Lokalavisen Villabyerne blev nægtet at citere Mads Mikkelsen fra Q&A til “Retfærdigheden Ryttere”.

Han er Danmarks mest kendte skuespiller – og sandsynligvis også den mest kontrollerende.

Mads Mikkelsen er kendt for at styre pressen med hård hånd. En hånd, han senest har brugt over for en lille nordsjællandsk lokalavis.

Lokalavisen Villabyerne havde således arrangeret et sær-event for avisens læsere i Moviehouse i Hellerup, hvor der var visning af “Retfærdigheden Ryttere” samt Q&A med hovedrolleindehaveren, Mads Mikkelsen.

Villabyerne blev dog på forhånd pålagt ikke at citere Mads Mikkelsens svar fra arrangementet, hvor 100 gæster lyttede med:

”Det er helt barokt. Der har jo siddet 100 mennesker i salen, og så må jeg ikke citere ham. Vi er inde i en meget absurd pr-tankegang,” siger Villabyernes redaktør, Jesper Bjørn Larsen, til Fagbladet Journalisten.

Derfor måtte redaktøren omtale arrangementet uden citater fra hovedpersonen. Således stod der i omtalen af arrangementet i Villabyerne:

”Hvor barokt det end kan virke, må Villabyerne ikke citere Mads Mikkelsen, der ellers sagde mange gode ting, fra dette arrangement.”

Læs også ‘Officielt: Mads Mikkelsen erstatter Johnny Depp i “Fantastic Beasts 3”‘.

Mads Mikkelsens management ønsker ikke at kommentere sagen.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: