareridtsagtigt, men uhyggeligt realistisk forløb for Teppei igennem forhørslokaler, fængsler og retssale.
Politibetjenten (Omori Nao), der forhører Teppei, har allerede dømt Teppei på forhånd, da han ser den grædende skolepige i forhørslokalet ved siden af. Denne betjent er vant til, at de fleste perverse gamle mænd straks tilkendegiver deres skyld. For hvis man straks tilkendegiver sin skyld, så slipper man med en bøde, der ikke kommer i strafferegistret. Derfor opfordrer han også Teppei gang på gang at erkende sin skyld, da han ellers vil komme for en domstol. I 99,9 procent af alle chikan-sager, der kommer for en domstol, ender det med at den anklagede kendes skyldig. Men Teppei er vitterligt uskyldigt, og det er næsten det værste, man kan være i hans situation. Specielt hvis man ikke bøjer sig for presset trods sin uskyld.
Efter vi ser, hvordan anklagede bliver behandlet i fængslerne, hvor man åbenbart ikke straffer medfanger for chikan, begynder Teppeis kamp for at bevise sin uskyld. I systemet er der nemlig så stærkt et 'samarbejde' mellem anklagere og dommere, at det i praksis ikke nok at rejse tvivl om anklagerens beviser. Heldigvis har Teppei et par dygtige sagførere (Seto Asaka & Yakusho Kōji) samt venner og familie til at hjælpe med at få sin uskyld bevist.
Punkt efter punkt i retssagen bliver det efterhånden tydeligt, at retfærdighed ikke altid står øverst på menuen de japanske retssale. Der er kun en dommer, der skal overbevises. Ingen jury. Og nogle dommere har det med at give anklageren fordele, hvis han føler, at den anklagede er skyldig. Det er med andre ord retsfølelsen hos folkene i systemet, der kan afgøre udfaldet af visse sager. Også selv hvis der er rejst nok tvivl om bevis-materialet. Men når 99,9 procent erklæres skyldige i alle chikan-sager, så er det måske mest fordi dommerne ikke vil forlegne deres kolleger i retssystemet, politiet og anklagerne, ved at erklære, at de har anholdt den forkerte mand. Så i stedet kendes næsten alle skyldige.
Ikke alle dommere i filmen er på denne måde. I det første stykke af filmen dømmes retssagen af en ganske rationelt tænkende og retfærdig dommer, der principfast tror på uskyld, indtil andet er bevist. Men så snart vi finder ud af dette og får håb for Teppei, skifter Suo med en smule redigeringssnilde denne dommer ud med en helt anden type. Igennem filmen har vi også hele tiden et håb om et muligt vidne, der kan bevise Teppeis uskyld. Jeg vil ikke afsløre noget udfald. Jeg vil blot sige, at det er uforudsigeligt til det sidste. For Suo formår at gøre et forholdsvis tørt og detaljeret stof både enormt spændende og enormt skræmmende.
Suo sætter os med sin forholdsvis enkle og realistiske stil ind i Teppeis situation, så vi for alvor kan mærke, hvordan det er at blive dømt på forhånd for noget, man ikke har begået. Jeg er sikker på, at alle har haft lignende mareridt. Dette er et af de mest virkelighedstro et af slagsen. I filmen er der ingen musik. Ingen sentimentalitet. Ingen kunstig forløsning. Kun det fjerne ideal om retfærdighed (firmaet Teppei skulle til jobsamtale hos hed G. Peck, en tydelig henvisning til "To Kill a Mockingbird") og den bitre virkelighed. Denne film kan forhåbenlig blive et skridt på vejen til at forbinde de to.
Min vurdering 8,3/10
IMDB rating 7,4/10
Den kører for tiden i danske biografer, men den har tidligere kørt på internationale festivaler, og med Suo bag roret er der en stor sandsynlighed for en udgave med engelske undertekster engang.
#120 elwood 17 år siden
FANTASTISK FILM!
Det var slet ikke hvad jeg havde regnet med, den var jo rent faktisk lidt scary, og stilen var jeg hel vild med, en rigtig god Eventyrlig spændings film, af film jeg har set i 2007 er det her nr. på min liste over positive overraskelser.
Vi blev blæst væk af den, for satan den var fed, sorry min fan boy'isme men jeg mener det sku suveræn film 8-)
10/10 hvis jeg sku giv karakter efter Narniabæver skalaen.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"