Selve handlingsforløbet er let nok at følge med i:
Vi følger en kæmper (Jet Li) som ingen kan vinde over. Han har en noget arrogant holdning, og kæmper åbenbart også med sine egne indre dæmoner. En dag dræber han en anden stor mester i kamp, hvor hans familie bliver dræbt som gengæld (tror jeg). Han flygter derpå til en lille landsby som tager godt imod ham. Her hygger han sig lidt og lærer lidt om indre fred osv (The Last Samurai springer i tankerne). Efter nogle år tager han tilbage til sin egen landsdel, og skal så forsvare Kina og hans landsmænd, som i mellemtiden er blevet "indvaderet" af Vesten og Japan.
Filmen er som sagt en visuel nydelse, og foregår i slutningen af 1800 tallet. Det er iøvrigt i denne tidsperiode at Jet Li har lavet sine bedste film. Bare det at se ham med traditionel kinesisk frisure er en fornøjelse i sig selv. Billederne taler meget for sig selv, og filmen endte da med at røre mig, selvom jeg ikke fik dialogen med. Jeg kan ikke huske nogen Jet Li film, som har rørt mig synderligt siden Once Upon a Time in China. Jeg kan faktisk næsten ikke vente med at se den med tekster:-)
La Mariee Etait en Noir (1968) (En: The Bride Wore Black)
Den franske Ny Bølge-instruktør Truffaut havde udgivet sin Hitchcock-interviewbog lige før, han lavede denne film om blodig hævn med Jeanne Moreau som den sorte enke, Julie Kohler, der koldblodigt er ude efter at hævne de fem mænd, der myrdede hendes mand ved deres bryllup.
Truffaut har ladet sig inspirere af Hitchcock flere steder i denne film, men der er ikke tilnærmelsesvis den samme suspense. Til gengæld bruger Truffaut denne thrillerplatform til at sige noget om kønnene. Han vækker sympati for denne stærke kvinde der myrder disse intetanende liderlige mænd en efter en. Mon ikke at senere kvindelige hovedroller ala Kaji Meiko i ”Princess Snowblood” og Uma Thurman i ”Kill Bill” og mange andre moderne film om ukontrollerbare, morderiske, stærke kvinder har lånt en pæn del fra Jeanne Moreau i denne film.
Apropos ”Kill Bill”, så er historiens opbygning og præmis meget lig den film. Dog minus blod, yakuza og giftslanger. Moreau besøger den ene mand efter den anden, og hun krydser dem af en liste, da hun slår dem ihjel. Med dette præmis burde det ikke komme som nogen overraskelse, at hun kommer til at konfrontere dem alle. Hun spiller en forfører for to af dem, en hustrufigur for den tredje,
en elskerinde for en fjerde, og en ”tjenerinde” for den femte.
Interessant nok er det en mere magtfuld rolle hun spiller i starten, og efterhånden en mere og mere underkuet rolle hun spiller efterhånden. Vi kan mærke tvivlen, da hun møder den fjerde. Den mest interessante scene er dog hos den tredje, hvor hun spiller den perfekte hustru i et lille hjem. En middag og en uskyldig leg med en lille dreng er en optakt til et koldblodigt hævnmord, der muligvis ikke er retfærdigt. En af de fem forsøger at forklare, at det var et uheld, at hendes mand døde. Men hun har allerede skrevet navnene ned i sin notesbog.
Hvor kommer navnene for resten fra? Hvordan ved hun, hvor de er? Disse forklaringer omkring plottet forbliver ubesvarede spørgsmål. Truffaut var mere interesseret i karaktererne og handlingerne end historien. For eksempel vises Mændene i filmen for det meste fra deres værste side. De viser alle seksuel interesse i hende. Som baggrund til åbningstitlerne til filmen vises et fotografi af Moreaus nøgne overkrop, der trykkes i bundter. Som med andre Nouvelle Vague film ligger der også en samfundskritik i denne thriller. Her rettes kameraet mod det maskulint dominerede samfund der er ude af i stand til at begribe kvinden som andet end en genstand til samleje.
Truffauts ”Peau Douce” var måske en bedre og dybere film om mænds syn på kvinder som seksualobjekter, men ”La Mariee Etait en Noir” er bestemt også interessant. Ikke mindst i kraft af den styrke og kraft Moreau lægger i filmen. Læg for resten mærke til, hvordan den sidste scene minder om en fødselsscene taget fra fødselsgangen. Også lydsporet understreger dette.
Og den skaldede isse. Smuk detalje.
Jeg har forresten set filmen på VHS, men der findes en R1 DVD, der eftersigende er i god kvalitet.
Buster Keaton er måske en bedre akrobat end Chaplin, men Chaplin har i mine øjne mere charme. Man fatter omgående sympati for hans vagabond-karakter, der altid er uduelig på så elegant en måde, at man skulle tro, at han kom fra en anden planet, hvor slapstick var den gængse gangart. Men Chaplins vagabond er også altid stakkels. En god fyr der aldrig har held i sprøjten.
I ”City Lights” introduceres han og forholdet til omverden enormt smukt i åbningsscenen. Borgmesteren af byen afslører den nye skulptur for fred og harmoni til et bytorv, og da tæppet går op, ligger vagabonden og sover i skødet af statuen. Den sovende mand ligner mere et symbol på fred og harmoni end statuen selv, men for borgmesteren er han en skamplet på byen, så han returnerer vagabondens generte hilsen med vred ophidselse. En herlig åbningssekvens.
Men filmens omdrejningspunkt er den blinde pige, der sælger blomster, som vores vagabond forelsker sig i, og som han for alt i verden vil hjælpe. Det viser sig, at en fuld mand, som han redder fra at drukne, er en millionær, der er vagabonden evigt taknemmelig. Men han er ham kun taknemmelig i fuld tilstand. Da han bliver ædru, vil han intet have med ham at gøre.
Eftersom jeg lige har set ”Brokeback Mountain”, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til de skjulte homoseksuelle undertoner i filmen. Den fulde mand der klynger sig til vagabonden, men når de vågner op i samme seng morgenen efter, vil han ikke indrømme, at de har været sammen. Det ville datidens publikum nok overhovedet ikke tænke på, men i dag er det ikke til at overse. I virkeligheden handler deres forhold måske mere om de løfter, de velstående i samfundet giver de fattige, og som de glemmer morgenen efter, når de er blevet ædru igen.
Af slapstickscener er der her nogle helt utrolige numre at komme efter. Da den fulde rigmand spilder alkohol fra flasken ned i den mindst lige så fulde vagabonds bukser, mens vagabonden forsøger at holde glasset, så ikke en dråbe spildes. Eller den fantastiske boksescene hvor vagabonden bruger dommeren strategisk som mellemmand overfor sin stærke modstander. Den scene fortæller lidt om, hvor nøje tilrettelagt og koordineret hver en scene er i denne film.
Alle scener er mindeværdige ikke bare på grund af slapsticken, men også fordi de bidrager til stemningen og udviklingen i historien. Dette er måske den af de Chaplinfilm, jeg har set, der fungerer bedst i sin helhed.
Shakespeares Hellig Trekongers Aften - opsætning fra Odense Teater. Det blev en forrygende aften i teateret i går aftes. Forviklinger, forklædninger og kærlighed; og så selvfølgelig Shakespeare i sit es. De bedste scener var de farceagtige scener med to mere eller mindre fulde mænd. Særligt Mads M. Nielsen, nok mest kendt for figuren, som Søs forlod ved alteret i Krøniken, var utrolig morsom som Andres Blegnæb. Jeg var også positivt overrasket over Søren Spanning, jeg vidste slet ikke han kunne være så sjov. Og så var Lars Knutzon dejligt underspillet i rollen som narren. Man burde gå i teateret noget oftere...
Just think of your mind as a movie, you can pause, rewind or slow down any details you want.
Har lige været inde og se ice age 1 + 2 og jeg må sige 2'eren skuffer ikke, der er så mange sjove bi personer med i filmen især de to pungrotter stjæler scenen gang på gang, men den som stjæler billedet mest er og bliver nu Scrat når man følger hans evig jagt på ageren.
Diego Kæmper denne gang med sin vandskræk, som Sid forsøger at hjælpe ham med, men det går ikke hel som planlagt.
Og med hensyn til Queen latifa eller hvo'en det staves, så er hun faktisk tålig i filmen her. Jeg morede mig hvertfald over hendes lille pungrotte problem.
Så alt i alt en film som først og fremmest er sjov, og som sagtens kan stå sammen med 1'eren
Ps. fik jeg nævnt der er mere Scrat 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#91 McPeter 18 år siden
øhh... :-P
#92 Bates 18 år siden
#93 PredatorX 18 år siden
Selve handlingsforløbet er let nok at følge med i:
Filmen er som sagt en visuel nydelse, og foregår i slutningen af 1800 tallet. Det er iøvrigt i denne tidsperiode at Jet Li har lavet sine bedste film. Bare det at se ham med traditionel kinesisk frisure er en fornøjelse i sig selv. Billederne taler meget for sig selv, og filmen endte da med at røre mig, selvom jeg ikke fik dialogen med. Jeg kan ikke huske nogen Jet Li film, som har rørt mig synderligt siden Once Upon a Time in China. Jeg kan faktisk næsten ikke vente med at se den med tekster:-)
#94 mr gaijin 18 år siden
Den franske Ny Bølge-instruktør Truffaut havde udgivet sin Hitchcock-interviewbog lige før, han lavede denne film om blodig hævn med Jeanne Moreau som den sorte enke, Julie Kohler, der koldblodigt er ude efter at hævne de fem mænd, der myrdede hendes mand ved deres bryllup.
Truffaut har ladet sig inspirere af Hitchcock flere steder i denne film, men der er ikke tilnærmelsesvis den samme suspense. Til gengæld bruger Truffaut denne thrillerplatform til at sige noget om kønnene. Han vækker sympati for denne stærke kvinde der myrder disse intetanende liderlige mænd en efter en. Mon ikke at senere kvindelige hovedroller ala Kaji Meiko i ”Princess Snowblood” og Uma Thurman i ”Kill Bill” og mange andre moderne film om ukontrollerbare, morderiske, stærke kvinder har lånt en pæn del fra Jeanne Moreau i denne film.
Apropos ”Kill Bill”, så er historiens opbygning og præmis meget lig den film. Dog minus blod, yakuza og giftslanger. Moreau besøger den ene mand efter den anden, og hun krydser dem af en liste, da hun slår dem ihjel. Med dette præmis burde det ikke komme som nogen overraskelse, at hun kommer til at konfrontere dem alle. Hun spiller en forfører for to af dem, en hustrufigur for den tredje,
Interessant nok er det en mere magtfuld rolle hun spiller i starten, og efterhånden en mere og mere underkuet rolle hun spiller efterhånden. Vi kan mærke tvivlen, da hun møder den fjerde. Den mest interessante scene er dog hos den tredje, hvor hun spiller den perfekte hustru i et lille hjem. En middag og en uskyldig leg med en lille dreng er en optakt til et koldblodigt hævnmord, der muligvis ikke er retfærdigt. En af de fem forsøger at forklare, at det var et uheld, at hendes mand døde. Men hun har allerede skrevet navnene ned i sin notesbog.
Hvor kommer navnene for resten fra? Hvordan ved hun, hvor de er? Disse forklaringer omkring plottet forbliver ubesvarede spørgsmål. Truffaut var mere interesseret i karaktererne og handlingerne end historien. For eksempel vises Mændene i filmen for det meste fra deres værste side. De viser alle seksuel interesse i hende. Som baggrund til åbningstitlerne til filmen vises et fotografi af Moreaus nøgne overkrop, der trykkes i bundter. Som med andre Nouvelle Vague film ligger der også en samfundskritik i denne thriller. Her rettes kameraet mod det maskulint dominerede samfund der er ude af i stand til at begribe kvinden som andet end en genstand til samleje.
Truffauts ”Peau Douce” var måske en bedre og dybere film om mænds syn på kvinder som seksualobjekter, men ”La Mariee Etait en Noir” er bestemt også interessant. Ikke mindst i kraft af den styrke og kraft Moreau lægger i filmen. Læg for resten mærke til, hvordan den sidste scene minder om en fødselsscene taget fra fødselsgangen. Også lydsporet understreger dette.
Jeg har forresten set filmen på VHS, men der findes en R1 DVD, der eftersigende er i god kvalitet.
Eberts review.
IMDB
DVD Beavers anmeldelse af DVDen
8,4/10
#95 filmz-Narniabæver 18 år siden
Jeg er lige kommet hjem fra mit andet gensyn med filmen om Gasolin (Som jeg har anmeldt tidligere) fra Megascope i Horsens.
9 / 10
#96 filmz-Bruce 18 år siden
Serenity og Kiss Kiss Bang Bang. Super underholdningsaften, med to af de bedste 2005 film, som forstod og forstaar at underholde.
#97 mr gaijin 18 år siden
Buster Keaton er måske en bedre akrobat end Chaplin, men Chaplin har i mine øjne mere charme. Man fatter omgående sympati for hans vagabond-karakter, der altid er uduelig på så elegant en måde, at man skulle tro, at han kom fra en anden planet, hvor slapstick var den gængse gangart. Men Chaplins vagabond er også altid stakkels. En god fyr der aldrig har held i sprøjten.
I ”City Lights” introduceres han og forholdet til omverden enormt smukt i åbningsscenen. Borgmesteren af byen afslører den nye skulptur for fred og harmoni til et bytorv, og da tæppet går op, ligger vagabonden og sover i skødet af statuen. Den sovende mand ligner mere et symbol på fred og harmoni end statuen selv, men for borgmesteren er han en skamplet på byen, så han returnerer vagabondens generte hilsen med vred ophidselse. En herlig åbningssekvens.
Men filmens omdrejningspunkt er den blinde pige, der sælger blomster, som vores vagabond forelsker sig i, og som han for alt i verden vil hjælpe. Det viser sig, at en fuld mand, som han redder fra at drukne, er en millionær, der er vagabonden evigt taknemmelig. Men han er ham kun taknemmelig i fuld tilstand. Da han bliver ædru, vil han intet have med ham at gøre.
Eftersom jeg lige har set ”Brokeback Mountain”, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til de skjulte homoseksuelle undertoner i filmen. Den fulde mand der klynger sig til vagabonden, men når de vågner op i samme seng morgenen efter, vil han ikke indrømme, at de har været sammen. Det ville datidens publikum nok overhovedet ikke tænke på, men i dag er det ikke til at overse. I virkeligheden handler deres forhold måske mere om de løfter, de velstående i samfundet giver de fattige, og som de glemmer morgenen efter, når de er blevet ædru igen.
Af slapstickscener er der her nogle helt utrolige numre at komme efter. Da den fulde rigmand spilder alkohol fra flasken ned i den mindst lige så fulde vagabonds bukser, mens vagabonden forsøger at holde glasset, så ikke en dråbe spildes. Eller den fantastiske boksescene hvor vagabonden bruger dommeren strategisk som mellemmand overfor sin stærke modstander. Den scene fortæller lidt om, hvor nøje tilrettelagt og koordineret hver en scene er i denne film.
Alle scener er mindeværdige ikke bare på grund af slapsticken, men også fordi de bidrager til stemningen og udviklingen i historien. Dette er måske den af de Chaplinfilm, jeg har set, der fungerer bedst i sin helhed.
Rigtig mange/En hel del
#98 tiny 18 år siden
Det blev en forrygende aften i teateret i går aftes. Forviklinger, forklædninger og kærlighed; og så selvfølgelig Shakespeare i sit es. De bedste scener var de farceagtige scener med to mere eller mindre fulde mænd. Særligt Mads M. Nielsen, nok mest kendt for figuren, som Søs forlod ved alteret i Krøniken, var utrolig morsom som Andres Blegnæb. Jeg var også positivt overrasket over Søren Spanning, jeg vidste slet ikke han kunne være så sjov. Og så var Lars Knutzon dejligt underspillet i rollen som narren. Man burde gå i teateret noget oftere...
#99 elwood 18 år siden
Diego Kæmper denne gang med sin vandskræk, som Sid forsøger at hjælpe ham med, men det går ikke hel som planlagt.
Og med hensyn til Queen latifa eller hvo'en det staves, så er hun faktisk tålig i filmen her. Jeg morede mig hvertfald over hendes lille pungrotte problem.
Så alt i alt en film som først og fremmest er sjov, og som sagtens kan stå sammen med 1'eren
Ps. fik jeg nævnt der er mere Scrat 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#100 filmz-Narniabæver 18 år siden
For første gang fik jeg set tegnefilmsserien (For voksne!) Ren & Stimpy i aftes, og jeg fandt det på YouTube.
Ren & Stimpy blev vist på TV kanalen Nick engang, men så blev den aflyst på grund af indholdet.
Det er en morsom, men også lidt klam serie!
8 / 10