Oskar og Josefine
Udgivet 18. aug 2005 | Af: The Insider | Set på DVD
Hovedpersonerne Oskar og Josefine er et ungt kærestepar, som får tildelt evnen til at rejse tilbage i tiden, hvilket forårsager alle mulige slags problemer, da Josefine tager noget nutidig medicin med tilbage til en middelalderlig landsbybefolkning og dernæst bliver beskyldt for at være en heks. Filmens korte varighed og tematik får næsten én til at tro, at den blot er en lettere overfladisk, maskeret historietime. Men det er under alle omstændigheder en ganske fornem maskeret historietime, som både er godt gennemført og velspillet. Børnene virker troværdige, og så giver filmen Kjeld Nørgaard en herlig mulighed for at skrue op for den melodramatiske vandhane i rollen som filmens karismatiske skurk, Thorsen. Filmen byder for øvrigt også på Frits Helmuths allersidste spillefilmspræstation. Han døde to måneder før filmens biografpremiere. Vigtigst af alt lader det til, at alle skuespillerne – unge såvel som gamle – har moret sig under optagelserne, og det har det med at smitte af på publikum.
“Oskar og Josefine” er en fin lille familiefilm, som på flot vis kombinerer enkel og virkningsfuld spænding og dramatik med fine, om end klassiske, ideer. Ideer understøttet af et unægteligt pædagogisk fundament, som synes at være skabt grundet en forfriskende reel interesse for filmens egen fortælling, historiske rammer og egentlige ve og vel fra filmskabernes side af. Filmen er ikke videre original og egentlig også ret forglemmelig, men den er fængende og lærerig nok (filmens målgruppe taget i betragtning) til sagtens at kunne erstatte et besøg hos det lokale middelaldermuseum med børnene på slæb.
“Oskar og Josefine” er blevet skudt digitalt, så derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at filmen ser rigtig godt ud på dvd. Det er især de varme grønne farver, der imponerer. Og så sikrer digital-til-digital overgangen også, at ingen digital støj opstår og distraherer. Desuden er det vældigt imponerende, at der ikke er spor af edge-enhancement på noget som helst tidspunkt. En lille smule udtværing under filmens mørkeste scener og lidt billedlig ekko under filmens store kamerature er det eneste, der skuffer.
Derudover indeholder dvd’en også filmens trailer, teaser, 2 tv-spots og et lille billedgalleri bestående af 11 stillbilleder fra filmen.
Nysgerrige og historieinteresserede børn og unge vil garanteret more sig gevaldigt, og “Oskar og Josefine” er langt fra så barnlig og overfladisk, at de lidt ældre ikke kan overleve at kigge med. Manglen på ekstramateriale er lidt ærgerlig, men denne ganske underholdende familiefilm bliver præsenteret godt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet