spis bed elsk
Udgivet 10. nov 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Kender du den type af mennesker, som ganske vist har det hele, men som alligevel jamrer så uendeligt meget over selv den mindste modstand, at man hurtigt finder det meget vanskeligt at fatte blot en snert af sympati for dem?
I stedet tager hun et gevaldigt forskud fra redaktøren – som må være en ualmindeligt generøs en af slagsen – og tager på en et års lang rejse omkring jorden for at finde frem til sin indre lykke. Som titlen antyder, bliver det en tur på tre stadier: En til Rom for at spise, en til Indien for at bede og meditere, og til sidst en til Bali for at finde kærligheden hos en sexet ubarberet Javier Bardem.
Et af filmens problemer er utvivlsomt, at selvom Julia Roberts er en herlig skuespillerinde i den rette slags film, så er hun ikke særlig god til at formidle indre konflikt, og på trods af at vi gentagne gange får at vide, hvor hårdt hun har det, så mærker man det ikke. Når filmen så samtidig lader hende opholde sig i den ene mere overdådige lokation efter den anden, og hun propper sig endeløst med lækre retter uden at se det mindste smule mindre anorektisk ud af den grund, så kappes forbindelsen til virkeligheden.
Film, der eksplicit forsøger sig med livsvisdom, har det med at blive frygteligt banale, og “spis bed elsk” er til tider også temmelig ucharmerende med sin tvivlsomme livsholding, hvor narcisisme står i centrum, gud findes indeni, og man må tilgive sig selv endeløst, uanset hvor mange andre man så måtte såre hen ad vejen. Oven i hatten så er manuskriptet til tider meget klodset, handlingen søvndyssende stillestående, og filmen er mindst en halv time for lang. Men nu må du undskylde mig. Jeg skal hen og bede min redaktør om et års lønforskud til en jordomrejse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet