En ny morder gemmer sig bag den velkendte Ghostface-maske i den nyeste “Scream”-trailer.
Fortiden giver vist aldrig slip på Sidney Prescott. Den klassiske gyserkarakter står for femte gang over for den maskerede morder, som først blev skabt af gysermesteren Wes Craven i den første “Scream”.
De enkelte film i slasher-franchisen har alle fungeret som metakommentarer på filmlandskabet ved den givne films udgivelse, og den nye film er tilsyneladende ingen undtagelse. Titlen på den kommende film, der er den helt samme som originalens titel, er sandsynligvis resultatet af Hollywoods tendens til bløde reboots, remakes og fortsættelser, som vi blandt andet har set i “Halloween” (2018).
Læs også: “‘Scream’ (2022) får R-Rating”
I den nye “Scream” er det for første gang ikke Craven, der sidder ved roret, da han gik bort i 2015. I stedet er det instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der stod bag den fantastiske satiriske gyser “Ready or Not”, som har overtaget tøjlerne.
De holder sig dog til franchisens rødder — i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i “Scream”-traileren. Her er det en ny gruppe unge venner, der hærges af Ghostface-morderen, og Sidney Prescott (Neve Campbell), Dewey Riley (David Arquette) og Gale Weathers (Courtney Cox) vender alle tilbage for at stoppe den nye maskerede psykopat.
“Scream” stod oprindeligt over for en biografpremiere i morgen, den 13. januar, men fordi landets biografer i øjeblikket har fået lukket dørene i, må vi vente til, at de åbnes igen, før vi kan se slasher-filmen.