Hvis du allerede har set sæsonafslutningen på “True Detective” og hungrer efter mere HBO, så er der godt nyt på vej. Det succesfulde netværk har nemlig netop udsendt en teaser til den kommende film “The Normal Heart”.
Se også: Se den blodige teaser til Steven Soderberghs kommende miniserie på HBO
Filmen, som er baseret på et skuespil fra 80’erne med samme navn, handler om en homoseksuel aktivist, der forsøger at øge folks bevidsthed om HIV/AIDS i de tidlige 80’ere. Udover Mark Ruffalo (“Shutter Island”), som spiller filmens hovedrolle, så inkluderer det stjernespækkede cast også Julia Roberts, Matt Bomer (“White Collar”), Taylor Kitsch (“John Carter”) og Jim Parsons (“The Big Bang Theory”).
I instruktørstolen sidder Ryan Murphy (“American Horror Story”, “Eat Pray Love”), mens filmens manuskript er skrevet af Oscar-nominerede Larry Kramer, som også står bag det originale skuespil. “The Normal Heart” får premiere d. 25. maj på HBO.