James Cameron udtalte for nylig, at han tror, at det om 10 år vil være almindeligt at se 3D uden brug af 3D-brillerne. Nu fortæller instruktøren endvidere, at alt i fremtiden vil være i 3D.
Se også: James Cameron: 3D uden 3D-briller om 10 år.
På spørgsmålet om der bliver lavet for mange film i 3D i dag, sammenligner Cameron det med overgangen fra sort-hvid til farvefilm: ”Blev der lavet for mange film i farver? Det er bare sådan, det er. Alt er i farver nu. Det er ikke sort-hvid. Alt vil på et tidspunkt blive i 3D,” mener Cameron og tilføjer:
”Men det skal selvfølgelig være god 3D. Folk skal skelne mellem god 3D og dårlig 3D.”
Cameron slår samtidig fast, at han ikke længere er tilknyttet “Cleopatra”, men i stedet vil bruge tiden på at forberede de to “Avatar”-fortsættelser.
Se også: Officielt: “Avatar 2” får premiere i 2014 – “Avatar 3” i 2015.
#71 Highland Park 13 år siden
Jeg skrev jo ikke: "... men derimod hvorvidt økonomien i fremtiden kan forhindre alle film i at blive indspillet i 3D, som det sig hør og bør."
#70: Men kan den trække fulde huse?
#72 KVASAR 13 år siden
Den har garanteret 4D-effekten!
#73 Antlion 13 år siden
Patriarch skrev:
Denne sætning underbygger netop, at film i fremtiden (i følge Patriarch) ubevidst filmes i 3D, ligesom farvefilm gøres i dag.
#74 Mark Malmstrøm 13 år siden
ÅHHH det er nemt nok - sæt et kæmpe 3d-glas ting (som i 3d-brillerne) foran bio skærmen og vupti - 3d effecten virker nu uden briller
#75 mr gaijin 13 år siden
Good one! :)
#76 filmz-Myrepip 13 år siden
Helt og aldeles halvt uenig. Ja, film har lige siden TV's indtog, været i konkurrence med TV og hvad hjemmefronten ellers kunne hitte på af konkurrenceparametre.
Farver har ALDRIG været tænkt som en spektakulær effekt, men som en naturlig udvikling af en fra fødslen af, primitiv teknologi. Allerede i 1895 forsøgte man ved håndkraft at tilføje de farver til George Melies science fiction film, man ønskede. Den første kommercielle farveproces på denne vis til film var Pathé Color fra 1905. Allerede i 1855 blev spadestikket til den moderne farve fotografi proces udviklet af den skotske professor James Clerk Maxwell, som beskrev RGB farvemodellen, men derfra og til at implementere denne succesfuldt i 1880'erne i en ny fotokemisk proces, der er trods alt en smule vej. Men der findes fine farvefilm af 1. verdenskrigs sekvenser og Technicolor var allerede fremme i 1923 i Ben Hur og i 1925 med filmen Phantom of the Opera.
Farver er en ligeså naturlig del af film, som det er unaturligt for en maler, kun at male i gråtoner.
På samme måde er 1.19:1 og 1.33-1.37:1, de såkaldte fullscreen og Academy ratio formater mere afledt af begrænsningerne i stumfilm æraens begyndelse, end drevet af kunstneriske behov. Og har man først implementeret dyre lærreder indeholdende sølv i biografer, som tilpasser sig disse optage formater, så er et skift ca. ligeså stor og dyr en proces, som at gå fra analog til digital.
Et aspect ratio valg, imellem 1.33:1 og 2.76:1, som velsagtens er de to yderpoler, full screen og ekstrem widescreen, er et instruktørmæssigt valg, som det er for en maler som Leonardo Da Vinci at male Mona Lisa 0.68:1 eller Caravaggio eller Rembrandt at male nogle af deres monumentale "widescreen" malerier. Alle som har set film noir film fra 40'erne og sværd og sandal film, vil ret hurtigt fange mulighederne for at portrættere virkeligheden i fullscreen kontra widescreen format. Hvert format har sine styrker og er ganske naturlige valg afhængig af indhold og instruktørens fokusering.
Film og lyd er tvillingesøskende. "Født" i samme periode og begrænset af den teknologiske primitivitet for perioden indtil tiden efterfølgende fik bearbejdet lydkvaliteten til et mere og mere realistisk stade. Man kan så absolut argumentere for, at højttaler arrangementet til Jordskælv så sandelig var en spektakulær effekt, som skulle trække folk i biografen og jeg skal ikke argumentere imod.
Heldigvis er surround effekten modnet, fra især introduceringen med Indiana Jones III, hvor det gjaldt om at have mere lyd i sidehøjttalerne end i frontlydbilledet, når man skulle blære sig.
Siden har standarderne overtaget teten og hvor D65 er kalibreringen iht. en naturlig og neutral farver og kontrast indstilling, så har kvalificerede kræfter forlængst gjort deres indtog med lydkalibrering, hvor automatik nu uden problemer foretager de selvsamme udregninger hurtigere og bedre, end nogen højtkvalificeret og manuel arbejdskraft, kunne have gjort det. Resultatet en gengivelse af lyd i op til 7 kanaler, med udgangspunkt i en lytte- og seerposition i nålens øje, så man opfatter lyden som var man selv tilstede.
Cinerama var som 3D en eksperimental teknologi, som forsøgte sig med et bredskærmsformat verden aldrig havde set lignende før. Modsat 3D, er Cinerama en teknologi, som præcist optager og gengiver verdenen, som øjet oplever den. Ved at gengive dette på et kurvet lærred i en dimension på ca. 3.00:1, vil publikum ved at side indenfor en vis afstand, opleve det optagede, som oplevede man det selv. Effekten var ufatteligt overbevisende og naturlig, men et helvede at indspille og afspille og dyrt derefter. Spektakulært? Absolut! Kunne det have været en naturlig evolution af filmmediet som vi kender det? Absolut. Det var et forsøg på at tilnærme sig en endnu mere virkelighedstro opfattelse af det optagne.
Og så er vi tilbage ved 3D. Jeg kunne godt argumentere for, at 3D er en naturlig evolution af filmmediet. Teknologien 3D er nu modnet og er mere effektiv end nogensinde før, men det er så bare ikke min mening, at 3D på nogen måde er sat i spil ud fra samme faktorer som ovenstående. 3D er netop eksakt en spektakulær effekt, som på ingen måde er en naturlig udvikling af mediet. Det er en bombe, som fuldstændig vil ændre film som vi kender det, som at lade maleriet udskifte af stereoskopi.
2D har i 120 år, præsentereret virkeligheden på samme vis og teknologien har perfektioneret mediet og 2D formatet viser alle tre dimensioner på forbilledlig vis. 3D viser netop IKKE den sidste dimension på naturlig vis, men tyer til en meget primitiv måde at præsentere dybde på, selektivt udvælgende objekter indenfor "mise en scene" og som på nuværende tidspunkt ikke formår at komme i nærheden af noget der har mellemnavnet "naturlig". Istedet opfattes det af hjernen som en spektakulær effekt, som trækker seerens fokus VÆK fra illusionen film og indholdet, og hele tiden gør opmærksom på "sig selv" som en kunstig tillagt effekt og ikke en integreret naturlig effekt.
Jeg kan sagtens se 3D være en faktor i film, fordi jeg nok må leve med det og fordi jeg sagtens kan se 3D's potentiale som en effektiv forlystelses og wow katalysator. Men jeg anser det personligt som en totalt uvedkommende og unødvendig ingrediens, i plot og historiedrevne film.
Min frygt er netop, at instruktører som Cameron, fuldstændig fokuseret på forlystelsen og svag på filmmediets oprindelige muligheder, skal drive filmmediets fremtidige udvikling, ene og alene båret frem af håbet om mere box office og bedre bundline og at dette slutteligt vil tvinge de sidste håndværkskyndige til at hoppe med på rutsjebanen. Derfor håber jeg så inderligt, at 3D vil gå i glemselen ... endnu engang.
Jeg har været endnu mere uddybende omkring mit syn på 3D's unaturlige tilkomst i filmmedie ligningen i de andre indlæg.
Og med hensyn til de drilske bemærkninger, så er jeg desværre ikke så åben for humor, som jeg har været i denne tid, men det står for min egen regning og ikke din, så undskyld, hvis jeg virker noget tør i sværen :) Håber jeg bliver kureret og opereret snart :)
#77 BN 13 år siden
"Tør i sværen"? ... Hmm, det var ikke så godt, for det kan jo føre til mere squash:
#78 tiany 13 år siden
#79 Highland Park 13 år siden
#80 Highland Park 13 år siden
Jeg ville blot stille spørgsmålstegn ved, hvad vi skal med surroundsound, når vi er i stand til at opfatte stereolyd på nogenlunde samme måde som 2D-billedet.
Det samme kan 3D teoretisk set også udvikle sig til i det lange løb.
Hvad angår dit lange indlæg i #76, er også jeg helt og aldeles halvt uenig. ;)
Jeg deler især ikke dit syn på film som en naturlig gengivelse af virkeligheden og ej heller det spektakulære som filmkunstens diametrale modsætning, hvad positiv udvikling af filmmediet angår.