Kevin Costners passionsprojekt “Horizon: An American Saga” opdeles i to kapitler, der får premiere med blot to måneders mellemrum.

Cowboyhatten er næsten ikke til at flå af Costner, der de seneste år har gjort sig som ranchejer John Dutton III i Taylor Sheridans western-drama “Yellowstone”. Inden længe er han nemlig aktuel i den episke western-storfilm “Horizon: An American Saga”, hvor han som både instruktør, medforfatter, producer og stjerne påtager sig rollen som filmens altmuligmand.

“Horizon” tager os med tilbage til Det Vilde Vesten midt under 1860’ernes borgerkrig, som vi får lov til at opleve gennem både familie, venner og fjenders øjne, imens de alle forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være USA. Du kan se den første teaser trailer liger her.

Costner har samlet sig et stjernespækket cast, der består af skuespillere som Sienna Miller, Sam Worthington, Jena Malone, Michael Rooker, Danny Huston, Luke Wilson, Will Patton, Giovanni Ribisi, Jamie Campbell Bower og Thomas Haden Church.

Læs også: “‘Ozark’-stjernen Jason Bateman skal instruere den overnaturlige western ‘The Pinkerton'”

Den 68-årige Oscar-vinder har kæmpet for “Horizon” siden 1988 og har selv lagt en stor sum penge – mindst 20 mio. USD – i projektet. Warner Bros. og New Line Cinema har da også vist stor tiltro til filmskaberen. Et tredje kapitel er nemlig allerede under produktion, men er i øjeblikket sat på pause grundet strejkerne, der har sat Hollywood i tomgang de sidste mange måneder. Planen er efter sigende at lave fire “Horizon”-film.

“Horizon: An American Saga – Chapter 1” får premiere den 28. juni 2024, mens “Chapter 2” får premiere ikke engang to måneder senere den 16. august samme år. Yee-haw, det bliver noget af en sommer, vi går i møde!



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: