Den nyeste trailer til den kommende horrorfilm “M3GAN”, introducerer os til en sindssyg dukke med dødsensfarlige dance moves.

Dukker og horror går hånd i hånd. Man kan bare tage et kig på horrorikoner som Chucky, Billy the Puppet og Annabelle, som selv den mest uprøvede horrorfan ville kunne udpege, hvis dukkerne forsøgte at camouflere sig på hylderne i en legetøjsbutik.

Nu kan vi tilføje en ny én til samlingen med den mekaniske prototypedukke, M3GAN, der i filmen af samme navn indstilles til at tage sig af den unge, forældreløse pige, Cady. Det får dog i filmens nyeste trailer forfærdelige konsekvenser, for inden længe begynder dukken sit makabre mordtogt.

Blandt filmens cast finder vi Allison Williams (“Get Out”), Violet McGraw (“The Haunting of Hill House”), Ronny Chieng (“Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings”) og Brian Jordan Alvarez (“Will & Grace”).

Læs også: “Første trailer til M. Night Shyamalans næste horror-film “Knock at the Cabin” teaser et utænkeligt valg”

Det er “Housebound”-instruktør Gerard Johnstone, der har instrueret “M3GAN” som sin blot anden spillefilm. Der er dog masser af let genkendeligt talent bag filmen. Den er nemlig produceret af horrorgiganterne James Wan (“The Conjuring”-franchisen) og Jason Blum (“The Black Phone”) og deres produktionsselskaber, Atomic Monster og Blumhouse Productions.

De to selskaber er i øjeblikket i forhandlinger om en fusionering, hvilket ville skabe noget af en gysergigant i filmverdenen.

Akela Cooper, der skrev Wans vanvittige gyser “Malignant”, har også siddet bag skrivemaskinen på “M3GAN”.

“M3GAN” får premiere herhjemme den 12. januar.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: