Som Filmz kunne fortælle tidligere på ugen, så var selveste Mark Hamill gået ind i kampen for, at den kræftsyge Neil Hanvey skulle få sit sidste ønske opfyldt: At se “Rogue One” før sin død. Det er nu sket – kort efter døde den syge “Star Wars”-fan.
Se også: J.J. Abrams giver døende “Star Wars”-fan lov til at se “Episode VII”
Lucasfilm arrangerede nemlig i hemmelighed en visning af “Rogue One” – der ellers først får premiere til december – for den kræftsyge Neil Hanvey i weekenden. To dage efter døde han, 36 år gammel.
Hanveys kamp for at få sit sidste ønske opfyldt blev begyndt under hashtagget #RogueOneWish af personalet på det hospice, hvor den dødsdømte patient tilbragte de sidste dage. Siden fik #RogueOneWish vinger, da Mark Hamill valgte at dele det med sine over 1,2 millioner følgere.
Det var altså nok til at overbevise Lucasfilm, hvilket hospice-personalet er taknemmelige for:
”På vegne af Neil Hanvey, hans kone Andrea samt familien så vil vi gerne takke alle, der støttede #RogueOneWish. Instruktøren af ‘Rogue One’, Gareth Edwards, gjorde alt, han kunne, for at gøre lørdag til en meget speciel dag for Neil. Neil, familien og alle på St Michael’s Hospice vil gerne takke Disney, Lucasfilm og særligt Gareth Edwards,” skriver St. Michael’s Hospice på Facebook.
Vi andre må vente i næsten fire måneder endnu på “Rogue One”-premieren, der i Danmark finder sted d. 14. december.
#1 patrickjane 8 år siden