Sad hjemme det meste af dagen og så film, mens jeg ventede på at en ven skulle ringe, så det blev til "Nashville", "Short Cuts" og "The Player" alle af nyeligt afdøde Robert Altman.
Nashville er en lidt "gammel" sag og havde premiere i 1975, som som for det meste skildre musiklivet i byen, som betegnes som country musikkens og gospel musikkens hovedstad.
Her møder vi i som så mange andre Altman film et hav af personer og hører deres historier, der på forskelligvis bliver filtret ind i hinanden.
Filmen er fyldt med datidens, men senere også store stjerner, som fx David Arkin, Barbara Baxley, Ned Beatty, Karen Black, Ronee Blakley, Keith Carradine, Geraldine Chaplin, Shelley Duvall, Scott Glenn, Jeff Goldblum, Elliott Gould, Barbara Harris, David Hayward, Michael Murphy, Cristina Raines og Lily Tomlin.
Filmens gode manuskript er skrevet af Joan Tewkesbury, der senere mest har gjort karriere i instruktørstolen på flere tv-serier og dette var hendes anden film sammen med Robert Altman.
Filmen er meget typisk Altman: Masser af dialog, masser af personer, masser af historier og en optagestil, som får en til at føle man er tilstede lige der, hvor de mange scener foregår.
En anden vigtig ting var for at øge realismen, bad Altman de forskellige skuespillere ikke blot selv fremføre deres sange, de skulle også selv skrive dem og improvisere i visse af scenerne, hvilket man også kan mærke når man ser filmen, det er "rigtige" figurer, så selvom det måske kan virke kedeligt, gør det faktisk sit til at man blivet suget ind i filmen i stedet for kun at være tilskuer.
Filmen vandt tros sin popularitet kun en enkelt Oscar for bedste sang: "I'm Easy" sunget og skrvet af Keith Carradine, selvom den var normineret både for Bedste Film og Bedste Instruktion.
Hvis man kender til country musik, vil man meget hurtigt kunne se at flere af figurerne er baserede virkelige musikere, således Henry Gibsons som spiller Haven Hamilton er en blanding af Roy Acuff, Hank Snow og Porter Wagoner, i Ronee Blakelys Barbara Jean kan man genkende Loretta Lynn, ligesom Keith Carradines helt tydeligt at han er inspirret af Kris Kristofferson og Karen Blacks lidt for meget Lynn Anderson og sådan kan man sidde og hygge sig, hvis man ser filmen flere gange.
Filmen følger også en præsidentkandidat og hans forsøg på at vinde stemmer. En fanatisk fan, hvis besættelse af sit idol får fetale følger for en en af vores hovedpersoner.
Selvom det er en musikgenre, som har udviklet sig meget siden og mange vil måske sige, at filmen måske kun er et øjeblik, fra en tid, der ikke er mere, kan det ikke benægtes at flere af sangene stadig spilles og faktisk har gjort at flere af de medvirkende stadig rejser rundt sideløbende med deres skuespil og giver koncert. Selvom der er tale om mainstreem country musik fik fik sangene og filmen i 2002 fornyet liv, da der blev udgivet en a CD "Tribute to Robert Altman's Nashville" som indeholdt nyfortolkninger af filmens sang indspillet af så store navne som Carolyn Mark, Kelly Hogan, og Neko Case.
Den færdige film varer godt 160 minutter, men Robert Altman havde skudt så meget film at man på et tidspunkt overvejde, at udsende den som en 2 delt mini tv-serie kandet "Nashville Red" og "Nashville Blue", men blev af flere grunde skrinlagt. De manglende scener findes ikke på den nuværende dvd-udgave, men hvem ved hvis fx Critirion få fingre i filmen, kunne det være man får det at se, for deres udgivelser af andre Altman film har været en nydelse på såvel dvd som LaserDisc.
Nogle år senere var der tale om at man ville lave en fortsættelse, med titlen "Nashville 12" hvor man skulle følger figurerne 12 år efter, men andre projekter kom i vejen og det blev ikke til noget.
Jeg lå og så "Sam Peckinpah´s West: Legacy of a Hollywood Renegade" som er en af de tre dokumentar film der er med på den "Wild Bunch" DVD, som Crystalstar1200 anmelder i #113 (fin anmeldelse by the way, er helt enig).
Dokumentaren er en kronologisk gennem gang af Peckinpah´s liv og film, der er dog mest om filmene, den smule der er om hans liv tager for det meste udgangs punkt i den film man nu er noget til. Af en eller anden grund så stopper dokumentaren ved "Bring Me the Head of Alfredo Garcia" og hans sidste fire film (The Osterman Weekend (1983), Convoy (1978), Cross of Iron (1977), The Killer Elite (1975)) bliver slet ikke nævnt, godt nok er de film ikke blandt hans bedste (The Osterman Weekend og Convoy er klart hans dårligste film) men det kunne nu være meget interssant at høre om dem også.
Rigtig god dokumentar om Peckinpah´s film/liv, som desværre ikke er fuldbyrdig.
”Darwin Awards” er en særlig slags hæder, som tildels personer, som gennem dum og spektakulær adfærd har forbedret den menneskelige genetiske pulje ved at hindre egne gener i at nå frem til nye generationer. Prisen har navn efter evolutionsteorien fader Charles Darwin og uddeles via internettet. Der er ikke forbundet penge eller andet materielt med prisen, men kun omtale og latterliggørelse. F.eks. hvis man er død af at jonglere med håndgranater, så er man kvalificeret til denne pris. Det er altså dumme uheld der medfører døden.
Michael Burrows (Joseph Fiennes) er en meget dygtig retstekniker og sammen med forsikringsagenten (Winona Ryder) skal de prøve at opklare potentiel forsikringssvindel. Dette gør Michael ved at undersøge mennesker ud fra disse ”Darwin Awards” lignende dumheder. Kan man finde noget fælles ved disse mennesker, så kan han spare forsinkringsselskaberne for mange millioner.
”Darwin Awards” er en anderledes skæv komedie med et ufattelig stærk rolleliste. Med Joseph Fiennes (fra bl.a. ”Luther” og ”Enemy At The Gates”) og Winona Ryder (fra bl.a. Edwards Saksehånd og Girl, Interrupted) i front er der yderligere plads til navne som: David Arquette, Juliette Lewis og den for nylig afdøde Chris Penn plus mange flere. Filmen er til tider ret sjov og dette er især i kraft af de stupide uheld som bliver rekonstrueret i filmen. Hjernedøde uheld som desværre koster liv året rundt. Dette gør vel filmens genre til en tragikomisk film krydret med lidt klassisk detektiv film. En ganske underholdende film med et interessant koncept. Dog sidder man med fornemmelsen af at dette koncept kunne være bedre udført? Dog er filmen et kig værd..
2,5 af 6 Anmeldt af: Kim Kornum Instruktør: Finn Taylor Medvirkende: Joseph Fiennes, Winona Ryder, Chris Penn, David Arquette, Juliette Lewis Udkommer: 6. februar
"When people ask me if I went to film school I tell them, 'no, I went to films.'" -QT
Herlig film i den gode, gamle stil. Det er en fornøjelse at se en actionfilm med en af sine gamle "helte", og så opdage, at selvom han er ældre, så er han stadig lige sej. Samme følelse, som jeg sad med efter at have set "Payback" i sin tid.
De tre hovedroller gør det rigtig godt: Bruce Willis: Tilbage i den vante stil, som han gør så godt. David Morse: Altid en fornøjelse. Han er lige så god i denne, som han var i f.eks. "The Green Mile". Mos Def: Han er pisse-irriterende i filmen, men jeg går ud fra, at det er det han skal spille, og så må det siges at blive gjort godt. Og det er jo ikke fordi man er vant til, at rapstjerner, som prøver lykken i Hollywood gør det godt...
Det undrer mig lidt, at man ikke har taget dette manuskript, og lavet det om til en "Die Hard 4", for det er da oplagt:
Det ville være meget nemt at tilføje en masse John McClane-kommentarer i filmen. F.eks. sad jeg under hele den første del af busturen og ventede på, at Bruce skulle sige "Du må altså godt bruge bremsen - det er jo ikke 'Speed' det her".
Eddie Bunker (Mos Def) kunne fint have vist sig at være Samuel Jacksons knægt fra "Die Hard 3" - det kunne så være filmens dramatiske højdepounkt, når de tilsidst i ambulancen fandt ud af, hvem hinanden var (i stedet for det nuværende lidt fesne "højdepunkt": "hun er ikke min kæreste, men min søster")
Det kunne også passe fint med, at John McClane var blevet lidt småkurrupt omkring år 2000 (efter Holly var gået fra ham). Den søster han har i "16 Blocks" kunne så være omskrevet til datteren fra "Die Hard"-filmene (hun har så taget sig af faren, efter han er begyndt at gå i hundene (igen)).
I øvrigt havde "16 Blocks" en fed replik, som ryger direkte ind på min favoritliste over citater: "I believe that life's too long - And guys like you make it even longer."
Jeg gider ikke lave en egentlig anmeldelse af filmen. En sådan (som jeg kan vedkende mig) kan man læse her". OBS! Den er fyldt med spoilers.
//JackJazz
Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.
Så fik jeg også set ekstramaterialet. Mine kommentarer:
1. Jeg må sige, at jeg faktisk bedre kan lide den alternative slutning. 2. Jeg mener man har begået en fejl, ved at klippe de slettede scener fra. Efter min mening ville filmen have været bedre (selvom den er udmærket), hvis man havde valgt at lade langt de fleste af scenerne blive i filmen - også selvom det så havde været en 2-timersfilm. 3. Husk at lytte til kommentarerne til fraklippene. Der får man en sjov lille ekstrainformation med link til "Lethal Weapon 4".
//JackJazz
Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.
Efter noget snak i en anden tråd om John Ford igår og en yderst trættende dags arbejde, blev det til denne film af Ford (Oscarvinder Best Picture, Best Director, Best Supporting Actor, Best Art Direction og Best Cinematography) fra 1941. Læs ikke mere, hvis du hader Familiejournalen og trivialnoveller.
Jeg skal snarest muligt til psykolog, for jeg tudede som en kælling det meste af filmen igennem, selv om det nok i de flestes øjne, er en for "simpel" film med for nemme melodramatiske points. Det var det ikke for mig. Livet og familien der blev portrætteret mindede mig i den grad om min egen og de kår, som mine egne forældre voksede op i. Det er sikkert svært at forstå for nogle, men den gamle mor i filmen var en eksakt kopi af min egen mormor.
Det ramte hårdt i følelsesregisteret og jeg måtte til tælling flere gange. Ord er overflødige, men jeg er sikker på det er de færreste, som vil se den film med samme øjne som mig. Som anmelderen John Puccio så sigende skriver:
" Of course, it's sentimental. So is life."
Film: 8.5/10 DVD: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#129: Jeg tror, at man kan blive følelsesmæssigt ramt af stort set enhver film, der (tilfældigvis) rammer éns personlige oplevelser i livet. Men, hvis du prøver at se bort fra de personlige aspekter i filmoplevelsen, vil du så ikke give de fleste andre ret i, at det er en fænomenal filmoplevelse, fordi det er så velbeskrevet, underspillet og samtidig ligetil?
//JackJazz
Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.
#121 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
Sad hjemme det meste af dagen og så film, mens jeg ventede på at en ven skulle ringe, så det blev til "Nashville", "Short Cuts" og "The Player" alle af nyeligt afdøde Robert Altman.
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#122 jessup 17 år siden
#123 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
Nashville er en lidt "gammel" sag og havde premiere i 1975, som som for det meste skildre musiklivet i byen, som betegnes som country musikkens og gospel musikkens hovedstad.
Her møder vi i som så mange andre Altman film et hav af personer og hører deres historier, der på forskelligvis bliver filtret ind i hinanden.
Filmen er fyldt med datidens, men senere også store stjerner, som fx David Arkin, Barbara Baxley, Ned Beatty, Karen Black, Ronee Blakley, Keith Carradine, Geraldine Chaplin, Shelley Duvall, Scott Glenn, Jeff Goldblum, Elliott Gould, Barbara Harris, David Hayward, Michael Murphy, Cristina Raines og Lily Tomlin.
Filmens gode manuskript er skrevet af Joan Tewkesbury, der senere mest har gjort karriere i instruktørstolen på flere tv-serier og dette var hendes anden film sammen med Robert Altman.
Filmen er meget typisk Altman: Masser af dialog, masser af personer, masser af historier og en optagestil, som får en til at føle man er tilstede lige der, hvor de mange scener foregår.
En anden vigtig ting var for at øge realismen, bad Altman de forskellige skuespillere ikke blot selv fremføre deres sange, de skulle også selv skrive dem og improvisere i visse af scenerne, hvilket man også kan mærke når man ser filmen, det er "rigtige" figurer, så selvom det måske kan virke kedeligt, gør det faktisk sit til at man blivet suget ind i filmen i stedet for kun at være tilskuer.
Filmen vandt tros sin popularitet kun en enkelt Oscar for bedste sang: "I'm Easy" sunget og skrvet af Keith Carradine, selvom den var normineret både for Bedste Film og Bedste Instruktion.
Hvis man kender til country musik, vil man meget hurtigt kunne se at flere af figurerne er baserede virkelige musikere, således Henry Gibsons som spiller Haven Hamilton er en blanding af Roy Acuff, Hank Snow og Porter Wagoner, i Ronee Blakelys Barbara Jean kan man genkende Loretta Lynn, ligesom Keith Carradines helt tydeligt at han er inspirret af Kris Kristofferson og Karen Blacks lidt for meget Lynn Anderson og sådan kan man sidde og hygge sig, hvis man ser filmen flere gange.
Filmen følger også en præsidentkandidat og hans forsøg på at vinde stemmer. En fanatisk fan, hvis besættelse af sit idol får fetale følger for en en af vores hovedpersoner.
Selvom det er en musikgenre, som har udviklet sig meget siden og mange vil måske sige, at filmen måske kun er et øjeblik, fra en tid, der ikke er mere, kan det ikke benægtes at flere af sangene stadig spilles og faktisk har gjort at flere af de medvirkende stadig rejser rundt sideløbende med deres skuespil og giver koncert. Selvom der er tale om mainstreem country musik fik fik sangene og filmen i 2002 fornyet liv, da der blev udgivet en a CD "Tribute to Robert Altman's Nashville" som indeholdt nyfortolkninger af filmens sang indspillet af så store navne som Carolyn Mark, Kelly Hogan, og Neko Case.
Den færdige film varer godt 160 minutter, men Robert Altman havde skudt så meget film at man på et tidspunkt overvejde, at udsende den som en 2 delt mini tv-serie kandet "Nashville Red" og "Nashville Blue", men blev af flere grunde skrinlagt. De manglende scener findes ikke på den nuværende dvd-udgave, men hvem ved hvis fx Critirion få fingre i filmen, kunne det være man får det at se, for deres udgivelser af andre Altman film har været en nydelse på såvel dvd som LaserDisc.
Nogle år senere var der tale om at man ville lave en fortsættelse, med titlen "Nashville 12" hvor man skulle følger figurerne 12 år efter, men andre projekter kom i vejen og det blev ikke til noget.
Her kan du/I læse mere
http://www.imdb.com/title/tt0073440/trivia
Alt i alt en velspillet og ikke mindst skrevet film, men spørg hvis du vil vide mere.
Film: 7/10
DVD: 6/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#124 jessup 17 år siden
#125 aknot 17 år siden
Dokumentaren er en kronologisk gennem gang af Peckinpah´s liv og film, der er dog mest om filmene, den smule der er om hans liv tager for det meste udgangs punkt i den film man nu er noget til. Af en eller anden grund så stopper dokumentaren ved "Bring Me the Head of Alfredo Garcia" og hans sidste fire film (The Osterman Weekend (1983), Convoy (1978), Cross of Iron (1977), The Killer Elite (1975)) bliver slet ikke nævnt, godt nok er de film ikke blandt hans bedste (The Osterman Weekend og Convoy er klart hans dårligste film) men det kunne nu være meget interssant at høre om dem også.
Rigtig god dokumentar om Peckinpah´s film/liv, som desværre ikke er fuldbyrdig.
7,5/10
#126 filmz-Chemic 17 år siden
”Darwin Awards” er en særlig slags hæder, som tildels personer, som gennem dum og spektakulær adfærd har forbedret den menneskelige genetiske pulje ved at hindre egne gener i at nå frem til nye generationer. Prisen har navn efter evolutionsteorien fader Charles Darwin og uddeles via internettet. Der er ikke forbundet penge eller andet materielt med prisen, men kun omtale og latterliggørelse. F.eks. hvis man er død af at jonglere med håndgranater, så er man kvalificeret til denne pris. Det er altså dumme uheld der medfører døden.
Michael Burrows (Joseph Fiennes) er en meget dygtig retstekniker og sammen med forsikringsagenten (Winona Ryder) skal de prøve at opklare potentiel forsikringssvindel. Dette gør Michael ved at undersøge mennesker ud fra disse ”Darwin Awards” lignende dumheder. Kan man finde noget fælles ved disse mennesker, så kan han spare forsinkringsselskaberne for mange millioner.
”Darwin Awards” er en anderledes skæv komedie med et ufattelig stærk rolleliste. Med Joseph Fiennes (fra bl.a. ”Luther” og ”Enemy At The Gates”) og Winona Ryder (fra bl.a. Edwards Saksehånd og Girl, Interrupted) i front er der yderligere plads til navne som: David Arquette, Juliette Lewis og den for nylig afdøde Chris Penn plus mange flere. Filmen er til tider ret sjov og dette er især i kraft af de stupide uheld som bliver rekonstrueret i filmen. Hjernedøde uheld som desværre koster liv året rundt. Dette gør vel filmens genre til en tragikomisk film krydret med lidt klassisk detektiv film. En ganske underholdende film med et interessant koncept. Dog sidder man med fornemmelsen af at dette koncept kunne være bedre udført?
Dog er filmen et kig værd..
2,5 af 6
Anmeldt af: Kim Kornum
Instruktør: Finn Taylor
Medvirkende: Joseph Fiennes, Winona Ryder, Chris Penn, David Arquette, Juliette Lewis
Udkommer: 6. februar
#127 filmz-jackjazz 17 år siden
Herlig film i den gode, gamle stil. Det er en fornøjelse at se en actionfilm med en af sine gamle "helte", og så opdage, at selvom han er ældre, så er han stadig lige sej. Samme følelse, som jeg sad med efter at have set "Payback" i sin tid.
De tre hovedroller gør det rigtig godt:
Bruce Willis: Tilbage i den vante stil, som han gør så godt.
David Morse: Altid en fornøjelse. Han er lige så god i denne, som han var i f.eks. "The Green Mile".
Mos Def: Han er pisse-irriterende i filmen, men jeg går ud fra, at det er det han skal spille, og så må det siges at blive gjort godt. Og det er jo ikke fordi man er vant til, at rapstjerner, som prøver lykken i Hollywood gør det godt...
Det undrer mig lidt, at man ikke har taget dette manuskript, og lavet det om til en "Die Hard 4", for det er da oplagt:
Eddie Bunker (Mos Def) kunne fint have vist sig at være Samuel Jacksons knægt fra "Die Hard 3" - det kunne så være filmens dramatiske højdepounkt, når de tilsidst i ambulancen fandt ud af, hvem hinanden var (i stedet for det nuværende lidt fesne "højdepunkt": "hun er ikke min kæreste, men min søster")
Det kunne også passe fint med, at John McClane var blevet lidt småkurrupt omkring år 2000 (efter Holly var gået fra ham). Den søster han har i "16 Blocks" kunne så være omskrevet til datteren fra "Die Hard"-filmene (hun har så taget sig af faren, efter han er begyndt at gå i hundene (igen)).
I øvrigt havde "16 Blocks" en fed replik, som ryger direkte ind på min favoritliste over citater: "I believe that life's too long - And guys like you make it even longer."
Jeg gider ikke lave en egentlig anmeldelse af filmen. En sådan (som jeg kan vedkende mig) kan man læse her". OBS! Den er fyldt med spoilers.
//JackJazz
#128 filmz-jackjazz 17 år siden
Så fik jeg også set ekstramaterialet. Mine kommentarer:
1. Jeg må sige, at jeg faktisk bedre kan lide den alternative slutning.
2. Jeg mener man har begået en fejl, ved at klippe de slettede scener fra. Efter min mening ville filmen have været bedre (selvom den er udmærket), hvis man havde valgt at lade langt de fleste af scenerne blive i filmen - også selvom det så havde været en 2-timersfilm.
3. Husk at lytte til kommentarerne til fraklippene. Der får man en sjov lille ekstrainformation med link til "Lethal Weapon 4".
//JackJazz
#129 filmz-Bruce 17 år siden
Efter noget snak i en anden tråd om John Ford igår og en yderst trættende dags arbejde, blev det til denne film af Ford (Oscarvinder Best Picture, Best Director, Best Supporting Actor, Best Art Direction og Best Cinematography) fra 1941. Læs ikke mere, hvis du hader Familiejournalen og trivialnoveller.
Jeg skal snarest muligt til psykolog, for jeg tudede som en kælling det meste af filmen igennem, selv om det nok i de flestes øjne, er en for "simpel" film med for nemme melodramatiske points. Det var det ikke for mig. Livet og familien der blev portrætteret mindede mig i den grad om min egen og de kår, som mine egne forældre voksede op i. Det er sikkert svært at forstå for nogle, men den gamle mor i filmen var en eksakt kopi af min egen mormor.
Det ramte hårdt i følelsesregisteret og jeg måtte til tælling flere gange. Ord er overflødige, men jeg er sikker på det er de færreste, som vil se den film med samme øjne som mig. Som anmelderen John Puccio så sigende skriver:
" Of course, it's sentimental. So is life."
Film: 8.5/10
DVD: 7/10
#130 filmz-jackjazz 17 år siden
Jeg tror, at man kan blive følelsesmæssigt ramt af stort set enhver film, der (tilfældigvis) rammer éns personlige oplevelser i livet. Men, hvis du prøver at se bort fra de personlige aspekter i filmoplevelsen, vil du så ikke give de fleste andre ret i, at det er en fænomenal filmoplevelse, fordi det er så velbeskrevet, underspillet og samtidig ligetil?
//JackJazz