Svindel og humbug

For dælen, hvor findes der mange serier! Vi ligefrem vælter os i amerikanske føljetoner, og det kan ofte være svært at navigere rundt imellem dem, så man undgår det værste og finder det bedste. De danske tv-kanaler har en uheldig, men måske nødvendig, tendens til at indkøbe de serier, der med sikkerhed bliver kommercielle succeser, mens de mere udfordrende og ofte betydeligt bedre af slagsen må lade livet i det danske tv-landskab. “White Collar” hører bestemt ikke til blandt de sidste og kan med sin mainstream-stil næppe kaldes mere end underholding. Når det er sagt, må man også indrømme, at man sjældent keder sig med serien, som besidder en god portion charme.

Neal Caffrey betragtes som en af verdens dygtigste storsvindlere, men i FBI-agenten Peter Burke har han fundet sin overmand og sidder derfor i fængsel. Der skal dog mere til for at holde på Caffrey, som efter en nøje planlagt flugt befinder sig på ydersiden af murerne – det samme gør dog agent Burke, som allerede inden for et døgn finder frem til den charmerende svindler. I stedet for at ende i fængsel endnu en gang, lykkes det Caffrey at overtale Burke til at blive konsulent for FBI – nærmere bestemt som Burkes makker i afdelingen for økonomisk kriminalitet.

“White Collar” er bygget op på samme måde som fx “House”, “Castle” og “CSI”: Hvert enkelt afsnit er en afsluttet historie, men sideløbende kører en fortløbende fortælling, som gennem hele sæsonen er incitament for, at seeren ikke forlader serien. I nærværende tilfælde handler denne fortælling om Neal Caffreys søgen efter sin ekskæreste Kate, som af mystiske årsager er forsvundet. Hun efterlader dog en masse kryptiske spor, som Neal løbende skal afkode. I størstedelen af sæsonens afsnit er dette handlingsforløb henlagt til afsnittets sidste minutter, og det virker næsten, som om forfatterne kun har indskrevet det, fordi producerne har tvunget dem til det. Det føles aldrig som en naturlig del af de enkelte afsnit og er derfor heller ikke synderligt engagerende for os seere.

Karaktererne er som i så mange andre amerikanske mainstreamserier temmeligt overfladiske, men i “White Collar” er de oven i hatten meget usandsynlige. Svindleren Caffrey er en sofistikeret storcharmør af karat, men alle hans scams går lige lovligt glat. Det skyldes naturligvis hans perfekte ydre og meget høje intelligens, meeen… hvad med et par brister? Altså ud over at være svindler. Hans makker Burke er – som det sig hør og bør, når alle skal kunne følge med – en diametral modsætning. Han foretrækker øl og fodbold frem for vin og kunst, og hjemme venter hans alt for perfekte og forstående kone i form af Tiffany Amber Thiesen, som vi bedst kender som überkælling fra “Beverly Hills 90210”.

Men var der ikke noget med, at serien også besidder en vis portion charme? Jo, det gør den skam, og det var absolut ikke kun af pligtfølelse, at undertegnede pløjede hele sæsonen igennem på forholdsvis kort tid. På trods af en svag, fortløbende historie er de enkelte afsnit vældigt medrivende. Det er ikke så få situationer, det usandsynlige makkerpar kaster sig ud i, og de mange forfalskninger og snyderier, som Caffrey præsterer, er ofte underholdende og finurligt udtænkt.

Hvis man kun afsætter lidt af sin dyrebare tid til serie-kigning, er det ikke “White Collar”, man skal satse på – der findes ganske enkelt mange serier, som er langt mere interessante. Men som letfordøjelig underholdning fungerer den rigtig godt, og som storforbruger af serier synes denne anmelder absolut ikke, at timerne sammen med Caffrey og Burke er dårligt spenderet.

Video

Præsenteret i 16:9. “White Collar” ser rigtig fint ud på dvd. Først og fremmest er kontrasten så stabil, som den kan blive, og farverne er mestendels naturlige. Der er ingen edge-enhancement, og skarpheden er fin. Eneste anke – og det er en lille en af slagsen – er en smule digital støj.

Audio

Dolby Digital 5.1. Det er svært at finde problemer i dvd’ens lydspor. Dialogen er sprød og meget nærværende, og det funk/blues-baserede soundtrack har en god fylde i alle kanaler. Det er den slags lydspor, der ikke rigtigt gør noget galt… men det er bare lidt kedeligt. Mens musikken klinger fint, mangler de atmosfæriske elementer noget fylde – med andre ord kunne den rumlige fornemmelse sagtens optimeres.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet befinder sig på sidste dvd i boksen. Der er ti minutters fraklip, som dog ikke er specielt sjove, og hvis man virkelig er fan, kan man også muntre sig med nogle af de scener, der blev sakset i klipperummet. Derudover bydes vi på tre små featuretter, som primært omhandler de to hovedpersoner og deres forhold til hinanden – både foran og bag kameraet. Alt i alt hverken virkelig godt eller skidt.