Fortsættelsen til Michael Manns ikoniske “Heat” bliver instruktørens næste film.
Filmelskere kunne begynde at glæde sig, da Mann sidste år fortalte, at der ikke kun ville udkomme en “Heat”-fortsættelse i romanform, men at han også havde planer om at skyde en film baseret på netop den bog.
Siden da har der dog været tyst på “Heat 2”-fronten. Instruktøren har da også haft travlt med sit passionsprojekt “Ferrari”, som han har brugt to årtier på at få til at blive til realitet, og som nu langt om længe fik premiere på Filmfestivallen i Venedig i august. Det vil sige, at der har været tyst… indtil nu.
Du kan se den intense trailer til “Ferrari” lige her.
Ved Deadlines Contenders London-event blev instruktøren nemlig spurgt om, hvorvidt “Heat 2” ville blive hans næste projekt efter filmen om racergiganten.
“Ja. Meg Gardiner og jeg skrev romanen ‘Heat 2’, som udkom mens vi filmede ‘Ferrari’. Den gjorde det godt. Jeg har planer om at skyde den bagefter.”
Sidste år kom det frem, at Manns Enzo Ferrari-skuespiller Adam Driver var i forhandlinger om rollen som Neil McCauley, der oprindeligt blev spillet af Robert De Niro. Da Deadline spurgte instruktøren om “Marriage Story”-stjernen er tilkoblet projektet, fik man et grin og et “Muligvis”, der blev uddybet, da instruktøren fortalte, at han og Driver har den samme arbejdsetik og kom godt ud af det med hinanden.
“Heat 2” er både en fortsættelse og en prequel til 1995-filmen. Her følger vi både McCauley og Chris Shiherlis, der blev spillet af Val Kilmer, og Vincent Hanna, der blev spillet af Al Pacino, i årene op til originalens handling samt årene efter, hvor vi følger de overlevende karakterer.
På trods af at “Heat 2” bliver Manns næste film, ved vi endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se den.