Sammen har de medvirket til at skrive manuskriptet på “Jurassic World”. Men “Star Wars: Episode IX” kræver nu hjælp udefra til Derek Connolly og instruktør Colin Trevorrow. “Harry Potter”-forfatteren Jack Thorne er nu blevet indkaldt til at omskrive “Episode IX”.
Se også: ”Star Wars”-instruktør: Carrie Fishers død begrænser “Episode IX”
Det er The Hollywood Reporter, der skriver, at manuskript-forfatteren til teaterstykket “Harry Potter and the Cursed Child” nu bliver hentet ind for at kaste friske øjne på manuskriptet, der afslutter den nye “Star Wars”-trilogi.
Til sammenligning har instruktør Rian Johnson alene skrevet “Star Wars: The Last Jedi” – det har Trevorrow og Connolly altså ikke evnet.
Opgaven med “Episode IX” blev også dramatisk vanskeliggjort med Carrie Fishers død. I rollen som Leia var hun tiltænkt en hovedrolle i Trevorrows film, hvilket naturligt nok har givet anledning til grundlæggende ændringer i manuskriptet.
“Star Wars: Episode IX” får premiere d. 24. maj i 2019.