Sommeren har ramt det danske land, og med forventninger om hedebølger, er der store forventninger til, at solstrålerne regner ned over festivalpladserne. Danmark har også et stort udvalg: Smukfest, Roskilde Festival, Alive, Nibe Festival og Samsø Festival er et lille håndpluk af de mange muligheder for musik i sommersolen.
Skal du ikke afsted i år, eller er du træt af det upraktiske ved at bo i telt i en hel uge, kan du slippe for det hele og stadig opleve gode musikoptrædener. Vi har samlet en liste af udvalgte musikdokumentarer, koncertfilm og biopics til at forsøde din sommer. Der er mange flere at vælge imellem, og vi opfordrer dig til at søge selv. Om man søger noget velkendt musik eller anerkendte oplevelser, kan man starte med filmene nedenunder.
“Summer of Soul”
Woodstock er et festival-ikon. Det ene år i 1969 festivalen forløb, hvor Jimi Hendrix, Janis Joplin, Joe Cocker, The Who og Sly and the Family Stone spillede i løbet af tre dage, er blevet cementeret som en del af en musikalsk epoke. Hvad de færreste var klar over dengang, var, at Harlem Cultural Festival forløb samme tid som Woodstock. Og det er en skam, fordi artisterne, der spillede, er stadig mindeværdige i dag: Stevie Wonder, Mavis Staples, Nina Simone, B.B. King, Gladys Knight & the Pips er værd at nævne. Det er Harlem Cultural Festival, som er udgangspunktet for “Summer of Soul”.
Ameer “Questlove” Thompson fra jazz-rap bandet The Roots instruerede “Summer of Soul” og blev hædret ved diverse filmfestivaler. Kombinationen af lydoptagelser, interviews med nulevende kunstnere og beskrivelser fra festivalen ender med en sansemæssig oplevelse, som desværre blev overskygget af Woodstock. “Summer of Soul” vandt desuden Oscar-statuetten for bedste dokumentarfilm i 2022.
“Summer of Soul” kan ses på Disney+.
“Stop Making Sense”
New wave-bandet Talking Heads nåede at lave banebrydende albums og bemærkelsesværdige koncerter i deres 16-årige levetid. Ved siden af deres mesterværk “Remain in Light” er deres koncertfilm “Stop Making Sense” placeret. Koncertfilm er normalt ikke højt rangeret, men “Stop Making Sense” er en undtagelse: Scenografien, kostumerne (heriblandt et ikonisk oppustet jakkesæt båret af forsanger David Byrne) og sangene går alle sammen op i en højere enhed. Det er ikke bare en koncert; det er en iøjefaldende fest.
Fra første sang, hvor Byrne står alene på scenen, den langsomme introduktion af alle medlemmerne og til sidste et endeligt inferno af skæve dansetrin fra alle musikerne på forreste række og en hyperenergisk frontmand, som ikke holder sig tilbage. Er man fan af post-punkede bands som The Minds of 99 eller Zar Paulo, kan man med fordel dykke ned i en henrivende musikfilm fra en af genrens pionerer.
“Stop Making Sense” kan lejes på Youtube.
“The Last Waltz”
The Band var et canadisk-amerikansk rockband, som stoppede efter 16 år. Deres afsked skete i form af “The Last Waltz” – en koncertfilm instrueret af Martin Scorsese. Fra udgangspunktet er det klart, at der er tale om en koncertfilm – seeren møder først teksten “This film should be played loud!”. Herefter går koncerten i gang. Ind i mellem sangene indsættes interviewklip, hvor medlemmerne af The Band reflekterer over deres karriere, deres musik og deres eftermæle. Filmen præsenterer derfor tankerne bag “The Last Waltz” i samspil med musikken.
Hvad der ophøjer The Bands afskedskoncert til et helt andet niveau, er bandets inddragelse af utallige gæstemusikere. Intet andet band har trukket Eric Clapton, Bob Dylan, Joni Mitchell, Dr. John, Neil Diamond, Van Morrison, Muddy Waters, Niel Young, Ronnie Hawkins og Bobby Charles op på scenen som kaniner op af hatten. “The Last Waltz” var sidste omgang for The Band, men koncerten var også et tegn på forandring. Nye genrer som punk, alternativ rock og new wave begyndte at boble op fra undergrunden, og den klassisk rock tog et skridt tilbage. “The Last Waltz” blev dengang en af de store hyldester til en stor genre.
“The Last Waltz” kan lejes på Itunes.
“Walk the Line”
Hvad der er et fællestræk for flere film på listen, er fortællingerne om stjerner, som udviklede nye genrer, stilarter eller med en særlig kendisfaktor. Med “Walk the Line” følger vi historien om Johnny Cash: Sangeren med en dyb baritone-stemme og bundløse tekster om sorg, fordærv og frelse. James Mangolds biopic fortæller historien om sangeren, som tog djævlen på sin skulder i stedet for at hellige sig gospel, som Cash oprindeligt spillede.
Hvad der samler et fantastisk soundtrack og flotte billeder, er Joachim Phoenix’ præstation som Cash. “Walk the Line” gav Phoenix sit gennembrud for at sin formidling af de intense følelser bag mennesket Cash. Castingen har været ikke andet end genial: Både Phoenix og Cash oplevede bortgangen af en bror i en tidlig alder. Den nerve har Phoenix taget og anvendt til en bragende performance om en mand, der er klar over sine synder, men fortsætter fremad. Cashs famøse optræden i Folsom Prison er også gengivet i filmen.
“Walk the Line” kan ses på Disney+.
“Ray”
Biopics har været et velkendt historiegreb for film. Fortællinger om stjerners storhed og problemer er blevet levendegjort på det store lærred siden 1954’s “Moonlight Serenade”. På et tidspunkt gik der inflation i det, og siden 2013 har der kun været ét år, hvor der ikke var et par biopics udgivet. Kvaliteten har været svingende. Inden den tid landede biopic’en “Ray”, som sparkede benene væk under de fleste og endte med at modtage to Oscar-statuetter.
“Ray” handler om rhythm and blues-pianisten Ray Charles (Jamie Foxx), som blev blind i en alder af syv. Her udviklede han langsomt et talent for musik og endte som solosanger. Succesfuld, fængende og charmerende er Charles i starten af filmen, men i takt med en øget popularitet begynder sangerens mørke sider at træde frem. Filmen er et fantastisk eksempel på, hvordan musik og drama kombineres til en oplevelse, hvor man både føler med personerne og gladeligt nynner med på sangene undervejs. I “Ray” kan Ray Charles ikke se sin succes, men han kan føle, smage, røre og høre den.
“Ray” kan lejes på Viaplay.
“Straight Outta Compton”
Rock, blues og new wave har fyldt listen indtil da. Vi runder af med en biopic om gruppen, der dannede grundlag for rapmusik i dag. Nutidens sange om stoffer, bandekriminalitet og racediskrimination kan spores tilbage til rapgruppen N.W.A. og deres oprørske musik. Compton i 1986 var et farligt sted at opholde sig. De fem medlemmer i N.W.A blandede sig også i bandemiljøet og fik stor succes ved at overføre deres oplevelser om til hits. Provokerende, løssluppent og aggressiv. “Straight Outta Compton” var et album så kontroversielt, at gruppen fik en notits fra FBI om ikke at spille “Fuck tha Police” på tour. Det gjorde det alligevel.
Udover revolutionen i lyd leverer “Straight Outta Compton” også det interne drama mellem medlemmerne. Ice Cube melder sig ud ag gruppen og ender med at blive et mere populært navn end N.W.A. Pladeselskabsfolk prøver at snyde dem for betaling, og Dr. Dre truer sig til sin frihed fra en kontrakt for efterfølgende at grundlægge pladeselskabet Death Row Records. Selvom historien er knap 40 år gammel, er problematikkerne om racediskrimination stadig aktuelle i dag. “Straight Outta Compton” er en historie om at gøre modstand mod undertrykkelse.
“Straight Outta Compton” kan ses på Netflix.
