Sidste Stik

InstruktionGeorge Roy Hill

MedvirkendePaul Newman, Eileen Brennan, Robert Redford, Robert Shaw, Harold Gould, Charles Durning, Charles Dierkop, Jack Kehoe, Ray Walston, John Heffernan, Dana Elcar, Dimitra Arliss, Robert Earl Jones, James Sloyan, Lee Paul

Længde129 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/12/1973


Anmeldelse

Sidste Stik

4 6
George Roy Hills “Sidste Stik” (“The Sting”) er en af den slags 70’er klassikere, som ikke ved første øjekast virker synderligt speciel, imponerende eller “klassisk”, men som simpelthen er fuldstændig umulig at sætte en finger på. Alt hænger bare sammen. Fra Paul Newman og Robert Redfords ufejlbarlige præstationer over Scott Joplins geniale klaverstykker til David Wards hysterisk morsomme, originale og velsmurte manuskript – der er rendyrket filmisk magi til stede her. Denne syvdobbelte Oscar-vinder er en ren fornøjelse fra ende til anden.
Som filmens danske titel antyder, handler filmen i høj grad om kortspil. Derfor er det passende at både Newman og Redford er i deres es, og at filmen ej heller er en kort fornøjelse. Det er en klassisk fortælling, hvori fattige, snydende lømler er varmhjertede helte, og ordensmagten består af kyniske opportunister. Robert Shaw er også eminent som den glubske kriminelle forretningsmand, som Johnny Hooker (Redford) og Henry Gondorff (Newman) forsøger at snøre. Eller gør de? Filmen er fyldt med herlige twists, som chokerer og overrasker ved første gennemsyn og putter et bredt smil på læben ved alle efterfølgende gensyn.

“Sidste Stik” er en sjælden type film. En film, der rammer alle de rigtige tangenter på det menneskelige følelsesflygel såvel som på Joplins piano. Med et glimt i øjet og en forfriskende naiv tonalitet, som garanteret ville være blevet trampet på, hvis filmen blev udgivet i nutidens mere kyniske verden, rammer filmen plet både i hjertet og i sindet. Der går for øvrigt i øjeblikket rygter om, at Newman og Redford agter at slå sig sammen igen på det hvide lærred for 3. gang, efter at have dannet et herligt makkerpar både her og i “Butch Cassidy and the Sundance Kid”. Det kan kun gå for langsomt.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Sidste Stik” ser desværre lidt tam ud på billedfronten. Farverne virker drænede og kedelige, og selv om det af og til på passende vis reflekterer tilstanden af det oprindelige negativ, så ærgrer man sig tit over, at der ikke er blevet gjort noget ved filmens tørre farvepalet. Af og til er billedet også en smule uskarpt og digital støj popper op her og der. Et acceptabelt gennemsnitligt transfer.
AudioDen gamle “Sidste Stik” dvd bød kun på et engelsk monospor, men Universal har siden hen produceret et helt nyt Dolby Digital 5.1 mix til filmen, og det er bestemt en forbedring. Hill var ikke nogen særlig stor fan af musik, men til gengæld en meget stor tilhænger af lyd. Det vil man ofte kunne mærke i filmen, når der er tavst i flere scener, hvor man ellers ville have forventet, at et orkester ville have givet lyd fra sig. Derfor er der ofte masser af gang i højtalerne, men det er dog stadigvæk et meget frontbaseret lydspor. Dialogen lyder af og til en smule mudret, men går for det meste klart igennem. Subwooferen savnes af og til, men en sjælden gang leverer LFE-kanalen en positivt overraskende og solid bund. Det ville nu også have været en prisværdig ekstra gestus, hvis det oprindelige engelske monospor var blevet inkluderet.
EkstramaterialeSidste gang “Sidste Stik” blev udgivet på dvd bød den kun på kedsommelige produktionsnotater. Disse er også til stede på denne nye udgivelse. Det samme gælder filmens trailer. Men hovedattraktionen er dokumentaren “The Art of The Sting” (56 minutter), som er delt op i tre dele: “A Perfect Script”, “Making A Masterpiece” og “The Legacy”. Det er en fornem dokumentar fyldt med glimrende interviews med størstedelen af filmens vigtigste bagmænd. Både Newman og Redford bliver interviewet. Men instruktør Hill og skuespiller Shaw har desværre stillet træskoene, og man har ikke skaffet arkivoptagelser af dem. At høre Newman og Redford tage pis på deres alder og visnende hukommelser er en fornøjelse, og det er bestemt ikke den eneste guldklump, denne dokumentar slynger i ansigtet på én.

Denne nye “Special Edition” udgave af “Sidste Stik” er langt fra speciel. Den nyinkluderede dokumentar er interessant, men også det eneste stykke værdifulde ekstramateriale på udgivelsen. Billedsiden er lidt en blandet oplevelse, og det nyproducerede engelske DD5.1 spor er godt men intet særligt. Har man den gamle udgivelse, er der ikke den store grund til også at investere i denne. Men under alle omstændigheder er “Sidste Stik” en uimodståelig filmperle, der fortjener at være ejet af Gud og hvermand. Umulig at stikke.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Denne underfundige komedie har scenografi fra 1930’erne og handler om en ambitiøs småkriminel og en erfaren bondefanger, som er ude på at hævne sig på den onde bandeleder, der har myrdet en af deres venner. Vi følger gruppen af charmerende plattenslagere, mens de planlægger, hvordan de skal narre deres fjende.