Den amerikanske skuespillerbesætning, der lægger stemme til figurerne, er en væsentlig grund til at karaktererne bliver troværdige og levende. Selvom Rødhætte (Anne Hathaway) af udseende er en lille pige, er hendes stemme med til at give hende en livskloghed og træthed, der afslører præcis hvor længe hun har tilbragt i skoven med igen og igen og igen at bringe kager ud til sin Bedstemor. Og Ulvens (Patrick Warburton) streetslang og smarte bemærkninger tegner et fint billede af typen, der har prøvet lidt af hvert. Det eneste kritikpunkt er, at filmens sjove bemærkninger til tider balancerer på kanten af graven over ting-vi-har-hørt-før. I den forbindelse kan man også konstatere at de matrix-refererende kampscener har nået et omfang, hvor vi må til at sige stop. Og det gælder alle film, tak! Men det er petitesser i det store billede, for “Sandheden om Rødhætte” leverer lige præcis den underholdning, man går ind for at se.