Så blev det endelig R&B-superstjernen Ushers tur til at kaste millioner af egne dollars i en tåbelig, pompøs og overflødig reklame for sig selv i fuld spillefilmslængde. Ushers første reelle indtog i biograffilmenes domæne, “In the Mix”, har den tvivlsomme ære af at befinde sig i bunden af IMDb’s liste over filmhistoriens 100 allerværste film, hvorpå talrige af hans musikalske kollegaer også har lejet sig ind. Men selv om vi er langt væk fra glimrende film med stærke forbindelser til musikkens verden såsom “8 Mile” og “The Proposition”, så er vi samtidigt ikke helt nede på niveau med Britney Spears “Crossroads” og Mariah Careys elendige “Glitter”.

Usher spiller en ufejlbarlig, charmerende drengerøv med et hjerte af guld, som alle nabolagets bedårende babes savler over. Navnet er Darrell og professionen er DJ. Til en fest hos en magtfuld italiensk mafiafamilie står Darrell for musikken, men de festlige løjer bliver afbrudt af en hektisk skudduel. Darrell redder naturligvis mafiabossen (Chazz Palminteri – alt for god til sådan noget bras) ved at hoppe foran kuglerne, og den pludselige heltedåd giver Darrell adgangsbillet til et liv i sus og dus i den stenrige families krybbe. Den forsigtige mafiaboss begynder naturligvis at frygte for sin bedårende, unge datters ve og vel, og derfor bliver Kevin Costner – nej, undskyld – Usher ansat som pigens bodyguard.

Filmen starter egentlig overraskende godt. J. Clark Mathis er bestemt ikke nogen ringe fotograf, og både visuelt og auditivt distancerer filmen sig fra andre musikeres underproducerede skrammel. Bare det at have en hærdet, talentfuld skuespiller som Palminteri foran kameraet gør en del, men Usher er bestemt heller ikke ringe. Hans præstation er måske ikke synderlig nuanceret, men den populære musikers stærke karisma opvejer hans mangel på indsigt i skuespillernes kunstart. Emmanuelle Chriqui, som spiller mafiabossens datter og dermed også målet for Ushers kærlighed, er derimod kedelig og firkantet. Resten af ensemblet, bortset fra en enerverende Anthony Fazio, er nogenlunde.

Men uanset hvor meget han så end prøver, er det ikke muligt for Usher at sætte en bremser for filmens overgang fra mildt lovende familieunderholdning til plat og forudsigeligt juks. Måske fordi filmholdet kun havde begrænset tid til at gennemføre projektet, har man tyet til næsten samtlige klicheer fra kærlighedsfilmenes leksika. Ikke én eneste overraskelse figurerer i filmens sidste time, som til gengæld er rig på monoton sniksnak, plat spas og ufrivilligt komiske og malplacerede forsøg på at fremstå dramatisk og røre publikum. Al charme og karisma er for længst fordampet, da filmens ligegyldige epilog dukker op.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Som sagt besidder “In the Mix” faktisk en ganske hæderlig billedside, og den præsenteres fint her på dvd-udgivelsen. Især kontrasten er imponerende og dejligt solid, og farverne fremstår levende og ægte (om end et par gange også en snert for matte). Derudover er billedet fuldstændig blottet for edge-enhancement og digital støj, og transferet har også et smågrynet look, der i flere scener giver det et dejlig filmisk præg.

AudioDet engelsk Dolby Digital 5.1 spor er bestemt heller ikke dårligt. Bunden er ganske god, og subwooferen er især dejlig aktiv under filmens mangfoldige musikalske indslag, men den kunne godt have været en anelse mere solid. Det er primært fronthøjtalerne, som bliver brugt, men udover dialog og musik har filmen heller ikke meget at byde på auditivt, og dialogen er som regel tydelig, men også lidt flad.

EkstramaterialeDiscen byder på 4 featuretter og ca. 8 minutters slettede scener. Det meste af det slettede materiale er forlængede udgaver af scener, der figurerer i filmen. I alle tilfælde kan man godt forstå, hvorfor materialet blev fjernet, og en enkelt scene med to af filmens mest åndssvage karakterer trækker alt for langt ud. Featuretterne varer tilsammen ca. 25 minutter, og størstedelen af tiden går med at gentage, hvor populær, succesfuld og fantastisk en personlighed Usher er. Det bliver hurtigt kedeligt at høre på. I en af featuretterne forsøger producerne, skuespillerne etc. at få filmen til at fremstå som en vigtig, tidløs fortælling om kærlighed på trods af hudfarve og herkomst på højde med “Romeo & Julie”. Det lykkes dem naturligvis ikke.

Jeg føler mig for øvrigt nødsaget til lige at nævne menuen, som uden tvivl er den grimmeste, undertegnede nogensinde har spottet på en vidt distribueret skive.