Omtrent 20 minutter inde i “Big Momma’s House 2” nåede jeg frem til en interessant ‘konklusion’. Denne film havde, og endda på så kort tid, tilegnet sig potentialet til at blive den værste film, denne anmelder nogensinde havde set. I løbet af filmens resterende og ofte ulidelige 70 minutter blev denne uhyggelige formodning langsomt afkræftet (okay, okay… jeg trak på smilebåndet en enkelt gang), hvilket i sidste ende dog ikke forhindrede undertegnede i at ånde lettet op, da mareridtet endelig var forbi.

Verdens Mest Talentløse Komiker™, Martin Lawrence, har endnu engang iført sig et enormt fedmekostume i et desperat forsøg på at opnå anonymitet og en god undskyldning for sin totale mangel på troværdigt udtryk. Men det skal han sgu ikke have lov til. Lawrence ligner en mand, som langt hellere ville være, hvor hans gode ven Will Smith er nu, og i hvert fald slet ikke foran kameraet i en ‘komedie’ lige så opblæst og utroværdig som Big Momma selv. Lawrence kæmper hårdt for at overbevise os om, at han har det sjovt, og at vi også skal have det. Han fejler totalt. Og han bliver ikke hjulpet på vej af et skuespillerensemble så mekanisk og ligegyldigt, at man i første omgang mistænker special effects firmaet ILM for at have tilføjet dem alle digitalt i en pærevælling.

Plottet? En af Lawrences tidligere gode kollegaer bliver myrdet, og han ifører sig derfor Big Momma-kostumet og infiltrerer en familie, som er tilknyttet mordet. Desværre skaber det også bøvl i hjemmet, da Lawrence jo naturligvis havde lovet konen, at han aldrig ville acceptere en farlig opgave igen. Problemet er, at filmen ikke rigtig tør satse på nogen områder. Actionscenerne er tamme, de “humoristiske” scener er rodede, og forsøget på at indskyde sentimentale overvejelser om værdien af kærlighed og familie, virker intet andet end påklistret. Selv sideplottet omhandlende Lawrence anstrengte ægteskab, bliver pludseligt skubbet til side, selvom der i forvejen er brugt en masse tid på det. Og det er ikke det eneste sideplot, som lider overlast. Bedre overblik og fokus ville virkelig have gavnet filmen og måske endda gjort den tæt på hæderlig.

Lawrences optræden i forrige års Oscar-ceremoni var muligvis mandens bedste præstation til dato. Med en falsk Oscar-statuette i hånden vendte han ansigtet mod kameraet og skreg: ”Og til jer, som troede, jeg aldrig nogensinde ville vinde én: Kys min sorte røv!” Det var en glimrende præstation af Lawrence. Få sekunders komisk genialitet besiddende mere lystig selvironi og energi, end der er at finde i hele denne spillefilm.

“Big Momma’s House 2” er en film uden én eneste original idé. En film, hvis komiske højdepunkt opstår, da Martin Lawrence, iklædt ørnekostume, går i brand. Uheldigvis lykkes det at slukke ilden og derved holde filmen i live i yderligere halvanden time. Hvis man er tvunget til at se hele filmen igennem, kan det virkelig anbefales at skifte over på det ungarske lydspor et par gange undervejs. Det vil sandsynligvis resultere i mere latter, end hvad filmens egne flade vitser kan mønstre.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Det kommer ikke som den store overraskelse, at en så ny og velbudgeteret Hollywood-produktion som “Big Momma’s House 2” ser godt ud på dvd. Transferet her er dejlig filmagtigt, og digital støj, edge-enhancement og komprimeringsfejl er fraværende. Kontrasten er solid og farverne er skiftetvis kølige og varme, præcis som de skal være. Det eneste man kunne ønske sig var en anelse mere skarphed.

Audio”Big Momma’s House 2″ er en auditivt bombastisk film. Det kommer klarest til udtryk på discens DTS-spor (engelske og ungarske Dolby Digital 5.1 spor er også tilgængelige), som har en mere solid, pulserende bund, der især gavner filmens få ‘actionsekvenser’ og de scener, der understøttes af højlydte hip-hop toner. Ellers skaber sporene også en fin atmosfære, og kanalnetværket bliver udnyttet fint. Men man kunne godt have ønsket sig lidt flere panoreringer. Derudover er dialogen lidt af et problem. Både på DTS og DD5.1 sporene lyder den mærkværdig… næsten som om, den er blevet optaget i en tønde.

EkstramaterialeDvd’ens hovedattraktion må vel nok være kommentarsporet med instruktør John Whitesell, producer David Friendly og skuespilleren Zachary Levi. Kommentarsporet leverer mere humor end selve filmen, men det betyder nødvendigvis ikke, at det er et fremragende spor. Der er flere pauser, en hel del retorisk lal (der er ikke ligefrem grund til at forklare, hvordan scener i en film som “Big Momma’s House 2” skal fortolkes) og så kan det også blive lidt trættende at lytte til tre mænd, som ikke synes at være klar over, at deres film er ganske forfærdelig.

Der er i alt 12 slettede/forlængede scener. Instruktør John Whitesell og skuespilleren Zachary Levi kommenterer dem alle. Scenerne varer tilsammen godt og vel 16 minutter. Hvis en scene i forvejen ikke er ‘god nok’ til at blive inkluderet i en film som “Big Momma’s House 2”, må der virkelig være noget galt. Og det er der også. Ingen af disse scener har nogen nævneværdig værdi.

I “Big Momma’s Secrets” (7 minutter) hører vi om brugen af forskellige effekter i filmen, og om tilblivelsen af flere af dens besværlige scener og filmens centrale kostume. Gab.

“Fox Movie Channel Presents Casting Session” (8 minutter) handler om arbejdet med at finde skuespillerne til filmens roller. Det er dræbende kedeligt at se på. Der er alt for mange klip fra filmen, og man får hurtigt kvalme over alle involveredes evindelige skulderklappen.

Sidst har vi trailerne til hovedfilmen samt “Phat Girlz”.

Ja, det måtte jo komme. En succes sætter som regel gang i grådigheden hos filmproducenterne, hvilket filmhistoriens mange elendige toere er glimrende beviser på. “Big Momma’s House” var ikke nogen brillant film, men den var dog alligevel en ganske underholdende komedie. Det samme kan man ikke ligefrem sige om opfølgeren.

Vi følger op på historien fra “Big Momma’s House””. Malcolm Turner har trukket sig tilbage fra felttjeneste i FBI, og arbejder nu for presseafdelingen. Grunden til valget af den mere sikre tilværelse bag et skrivebord, er naturligvis, at han stadig er sammen med kvinden hvis hjerte han vandt i den første film. Hun er højgravid med deres første barn, og selv om Malcolm ikke umiddelbart er glad for at skulle opgive sin Porsche til fordel for en rummelig familiebil, så er han trods alt villig til at opgive sit farlige arbejde for familiens skyld. Alt ændres dog da hans tidligere partner myrdes. Malcolm ser ingen anden mulighed end i al hemmelighed at blande sig i efterforskningen. Forklædt som Big Momma går han under cover som barnepige hos den hovedmistænkte. Familien har tre børn, og Big Momma kommer på overarbejde da familien i den grad har problemer. Den stakkels FBI-agent skal nu både forsøge at rette op på en samspilsramt familie og efterforske en sag, der kan true nationens sikkerhed alt imens han skal undgå at blive afsløret som bedrager.

Af en komedie at være, har “Big Momma’s House 2” ét altoverskyggende problem; den er ikke det mindste morsom. Har man at gøre med en film, der ud over at være en opfølger også har et efterhånden godt brugt tema, ja, så ville det måske være på sin plads at tilføje nogle nye elementer, for at gøre filmen lidt mere interessant. Man har valgt at gøre det modsatte i tilfældet “Big Momma’s House 2”. Såvel komik som handling og dialog er så komplet intetsigende og uinteressant, og har fået et ekstra hak på dumhedsskalaen. Man griner ikke hen ad vejen, men filmen er dog heller ikke i den kategori, hvor den er så dårlig, at man bliver vred – filmen er blot fuldstændig ligegyldig.

Martin Lawrence er udmærket i stand til at være morsom, men han kan desværre ikke alene bære en film, hvor manuskriptet er så elendigt forfattet. Humoren i “Big Momma’s House 2” er udelukkende baseret på at vi skal se en tynd mand klædt ud som fed kvinde. Og det er dét. Der er ganske enkelt ikke mere i filmen. Big Momma er på stranden i badedragt og i kurbad iført et håndklæde. Og det ville alt sammen sagtens kunne udgøre gode bestanddele i en sjov og underholdende film, hvis den omkringliggende handling blot havde været skruet fornuftigt sammen. For at gøre det hele værre, er filmen i stedet for bare at have en smule kant, blevet til en sukkersød omgang, hvor det pludselig er Big Momma, der skal ændre familien og redde alle børnene, der har det åh så hårdt fordi far aldrig er hjemme og mor vil lære dem at spille violin.