Vi har fået en lovende begyndelse på castingprocessen til “Fargo” Sæson 5.
“Mad Men”-stjernen Jon Hamm, “Ted Lasso”-skuespilleren Juno Temple og “The Hateful Eight”-skurken Jennifer Jason Leigh er blevet castet i de tre ledende roller i den femte sæson af FX-antologiserien. Det rapporterer Variety.
Der vides ikke andet om karaktererne end deres navne. Hamm skal spille Roy, mens Temple skal spille en kvinde ved navn Dot, og Leigh har fået rollen som Lorraine.
Seriens fire hidtidige sæsoner har fulgt fire forskellige fortællinger, der kun løst hænger sammen gennem enkelte karakterer. Sæsonerne har spredt sig på tværs af fire forskellige årtier, men den nye sæson foregår for første gang i samme årti som én af de andre. Sæson 5 finder nemlig sted i 2019 – ni år efter handlingen i Sæson 3.
Der vides endnu ikke meget om plottet, men ifølge FX stiller serien spørgsmålene, hvornår er en kidnapning en kidnapning, og hvad nu hvis din kone ikke er din?
“Fargo”-skaber Noah Hawley har skrevet størstedelen af seriens afsnit og har også instrueret en håndfuld. Han vender tilbage til Sæson 5, men det er dog ikke det eneste serieprojekt, han har i horisonten. Hawley står nemlig også bag FX’ kommende “Alien”-prequel-serie, som produceres af Ridley Scott.
Læs også: “Ridley Scott afslører ny ‘Blade Runner’-serie og giver opdatering på ‘Alien’-serie”
Hvornår “Fargo” Sæson 5 får premiere, ved vi ikke endnu.